Kærligheden vil mig noget

Kærligheden vil mig noget

– En kommentar til Leonard Cohens “You Have Loved Enough”

Kærligheden er god. Den lever og ånder i frihed, og kan ikke indfanges, ikke styres og kontrolleres. Sådan er det med de ting, der gør den største forskel i vores liv – dem bestemmer vi ikke selv over.

Den nu afdøde sangskriver og digter Leonard Cohen udgav i 2001 sit album Ten New Songs. På dette album var sangen You Have Loved Enough. Her synger Cohen: “…You kept me from believing / Until you let me know: / That I am not the one who loves / It’s love that seizes me”.

I teksten har dét “jeg” der optræder, mistet kontrollen: det er kærligheden, der søger og griber jeg’et og ikke omvendt. Det er kærligheden, der vil én noget. Hvis vi skal anskue kærligheden på denne måde, kræver det et kæmpe kontroltab af os. Det kræver måske et større afkald på kontrol end mennesket, i vores tid, er indstillet på. Det kræver, at mennesket nogle gange overgiver sig til uvisheden, og giver slip i dette frie rum.

Man kan sige, at Leonard Cohens tekst kredser om noget essentielt i et perspektiv af tro og eksistens. Den beskriver et grundvilkår, vi er underlagt. Med et gammelt ord kan man sige, at noget vederfares et menneske; altså, at der er noget større på spil end det, mennesket selv kan styre. Der er noget der sker, udenfor ens egen vilje. Og det er noget langt større end menneskets rutine og erfaring egentlig kan beherske. Det er større end den viden, vi hidtil har kunnet samle sammen i vores liv.

Vederfarelse var et ord, teolog og tidligere højskoleforstander på Askov Højskole, Knud Hansen, holdt meget af. Han så vederfarelsen (eller åbenbaringen) som en realitet (Hansen, 1978). Åbenbaringen er et umotiveret gode, der vederfares enhver, som er overbeviste om, at uden dette fænomen, ville intet liv være muligt. Således er det også med kærligheden. Kærligheden er også en bestemt måde, at møde verden på, og dermed forholde sig til noget bestemt, en sandhed eller et menneske.

Præsten Johannes Møllehave talte og skrev på et tidspunkt i en prædiken, om dette fænomen; vederfarelsen. Han sagde i prædikenen: “…at det største i vores liv ikke står til vores personlige indsats og formåen” (Møllehave, 1997: 361). Det, der vederfares et menneske, er mere end det selv har magt over – mere end mennesket selv kan holde i sine hænder. For Møllehave er det et spørgsmål om tro, og om at handle og åbne sig i troen. Det er et spørgsmål om, at troen rækker ud over det hidtil erfarede og det hidtil oplevede – at ordet, man hører eller troen, man mærker, er så stærk, at man handler stik imod det hidtil oplevede.

At ordet, vederfarelse, er ved at forsvinde ud af sproget, er måske et tegn på, at der ikke er dækning for det erfaringsunivers, ordet betegner. Det kan være fordi netop dette ord har mistet sin betydning, men det kan måske også være fordi, at der i dag findes et kontrolbehov som aldrig før. Det er måske et tegn på tiden. Måske står vi nu for at miste sproget for det, der overgår os – det, vi ikke selv kan styre, men som i højeste grad kommer til at styre og påvirke vores liv.

Vederfarelsen kan også komme i andre skikkelser. Den kan komme som følelser, eller fænomenologisk set: som atmosfærer. Leonard Cohens tekstlige jeg står i sangen, You Have Loved Enough, i et forhold til et du. Der er på den ene side en aktivitet, og på den anden side en passivitet. “You Have Loved Enough, / Now let me be the Lover” synger Cohen, og her udspiller sig en dynamik mellem deltagelsen og det passive. Kærligheden vil en noget, samtidigt med at vi ønsker den, og søger den med vores liv.

I 2018 udkom teologen Jakob Wolfs bog: Gudstjenesten – Fænomenologisk set. Heri beskriver han den kristne gudstjeneste som et kunstværk. Et kunstværk, der udtrykker følelsen af det hellige. I følelsen af det hellige, bliver deltagerne i gudstjenesten forenet med det guddommelige. Det er i deltagelsen, vi overvældes – det er her noget stort overgår os. “Du har elsket nok – Nu: lad mig elske dig”. Det er en evig dynamik og et evigt spil.

Hvis vi betragter det forhold som et fænomenologisk forhold, er følelser atmosfærer i rummet. Følelser er ikke kun indre tilstande, men noget udenfor subjektet, som vi er tæt forbundet med – både umiddelbart og kropsligt. Følelserne kan overvælde os, og på denne måde, kan vi betragte det guddommelige, som noget, vi lever i, mener Jakob Wolf (2018). Det er i følelser som glæde og kærlighed, vi er i overenstemmelse med selve livets grundvilkår. Denne tilgang er interessant, da den i høj grad går imod en subjekt/objekt filosofi, som kendetegner især det naturvidenskabelige verdensbillede i dag. Wolf beskriver følelserne, atmosfæren i rummet, som det guddommelige nærvær ved Helligånden. Helligånden, som kan beskrives som glæde, kærlighed og fred.

Højskolemanden Knud Hansen skrev i sin bog Den kristne tro fra 1978: “Helligånd er, at evangeliet kommer mig ved”. Denne tilgang forudsætter, at intellektuel viden ikke kommer en ved på samme måde – at man ikke bliver affektivt berørt på samme måde i det intellektuelle liv, som man gør af Helligånden, mener Knud Hansen. Følelsen (eller vederfarelsen) gør, at det hidtil levede liv, de erfaringer, man har gjort sig, samt den viden, man har samlet, ikke længere gør sig gældende på samme måde.

Jeg vil afslutningsvis fremhæve et svært spørgsmål, som jeg godt ved, kun kan besvares med tavshed: Hvad gør kunsten stor? Hvad får f.eks. et billede, som en maler har malet, til at hæve sig fra konkrete farver, og fra malerens erfaring og kunnen? Johannes Møllehave fremhævede i den førnævnte prædiken, historien om maleren Vincent van Gogh (Møllehave, 1997: 360). Denne betydningsfulde maler havde i seks år kun arbejdet med at sætte farver sammen på et lærred, med malerens rutine, uden at der kom noget rigtigt ud af det. Det var seks tomme år! Sådan oplevede han dem. Men da han begyndte at male for alvor, oplevede han noget, der var større end ham selv. Han oplevede, at noget vederfaredes ham. Han havde naturligvis behov for rutine og erfaring, for at kunne gribe dette – men det epokegørende i hans liv, hævede sig over disse øvelser. Det hævede sig over hvad han beherskede ud fra sin hidtil indsamlede erfaring.

Det er den dobbelte livsøvelse: at øve sig til noget, man ikke ved hvornår kommer – noget man ikke kender skikkelsen eller konturerne af.

Vi må ikke miste sansen for det, der overgår os, og vi skal blive ved med at give det et sprog. I dette tilfælde, har det været givende at give det et sprog, som har rod i religiøsitet og kristendom. Vi skal give det ukontrollable et navn, en skikkelse og et sprog. På den måde øver vi os på noget, vi i virkeligheden ikke mestrer at bestemme over. Det er vilkårligt.

I Leonard Cohens sang, You Have Loved Enough, synger Cohen: “And when the hunger for your touch / Rises from the hunger / You whisper, “You Have Loved Enough, / Now let me be the Lover”” (Cohen, 2001). Hvis vores egen erfaring, viden og rutine stopper, må vi være beredte på at åbne os for det, der overgår os – det, der overvælder os. Med Cohens tekst bliver vi mindet om det, vi ikke kan styre, men som vi er tæt forbundet med.

Litteratur

Cohen, L. (2001). Ten New Songs. Sony Music Entertainment.

Hansen, K. (1978). Den kristne tro. Gyldendal.

Møllehave, J. (1997). Hvor kærlighed bor. Lindhardt og Ringhof
Wolf, J. (2018). Gudstjenesten. Fænomenologisk set. Eksistensen.