Volden i Vollsmose er et social problem

Mandag den 20.08. 2012: 60-80 unge trænger ind på Odense Universitetshospital for at forfølge den mand, der netop blev skudt på i Vollsmose.

Indledningsvis vil jeg gerne gøre klart, at jeg på ingen måde accepterer dem der skød, og trængte ind på hospitalets skadestue. Disse unge mennesker har ingen ret til at skyde eller trænge ind på hospitalet og forstyrre hospitalspersonalet og mennesker, der er på skadestuen, og som har brug for professionel hjælp fra hospitalspersonalet. Disse unge menneskers grove og uacceptable optræden har fået en del samfundsborgere, myndigheder og politikere på banen. Men jeg vil gerne appellere til offentligheden og politikerne til ikke kun at tale om straf. Som samfund og borgere har vi en forpligtelse at støtte dem, der kan hjælpes. Ud fra mit mangeårige social-pædagogiske arbejde med udsatte familier, børn og unge og deres integration, vil jeg i det følgende give mit bud på, hvad der er muligt for at forebygge vold, der skyldes sociale problemer.

I mit indlæg jeg vil forsøge at skabe forståelse for, at der altid vil være eksistentielle problemer for mennesker, uanset hvor i verden vi bor, og hvilken nationalitet, kultur, eller religion vi tilhører. Kunsten er i fællesskab at tage fat på de menneskelige problemer uden at gå i panik, som fx nogle politikere gør, ved at dømme næsten alle der bor i Vollsmose som kriminelle, eller komme med generaliserende udmeldinger som fx., at indvandrere og flygtninge er lig med kriminelle. Jeg er ikke enig i det synspunkt, hverken i Vollsmose eller i andre dele af landet, hvor der er en stor andel af indvandrere og flygtninge, der er velfungerende og aktive samfundsborgere.

Beskrivelse fra virkeligheden

Det kan lykkes, at unge, der kommer ud i bandemiljøet, bliver aktive samfundsborgere på lige fod med andre velintegrerede. Dog bør der fokuseres på følgende:

• Den sociale profil og den personlighed af en ung, som er en oplagt kandidat til bander
• Myndighedernes, dvs. skole, forvaltning, familie, lokale virksomheder samt undertegnede, muligheder for, at den unge igen kommer på rette vej

Profil af en ung, som er oplagt kandidat til bander

Jeg ønsker ikke at sige, at dette problem generelt gælder for alle unge, der er eller er på vej til at blive medlem af en bande, men jeg vil ikke udelukke, at følgende forhold kan have fællestræk hos andre unge. Min beskrivelse er ud fra en konkrete ung, som jeg har arbejdet med, sammen med en del andre aktører

• Ung 15-årig med etniske baggrund, som har tre skoleskift bag sig, har det svært fagligt og socialt og ikke mindst bliver ofte skældt ud af læreren og følger sig mobbet af de jævnaldrende.
• Den unge bliver smidt ud af efterskole -Den unge kommer ikke ind i den lokale idrætsforening eller ungdomsklubber pga. vedkommendes tilknytning til bandemiljøet, og kan ikke mindst virke truende overfor andre
• Den unge føler, at andre unge er bange pga. kontakten til bandemiljøet
• Den unge formidler stoffer for bander til andre dvs. salg
• Den unge er vidne til at forældrene ikke fungerer i familien
• Den unge har været udsat for fysisk og psykisk vold i familien
• Den unge oplever mobning udenfor hjemmet pga. af sin etnicitet
• Den unge ikke vil høre efter hvad forældre og andre voksne siger osv.

Hvad kan myndigheder gøre, dvs. skole, forvaltning, familie, lokale virksomheder samt undertegnede for at den unge kommer på rette vej

Den unge, som jeg hentyder til, blev fjernet fra det kriminelle miljø og hjulpet til at leve et normalt liv. Det blev gjort ved et samarbejde med de sociale myndigheder i hjemkommunen, forældre, andre professionelle aktører og mig som familieterapeut. De sociale myndigheder, dvs. børne- og familiegruppen samlede alle observationer og meldte tilbage omkring den unge. Familierådgiveren fik grønt lys af sin leder fra børne- og familiegruppen til, at støtten til den unge krævede faglig ekspertise udefra. Dvs. jeg blev kontaktet af familierådgiveren, hvor vi sammen med rådgiveren, familien og andre aktører støttede den unge og familien med at komme på rette vej.

Helt fra starten var den unge med til det stormøde, hvor alle, forældre og de professionelle, var til stede. På det møde lagde socialmyndighederne kortene på bordet og konfronterede den unge og familien med, at den unge bl.a. havde tæt kontakt til det lokale bandemiljø og formidlede stoffer osv.. Der blev udarbejdet en handleplan for, hvad der skulle ske i fremtiden med forældrene, familien og den unge. Forældrene kom til den erkendelse, at de havde svært ved at magte deres barn, og de ville ikke være vidner til at deres barn blev medlem af en lokal bande. De ville samarbejde med de sociale myndigheder og undertegnede.

Kræver mobil og utraditionel tænkning at komme helt ind til kernen i familien

Handleplanen blev udarbejdet; efter familien og den unge blev bekendtgjort med planen, gik jeg i gang med det socialpædagogiske arbejde, der bestod af terapeutiske samtaler med den unge, forældrene og hele familien. Det tog sin tid. Men efter ca. 6-7 måneder indrømmede den unge en søndag, at han havde noget med bandemiljøet at gøre. Den unge havde fået dummebøder på 5.000 kr. om fredagen, der var blevet til 12.000 kr. om søndagen. Han ville ikke have, at jeg skulle fortælle det til forældrene og heller ikke til politiet. Her kræver det noget af mig at ikke at give efter, når han selv fortæller, at han er involveret i det lokale bandemiljø og ikke ved, hvordan vedkommende skal kom ud af det igen. Jeg gør ham det klart, at det nu er søndag kl. 23.00 og at jeg vil rykke ud til den unge for at tale om det, men det bliver på betingelse af, at forældrene får det at vide, og efterfølgende kører vi sammen til politiet.

Den unges reaktion på min udmelding

Fuck dig, du er syg i hovedet, og er du ude på at få mig slået ihjel, enten af min far eller af banden. Min kommentar er, at det er lige præcis det, jeg ikke er i gang med at gøre. Jeg er i gang med at støtte ham. Det er ikke nemt for ham at se meningen med min handling; vigtigt er at gøre ham begribeligt, at vi (han og mig) først tager kontakt til forældrene og bagefter sammen med forældrene henvender os til politiet.

Det lykkes for mig, på baggrund af mine gode relationer, midt om natten at kontakte den unges forældre og orientere dem om, at jeg er på vej sammen med deres barn. Forældrene fik et chok over deres barns indrømmelse og ikke mindst dummebøderne. De var ikke meget for, at faderen, den unge og jeg i fællesskab skulle tage til politistationen. Efter en lang og hård nat lykkedes det mig først kl. 02 at overtale faren og den unge til at tage til politistationen.

Da vi ankom, blev den unge pænt modtaget af politiet. Han blev afhørt om morgenen, og dagen efter gik politiet i gang med efterforskningen af sagen.

I dag lever den unge et normalt liv på lige fod med os andre

Grundelementerne for at det lykkedes for den unge at komme ud af bandemiljøet er bl.a. følgende:

•  Socialmyndighedernes (børne- og familie-gruppens) effektive, hurtige og målrettede indsats.
• Fastholdelse af samarbejdet med forældrene, hvor de har kunnet følge med i, hvad der sker omkring deres barn, og her blev det gang på gang tydeliggjort, hvad konsekvenserne var af deres barns handlinger, og hvad der blev sat på spil, fx at det kunne koste deres barns liv osv. På den måde kan det være en hjælp til tage delansvar og aktivt samarbejde.
• Min utraditionelle tilgang og tætte samarbejde med forældrene, hvor der bliver skabt relationer mellem mig, forældrene, den unge og resten af en stor familie
• Et tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner, lokal idrætsforening, og ikke mindst virksomheder
• Med tiden lykkedes det den unge at komme ud som ung i arbejde i en af de lokale virksomheder, og efter et stykke tid blev ham gennem sin effektivitet og viljestyrke på arbejdet kåret som årets medarbejder.
• I dag er vedkommende selvstændig

Hvad kan vi lære af det?

Dette er en konkret case, som jeg har valgt for at give læseren et billede fra virkeligheden. Den unge kunne ligeså godt være dansk, da jeg har en del eksempler med danske unge. Mit formål er at uddybe, at de unges problem ikke kun skyldes kultur, religion eller nationalitet. Men eksemplet viser, at når socialmyndigheder og andre aktører samarbejder målrettet, kan de reelt støtte personer i at komme ud af et kriminelt miljø.

Jeg vil ikke påstå, at alle bandemedlemmer kan støttes ved denne model, men jeg er af den overbevisning, at unge i 14-17 års alderen kan hjælpes på den måde, vi gjorde.

Afslutningsvis jeg vil sige, at hvis vi skal forbygge det, vi har set i Vollsmose blandt de unge, og som på ingen måde kan accepteres, så mener jeg, at man skal tages højde for mange forhold og at mange aktører skal ind i billedet. Mit bud er bl.a. at se på

• boligområders beboersammensætning -familiens sociale forhold, sundhed, kompetencer og ansvar
• forvaltningens og lokale pædagogiske institutioners samarbejde og målrettethed
• uddannelse, kompetencevejledning og støtte til unge
• lokale idrætsforeningers vilje til at rumme disse unge
• samarbejde med lokale virksomheder for skabe læreplads og arbejde til unge
• myndighedernes sociale ansvar med henblik på at formidle lærepladser og arbejde i de forskellige kommunale institutioner

Overordnet skal vi ikke lade de grove og umenneskelige handlinger, som vi bl.a. har set på skadestuen i Odense føre til, at vi i panik generaliserer og skærer alle indvandrere og flygtninge over en kam. Retorik kan også virke diskriminerende.

Kunsten eller udfordringen for politikere, forældre, forvaltning og myndigheder er at forsøge i samarbejde at finde konstruktive løsninger på de menneskelige problemer, vi møder, i stedet for paniske udmelding der vil have skadelige følger, og nogen gange kan fastholde nogen af de unge bandemiljøer.

Jeg mener, at de, der overtræder loven skal mærke konsekvensen af deres handlinger i retten. De må stå til ansvar for deres handlinger. Som samfund har vi imidlertid også et moralsk ansvar at række hånden ud til dem, der befinder sig på samfundets rand.