I det daglige møde mellem mennesker oplever man ofte, at der ydes modstand mod forandring og nytænkning; der findes mange gode forklaringer på, hvor denne modstand stammer fra. I mit arbejde som familieterapeut har jeg tit med familier, børn og unge at gøre, der har svært ved at indse, hvorfor de skal og hvordan de kan forandre sig. Ser man så nærmere på, hvordan vores pædagogiske institutioner og familiebehandlingsinstitutioner forklarer disse forhold, så støder man på en – i mine øjne – grov forsimpling: det er brugernes sociale, kulturelle eller klassemæssige baggrund, der er årsagen til at man kun modstræbende vil omstille sig eller lægge vanetænkningen til side.
Jeg synes det er en forsimpling, når man først og fremmest giver omstændighederne, miljøet eller strukturerne skylden. Mennesker er ikke kun et produkt af deres omgivelser, de er også en aktør i deres liv og de er i kontakt med andre mennesker – hvilket i øvrigt også gælder for pædagoger, familieterapeuter eller andre fagfolk. I stedet for at vi fagfolk kun leder efter årsagen til modstanden hos vores klienter, er det måske på tide, at vi kigger på os selv.
Hvad med vores sprog og de nonverbale udtryk? Hvordan er vores personlige udstråling og energi? Hvorledes ser vi på de andre og ikke mindst på vores handlinger i forhold til disse familiers, børns og unges aktuelle, personlige og individuelle problemer? Det er efter min mening helt afgørende for at have succes i terapien, at vi tænker og agerer relationelt. Kun hvis vi er i kontakt med og har et samspil med vores brugere og klienter, så undgår vi, at den terapeutiske situation bliver til et fremmedgørende miljø eller til objektive omstændigheder.
I mit daglige arbejde møder jeg mennesker med forskellige baggrund. Mange af dem er trætte af os fagfolk, fordi en del er nået til erkendelse af, at de har brug for professionel støtte i et eller andet omfang. Den enkelte institution eller forvaltning er hundrede år om at reagere på henvendelser eller komme med klare udmeldinger om, hvad der skal stilles op med og hvordan man agter at komme disse vanskeligheder til livs. At reagere langsomt i en situation, hvor der burdes handles med det samme – opfattes af dem, der beder om hjælp, som afvisning eller som manglende respekt. Men er ikke kommet i kontakt med hinanden.
Den manglende kontakt bliver hurtigt til en barriere for at arbejde fremadrettet. Relationerne bliver fra starten vanskeliggjorte. Når mennesker ikke føler sig anerkendte, så går der ikke ret lang tid før de begynder at spekulere over, hvad der mon nu ”sker med mig”. De føler sig gjort til objekter. Især forældre til børn med et akut problem spørger hurtigt sig selv, hvor er hjælpen henne og hvor den fra kommer. Efter mange henvendelser til institution, skole eller socialforvaltning opstår de første mistanker: ”Er det på grund af min sociale, økonomiske situation, fx at jeg er enlig far eller mor med 2 – 3 børn, eller min etnicitet, at mine problemer ikke bliver taget seriøst?”
Først når det er gået rigtig galt med især børn og unge, der fx har rodet sig ud i kriminalitet, har eksperimenteret med stoffer, er kommet i bandemiljøet osv., kommer institutioner og myndigheder ind i billedet for at hjælpe. På det tidspunkt har både familierne og de unge opgivet alt håb om at blive taget alvorligt. Når myndighederne endelig vil samarbejde med dem, har enten den enkelte unge eller familien mistet troen på, at fagfolkene vil hjælpe dem. Brugerne føler sig overladt til omstændighederne, fordi de ikke i tide har fået den hjælp, der havde brug for. Nu bliver rigtigt svært.
Når de negative forventninger har overtaget styringen i det terapeutiske møde, så bliver parterne låst fast i en typisk double-bind-situation. Den ene part mistænker således modparten for ikke at være parat til tage ansvar og til at ville forandring – og forklarer det med de ovennævnte strukturelle forhold. Den anden part forventer heller ikke noget godt af modparten, fordi de ikke konstruktivt vil bidrage til ens ønske om hjælp og forandring; – og forklarer det muligvis med, at vedkommende repræsenterer systemet. Den terapeutiske situation er helt fastlåst.
Min terapeutiske erfaring viser, at denne modstand for en dels vedkommende kan vendes til et tillidsforhold, men det kræver enorm professionalisme: dertil hører et anerkendende menneskesyn, vedholdenhed, et konkret og ligefrem sprog, fokus på ressourcer i stedet for problemer og en udpræget handlingsorientering. Kun seriøse samtaler og et langvarigt pædagogisk arbejde vil overbevise familierne og unge om, at de tillidsfuldt kan gå ind i et samarbejde med terapeuten eller myndighederne. Så snart de mærker, at fagfolk og myndigheder anerkender dem og tager dem alvorlige med deres problemer, vil de også være med til at forandre sig selv.
Min terapeutiske erfaring viser, at, når der er skabt et tillidsforhold til familier, børn og unge, viser de interesse for at tage ansvar for deres vanskeligheder, og de afviser ikke at tænke på ny i forhold til tidligere handlemønstre og interne problemer. De viser vilje til ændringer og nye måder at forholde sig til deres personlige og familiemæssige problemer på.
Skriv et svar