Jeg holder en lille pjece i hænderne. Den er blevet trykt i ikke mindre end 2000 eksemplarer. Dette er bemærkelsesværdigt i sig selv. Pjecen er udgivet af “Glostrup Bibliotek” i 2017, hvilket gør én lidt nysgerrig. Dens overskrift – “Unge Drømme” – kan betyde hvad som helst: en lille og lækker invitation til en ungdomsfestival i Glostrup Kommune; bibliotekets programerklæring for stimulering af den kommunale læselyst gennem drømmefortællinger; eller måske en lidt nostalgisk måde at formidle ungdomslitteratur i fantasy-genren på. Hvem ved?
Provokationen eller irritationen lader dog ikke vente længe på sig; allerede i pjecens undertitel hedder det: “Stemmer fra en Produktionshøjskole”. Spørgsmål kan ikke undgås: Hvordan – tænker man – går det an, at Glostrup Bibliotek udgiver en trykt pjece, hvor produktionshøjskolens elevers drømme om skoleerfaringer, tilværelsen og livet er i fokus. Hvad har det med biblioteker at gøre? Hvad er meningen med pjecen? Hvad er hensigten? Hvem taler disse stemmer til? Hvad er deres budskab?
Pjecen er udarbejdet sammen med Glostrup Albertslund Produktionshøjskole (GAP). Ser vi lidt nærmere på indholdet, bliver læseren præsenteret for 7 historier, hvor unge elever fortæller om deres interesser, gode og dårlige oplevelser i skolen, om egne styrker og svagheder, om deres drømme for livet og om helte og beskyttere. Kigger vi på elevernes egne fortællinger, åbner sig en virkelighed, som man som udefrakommende har svært ved at sætte sig ind i – især med bibliotekarers briller på.
Cecilie er 18 år og er tilknyttet skolens værkstedsbutik. Hun har problemer med at sidde stille, har haft sine kampe med familien og skulle også slås med en forventning om at gå i gymnasiet, men elsker at bruge sine hænder. “Det er ikke fedt, at blive kaldt et problembarn. Jeg er blevet kaldt et problembarn af de kloge mennesker. Hvis ikke du kan gå i gymnasiet, hvis ikke du kan tage en uddannelse, så bliver du bare puttet over i en anden kasse, der ikke er den finere afdeling.”
Casper på 19 år går på grafik- og designlinien. Han har brug for ro og stilhed til indlæringen. “Det var meget behageligt at være i specialklassen. Der var småt. Der var ikke så mange. Der var nogenlunde ro og orden. Jeg kunne bedre høre. … Det var i specialklassen, at jeg lærte at læse.”
Så er der Emil (19 år) på IT-support-linien. Det gik ikke så godt for ham i folkeskolen, hvor der ikke blev stillet krav. Hans skoledag bestod af computerspil; ingen bekymrede sig om dette og ingen forsøgte at strukturere læringen for ham. Emils plan er at blive IT-supporter. “Ja – jeg har en plan A, B og C, men også ingen plan overhovedet. Det er afklaring generelt, jeg hovedsagligt har fokus på. Måske jeg tager noget arbejde, mens jeg finder en afklaring …”.
Kian er 19 og går på idrætslinien. Hans drøm er psykologi og han har også en plan for at komme i mål med drømmen. Når man er sårbar, er der brug for ekstra beskyttere. Kian ser op til sin mor. “Hun er sgu klog, det er der ikke nogen, der kan tage fra hende. Morten (lærer på GAP) vil gerne gøre mig uddannelsesklar. Min mor vil gerne gøre mig udflytningklar. Så de er lidt mine beskyttere, selvom de begge to kan være røvirriterende en gang imellem.”
De syv fortællinger fra GAP – så forskellige de end er – har en fælles ledetråd. For den gruppe elever har verden mistet sin fortrolighed og meningen med verdenen har mistet sin overbevisningskraft. Livet har udviklet sig uhensigtsmæssigt for mange af dem; de døjer med psykiske lidelser, har savnet de rette beskyttere på kritiske tidspunkter i deres livsforløb; og de havde generelt svært ved at forlige sig med den fremherskende fortælling om, hvad de rette mål med livet og med uddannelses vigtighed burde være.
De syv fortællinger vidner om unge mennesker, der befinder sig på afstand af tilværelsen og har brug for hjælp til at forlige og tilegne sig den igen. Hjælp til gentilegnelsen af virkeligheden gives i de beskyttede rum og engagerede miljøer på produktionshøjskolen. Eller som Jakob (22 år) på smede-linien formulerer det: “Villum (lærer på smede-linien), ham ser jeg op til. Jeg kan lide den måde han er på, hans humor. Han kan gøre dig forvirret på to sekunder. Han kan finde på at sige: ‘Du kan ikke stole på 80 % af det, jeg siger’ og det ved man heller ikke om er rigtigt.”
Hvad så med provokationen? Der er der faktisk to af slagsen. Torben Graff, forstander af GAP, skriver i sit forord om produktionshøjskolernes samfundsopgave. Den består i at tilbyde et realistisk uddannelses- og livsperspektiv for de 20 % af en ungdomsårgang, som efter folkeskolen ikke har kompetencer til at gennemføre en uddannelse. Ikke uden patos fremhæver han også: “Der er en åbenlys mangel på erkendelse af, at samfundsudviklingen tromler hen over den del af befolkningen, der ikke har en jordisk chance for at leve op til stadig stigende effektiviserings- og kompetencekrav.” Set fra den vinkel, er pjecen et partsindlæg i den aktuelle diskussion om den rette fordeling af statens ressourcer til uddannelsesbrug.
Frank Nørregaard, bibliotekschef i Glostrup, bringer folkebibliotekers manglende interesse for den brugergruppe i spil ved i sin del af indledningen at spørge: Hvorfor nu det? Hans ærinde er at gøre opmærksom på, at vores alles folkebibliotek ikke kan være så folkeligt, hvis denne “restgruppe” af en ungdomsårgang på ingen måde indgår i analyser og strategier, som Tænketanken Fremtidens Biblioteker arbejder med. Her har man identificeret fire ungegrupper. Pjecen gør opmærksom på et femte ungdomssegment – et som vokser, men ignoreres af bibliotekernes fremtidsplaner. Og det opleves som irriterende.
Denne lille pjece er – eller kan i det mindste blive det – en øjenåbner. Målgruppen er nationale, regionale og kommunale interessenter, der prøver på at tænke folkebiblioteket ind i en social- og uddannelsespolitisk udviklingsproces. Pjecen er et opråb. For biblioteksudvikling handler ikke kun om at søge nye og kreative udfoldelsesmuligheder for en institution med rødder i folkeoplysningen. En lige så vigtig del af fremtidstænkningen er at blive sig bevidst om det, der kan være fraværende i de aktuelle strategier og bibliotekernes fremherskende syn på virkeligheden.
Og det er det sociale bibliotek, der er underdrejet i udviklingen af folkebiblioteket – denne påstand står imidlertid for egen regning.
Pjecen er redigeret af Bibliotekschef Frank Nørregaard og udgivet af Glostrup Bibliotek i maj 2017. Den kan enten rekvireres hos Glostrup Bibliotek eller downloades fra https://issuu.com/glostrupbib/docs/unge-droemme-web.
GOD LÆSELYST!
Skriv et svar