I den videnskabelige verden trives gamle teorier og forklaringsmodeller, indtil de lægges i graven sammen med deres fortalere. Hvad med lidt commonsense i videnskaben, kunne man spørge sig ind i mellem. Kun at forlade sig på den sunde fornuft er i sagens natur ikke forenelig med videnskabelig metodetænkning; dog kunne den pirre lidt til videnskaben og bringe lidt lys i den teoridunkle hule. To tyrkiske rapporter har for nylig kortlagt fænomenet ”æresdrab”. Resultaterne er overraskende. Vi må revidere flere af vores hidtidige forklaringsmodeller og opfattelser.

Nu findes der internationale børnebiblioteker i Danmark, men kan de rent faktisk bidrage til fred og mellemfolkelig forståelse? Artiklen påpeger, at selve folkebibliotekets natur synes at åbne op for muligheden. Desuden beskrives et konkret – men pladskrævende – forslag til børnebibliotekets formidling af ”verden som skatkammer”.

Statens Institut for Folkesundhed har i 2007 udgivet rapporten Psykisk Trivsel. Psykisk Sygdom – Etniske forskelle blandt unge i Danmark. Rapporten bygger blandt andet på en større undersøgelse, som Videnscenter for Transkulturel Psykiatri medvirkede i. Hensigten med undersøgelsen var at fremme forebyggelse af psykisk sygdom og trivselsproblemer blandt unge med anden etnisk baggrund end dansk. Undersøgelsen viser, at unge indvandrere oftere er psykisk syge end unge etniske danskere.

Hvad kan bibliotekerne gøre? Bibliotekarstøtte i form af oplysning er en nødvendighed – også når det gælder psykiske sygdomme blandt unge med indvandrebaggrund.Oplysning og information kan fremme viden om, indsigt i og forståelse for, hvordan psykiske syge med indvandrerbaggrund trives i Danmark. Men det er ikke nok med pjecer om eksisterende behandlingstilbud. Tillid skabes gennem dialog, og den skabes i de miljøer, som den informationssøgende – de pårørende eller den syge – er knyttet til. Derfor burde bibliotekarens arbejde være opsøgende.

Hvad gør, at medier, politikere og intellektuelle etniske muslimer bliver ved med at diskutere muslimernes religion?

Der er – ifølge Ahmet Demir – en uheldig tendens til lejrtænkning, hvor hver lejr ihærdigt forsøger at sikre sig den størst mulige loyalitet blandt egne medlemmer.

Religion er blevet til et rusmiddel, der afholder os fra at diskutere andre relevante emner og sociale problemstillinger.

Når man læser eller hører om æresdrab, så tænker man på en grufuld fortid, som vi forlængst har lagt bag os – i vort civiliserede samfund. Det er kun utidssvarende kulturer med barbariske skikke, der vedkender sig denne form for konfliktløsning.

Men er drabshandlinger, der udføres for at redde familiens ære, et kulturelt fænomen? Ahmet Demir kommer med en anden, mere enkel og muligvis mere korrekt forklaring.

"Jeg går på arbejde med både bukser og tørklæde på." (Ung muslimsk kvinde af somalisk herkomst)

Højrefløjen har valgt sin ideologisk linje: Tørklædet personificerer "islamismen som politisk ideologi" og er derved "en trussel mod demokratiet, kristendommen og kønsligestilingen." Der kaldes derfor til kvindekamp. Venstrefløjen har valgt en humanistisk linje. Den er imod tørklædeforbud: "Vores ærinde er ikke at argumentere for et tørklædeforbud, som det er sket i Frankrig og Tyrkiet. Det ville være en voldsom krænkelse af den personlige frihed."

I artiklen søges efter en udvej. Forfatteren argumenterer for: social og kulturel anerkendelse af den anden bygger på, at tørklædet som signifikant symbol bliver afmystificeret.

En homogeniserende og statisk forståelse af kultur har i den senere tid været årsagen til en heftig debat om mødomsoperationer. Der diskuteres, i hvilket omfang disse operationer er kvindeundertrykkende. Debatten er ikke den første af sin art i Danmark.

Artiklen tager udgangspunkt i kendsgerningen, at mange mandlige tyrkiske efterkommere ikke har nogen uddannelse ud over folkeskolen. I kølvandet på en undersøgelse, fortaget at analyseinstituttet LG Insights, udtalte nogle mandlige repræsentanter fra denne indvandrergruppe sig til pressen. Udtalelserne virker umiddelbart indlysende, men ser man lidt nærmere på de antagelser, der ligger bag de fremsatte ytringer og forklaringer, så får man øje på en desillusionerende og på sin vis skræmmende logik.

I den globale informationskultur er det først og fremmest adgang til information der afgør, om den enkelte sikrer sig en tilfredsstillende social position i samfundet. Mennesker der befinder sig i døde informationszoner vil i større grad opleve sociale nedture end mennesker der befinder sig i levende informationszoner. Social ulighed er således ikke et spørgsmål om den sociale arv, men om den enkeltes forankring i og tilkobling til de globale informationsstrømme.

Med udgangspunkt i denne tese, spørger Jytte Christensen, om bibliotekerne har taget de udfordringer op, der følger i kølvandet af den globale informationskultur. Specielt efterlyses et formidlingskoncept, der ikke kun tager udgangspunkt i brugerens individuelle informationsbehov, men hvor der også tages hensyn til brugerens sociale status og kollektive informationsbehov. For hverken biblioteket eller samfundet har råd til, at biblioteket ikke bruges af alle.

I sit svar på Ahmet Demirs artikel “Gade, klub, tehus eller bibliotek — etniske gruppers møde med biblioteket” siger Bo Skøtt, at biblioteker godt kan og gerne må være multikulturelle væresteder og at biblioteker må tilpasse deres virksomhed til borgernes og samfundets behov.