Hvad driver unge til at ofre deres liv for en ekstrem religiøs overbevisning? Med mit indlæg vil jeg belyse emnet med henblik på at forstå ekstreme religiøse holdninger og radikalisering.

Har Integrations-Danmark brug for positive fortællinger? Findes der opløftende beretninger om den etniske hverdag i Ishøj, Gellerup, Vollsmose, Vapnagård eller Brøndby Strand? Og hvordan finder man frem til de opløftende og reelle fortællinger om det mangfoldige liv i Danmark?

Nej til vold mod børn. Vold og svigt har ingen hudfarve, klasse eller religion. Forældre vil gerne være betydningsfulde for deres børn. Vold mod børn har ikke noget med Islam at gøre. Med udgangspunkt i det spirende generationsopgør i Indvandrerdanmark, som Yahya Hassans digte står for, argumenterer Ahmet Demir for nødvendigheden af at fortsatte det tværkulturelle familieterapeutiske arbejde.

Socialminister Karen Hækkerup kom i maj med en markant politisk udmelding om, at familier med anden etnisk baggrund skal trækkes i deres sociale ydelser, hvis familiens børn ikke passer deres skole og/eller begår kriminalitet. Ahmet Demir gør rede for, hvorfor den straffende hjælp ikke er en gangbar vej til forøget forældreansvar.

Modersmålet er børns eksistentielle ret til at udtrykke følelser og tanker samt være i dialog og trivsel med verden udenfor familien og med det omgivende samfund, siger Ahmet Demir. Han tager stilling til regeringens kommende forsøg med undervisning i modersmål for børn med anden sproglig og kulturel baggrund end dansk;  til sidst kommer han med supplerende forslag.

Mænd med anden etnisk baggrund har ofte svært ved at finde deres rolle i familien. Det har alvorlige konsekvenser for deres børns socialisering. Det er min påstand i artiklen om manderollen i familier med anden etnisk baggrund end dansk. Den mangeårige integrationspolitik har hovedsageligt fokuseret på kvinder og glemt mændene. Der er behov for at rette op på det. Derfor belyser jeg forglemmelsens konsekvenser for børns opdragelse og for deres integration i det danske samfund.

Familien spiller en central rolle hos borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Lige som skolen, ægteskabet eller kirken har også familien i Danmark været underlagt markante forandringer i de sidste årtier. Familier med anden etniske baggrund oplever forandringerne som et øget krav om at være velfungerende i en dansk kontekst, at forberede deres børn på et liv og en karriere i et vestligt samfund og at redefinere deres selvforståelse. For mange familier betyder forandringerne ofte et krydspres mellem tradition og fornyelse, mellem åbenhed og lukkethed og mellem nostalgi og realisme.

Jeg vil i det følgende redegøre for forældrerollen,  forældrenes ansvar og kompetencer i forhold til deres børn og det omgivende samfund. Dette sker med udgangspunkt i mit arbejde som familieterapeut, der i mange år har arbejdet med udsatte familier.

I dette debatoplæg ønsker jeg at se nærmere på, hvad fagfolk mener om modstand mod nytænkning og forandring i forbindelse med deres terapeutiske arbejde. Jeg spørger tit mig selv, om modstand og lukkethed kan være et udtryk for manglende tillid til behandlersystemet. Det er for nemt, når oplevet modstand kun forklares med brugernes sociale, kulturelle og klassemæssige forskelle. Vores brugere har ofte gode grunde til at være afventende. Dem burde vi lytte til – for at undgå professionel vanetænkning.