I den klassiske danske debat om æresdrab findes der hovedsageligt to teorier til at forklare fænomenet. Den ene teori anlægger et kønsbaseret perspektiv (mænds universelle vold mod kvinder). Den anden ser på fænomenet ud fra et kulturelt perspektiv (manglende viden og ringe oplysning er årsagen til æresdrab). Teorierne supplerer hinanden i et vist omfang. I Tyrkiet er der nu udkommet to nye rapporter, der kunne være med til at udfordre vores hidtidige forklaringsmodeller. Den ene rapport er udarbejdet af Statsministeriets Menneskerettighedspræsidium[1] (HRP), den anden af Dicle Universitetet på foranledning af forsknings¬institutionen TUBITAK (Tyrkiets Videnskabelige og Teknologiske Forskningsråd).
Undersøgelserne er ligeledes interessante i dansk sammenhæng. Æresdrab forekommer ikke kun i fjerne og fremmede lande men også i Danmark; hvis man ønsker at forstå fænomenet – og det bør man efter min mening – skal vi lytte til andre kulturers erfaringer og lære af den nye praksis, der er kommet frem i et andet samfund. Derved kan der undgås menneskelige tragedier.
HRP rapporten baserer sig på en omfattende interviewundersøgelse, foretaget i 81 tyrkiske provinser og 892 delprovinser. Ifølge rapporten er antallet af æresdrab siden 2003 støt stigende. Trods forbyggende socialt arbejde taler vi om mere end 1100 i løbet af de sidste 5 år; overraskende nok har fænomenet i samme tidsrum også været synligt i Tyrkiets vestlige storbyer. Det ser ud, som om Istanbul, Ankara, Izmir, Bursa og Antalya er blevet til de nye centre, når det gælder æresdrab. Siden 2003 oplevede İstanbul 167 æresdrab (15 % af det samlede antal på landsplan), Ankara 144 sager (13 %), İzmir 121 (11 %), Diyarbakır 69 (6 %), Bursa 58 (5 %) og Antalya 47 (4 %). Med andre ord mere end halvdelen af alle æresdrab sker i de nævnte storbyer. For İstanbuls vedkommende er tallet steget fra 27 i 2006 til 53 i 2007. Det er næsten en fordobling. Sagt på en anden måde: hver uge bliver mindst én indbygger af Istanbul offer for et æresdrab.
Tyrkiets indbyggertal er på knap 72 millioner. I Istanbul bor ca. en sjettedel af Tyrkiets befolkning. For at sætte det tal i det rette perspektiv, bør der tilføjes, at der ud af et befolkningstal på 12.5 millioner (i 2007) bor 5 millioner indvandrere i Istanbul; indvandrere er i denne sammenhæng personer, som er flyttet til byen i løbet af de sidste 18 år. Istanbuls befolkningstal var i 1990 på 7.2 millioner.
Tre konklusioner er iøjnefaldende i rapporten:
- “ikke kun kvinder men også mænd kan være ofre. Tallet for mandlige ofre (710) er højere end for kvinder (480)”;
- drabsmænd i disse aeresdrabssager er generelt mænd (1413), men i nogle tilfælde kan også kvinder være ”drabsmænd (180)”. Tallene [2] dækker perioden fra 2000 til 2005 og er baseret på de registrerede tal fra politirapporterne i de 81 byer, hvor HRP undersøgelsen blev gennemført.
- Antallet af æresdrab stiger i takt med at uddannelsesniveauet stiger.
Det interessante er, at de oprindelige forklaringsmodeller mister noget af deres signifikans. Når både mænd og kvinder kan være ofre for æresdrab, så kan man ikke længere basere sine forklaringer på mændenes universelle vold mod kvinder.
Når uddannelsesniveauet går op og antallet af æresdrab stiger, så må man spørge sig, om ikke også kulturmodellen mister sin forklaringskraft. I Tyrkiet er skolen nationalstatens eneste og sidste kulturinstitution (og det er den bestemt i den tyrkiske skoletradition). Siden antallet af æresdrab stiger på trods af at uddannelsesniveauet højnes, så kan det generelle oplysnings- og vidensniveau ikke være årsagen til æresbetinget vold og drabshandlinger. For mig tilhører æresdrab derfor ikke det kulturelle, men det sociale univers.
HRP rapporten forklarer derfor æresdrab som et socialt fænomen, der har med ”økonomien, uddannelsen og mentaliteten” [3] at gøre. De tyrkiske forskere er endelig kommet ud af busken og ser ikke længere med de snævre ”æresbriller” på problematikken men anlægger en mere rummelig synsvinkel. Dette er vigtigt og kan ikke fremhæves nok. At det er en statslig institution, der kommer frem til disse resultater og offentliggør disse indsigter, er imidlertid endnu vigtigere og varsler nye tider.
Hvordan man end vender og drejer det, så er al forskning underlagt uskrevne politiske og statslige regler. I Tyrkiet betragtede man indtil for ganske nylig æresdrab hovedsagelig som et kurdisk problem, der forekom mest i landsdistrikter, hvor de oprindeligt kurdiske borgere udgjorde flertallet. Nu opdager man, at forklaringen øjensynligt er forkert. Vigtigere endnu er dog, at man – videnskabeligt og i politisk henseende – tør anerkende og offentliggøre de nye indsigter.
Nu har man rettet blikket mod en række sociale faktorer så som dårlige boligforhold, dårlig uddannelse, fattigdom og arbejdsløshed, der tilsammen forstærker den sociale og økonomiske afhængighed af hinanden og derved styrker familiebåndet og samhørigheden. Meget minder om typiske problemstillinger, som vi også kan genkende i den danske debat om ”indvandrere og integration”. Ifølge rapporten falder kun 30 % af æresdrabene indenfor en snæver definition af ære (i.e. den patriarkalske forståelse af kvindens seksuelle ærbarhed som markør for mandens sociale status), tallene klatrer dog helt over 50 %, når man derimod definerer ære bredt, hvilket inkluderer udenomsægteskabelige affærer, polygami, førægteskabelige seksuelle forhold, tvangsægteskaber, bortførelser og voldtægt, anden seksuel vold og overgreb, vold i ægteskabet. Vel at mærke, knap halvdelen (23 %) af drabssager, der hører ind under det brede æresbegreb, er vold i forbindelse med ægteskabet. Rapporten fastslår i denne sammenhæng, at jalousi har meget at sige, når det gælder æresdrabssagerne.
Konklusionerne fra den anden undersøgelse om æresdrab, som Dicle Universitets har udarbejdet for TUBITAK , bekræfter HRP undersøgelsens resultater. TUBITAK-undersøgelsen baserer sig på kvalitative interviews med 190 fanger i landets 46 fængsler. De er alle dømt for at have begået æresdrab, og det er iøjnefaldende, at over 50 % af de interviewede drabsmænd forsørges af ofrets familie og erklærer, at de ingen økonomiske vanskeligheder har – resten af deres liv.
Ofrets familie er i mange tilfælde drabsmændenes svigerforældre, hvilket vil sige, at »livslang forsørgelse« indgår som et underforstået krav for, at æresdrabet bliver udført. Æresdrab kan for en del af de mandlige morderes vedkommende altså også forklares som et praktisk redskab til at opnå en livslang overførselsindkomst, bestående af en slags dagpenge plus en alderspension.
For kvindernes vedkommende forholder det sig noget anderledes. Kvinder i Tyrkiet – specielt fra de lavere sociale lag – er tit uden uddannelse. Men de er i kraft af deres rolle som kvinde og mor omfattet af de mandlige familiemedlemmers »forsørgelsespligt« – uanset om kvinderne har været involveret i æresdrab.
TUBITAK – undersøgelsen viser også, at æresdrab ikke kan betragtes som et fænomen, der alene skyldes kultur eller etnicitet, og som kun gælder for den kurdiske del af Tyrkiet – en model, som tyrkiske forskere i lang tid har benyttet sig af. Ifølge politirapporterne er der i perioden fra 2003 til 2008 registreret 350 æresdrabssager i de nordlige og centralanatolske byer som Trabzon, Zonguldak, Cankiri og Amasya, og kun 24 % af drabsmændene er født og opvokset i de pågældende byer.
Fordelingen mellem de to køn er noget anderledes i rapporten fra TUBITAK, idet 58,5 % af ofrene er kvinder, mens 32,6 % er mænd. Samtidig peger sociologerne på, at årsagerne til æresdrabene først og fremmes skal søges i storfamiliens livsvilkår, her især det indbyrdes afhængighedsforhold i en snærende økonomi.
Spørgsmålet er, om vi også bør drage nytte af den nyere forskning indenfor neuropsykologi, når vi forsøger at forklare fænomener som æresdrab. Neuropsykologien kan give svar på spørgsmålet om, i hvilket omfang sociale faktorer påvirker personens psykologi og hjernefunktioner. Derfor vil jeg supplerende henvise til en amerikansk undersøgelse; den er vigtig, fordi menneskesynet, menneskerettigheder og psykisk påvirkning er blevet nærmere undersøgt. En undersøgelse fra 2007, foretaget af Institut for Psykologi på Smith College i Northampton, viser, at stereotype sociale beskeder påvirker hjernen selektivt: Positive beskeder producerer betydeligt mere effektive neurale strategier end negative beskeder gør.[4]
Undersøgelsens respondenter bestod af unge piger, der blev delt op i to grupper. Den ene gruppe fik at vide, at de havde et lavt rumligt intelligensniveau, den anden gruppe fik ikke den besked. Respondenterne blev efterfølgende hjernescannet; senere testede man deres rumlige intelligens. Sammenlignede man scanningsresultaterne med testresultaterne, viste det sig, at pigerne i den første gruppe havde langt dårligere resultater i testen sammenlignet med pigerne i den sidste gruppe.
Lektor Ph.d. Maryjane Wraga, der stod for undersøgelsen, forklarer resultatet med, at negative beskeder øger aktiviteten i det hjerneområde (posterior singulum), der styrer negative følelser som vrede og angst. Der observeres et tilsvarende nedsat aktivitetsniveau i de områder af hjernen, der styrer visuelle bearbejdnings- og komplekse hukommelsesfunktioner. Frygt, angst og bekymring er altså socialt påvirkelige følelser og overdøver de hjerneaktiviteter, der styrer personens dømmekraft. Et forhold, der gør sig gældende i mange sociale sammenhænge, hvor negative beskeder fra omgivelserne er rigeligt til stede. Det gælder også debatten om indvandrere og integration i Danmark.
Der kan umiddelbart være en række vanskeligheder i at sammenligne Danmark med Tyrkiet. For det første taler man om to vidt forskellige kulturer. For det andet forekommer æresdrab i Danmark i forskellige medborgergrupper, ikke kun blandt tyrkerne, og der kan være tale om varierende nuancer grupperne imellem. Men jeg synes dog, at fænomenet sagtens kan betragtes fra et universelt perspektiv. Desuden bør der indgå migrations- og integrationsrelaterede faktorer i forklaringsmodellen. Den sociale optik fremmer sammenligningen, mens den kulturelle vanskeliggør den. Komperationen som sådan kan oven i købet nuancere vores forståelse af et komplekst og mysteriøst fænomen, som æresdrab nu en gang er.
Efter læsningen af rapporterne bør vi efterlyse nuancerede forklaringer, hvor mennesket kommer i centrum. Menneskerne er først og fremmest biologiske og sociale væsner; kultur, etnicitet og køn bør relatere sig til den sociale og biologiske forklarings¬ramme. De to tyrkiske undersøgelser anerkender de sociale faktorers betydning af at forklare æresdrab; undersøgelsen fra USA fremhæver signifikansen af det sociale for menneskernes handlinger og tankemåder. Denne tilgang til fænomenet æresdrab er efter min mening ikke kun mere menneskeværdigt, fordi den opfatter mennesket som et socialt væsen og befrier det fra kulturel determinisme. Man kan desuden også bedre gribe fat og bidrage til mere adækvate løsninger af problemet: som kunne bestå i vedvarende uddannelser og en forbedring af de sociale og økonomiske vilkår.
Med de nye rapporter i hånden må forskerne i gang med at give de klassiske teorier om æresdrab et eftersyn. Fremover bør fokus rettes mod mennesket frem for mod kultur, køn og etnicitet. Mennesket er først og fremmest et biologisk og socialt væsen – kultur, etnicitet og køn kommer i anden række.
Litteratur:
[1] ”PM Human Rights Presidency 2007 Honor Killings Report, udgivet 25. june 2008.
Kan leases enten paa: http://www.ihb.gov.tr/english/reports/HONOUR_KILLINGS_REPORT_2007.pdf
Eller på http://www.ihb.gov.tr/english/reports/Turkey_Human_Rights_Report_2007.pdf
http://www.ihb.gov.tr/haklarim/hak_konulari/kadin/tore_ve_namus_cinayetleri_egm_raporu.pdf
[3] http://www.ihb.gov.tr/english/reports/Turkey_Human_Rights_Report_2007.pdf
[4] Sharon Begley: ”Pigernes matematiske problematik”. I: ”Türkiye Newsweek”. 2. nov. 2008, Nr. 1
Skriv et svar