Jeg vil gerne dele to overvejelser med jer. Mine tanker handler om at miste en ven og om, hvor vigtigt det vedholdende relationsarbejde er i forhold til udsatte – eller sagt på en mere direkte måde – ”umulige” unge. Disse to tanker har egentlig ikke noget med hinanden at gøre; for mig hænger de dog umiddelbart sammen – alene i kraft af min vens liv, som vi skulle sige farvel til og som vi i fællesskab mindes om.
Når vi mister et medlem i den nære familie eller blandt gode venner, bliver det tydeligt, at livet ikke er for evigt – en kendsgerning, som trænger sig på og som gør ondt. I sidste uge var jeg til en nær vens begravelse, og i kirken sad jeg på øverste række lige ud for kisten.
Hele stemningen bragte mig i kontakt med utrolig mange følelser, bl.a. de tab, jeg selv har oplevet, samt fælles erfaringer med min ven; han var en ildsjæl, der hele sit liv kæmpede for de svageste i samfundet. Stemningen i kirken passede til min vens menneskesyn; familiens måde at omgås deres tab på og dens sorg gik lige i hjertet.
Min vens ånd viste sig tydeligt ved begravelsen, hvor børn, unge, voksne og gamle fra alle kulturer stod samlet i respekt om hans kiste. Bl.a. fik jeg øje på en ung mand, som jeg ikke havde forventet ville deltage i mindehøjtideligheden. Da denne unge mand var 12-16 år, var han uønsket af mange voksne. Under ceremonien var han i kontakt med sin sorg. Derved viste han mig, at kampen for de svage grupper ikke er forgæves. Samtidig blev det tydeligt for mig, at min vens kamp har en værdi, der fortjener respekt og anerkendelse.
Både min afdøde ven og mange andre ildsjæle har kæmpet for at give utilpassede børn og unge et værdigt liv. Når unge mennesker føler sig uønskede af de voksne, så vil der være andre voksne, der kæmper for at få de unge ind i fællesskabet igen. Det gjorde min afdøde ven, og derfor kunne den unge mand ved begravelsen sige: ”Han var en rigtig god mand, han har hjulpet mig og mange andre unge i lokalområdet. Da jeg hørte om hans død, ville jeg med til begravelsen for at sige et sidste farvel.”
Husk, at unge mennesker ikke er helt umulige og fortabte!
Børn og unge er ikke født umulige og udstødte. Deres opvækst og sekundære socialisering i skole og på uddannelser kan skabe unge, hvis handlinger frastøder os voksne.
Den alvorsfulde stemning i kirken, den unge mands deltagelse i begravelsen og mine erfaringer med skæbneforløb, der minder om den unges udfordringer i livet, bekræfter mig i at det er fejt, når vi som voksne og som fagfolk – af bekvemmelighed eller modløshed – stopper med at kæmpe for de såkaldt ”umulige unge”. De har brug for støtte fra os voksne; og vi skal udvise respekt for deres liv.
”Hej Ahmet”, siger en ung kvinde
Livets vilkårlighed viser sig ved at skulle tage afsked med et andet menneske. Og jeg havde i grunden brug for lidt ro for at samle mine tanker. Men mit barnebarn ventede på mig, det skulle hentes i daginstitutionen. På vej ud af institutionen hørte jeg en, der løb efter mig og råbte: ”Hej Ahmet, hej onkel.” Jeg vendte mig om og så en ung pige, der udstrålede stolthed og livsglæde, mens hun med et stort smil kastede sig i armene på mig. Hun sagde: ”Jeg så dig bagfra og tænkte, at det er Ahmet/onkel. Jeg kunne ikke lade være med at løbe efter dig for at sige, at jeg er i gang med en pædagoguddannelse og skal være i praktik i denne institution.”
Jeg så en energisk, livsglad ung kvinde. Den samme person har for nogle år tilbage afvist mig som terapeut på det kraftigste: Fuck af med dig; skrid til helvede! At opleve hende i dag og se, hvor langt hun var nået i livet, det bestyrker mig i, at vi voksne ikke må opgive svage, men afvisende unge mennesker.
Møderne med de to unge får mig til at tro på, at tillid, stædighed og relationer er en vej til at nå ind til unge mennesker. Midt i min sorg over livets afslutning gav de to unge mennesker mig livsglæde og håb. Det kan ”betale sig at investere i” unge mennesker, selv om vi nogle gange kan være ved at give op.
Jeg selv og mange andre fagfolk kæmper for de unge mennesker. Min erfaring siger mig og de to unge mennesker viser mig, at de kan nå langt med deres liv. Det pædagogiske og terapeutiske fundamentet i min familiebehandling er at have fokus på den enkeltes og på familiens ressourcer. Det giver dem styrke og tro på, at de kan få et værdigt liv og blive en del af fællesskabet.
At engagere sig i livet – er med til at reducere følgerne af at være socialt udstødt.
At engagere sig i livet – viser ud over den fysiske død – med min nære ven som eksempel.
Skriv et svar