Folkebiblioteket har i de seneste år haft ekstra fokus på læring.
Det er fra politisk side bestemt, at alle kulturinstitutioner skal samarbejde med folkeskolen. Denne del af folkeskolen kaldes for Åben Skole. Åben Skole er siden august 2014, hvor folkeskolereformen trådte i kraft, blevet en integreret del af skolebørnenes både længere og mere varierede skoledag (Undervisningsministeriets hjemmeside). Skolereformen pålægger kulturinstitutioner at tilrettelægge deres tilbud således, at de passer til folkeskolens formål og læreplaner. Folkebiblioteket er i årevis kommet med tilbud til børn i skolealderen. Til trods for en lang tradition og gode erfaringer med kulturtilbud til børn har folkebiblioteket udvidet sit fokus på læring.
Men hvorfor skal kulturinstitutionernes tilbud legitimeres i forhold til børns skolegang? Og hvordan skal kulturinstitutioner være en del af elevernes skolegang? Hvilken kulturpolitik er der tale om, når kulturen bliver til en obligatorisk del af børns uddannelsesforløb? Ifølge KL’s rapport skal Åben Skole føre til bedre læring og trivsel, tilbuddene skal tilrettelægges ud fra faglige mål og kulturel aktivitet skal bruges som redskab til at opnå læringsmålene. Men hvad med den æstetiske oplevelse? Kan folkebiblioteket være facilitator for æstetiske oplevelser i rammerne af Åben Skole? Eller giver undervisningsministeriets krav til Åben Skole-tilbud gode forudsætninger for at understøtte de værdier og mål man ønsker Åben Skole skal føre med sig? Det er disse spørgsmål, jeg tager op i denne artikel.
Undervisningsministeriets krav til kulturtilbud
I KL’s inspirationsmateriale til ’Læring i den Åbne Skole’ står: ”Den åbne skole skal understøtte alle elevers læring, trivsel og motivation for videre uddannelse ved, at skolen samarbejder med aktører i sin omverden” (Læring i den Åbne Skole, s. 7). Rapporten fremhæver, at eleverne lærer på forskellig vis, og at det derfor er hensigtsmæssigt, at undervisningen tager udgangspunkt i disse forskelligheder, så eleverne kan blive så dygtige de kan. Hensigten med Åben Skole er at fremme et godt læringsmiljø uden for klasselokalet, at styrke elevernes trivsel, udvikle deres kommunikative evner og sociale relationer og sørge for en alsidig udvikling.
Læringen uden for klasselokalet sker dog med udgangspunkt i fastsatte læringsmål. Selvom aktiviteterne i de anderledes læringsrum skal være varierende og motiverende, bliver undervisningen i Åben Skole målstyret og ikke aktivitetsstyret. Folkebiblioteket skal derfor tilrettelægge læringsforløb, der understøtter de faglige mål og folkeskolens lærerplaner. Konsekvensen er, at kulturinstitutioner skal planlægge deres kulturelle aktiviteter til skolebørn, så de er i overensstemmelse med folkeskolens specifikke mål.
Trivsel, læring og leg
Det er ikke kun i forbindelse med Åben Skole at man støder på trivselsbegrebet i folkebiblioteket. Ved Bibliotekarforbundets Faglige Landsmøde i 2016, var Lektor ved DPU, Hans Henrik Knoop en af de inviterede talere. Knoop pointerede at trivsel og læring er to sider af samme sag. Folk der mistrives er mindre motiverede og mindre tilbøjelige til at lære. Leg og læring hører ligeledes sammen. Legen bør tages alvorligt, for det er via legen at man lærer, og når den frie leg først er kommet godt i gang opleves et flow, hvor man glemmer alt andet omkring sig. Knoop hævder ”at den frie leg er den vigtigste aktivitet, hvad angår udvikling og vedligeholdelse af personlige kompetencer. I den frie leg træner man blandt andet ægte initiativ, ægte ansvarlighed, ægte passion, udholdenhed, impulskontrol, sociale grænser, risikotolerancer og opfindsomhed” (Lerche, 2016 s. 1) Han påpeger tre forudsætninger for trivsel. Den første er en oplevelse af egne kompetencer, og troen på at man kan klare udfordringer hvis man gør sig umage, hernæst en følelse af at være socialt forbundet. Den tredje er at være motiveret af vilje. Opleves opgaven eller legen som meningsfuld, vil de fleste mennesker være motiveret til at deltage, men hvis ikke, vil deltagelsen ikke ske af fri vilje og arbejdsindsatsen være betydelig mindre.
Med Knoops tilgang til læring og leg kan man trække tråde til det tredelte kulturbegreb: kultur for børn, kultur med børn og kultur af børn. Hvor Kultur for børn er kultur, som er produceret af voksne til børn og hvor børnene tildeles en passiv rolle i deres møde med kultur. Ved Kultur med børn, sætter de voksne rammerne, men her er det i samspil med børnene, som inviteres til at deltage aktivt i kulturelle aktiviteter og den passive modtagerrolle er blevet aktiv. Begrebet Kultur af børn dækker over børns selvopfundne handlinger, i form af lege, bevægelser, sange mm., og ofte sidestilles begrebet med legekultur, hvor voksne ikke er involveret. (Balling, 2011)
Knoop lægger sig mellem kultur med børn og kultur af børn. Der skabes et godt læringsmiljø for børn, hvis man sætter rammer for legen, så den bliver meningsfuld og de får lyst til at gøre sig umage, men man må ikke overtage deres opdagelsesrejse og initiativ (Lerche, 2016 s. 2). Mouritsen – en af ophavsmændene til det tredelte kulturbegreb og til legekulturbegrebet – mener til gengæld at kultur for børn og kultur med børn ofte ses i forbindelse med læring. Men en god legekultur afhænger fundamentalt af, hvor meget plads der er til børns egne aktiviteter og udtryksformer. I legekulturen tilegner børnene sig færdigheder som: udtryksformer, iscenesættelse, æstetiske teknikker og performance. Legekulturen har ikke fokus på det færdige produkt, men i det legende nu skabes mening og betydning for dem som deltager i aktiviteten. (Mouritsen, 1996)
Der kunne med Mouritsen argumenteres for, at folkebiblioteket som kulturinstitution skulle skabe rammer for den frie leg og en kultur af børn. Med Knoop kunne der peges på, at den vigtigste læring og udvikling sker i en for børnene meningsfuld proces, der sker inden for de rammer, som institutionerne sætter op. Men udvikling af faglige og personlige færdigheder er i praksis under alle omstændigheder en vanskelig opgave (Junker, 2005), særligt hvis aktiviteterne skal legitimeres ud fra folkeskolens læreplaner.
Kulturpolitiske rationaler
Der er ikke noget nyt i, at kulturelle tilbud skal være politisk legitimeret, når samfundets økonomiske ressourcer bruges. Lige siden stiftelsen af kulturministeriet i 1961, har kulturen skullet bidrage til demokratiet og velfærdens udvikling (Teilmann, 2010). Siden har der været flere kulturpolitiske rationaler i spil. Dorte Skot-Hansen (2008) har udviklet en teori, som stiller skarpt på de logikker der er i spil i den kulturpolitiske udvikling. Denne teori består af fire instrumentelle rationaler og et alternativt femte ekspressivt rationale.
Med rationalerne identificerer Skot-Hansen de logikker, der i dag legitimerer brugen af samfundets økonomiske ressourcer på kunst og kultur. Hun stiller spørgsmålet: Hvad vil vi med kulturen og kunsten? og påpeger at kulturen og kunsten i de senere år har bevæget sig væk fra en snæver sektorbaseret politik og er blevet en mere integreret del af politik på tværs af de politiske sektorer. Kunst og kultur hænger i dag sammen med blandt andet branding og udvikling, og kreativitet har fået tillagt økonomisk værdi. På trods af, at kunsten og kulturen har spredt sig, og nu rækker langt ud over de klassiske kulturinstitutioner, stilles der samtidig spørgsmål ved kulturpolitikkens traditionelle mål og værdier. De fire rationaler der bygger på instrumentelle logikker, betegnes som oplysning, social forandring, økonomisk vækst og underholdning.
Skot-Hansens fire kulturpolitiske rationaler:
| Oplysning | Oplysning danner grundlag for samfundets demokratiske virke. Målet med kulturen og kunsten er at styrke dannelse og handleevne i et demokratisk samfund. Derfor skal kulturen bredes ud til hele befolkningen, uanset uddannelse, økonomisk og social baggrund. |
| Social forandring | Kulturpolitikken ses som forandringsagent på det sociale område. Målet er at understøtte myndiggørelse hos borgerne, skabe inkluderende fællesskaber blandt de deltagende og at styrke identitetsfølelsen og egenværd. |
| Økonomisk vækst | Her er kulturens stimulerende effekt på økonomi i fokus. Målet er gennem offentlige og private investeringer i kunst og kultur at skabe beskæftigelse, øge indtjeningen og understøtte eksporten |
| Underholdning | Det kapitalistiske konkurrencesamfund har også øje for menneskers behov for leg og fornøjelse gennem events og iscenesættelse. Kulturens og kunstens mål er at tilfredsstille befolkningens forskellige oplevelsesbehov ved at udforme kulturformer, der svarer til miljøernes oplevelsesforventninger |
Rationalerne er flydende, de erstatter ikke hinanden, men der kommer derimod flere aktuelle rationaler til. Rationalerne er idealtyper, som i praksis går på tværs af hinanden, og findes meget sjældent i deres rendyrkede form. Som nævnt skal der være et mål med kunst og kultur, hvad enten det er økonomisk vækst, eller en overbevisning om, at man med kulturtilbuddet uddanner ressourcestærke medborgere til samfundet. Denne målfiksering af kunst og kultur stiller Skot-Hansen sig kritisk overfor og beskriver et femte rationale, der med inspiration fra Joli Jensen (2003) følger en ekspressiv logik.
Den æstetiske oplevelse
Mens en instrumentel tilgang til kulturelle tilbud er interesseret i samfundets behov, har en ekspressiv logik udgangspunkt i den æstetiske oplevelse, og hvad denne betyder for den enkelte. Skot-Hansen gør brug af Joli Jensen, som mener, at kunstens og kulturens instrumentalisering først og fremmest har til formål at forme borgeren, så samfundet får størst mulig gevinst. Joli Jensen er fortaler for, at al kunst og kultur tager eller bør tage udgangspunkt i menneskets æstetiske oplevelser. Hun postulerer, at man med den instrumentelle logik søger at ”opdrage” borgere og at man dog alligevel (fra politisk side) er af den overbevisning, at kulturen og kunsten er neutral, hvilket er misforstået, når man ønsker at påvirke borgerne i en retning, der øger den samfundsmæssige nytteværdi (ibid.).
Med den ekspressive logik sættes således fokus på æstetiske oplevelse, som er kernen i kunst og kultur. Den æstetiske oplevelse handler ikke om nytteværdien i mødet med kulturen og kunsten, den tager udgangspunkt i menneskets trang til udforskning og til at opnå mening. Her er individets personlige erfaring og oplevelse i centrum, dvs. kunsten og kulturen medfører værdi i den enkeltes liv og hverdag.
”Ved at tage udgangspunkt i den almene evne til æstetisk oplevelse er det muligt at forstå, hvordan kunstværker kan udvikle og forstørre det, som er værdifuldt i hverdagslivet” (Skot-Hansen, 2014, s. 92).
De instrumentelle rationaler og Åben Skole på folkebiblioteket
Men hvilken logik følger folkebibliotekets virke og vision i forbindelse med den Åbne Skole?
Folkebibliotekets formål kan først og fremmest identificeres med oplysning og social forandring, men de resterende to rationaler er også i spil. Offentligt støttede kulturinstitutioner som folkebiblioteker har på grund af den oplevelsesøkonomiske konkurrence taget underholdningsrationalet til sig. Dilemmaet mellem oplysning og oplevelse beskrives således: ”(…)hvor skal vægten lægges, hvor skal grænsen sættes. Hvor sjovt må det være hvis det skal støttes af det offentlige? Hvor seriøst kan det blive, uden at blive elitært og uforståeligt?” (Skot-Hansen, 2006, s. 9) Samtidig er folkebiblioteket, dets arrangementer og tilbud blevet en del af det lokale liv, som kan gøre en by attraktiv og trække enten borgere eller turister til, og her bevæger folkebiblioteket sig ind i det økonomiske rationale.
Folkebibliotekets formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, hvilket i høj grad er relevant i forhold til de formelle ønsker, der blandt andet ligger til grund for Åben Skole. Ifølge KL’s rapport er læring, trivsel, kommunikative evner, evner til samarbejde og motivation til videre uddannelse noget man ønsker at give eleverne gennem den Åbne Skole. Efter den nye skolereform er trådt i kraft, er en håndfuld lokale skoler og biblioteker gået sammen om et projekt, der netop skal forbedre folkeskolens og folkebibliotekets samarbejde. Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen og er blevet afsluttet med rapporten ’Mit rum for oplevelse og læring’. I rapporten hedder det, at lærere og bibliotekarer arbejder ud fra en fælles platform, nemlig at de tilsammen skal formidle og fremme dannelse og læring. Der henvises også til, at kulturelle aktiviteter, heriblandt beskæftigelse med litteratur, fremmer uddannelse af demokratiske medborgere og understøtter formningen af verdensborgere. Bibliotekstilbud kan give viden om andre kulturer og forståelse for andre menneskers livsvilkår. Folkebibliotekets virke i den Åbne Skole bygger i høj grad på oplysning, som skal understøtte borgernes demokratiske deltagelse i samfundet og fremme en befolkning af dannede og oplyste medborgere.
Man kan på baggrund af rapportens navn, ’Mit rum for oplevelser og læring’ blive fristet til at inddrage underholdningsrationalet i folkebibliotekets tilbud til eleverne. Men tilbuddene legitimeres ifølge undervisningsministeriet og KL’s rapport ikke af deres underholdningsværdi, men af de værdier, der ligger bag oplysningsrationalet. Dog kan man henvise til det tidligere citat af Skot-Hansen; ”Hvor sjovt må det være hvis det skal støttes af det offentlig? Hvor seriøst kan det blive, uden at blive elitært og uforståeligt?” (Skot-Hansen 2006, s. 9) En af visionerne bag den Åbne Skole er netop at børn lærer forskelligt og at de skal tilbydes variation. Underholdning og oplevelse er derfor et kærkomment instrument til læring, når den klassiske undervisningssituation opleves som kedeligt og hæmmer elevernes motivation.
Men hvilke af Skot-Hansens logikker dækker over undervisningsministeriets fokus på, at tilbuddene i den Åbne Skole skal føre til god trivsel. Spørgsmålet er, om ønsket om god trivsel er et fundament for det femte rationale, den æstetiske oplevelse?
Den æstetiske oplevelse i den Åbne Skole på folkebiblioteket
I det femte rationale sættes nydelsen i centrum. Der er fokus på, hvad individets – dvs. skoleelevens – møde med kulturen og kunsten betyder på et personligt plan – ikke hvilke samfundsnyttige funktioner mødet skal føre til. I ’Mit rum for oplevelse og læring’ argumenterer folkebiblioteker for, hvad mødet med litteratur og andre kulturelle oplevelser kan medføre af samfundsrelevante værdier. Kulturen og kunsten er her et instrument til at danne demokratiske medborgere og verdensborgere, som der står i rapporten. Mødet med kunsten og kulturen i almindelighed og tilegnelsen af litteratur i særdeleshed åbner også for et andet perspektiv: den æstetiske oplevelse. Når oplevelsen tager udgangspunkt i menneskets, her elevens, naturlige trang til udforskning og til at opnå mening, så handler mødet med kulturen ikke om en nytte, men om at opdage nye verdener eller glemme sig selv i legen.
”Det giver også mulighed for at fremme elevernes nysgerrighed og lyst og evne til at eksperimentere”. (KL’s rapport, s. 7)
Som tidligere nævnt kan man både læse på undervisningsministeriets hjemmeside og i KL’s rapport, at der er fokus på elevernes trivsel. Dette kan både være ud fra et lærings perspektiv, hvor man er opmærksom på, at børn der trives også lærer bedst. I dette tilfælde er trivslen altså et middel, et instrument, som skal føre til læring. Men fokusset på trivsel kan også være et mål i sig selv – ligesom den nydelse, der rummes af den æstetiske oplevelse.
Den leg, læring og trivsel som Knoop henviser til står ikke nødvendigvis i opposition til den æstetiske oplevelse. I den æstetiske oplevelse er der fokus på nydelse, den personlige oplevelse og det meningsfulde. Både Knoop og Skot-Hansen fremhæver, hvis og når man i højere grad tager udgangspunkt i, hvad eleverne og borgerne kan lide og synes om, kan der i større omfang skabes æstetiske oplevelser, der har værdi og giver mening i den enkeltes hverdagsliv.
Udforskning, glemsel, nydelse og mening er et godt grundlag for trivsel. Mouritsens legekultur (som finder sted fordi aktørerne finder aktiviteterne værdifulde og meningsfulde) samt Knoops og Skot-Hansens ekspressive perspektiv tager udgangspunkt i aktørernes nysgerrighed, ønsket om at forstå nye verdener og læring som udforskende eksperimenteren. Læsning af skønlitteratur er ifølge Knoop den voksnes legerum. Også andre hobbys er vigtige i et udforskende læringsmiljø; de kan legitimeres af det ekspressive rationale. Legen finder sted, fordi den er værdifuld og meningsfuld for dem som deltager i den; den medfører, ifølge Knoop, kompetencer som ægte initiativ, ægte ansvarlighed, ægte passion, udholdenhed, impulskontrol, sociale grænser, risikotolerancer og opfindsomhed. (Lerche, 2016) Heriblandt kompetencer som undervisningsministeriet har som målsætning i forbindelse med Åben Skole.
Men spørgsmålet er, om der er mulighed for at skabe æstetiske oplevelser, herunder også legeoplevelser for eleverne, i den ramme, der defineres ud fra samarbejdet mellem skoler og biblioteker. Når udgangspunktet for legen skal være et klart udtrykt læringsmål, kan man spørge sig, om de kulturelle aktiviteter ikke altid vil blive indhentet af en instrumentel tænkemåde. Vil den ekspressive logik og nydelse nogensinde være tilstrækkelig til at legitimere brugen af samfundets økonomiske ressourcer på kulturtilbud i skoleregi? Hvis og når legeoplevelsen har et udtalt mål, bliver den æstetiske oplevelse et instrument og kan ikke længere defineres som noget, der har værdi i sig selv.
En afrunding: det udfordrende dilemma
Med den Åbne Skole vil man fremme elevernes nysgerrighed og deres lyst og evne til at eksperimentere. Deres trivsel skal gerne understøttes, og deres alsidige udvikling forbedres i mødet med virkeligheden udenfor skolen. Herudover gør undervisningsministeriet det klart, at Åben Skole skal befordre et godt og inspirerende læringsmiljø, der understøtter elevernes kommunikationsevner og relationer samt læring, trivsel og alsidige udvikling. Også i KL’s rapport kan der læses, at læring, trivsel, kommunikative og kreative evner, evner til samarbejde, motivation til videre uddannelse er noget af det, man ønsker at give eleverne gennem Åben Skole.
Bibliotekets formål er at fremme oplysning, dannelse og kulturel aktivitet, hvilket også er udtalte værdier i den Åbne Skole. Bibliotekets aktivitetsportefølje er legitimeret gennem oplysningsrationalet. Gennem den Åbne Skole faciliterer folkebiblioteket imidlertid tilbud, som først og fremmest tager udgangspunkt i specifikke læringsmål, der virkeliggøres gennem målstyret undervisning. Folkebibliotekets rolle som samarbejdspartner bygger således på en instrumentel logik og understøtter værdier, der er opdragelses- og kompetenceorienteret.
Elevernes nysgerrighed og deres lyst til at eksperimentere fremmer man ifølge Knoop bedst ved at sætte gode rammer for den frie leg. Også Mouritsen understreger, at legen, særligt den gode frie legeoplevelse, skaber mening for børnene og er vigtig i forhold til udvikling og vedligeholdelse af kompetencer og trivsel. Men det er en svær opgave for biblioteket at skabe rammer for den leg, Knoop opfordrer folkebiblioteket til, særligt når tilbuddene skal tilrettelægges, så de passer til folkeskolens læreplaner og faglige mål og afvikles med målstyret undervisning.
Det kan konkluderes, at man med Åben Skole ønsker at fremme personlige kompetencer, trivsel og læring. Hvad enten der er fokus på fagligt indhold eller personlige og menneskelige kompetencer og værdier, er der konsensus om, at trivsel er vigtig i læringsprocessen. Hvis folkebibliotekets Åben Skole-tilbud også kunne bygge på Skot-Hansens alternative rationale, vil der netop blive plads til legeoplevelsen, som kan understøtte trivsel samt mange af de værdier, undervisningsministeriet efterspørger. Den æstetiske oplevelse vil understøtte en alsidig og varieret skoledag. Dog vil der være en selvmodsigelse, hvis den æstetiske oplevelse bliver et redskab til at opnå favorable kompetencer; og man kan stille spørgsmål ved, om det er muligt at komme uden om instrumentelle logikker, når der skal bruges offentlige økonomiske midler, og når man skal legitimere aktiviteterne i folkeskoleelevers skoledag.
Ifølge fagfolk skal der andre metoder til for at opnå de mål og kompetencer, som undervisningsministeriet og KL udtrykker at ville opnå med Åben Skole. Den bedste grobund for de personlige kompetencer er ikke nødvendigvis målstyring. Ligeledes peges der på, at folkebiblioteket befinder sig i et krydsfelt mellem den æstetiske oplevelse og oplysningens instrumentelle logik: et krydsfelt mellem de læringsprocesser, som ikke er givet på forhånd og som opstår gennem leg og mødet med litteratur, kunst og kultur og de læringsprocesser som er målstyret, og som bygger på det kulturpolitiske oplysningsrationale, der skal understøtte kompetencer, vi som individer og samfund har brug for nu og i fremtiden.
Litteratur
Balling, G. (2011) Det er i mødet det sker – om kulturpolitik og kulturformidling med børn i Centrum. Nordisk Tidsskrift 14.1-2
Biblioteksloven. Registreret den 01.06.17 på:
https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=145152
Folkeskoleloven. Registreret den 01.06.17 på:
https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=182008
Kommunernes Landsforening. (2015) Læring i den Åbne Skole – Inspiration. Registreret den 04.06.17 på http://www.uvm.dk/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe/den-aabne-skole
Lerche, A. (2016). Leg og Læring er to sider af samme sag. Perspektiv, november.
Lundsgaard-Leth, M. et. al. (2015) Mit rum for læring og oplevelser. Ikast-Brande Bibliotekerne m.fl. Registreret den 04.06.17 på
http://projekter.kulturstyrelsen.dk/sites/default/files/documents/Rapporten%20pixibog_0.pdf
Mouritsen, F. (1996). Legekultur. Essays om Børnekultur, Leg og Fortælling. Odense Universitetsforlag.
Skot-Hansen, D. (2008) Museerne i Den Danske Oplevelsesøkonomi: Når Oplysning Bliver Til en Oplevelse. Imagine.
Skot-Hansen, D. (2014). Byen som scene – Kultur- og byplanlægning i oplevelsessamfundet. Bibliotekarforbundet.
Teilmann, P. C. (2010) Kulturliv – Institutioner, praksis og formidling. Samfundslitteratur.
Undervisningsministeriets hjemmeside: https://www.uvm.dk/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe/den-aabne-skole (dato: 01.06.17)
Skriv et svar