Siden slutningen af december 2003 har projektet ”Gratis IT for alle iUrban-området” rekrutteret ca. 20 frivillige mænd og kvinder medtosproglig baggrund. Disse frivillige skal tage ansvaret for atvidereudvikle en IT-strategi i Urban-området (Gellerup/Hasle i Århus).Det ser ud til, at inddragelsen af frivillige er en effektiv metode,når det gælder en styrkelse af andre lokale beboeres IT-kundskaber.Indsatsen kræver ingen økonomiske midler, men derimod moralsk ogpsykologisk støtte i form af respekt og anerkendelse samt troen påmuligheder i stedet for begrænsninger. Så spørgsmålet er: hvordan kanvi – som borgere, frivillige, professionelle, enkeltpersoner,organisationer eller foreninger – i lokalområdet finde frem tilmetoder, der kan bidrage til at styrke beboernes livskvalitet oglivsvilkår?
Spørgsmålet er ikke nemt at besvare. Der er ingen entydige svar. For atfinde nye metoder kræver det et tæt samarbejde; et samspil og en åbendialog mellem forskellige aktører og interessenter i lokalområdet. Derskal skabes en bedre fordeling af de eksisterende værdier/ressourcer ogdermed også livsvilkårene for den enkelte beboer. Dette vil så have eneffekt på lokalområdets image-pleje på sigt.
Det en forudsætning, atbeboerne i lokalområdet viser deres interesse og engagement via aktivdeltagelse i den demokratiske proces, for der er ingen mening i atsætte initiativer i gang uden en inddragelse af beboerne. Dette rejserigen et spørgsmål: hvordan kan man få fat i borgerne i et lokalområde,der er så socialt belastet og har så stor en arbejdsløshedsprocent, somtilfældet er for Gellerup/Hasle? Min opfattelse er, at det er et fællesansvar, der kræver et fælles engagement samt en sammenhængende indsats– og ikke mindst inddragelse af de mere ressourcestærke borgere iområdet. Den bedste teoretiske tilgang til en sådan metode findes iempowermentfilosofien, som jeg vil vende tilbage til senere i artiklen.
Først vil jeg se på de forskellige forklaringsmodeller, der forsøger atredegøre for, hvorfor de etniske minoriteter i mindre grad deltager iden lokale demokratiske proces i et boligområde som Gellerup/Hasle.
Arbejdets betydning
Det er almindelig kendt, at forudsætningen for at have overskud til atdeltage i den demokratiske proces er, at man har de basale økonomiskeog sociale forhold i orden. Derfor er der som regel en direktesammenhæng mellem økonomiske forhold og den demokratiske deltagelse.Ifølge denne argumentation vil beskæftigelse være den bedste løsning,idet dét at have et job er ensbetydende med økonomisk råderum, som igengør, at man skaber et fundament for øget samfundsengagement. Dettebevirker, at der bliver plads til nye værdier i tilværelsen af bådemental, kulturel og politisk art og dermed også interesse for en størredeltagelse i samfundslivet. Ydermere pointeres vigtigheden af at haveen uddannelse, som vil styrke den enkeltes position på arbejdsmarkedet.Løsning og argument spiller dermed godt sammen.
Problemet med dennetype argument er, at den ikke giver nogle løsningsmodeller for, hvadman gør i en periode med generel høj ledighed specielt blandt etniskeminoriteter.
Kulturens betydning
Et andet argument begrunder den lave samfundsdeltagelse, fra beboerne iområdet, med manglen på forståelse for den demokratiske tankegang iDanmark. Argumentet underbygges af, at beboere med baggrund i f.eks.Mellemøsten eller Afrika har en grundlæggende anden opfattelse afdemokrati; hvad det er og hvordan det bør forvaltes. Derfor er detuhyre vanskeligt at forene den danske opfattelse af demokrati, derbaseres på nærdemokrati og borgerinddragelse med de andre opfattelser,der udspringer fra mellemøstlige og afrikanske kulturer.
Ifølge detteargument er den eneste løsning, at ”de andre” skal lære at forstå ogovertage den danske opfattelse af demokrati. ”De” bør med andre ordblive som ”os”. Dette argument kan i en vis grad understøttes, da mangeaf de etniske minoriteters tilstedeværelse i Danmark skyldeskrig/borgerkrig eller politisk/religiøs/etnisk forfølgelse fraautoritære og totalitære regimers side. Den form for beboerdemokrati,som folk fra henholdsvis Mellemøsten og Afrika har kendskab til, lignermere det at samle tropper op, komme til møderne eller forsamlingerne,række hånden op ved afstemning og gå igen. Hvorimod den danske mådeplejer at indebære en åben diskussion, hvor man får fremlagtforskellige synspunkter på emnet – også kaldet konsensusdemokrati,kompromismodellen eller, som i det politiske liv kaldes, denpluralistiske model. I forlængelse heraf mener tilhængere af dennemodel, at det bedste er, at etniske minoriteter organiserer sig i deallerede eksisterende formelle kanaler og tilegne sig de traditionelledemokratiske værdier og organisationsmodeller.
Problemerne med detteargument er mange. For det første er det alt for kulturdeterministisk,hvilket vil sige, atkulturen får en alt for afgørende betydning for menneskets holdninger,handlinger og adfærd. For det andet er denne form for argumentkulturrelativistisk, idet en kultur prioriteres og favoriseres ogdermed rangerer højere i forhold til andre kulturer. Denne form fortænkning skaber det tredje problem nemlig ”Os og De andre-optikken,”som igen fører til udelukkelse, isolation og stigmatisering af enbestemt gruppe i samfundet. Det fjerde problem er, at argumentet harsvært ved at forklare, hvad de grundlæggende danske værdier er.Modellen kan heller ikke forklare, hvorfor borgerinddragelsen også erlav i andre lokalområder, hvor etniske danskere er i flertal, og hvoromfanget af sociale problemer ikke er særligt stort. Sidst og ikkemindst er dette argument etnocentrisk og assimilatorisk, idet det ikkeefterlader plads til anerkendelse og respekt for forskellighed ogdermed mangfoldighed.
Individets betydning
Et tredje argument fokuserer på ”Lad det ske strategien”, som går udpå, at man ikke behøver at gøre noget ekstra for at inddrage borgerne ilokalsamfundets anliggender. Inddragelsen vil med tiden komme af sigselv, specielt når man har forstået princippet med aktiv deltagelse oghar brug for at anvende det. Det er nemlig den enkelte, der selv skalgøre noget for sin egen lykke. Det eneste, der kan støttes ved dennetype argument, er tidsperspektivet. Tidsperspektivet fortæller os, atjo længere tid etniske minoriteter har boet i Danmark, desto bedreforstår de det danske beboerdemokrati og styrken ved aktiv deltagelse isamfundslivet.
Der er flere problemer med denne strategi. Erfaringerviser, at miraklernes tid er forbi. I dag har vi nemlig et megetkompleks system af love, regler og normer, som det er vanskeligt fordet enkelte individ at overskue. Et andet problem erligegyldighedsprincippet i forhold til den enkeltes rettigheder ogpligter, især i et samfund som det danske med en solidariskvelfærdsmodel, hvor næsten alt er organiseret, og hvor det at haveindflydelse på, hvad der sker i ens liv, kræver en ekstra overvågningog orientering.
Empowerment
Tilgangen empowerment, som betyder styrkelse, bemyndigelse,selvstændiggørelse (Gyldendals ordbog) har et sammenhængende bud på,hvordan en borgerinddragelse burde/skal/kan ske i lokalområder i enbypolitisk kontekst. Empowerment som et kritisk paradigme er ved atvinde indpas i dansk socialarbejde og forskning indenfor storbyens rum[1].
Udgangspunktet for en empowermentproces er respekt, værdsættelse oganerkendelse af individernes og gruppernes forskellighed somforudsætning for en varig forandringsproces, især hosunderprivilegerede individer og sociale grupper i samfundet generelt ogi lokalsamfundet specielt. Empowerment tager sit udgangspunkt i, hvorindivider og grupper er og ikke dér, hvor man gerne vil, at de skalvære. Empowerment ses[2] derfor som en forbedring af underprivilegeredeindividers og sociale gruppers evne til at skabe og håndtere mentale,materielle, sociale, kulturelle og symbolsk relevante ressourcer. Dettekan foregå på alle samfundsniveauer: mikroniveau, individ-, mesoniveau,organisations- samt makroniveau, som er den overordnedesamfundsstruktur og magtrelation. Empowerment bygger derfor på densubjektive erfaring med hensyn til følelsen og oplevelsen af at kunne”gøre en forskel”, og det at håndtere og forandre sin livssituation.Ligeledes drejer empowerment sig om den objektive virkelighedsmuligheder, der består af samfundsmæssige magt- ogressourcefordelingssystemer, der påvirker forskellige individers oggruppers fremtidsudsigter og chancer.
Grundlæggende handler det også omat ændre på de eksisterende magtrelationer og den skæveressourceallokering i samfundet. Det vil sige, at der er samspil ogdialektik mellem den subjektive og den objektive empowermentproces. Enforandringsproces, der ikke blot tager højde for en forbedring aflivsvilkår og livskvalitet hos det enkelte individ og sociale grupper,men også en ændring af magtrelationen og ressourcefordelingen isamfundet/lokalsamfundet som helhed. Derfor er det vigtigt,at forandringerne sker samtidigt. Desuden lægges her stor vægt på, atprocessen er transformativ. Det vil sige, at når empowerment opnås, såburde de, der har opnået empowerment, give den videre til andreindivider eller grupper. Det kan være ens nære omgivelser såsomfamilie, nabolaget, foreninger, lokalområdet, og fjerne omgivelsersåsom organisatoriske repræsentationer: fagforeninger, samfundsmæssigeinstitutioner og politisk. Ovenstående korte procesbeskrivelseomhandler grundelementer i vellykkede empowermentprocesser.
[1]1.Empowerment i storbyens rum: – et socialvidenskabeligt perspektiv,2003: Redigeret af John Andersen, Anne-Marie Tyroll Beck, CatharinaJuul Kristensen og Jørgen Elm Larsen 2. Empowerment på dansk af MajaLundemark Andersen, Pernille Nørlund Brok, Henrik Mathiasen, 2000. 3.Empowerment i praksis: http://www.empowerment.dk/
[2]Forskerseminar den 8. marts 2004: ”By- og integrationspolitik møder,Workshop 3: Demokratiformer i den moderne bydel, v. Professor JohnAndtersen, Center for Bystudier, RUC: Afrapportering af forskerseminar”arrangeret af Bydel i bevægelse- Urbanprogrammet og Århus Kommune
Skriv et svar