På forbindelser.dk er formålet blandt andet at se på sammenhænge og skabe forbindelser mellem kulturer, institutioner og traditioner. Dette er store ord, men behovet for samarbejde og samskabelse i og imellem kulturinstitutioner er blevet mere tydeligt i den senere tid. Det er helt naturligt for et folkebibliotek at karakterisere institutionens opdrag og virke med betegnelsen “formidling”. Ordet “forkyndelse” vil sikkert virke fremmed for en bibliotekar, og for ham eller hende, der formidler informationer, kultur, oplevelser eller dannelse. Forkyndelse forekommer i denne sammenhæng i bedste fald patetisk og i værste fald latterligt.
Præsten, kunne man tænke sig, vil have det omvendt. Her gengiver ordet formidling ikke tilnærmelsesvis den overbevisning, der udgør fundamentet for folkekirkens selvforståelse og præstens virke. Ens tro eller Bibelens budskaber meddeles ikke på samme måde, som man formidler kulturens værdier og oplevelser. Forkyndelse er, traditionelt set, den rette betegner for kirkens kulturelle opdrag. Imidlertid er begge begreber, formidling og forkyndelse, ikke andet end to betegnelser for kommunikative aktiviteter, der er tilknyttet hver sin bestemte institutionelle kontekst. Ligesom læring betegner den kommunikationsform, der er karakteristisk for folkeskolen, og befalinger er fremherskende inden for det danske forsvar.
Men hvad er forholdet mellem forkyndelse og formidling? Har god formidling – og her tænker vi især på det stærke folkebibliotek – ikke også en snert af forkyndelse over sig? Og føler bibliotekaren sig ikke indimellem kaldt til at viderebringe kulturens traditioner? Er kirkelige budskaber ikke blevet tilpasset det senmoderne samfund og dets kommunikative fornuft? Skal kirken ikke formidle sig gennem andre kulturelle aktiviteter end de religiøse?
Forkyndelse og formidling er to vidt forskellige traditioner. Begreberne er i dag tilknyttet forskellige institutioner – institutioner, der i sekulariseringsprocessen kun har bevæget sig længere væk fra hinanden, end som historien så ud for 100, 200 eller 400 år siden. Biblioteker er ikke længere underlagt en gejstlig tradition, som de var i tidligere tider, hvor kirken varetog både undervisning og videnssamlinger. Dog ansætter folkekirken for tiden, et stigende antal af kultur- og kommunikationsmedarbejdere.
Forkyndelsen står i kirkelig tradition i tæt relation til prædiken. At prædike er at bekendtgøre eller proklamere et budskab. Præsten taler til menigheden, og menigheden lytter. I Gads Bibelleksikon står der om forkyndelsen og prædikenen: “I videre forstand kan hele den overlevering, som er nedfældet i evangelierne, betragtes under synsvinklen prædiken” (Gads Bibelleksikon, s. 646). Hvis vi betragter denne overlevering i et kommunikationsperspektiv går budskabet fra afsender til modtager. Det er et budskab, der skal bekendtgøres for menigheden eller offentligheden. Det er en tradition, der strækker sig i 2000 år.
Moderne formidling har karakter af at være dialogisk (eller endda participatorisk). Mennesker inddrages i høj grad på folkebibliotekerne og på museerne, de giver deres mening til kende og deres sanser kommer ofte i spil. Den participatoriske tilgang har siden år 2000 vundet mere og mere indpas hos folkekirken (Iversen, 2017), hvilket også åbner for spørgsmålet mellem forkyndelse og formidling indenfor folkekirkens domæne.
Artiklerne vil – som sagt – se nærmere på formidlings- og forkyndelsesbegrebet. Der hentes inspiration fra forkyndelsestraditionen i en kontekst af kulturinstitutioner. Artiklens grundtanke er, at der i dag findes en professionel kultur blandt kulturformidlere, hvor der til tider stræbes efter andre mål end fagets kerneværdier eller -opgaver. Der fokuseres i artiklen på, hvordan kulturformidleren kan bibeholde sit personlige og følelsesmæssige engagement i sine kerneopgaver. Disse kerneopgaver nedprioriteres til tider, til fordel for en stigende professionalisme med økonomisk eller strategisk afsæt. En tendens som f.eks. udspiller sig på det enkelte folkebibliotek. Med udgangspunkt i forkyndelsestraditionen, som ifølge artiklen forudsætter et følelsesmæssigt engagement, kan kulturformidleren betragte sit hverv med udgangspunkt i noget andet end professionalisme eller økonomiske paradigmer. Der hentes også inspiration fra mere subjektivt (eller følelsesmæssigt) orienterede fag, som kulturelt entreprenørskab. Faget, kulturelt entreprenørskab, er kendetegnende ved, at det er drevet af højere grad af affekt, og den personlige erfaringshorisont.
I det andet bidrag står forkyndelsesbegrebet i centrum, og begrebet fortolkes som en invitation til dialog og samskabelse mellem menigheden og det religiøse budskab, der formidles gennem præstens prædiken. Grundtanken er, at der i den kirkelige tradition, også med fordel, kan inddrages formidlingsmæssige overvejelser. Dette skal særligt ses i folkekirkens egenskab af kulturinstitution. Dog fokuserer artiklen endvidere på den forskel, der findes mellem forkyndelsen og formidlingen, fordi forkyndelsen indebærer et trosmæssigt vidnesbyrd; dvs, at en præst forkynder ud af sin tro. Troen er en nødvendig ingrediens for den sandhedsbegivenhed, der forkyndes i den kirkelige tradition, når man ifølge artiklen, mødes i “det fælles tredje”, som er et magtfrit rum.
I det tredje bidrag ses kritisk på den stigende tendens til en strategisk udformning af den kommunikative handlen i kulturinstitutioner. Her spørges om formidlings- og forkyndelsesbegrebet er resistent nok i forhold til mod kommodificeringen af kulturen. Grundtanken er, at formidling og forkyndelse kun er bæredygtige koncepter og kun udgør en platform for samarbejde, sålænge kommunikationens institutionelle kerne ikke udvandes og underlægges et økonomisk eller politisk rationale.
Denne lille artikelserie prøver dels at bidrage til bevidstheden om folkekirken som en kulturinstitution med formidlingsopgaver, samt til en kommunikativ forståelse af kulturformidling i og uden for folkekirken. Det kunne jo være, vi kunne lære noget af hinanden og være sammen om nogle fælles udfordringer.
Kilder
Gads Bibelleksikon (2008). Gads Forlag.
Iversen, H. R. (2017). Medierne og budskabet. Gregersen, N. H. & Bach-Nielsen, C. (red.). I: Reformationen i dansk kirke og kultur. Syddansk Universitetsforlag.
Skriv et svar