Ro på biblioteket — hvad for noget?
Biblioteker har måttet slås med uro, larm, tyverier og hærværk, siden den dag det første bibliotek blev indrettet. Bibliotekshistorien er fuld af eksempler, der viser, hvor hårdt en skæbne biblioteker gennem historien måtte lide. Tænk bare på biblioteket i Alexandria. Ligeledes har bibliotekaren siden den dag været meget opfindsom for at beskytte bibliotekets inventar og sig selv.
Det er paradoksalt at forvente ro på biblioteket. Siden bibliotekerne blev åbne for publikum, er de offentlige steder; der færdes mange mennesker – med ret forskellig social og kulturel baggrund. Alene antallet af de tilstedeværende samt det, de foretager sig, er i sig selv en kilde til uro. Det er jo folkebibliotekernes særmærke, at de er til og ved folket. Biblioteket var og er således et spejl for den almene kulturelle og sociale udvikling og brydning: uro i gårsdagens avislæsesal har nu om stunder flyttet sig til bibliotekets internetcafé.
Ikke des mindre forventes der ro på biblioteket – en forventning, der hænger sammen med, at man i den borgerlige læsekultur sætter et lighedstegn mellem læsning, individuel dannelse og biblioteket. Den enkelte dannede sig gennem fordybelse. Biblioteket, specielt folkebiblioteket er dog et rum for interaktion og oplevelser, kommunikation og underholdning samt uddannelse. Tiderne skifter og der er intet bibliotek med respekt for sig selv, der i dag ikke skelner mellem stilstand og ro, uro og udvikling.
Det, der i dag opleves som en udfordring er, at bibliotekerne er på vej væk fra den borgerlige læsekultur; det er den eventorienterede multimedieverden der for længst er flyttet ind i biblioteket. Men der er mere end det: folkebiblioteket er ikke længere et symbol på danskheden; i bibliotekets offentlige rum findes der nye og hidtil ukendte adfærds-, kommunikations- og behovsmønstre. Rationalisering af bibliotekets daglige drift f.eks. i form af selvbetjeningsautomater kan være årsag til en krævende og mere belastende form for rådgivning i udlånsarbejdet.
Hvad er så uro?
Når der tales om uroproblemer på folkebiblioteker, så tænkes der på de forstyrrelser i biblioteket, der er fremprovokerede. Og det er provokationen samt de efterfølgende konflikter, der har brændt sig fast på nethinden. Provokationen står helt centralt i vores hukommelse – mest på grund af hændelsernes dramatiske sprog. Men der findes også en anden type uro, en vi næsten har glemt.
“Jeg kommer til at tænke på en situation, hvor der er mange børn og de behøver sådan set ikke være så store – 10 – 12 år – ned ved vores edb-maskiner…; og hvis de så er rigtig mange og måske er der en gruppe på 4 – 5 drenge, der er lidt rastløse og keder sig og driller de andre, der sidder ved maskinerne …. så kan jeg godt komme ud i nogle situationer, hvor netop den der mængde af børn – at det bliver svært at kontakte én og det er helheden, der er urolig ……., så kører den bare hele tiden og til sidst er jeg rimelig kørt ud af den.” (Solvang Bibliotek, Sundbyvester – København)
Uden at sammenligne folkebiblioteker med daginstitutioner, så kan man med udgangspunkt i de støjmalinger, der er blevet foretaget i børnehaver og vuggestuer pege på, at støjbelastningen generelt er stigende og udgør et vedvarende problem for de ansatte i offentlige institutioner. Der er en sammenhæng mellem den almindelige uro, hverdagsuroen, og den fremprovokerede uro; grænsen er flydende, og det er ofte umuligt at afgøre, hvad for en type uro, bibliotekaren lige for tiden slås med.
Endelig er der krænkelser, trusler, vold og hærværk, bibliotekerne må slås med. Kun for at nævne tre voldsepisoder: i 1986 var det biblioteket på det Tyske Kulturinstitut, der blev raseret af BZ-ere; i april 2002 måtte brandvæsenet rykke ud for at slukke en påsat brand på Hinnerup bibliotek; i januar 2004 har der været slagsmål, overfald og hærværk på Biblioteket Blågården. I disse tre eksempler er bibliotekerne blevet ofre for vold og hærværk; men når skærene er blevet fjernet, vil følelsen af angst og lammelse i et langt stykke tid være til stede i bibliotekernes kollektive hukommelse: angsten for at det kan ske igen og lammelsen over den i situationen oplevede afmagt og fortvivlelse. Det er for tiden den største udfordring.
Hvad gør bibliotekerne så?
Folkebibliotekerne foretager mange ting og de bibliotekerne, der har medvirket i undersøgelsen om Det urolige Bibliotek har lagt mange kræfter i at løse uroproblemets mange aspekter. Generelt kan det siges, at de adspurgte anser den lille daglige konflikt, dvs. støj, fremprovokeret larm samt krænkelser som stor belastning. De fleste har ikke oplevet fysisk vold på biblioteket og frygter heller ikke overgreb uden for biblioteket. Uro opleves i situationen; når konflikten er overstået, er situationen i reglen afsluttet og episoden glemt.
Biblioteket i Vollmose er et oplagt eksempel, der illustrerer, hvordan en aktiv indsats kan mindske uroproblemets omfang og intensitet. Men Vollsmose er også et atypisk eksempel, fordi koncentrationen af etniske minoritetsgrupper er så høj, at der kan være tale om ghettodannelse. Antallet af minoritetsgrupper ligger omkring de 80. Og gruppen af etniske danskere, der bor i Vollsmose, er socialt ret dårligt stillet. Udgangsbetingelserne for biblioteksarbejde har været slette, men de kunne trods alt håndteres bedre, fordi målgruppen, sammenlignet med de fleste andre folkebiblioteker, var mindre ujævn: Vollsmose-bibliotekets brugere har ét tilfælles: deres sociale og kulturelle kapital er forholdsvis lav. Dette kræver en anden form for biblioteksarbejde.
Biblioteket har i mange år været udsat for de fleste former for uro: støj, konflikter og skænderier, krænkelser og hærværk. På den baggrund virker det overraskende, at biblioteket i et interview (oktober 03) har givet udtryk for at uroproblemerne i dag er mindre hyppige og dramatiske end de var for bare et år siden. Som grundene for denne udvikling anføres tre ting: for det første har kvarterplanen for Vollmose skabt nye rammebetingelser for kulturelt og socialt arbejde generelt i Vollsmose og for biblioteket. For det andet har personalepolitikken på biblioteket sørget for en større kontinuitet i arbejdet med målgruppen; det vil sige at der hurtigere kan reageres på konflikter under udvikling samtidigt med at det er de samme ansigter, der er tilstede både for at gribe ind og at tilbyde hjælp.
Med Læringscenter Vollsmose blev – og det er punkt tre – der skabt mulighed for at arbejdet med målgruppernes sociale og kulturelle kapital både kunne intensiveres og gøres målgruppespecifikt. Kulturarbejdet i bibliotekets indre og ydre rum er blevet udvidet; fra at stille relevante informationer til rådighed tilbyder man i dag også at være vejleder for den enkelte bruger samt rollemodel for forskellige brugergrupper. Konceptet for Læringscenter Vollmose kan sammenfattes på følgende måde: Integration styrkes gennem positiv identifikation. Identifikation bygger på engagement. Jacklin Taoufik, der arbejder som projektkoordinator for Aktivitetsrum for piger peger på de muligheder, der åbner sig for bibliotekerne i forbindelse med det målgrupperelaterede kulturarbejde.
At styrke integrationen via identifikation er et koncept, der ikke kun kendes i Læringscenter Vollsmose; de børnebibliotekarer, der deltog i interviewene, beretter om dette samme. Lederen af Vollsmose Bibliotek, Anne Lauridsen formulerer bibliotekernes dilemma, når hun siger, at hun ofte har overvejet at ansætte en socialpædagog i stedet for at indkøbe mere modersmålslitteratur.
Uroproblemer taler et dramatisk sprog; de kræver en løsning – her og nu. Men når konflikten er overstået, så begynder det egentlige arbejde: der skal udvikles og implementeres en strategi for at løse uroproblemets kulturelle og sociale aspekter. I interviewene nævnes mange forskellige strategier: bibliotekarer som rollemodel; konfronterende forældrearbejde, supervision og kompetenceudvikling samt netværksdannelse i lokalsamfundet.
Kan man komme af med uroproblemerne?
Det kommer an på de forventninger, det enkelte bibliotek har. Sikkert er dog en ting: vejen tilbage til den borgerlige læsekultur er spærret – med mindre folkebibliotekskonceptet ændres grundlæggende.
Det urolige bibliotek er kommet for at blive – det gælder båder dets positive, men også dets negative sider. Det lykkedes for nogle biblioteker bedre end for andre at mindske uroproblemets intensitet og hyppighed. Der blev udviklet mange interessante og innovative løsninger, som ofte dog ikke kan overføres til andre biblioteksmiljøer. Så meget kan der dog siges: i det tilfælde, hvor det enkelte bibliotek ikke fandt sin vej, men bare gjorde, hvad der skulle gøres, så endte vejen i en blindgyde.
Derfor: tag udgangspunkt i de ressourcer og kompetencer, der findes på dit bibliotek, definer den form for uro, du og dit bibliotek kan tolerere, bliv enige om den kort- og den langsigtede strategi, der skal gælde på din arbejdsplads, handl` i fællesskab og solidarisk.
Skriv et svar