Måltidet og fællesskabet

”I’ve been smiling lately

Dreaming about the world as one

And I believe it could be

Someday it’s going to come”

Cat Stevens (1971)

Dreaming about the world as one

I det begyndende tusmørke, til lyden af linjerne fra Cat Stevens’ sang ”Peace Train”, mødes karaktererne fra SKAM til Eid-fest hos Sana. Seriens fjerde og sidste sæson handler om Sana, hendes ungdomsliv, samt den svære balancegang med den religiøse familie på den ene side, og den mere frisindede, norske ungdomskultur på den anden. Ved Eid-festen danner måltidet rammen om et stærkt og konstruktivt fællesskab, samt et særligt rum for tillid og sammenhold. Måltidet bliver et omdrejningspunkt og et tegn på fællesskab og tillid – elementer, som bringer dem meget tættere sammen.

Måltidet og bespisningen som ritual spiller en stor rolle i kulturhistorien. Min tese er, at måltidet har et fællesskabsbærende aspekt og fungerer som samlende symbol for fællesskaber i et samfund, der i det 21. århundrede bedst lader sig karakterisere som et samfund bestående af individer. Vekselvirkningen mellem fællesskab og individualismen har været et centralt tema i mange af de modernitetsdiagnoser, som Bauman (2015) eller Giddens (1996) har fremsat. På den ene side findes der en længsel efter det gamle fællesskab, eller en tilstand som kun fandtes før syndefaldet og fortabelsen i Paradiset, i den jødiske og kristne tradition. Fokus på et større, fælles hele modsvares på den anden side af et næsten umætteligt behov for uafhængighed, frihed og selvbestemmelse med et menneske i centrum, der er sat fri fra fællesskabet.

Måltidet i SKAM i forbindelse med Eid-festen og Den Danske Folkekirkes nadver-ritual er eksempler på kommunikation og fællesskab (Demant 2002) blandt mennesker, der i udgangspunktet betragter sig som individer. Spurgt på en anden måde: virkeliggøres den individuelle frihed i og sammen med fællesskabet eller kan friheden kun komme i stand som afgrænsning fra fællesskabet. Jeg finder det vigtigt, at belyse netop religionens bidrag til fællesskabet og sammenhængskraften, i en tid hvor sekularisering, samt en mere liberal tilgang til individet, stadig vokser sig større. Fællesskabstanken anser jeg for at være et grundlag for individets sind og psyke såvel som et fundament for den gensidige anerkendelse i alle menneskelige relationer.

Formålet med denne artikel er at undersøge, hvordan kulturinstitutioner vil kunne imødekomme netop ideen om det menneskelige fællesskab, som måltidet danner rammen om, i deres formidling. Her tænkes der altså ikke på specifikke formidlingsrum, som biblioteker, museer eller folkekirken; mine overvejelser, der bevæger sig på både et sociologisk og psykologisk niveau, er motiveret af spørgsmålet om, hvilke formidlingsstrategier der er bedst egnet il at skabe deltagelse, nærvær og gensidig anerkendelse i og på tværs af kulturinstitutioner.

Måltidet i SKAM

I det afsluttende afsnit af SKAM bliver måltidet et særligt rum for fred, forsoning og fællesskab. Afsnittet er det endelige blik ind i SKAMs univers – et allersidste vidnesbyrd fra de unge menneskers afgørende år på ”Nissen”, et gymnasium i Oslo. Sæsonens hovedperson, Sana, afholder Eid-fest for sine venner og sin familie. Seriens karakterer mødes på tværs af kultur, kontroverser og konflikter – de spiser sammen, de taler sammen – de griner og de kysser. Måltidet er et omdrejningspunkt, som inspirerer og indbyder til dybe, fortrolige samtaler, samhørighed og endda til forelskelse og kærlighed.

Da jeg så afsnittet, oplevede jeg en relativt stor gruppe mennesker blive forsonet i venlighed, og åbne sig for hinanden i kærlighed – alt var Love. Kulturelle forskelligheder blev udlignet, stridsøkser blev begravet, og selvets behov blev, til dels, undermineret – individet underkastede sig en særlig form for fællesskab. Et fællesskab, hvor de åbnede deres sind, og betroede sig til hinanden – et fællesskab som gjorde ”jeg” til ”vi”. Tidens udtalte individualisme blev skiftet ud med en fælles, transcendent tilstand – alt var Love! Eksplicit står måltidet, i afsnittet af SKAM, som en ramme om denne forvandling. Det er over spisebordet, at dette fællesskab udspiller sig. Fællesskab i kraft af det, der binder mennesker sammen, og potentielt giver mennesker et sammenhold og fælles referenceramme.

Måltidet har, serien igennem, haft en gennemgående plads i hovedpersonernes sociale liv, og i deres bekendelser til hinanden – lige fra samtaler over pizzabakkerne på pigeværelset, hvor Vilde stiller spørgsmål om parforhold og sex, til et stilleben med morgenmad, hvor Noora fortæller om sin frygt for en mulig begået voldtægt imod hende. I scenerne danner måltidet rammen for netop disse bekendelser, denne stærke sympati for hinanden, samt dette særegne, sociale rum.

Et fællesskab med nadveren som forbillede

Den amerikanske psykolog Jonathan Haidt redegør i sin bog, ”The Righteous Mind – Why Good People are Divided by Politics and Religion” (2012), for The Hive Hypothesis. Denne hypotese, denne bikube-metafor, beskriver mennesket som værende 90 % aber og 10 % bier. Menneskets adfærd er grundlæggende præget af en dobbelthed; individuelle og egoistiske behov står over for en ultra-social adfærd. Mennesket besidder, i Haidts optik, evnen til at transcendere sine selv-interesser, og indgå i et større hele – i noget større end dem selv (Haidt, 2012, s. 176). Haidt introducerer sammen med sin hypotese også ”The Hive Switch”, som betyder en aktivering af det ultra-sociale hos mennesket. Denne switch bliver et middel til at glemme, eller endda overvinde selvets interesser på. Hvis vi benytter eksemplet fra SKAM, betyder det, at måltidet har en særlig transcendent funktion for hovedpersonerne, hvor individet og selv-interesser undermineres. Måltidet bliver en slags Hive-Switch for hovedpersonerne. Det vigtige i denne sammenhæng er også, at sammenkomsten rummer et element eller følger en køreplan, der giver mødet form og retning; og at dette dermed aktiverer et fælles rum eller et ultra-socialt niveau hos mennesket. Tilstanden af ultra-socialt niveau forklarer den franske sociolog Émile Durkheim ved hjælp af begrebet Homo Duplex (2001; s. 177). Dette indebærer, som SKAMs karakterer også viser, at mennesket findes på to niveauer – på et individuelt niveau og som en del af et større hele f.eks. et fællesskab, en gruppe eller et samfund etc. Det slående ved refleksionen over denne menneskelige ageren er, at mennesket er i stand til begge dele. SKAMs hovedpersoner kender vi som individuelle karakterer. Karakterer som besidder identitet, karisma og historie; men vi kender dem i høj grad også i forhold til hinanden, og som en del af et større hele. Et hele, hvor anerkendelse og bekendelse er kendetegnende for relationen.

Fællesskabet kan beskrives som en særlig sammenhængskraft, og religionen har, som jeg betragter det, i høj grad været med til at præge sammenhængskraften og fællesskabet i f.eks. et land som Danmark. Mange institutionelle strukturer er netop vokset frem på religiøs foranledning: skoler, højskolebevægelsen samt kirken som lokalsamfundets åndelige centrum og fælles mødested, er nogle af de markante eksempler.

Det samme findes hos de religiøse vækkelsesbevægelser i 1800-tallet. Vækkelse har sin rod i menneskelige og psykologiske mekanismer, men viser også, hvordan religionen som socialt fænomen frembringer fællesskaber og sammenhængskraft mennesker imellem, også på et institutionelt plan.

I sin undersøgelse af totemkulturerne og de primitive religioners natur, fremhæver Durkheim religionens sociale karakter. Religiøsitet og ritualer spiller en central rolle, når fællesskabets eksistens og sammenhold skal sikres. Religion er for ham en måde, hvorpå et samfund ser og forstår sig selv og bevarer sin solidaritet og kontinuitet. Jeg fremhæver kontinuitet, solidaritet og selvforståelse som havende rod i religionens sjæl også for at understrege, at vores fællesskaber ikke kun er forestillede fællesskaber, men at de er vokset frem på et religiøst og rituelt fundament. For Durkheim er religion et solidaritetssystem, der består af tro og praksis og er relateret til hellige ting.

Han skriver: ”Religious representations are collective representations that express collective realities…” (Durkheim, 2001, s. 11). Hvis vi betragter religionen i et sociologisk perspektiv, træder dens sociale kerne tydeligere frem. Måltidet har for veninderne i SKAM netop denne samlende og kollektiv værdi. Dette leder mig hen til nadverperspektivet:

Sanas Eid-fest er i sagens natur religiøst funderet. Festen og måltidet afslutter den muslimske faste. Måltidet er desuden et gennemgående tema og et ritual i andre af verdens religioner. I Kristendommen spiller måltidet og nadveren en stor rolle – både i Det Nye Testamente, og i gudstjenesten som vi kender den i dag.

Hvis vi ser på eksemplet fra SKAM, ligger der i måltidet en høj grad af bekendelse, tillid og dialog immanent måltidet. Veninderne betror deres dybeste hemmeligheder til hinanden, og skaber derved et fortrolighedsforhold, og et fællesskab af sympati. I Folkekirkens nadverrituals natur kan man betragte et immanent og antaget fællesskab. Nadverritualet starter med ”Kære Kristi Venner…” og indbyder til en fælles forståelse af hinanden. Men nadveren, såvel som gudstjenesten, kan også betragtes som kommunikation, dialog og fortolkning. I den nyere tyske gudstjeneste- og liturgividenskab, er der i langt højere grad lagt vægt på undersøgelsen af de kommunikative elementer i eksempelvis nadveren (Demant, 2002, s. 167). Der er lagt mere vægt på menighedens fortolkning af budskaber og ritualer, end på den rene envejskommunikation fra præsten, hvor budskabets intentionelle karakter er i højsædet. Her kommer nadveren som tegn i spil, idet mennesker fortolker og forstår måltidet på en bestemt måde; at deres stemmer bliver hørt, og at deres ytringer tages alvorligt (ibid.). Det er netop dette blik på nadveren som fællesskab, kommunikation og dialog, som jeg finder væsentligt i min fortolkning af måltidet i SKAM.

Hvis vi betragter måltidet i et rituelt perspektiv, har den rituelle handling en overvejende funktion; nemlig ”at svare på noget som er sket” (Modeus, 2007, s. 38). Her kommer veninderne i SKAM og det bekendende aspekt ind i billedet; også i forhold til nadveren. Normalt skaber ritualer et særligt rum for emotionel bekendelse – et rum, hvor mennesker kan udtrykke deres følelser (ibid, s. 42). Modeus påpeger dog, at ritualet i sin enkelthed er til for at skabe følelser. Det er ud fra denne erfaring, som i sig selv både har mental og kropslig karakter, mennesker skaber et rum for de ting, der er for store til, at vi selv kan bære dem. Bekendelsen over måltidet for veninderne besidder denne funktion – eksempelvis når Noora udtrykker sin tvivl om den mulige voldtægt, og veninderne udtrykker deres medfølelse, anerkendelse og sympati. Her danner måltidet rammen.

Et fællesskabets måltid i formidlingen

Hvad kan vi så tage med fra måltidet i SKAM? Hvis vi betragter vores samfund, som et samfund af individer, hvor vi i langt højere grad lytter ”til vores følelsers mindste ”bevægelser”” (Bauman, 2015, s. 55), kan måltidsscenerne i SKAM lære os en del. I SKAM mødes veninderne over måltidet og spisebordet, og indgår dermed i et konstruktivt fællesskab af dialog og samhørighed. Dette underminerer den form for individualisme, der især gør sig gældende i ideen om det moderne, frie menneske. For mig får måltidet nogle af de samme funktioner som nadveren blandt andet har: en aktivering af fællesskab og dialog, som indbyder til forståelse af hinanden og som for en stund sætter individuel selvoptagethed ud af kraft.

Måltidet har også karakter af rituel handling, hvor der skabes et rum for følelser af en art, man ikke kan begribe selv. De bliver på den måde mere tilgængelige for erfaringen – fordi vi giver den en ramme, en krop og et navn. Dette taler for en mere dialogpræget formidling i kulturinstitutionerne, hvor mennesker inddrages og deres ytringer tages alvorligt. I Folkekirken kan man se kulturformidlingstiltag og –strategier, som har måltidet som omdrejningspunkt. Spaghettigudstjenester og andre typer af fællesspisninger er et eksempel herpå – dette tiltag skaber et rum for de, der ellers ikke besøger kirken til almindelige højmesser, og kan dermed opbygge et inkluderende rum for menigheden.

Det stærke formidlingsbegreb

Måltidet i SKAM har karakter af fællesskab, tillid, nærvær og dialog – elementer som skal aktiveres, fordi eller når mennesker mødes med en handling eller et arrangement som omdrejningspunkt. Måltidet har også karakter af rituel handling, hvor der skabes et rum for følelser og refleksioner og på den måde gør dem mere erfaringsbaserede. Det kan ses som en aktivering af et ultra-socialt niveau (Haidt, 2012), hvor mennesket lægger sine selv-interesser til side. Måltidet i SKAM og Den Danske Folkekirkes nadverritual rummer nogle af de samme elementer af fællesskab, kommunikation og dialog. Ifølge sociologen Èmile Durkheim består religiøsitetens væsen af kollektive, genkendelige og samlende handlinger. I forhold til sociologiske undersøgelser af selvet, som Giddens (1996) og Bauman (2015) blandt andre beskriver det, har individet i det moderne samfund fået en langt større betydning. Individet lytter i højere grad til sine indre følelser, snarere end til et større hele. Mit fokus i denne artikel har været at belyse nogle elementer af fællesskab, nærvær og dialog i måden vi betragter mennesker på i formidlingsprocesser. En konklusion kunne være, at kulturinstitutionerne i deres formidlingsstrategier burde lægge særlig vægt på aspekter af deltagelseskultur og dialog. En strategi, der kunne gøre ”jeg” til ”vi” og dermed åbne op for nogle nye måder at være sammen på, og derfor: være samfund på.

Litteratur

Bauman, Z. (2002). Fællesskab. Hans Reitzels Forlag.

Bauman, Z. (2015). Fagre flydende verden. Hans Reitzels Forlag.

Demant, J. (2002). Nadver og nadverritual mellem lære, liturgi og ritual. I: Busch Nielsen, K. (Red) Nadver og Folkekirke – Tolv forelæsninger fra Københavns Universitet. Anis.

Durkheim, È. (2001). The Elementary Forms of Religious Life. Oxford World’s Classics.

Giddens, A. (1996). Modernitet og Selvidentitet. Hans Reitzels Forlag.

Haidt, J. (2012). The Righteous Mind – Why Good People are Divided by Politics and Religion. Pantheon Books.

Modeus, M. (2007). Menneskelig gudstjeneste – Om gudstjenesten som relation og ritual. Anis.

Stevens, C. (1971). Peace Train. Teaser and the Firecat. Island Records.