Møde mellem biblioteket og etniske børn og unge
Jeg skriver denne artikel, fordi jeg efterhånden har oplevet, at en del bibliotekarer, som deltager i mine foredrag på landsplan og lokalt plan, stiller følgende spørgsmål:
“Hvad skal vi stille op med etniske børn helt nede fra 6-årsalderen og op til 20 år, som bruger bibliotekerne som værested?”
Inden jeg svarer på det spørgsmål — og dermed håber at kunne inspirere biblioteksfolk til at reflektere over deres daglige arbejde — vil jeg først fortælle om min baggrund og mit erfaringsgrundlag for at skrive denne artikel om etniske gruppers kendskab til bibliotekerne.
Jeg har mit daglige arbejde i Avedøre Stationsby, hvor der bor 6000 mennesker, og ca. 38 % er etniske grupper bestående af 66 nationaliteter. Jeg er leder af Blæksprutten, som er Hvidovre kommunes socialpædagogiske tilbud til drenge i alderen 13-16 år. I forbindelse med mit mangeårige pædagogiske arbejde har jeg haft og har stadig et godt samarbejde med det lokale bibliotek. Med den daglige kontakt til dette bibliotek har jeg et indblik i, hvilke problemer de lokale biblioteker møder, og jeg tør påstå, at en del af landets biblioteker møder samme problemstillinger, som jeg hører om i vores lokalbibliotek. Og her ses især de to problemstillinger, som jeg i det følgende skal forsøge at give nogle svar på.
Kender de etniske grupper biblioteksbegrebet?
Jeg vil ikke generalisere angående alle etniske gruppers kendskab til bibliotekerne, men den gruppe, som jeg kender i det lokale miljø og det vil sige, de der kommer fra landsbydistrikter i deres hjemland, kender ikke noget til biblioteker. Dog skal det ikke forstås sådan, at der ikke findes biblioteker i deres oprindelige hjemland, selvfølgelig findes de, men kun i de store byer. Min erfaring via mit opsøgende gadearbejde i det lokale miljø og ikke mindst via tilbagemeldinger både fra det lokale bibliotek samt fra bibliotekarer, jeg har mødt i forbindelse med mine foredrag, viser, at en stor del etniske børn og unge og ikke mindst voksne bruger biblioteket som værested. Der er mange grunde til, at de bruger biblioteket som værested:
For børn og unges vedkommende kan det forklares med, at deres familier ikke har tradition for at sende deres børn i fritidsinstitutioner eller f.eks. indmelde børn og unge i lokale idrætsforeninger. Hvor børn og unge har brug for socialt samvær med andre børn, finder de lynhurtigt ud af, at der er en mulighed for at samles på bibliotekerne. Jeg ville personligt synes, at det er bedre, end at børn og unge færdes på gaden, og her mener jeg, at biblioteket har en væsentlig funktion i dét at lede disse børn og unge mod social integration, f.eks. ved at skaffe dem oplysning om andre pædagogiske tilbud ved via lokale distriktsmøder at orientere om disse børn og unges behov, og i fællesskab med øvrige professionelle finde løsninger til, hvordan familierne orienteres om pædagogiske tilbud og ikke mindst til at motivere disse forældre til at melde deres børn og unge ind i disse institutioner. Det jeg mener, er ikke, at bibliotekaren skal ud til familierne, nej, bibliotekets opgave er i forskellige tværfaglige fora at orientere de andre professionelle — som eksempelvis ledere af fritidshjem og fritids- og ungdoms-klubber samt idrætsforeninger og ikke mindst SSP (Socialforvaltning, Skole og Politi-samarbejdet) medarbejdere eller lokal gade- og opsøgende medarbejdere – som kunne opsøge disse familier.
Jeg vil nævne et konkret eksempel, om hvad en bibliotekars observation kan betyde for en etnisk ung:
Via vores opsøgende arbejde i lokalmiljøet kommer Blækspruttens medarbejdere ofte på besøg på Avedøre bibliotek, og en af mine kolleger fik at vide, at en bestemt dreng er på biblioteket, fra det åbner og til kl. 12.00 — 13.00, selv om han er i den skolepligtige alder. Bibliotekets ansatte undrer sig over, at drengen ikke passer sin skole. Denne oplysning sætter skub i processen for den unge: en proces som skolen og familien har svært ved at gøre noget ved, da familien har den opfattelse, at drengen går hjemmefra og er i skole til tiden, dvs. kl. 8.00 og kommer hjem ved 13-tiden, og de tror, at drengen passer sin skole. Skolen gør ikke ret meget, efter at de har forsøgt at skrive til familien, hvilket familien af mange grunde ikke reagerede på.
Observation og handling
Efter at Blækspruttens opsøgende gademedarbejder har talt med bibliotekaren, kontakter denne medarbejder det professionelle netværk omkring denne unge, for at man kan have et øje på drengen. Det interessante ved denne drengs situation er, at netværket ikke vidste, at drengen ikke passer sin skole, netværket tror, at den ene og den anden tager hånd om denne dreng, men efter at netværket har holdt møde om drengen, kommer det frem, at drengen trives dårligt både i skolen og i familien. Og der måtte derfor findes et andet pædagogisk tilbud til den unge — i samarbejde med familie og skole og socialforvaltning. Jeg vil sige, at biblioteket her med sine observationer samt vores opsøgende arbejde var med til at tage hånd om den unge, og derfor er jeg er af den overbevisning, at et godt samarbejde med biblioteket er gavnligt for etniske børn og unge.
Kulturelle mønstre bliver realiserede på biblioteket
Selvfølge har alle mennesker brug for social kontakt og fællesskab, og efter min mening er der kulturelle forskelle mellem etniske gruppers og danskernes sociale kontakt og fællesskab. De etniske, og især muslimske, grupper er i deres oprindelige kultur mere vant til uformel social kontakt og fællesskab, dvs., der er ikke nogen, der skal være styrende i deres samvær, det er fællesskabet, der har den styrende funktion. F.eks. er voksne vant til tehuse eller spilleklubber, og i disse huse og klubber er det fællesskabet, der styrer. For børn og unge er det i høj grad gaden, der er deres værested.
Hvorimod danskere mere er til det målrettede sociale fællesskab, dvs. når en voksen er med i en forening, er der klare mål og vedtægter for denne forening og man er sammen ud fra en fælles interesse. For danske børns vedkommende er det helt klart, at forældrene har dette kendskab til deres socialt liv, og for en stor del forældres vedkommende desuden den bevidsthed, at det er vigtigt for børn og unges socialisering, at de sendes i vuggestue, børnehave og andre pædagogiske institutioner.
For at voksne etniske grupper ikke skal bruge lokale biblioteker som værested mener jeg, at kommunerne må støtte dem til at finde andre væresteder. Her skal vi huske, at en stor del af mændene går arbejdsløse, og bruger en stor del af tiden hjemme uden at foretage sig noget, og ofte lever de deres liv uden kontakt med andre mennesker, ensomme og isolerede, hvilket fører til konflikter mellem mand og kone eller med børnene og de unge. Da oplever en stor del af disse mænd, at deres møde med andre mænd på biblioteket har en ventilfunktion, de kommer af med deres frustrationer og mærker at de er noget. Deres ensomhed og isolation har for en del af disse mænds vedkommende medført en følelse af uduelighed. At være sammen med andre mænd kan til en vis grad støtte disse mænds trivsel blandt andre og ikke mindst derhjemme.
Og jeg skal lige indføje, at læserne ikke skal forstå det sådan, at der ikke findes etniske foreninger, der er målrettede eller med vedtægter, for jo, der findes f.eks. etniske politiske foreninger i Danmark på lige fod med danske foreninger, men den gruppe, jeg her skriver om, er ikke så meget for disse foreninger, som er mere styrede efter et bestemt mål.
Biblioteket skal ikke være et værested, men biblioteker kan være med til at sprede oplysning om lokale pædagogiske tilbud til børn og unge, og ikke mindst arrangere foredrag bl.a. for forældre om den danske kultur, om børne- og ungdoms-problematikken, og om religion og kulturmøde.
Jeg er af den overbevisning, at bibliotekarerne har en væsentlig funktion i forbindelse med etniske gruppers integration i lokalmiljøet, især over for børn og unge, hvilket nogle biblioteker har indset. F.eks. i Avedøre, hvor der dagligt møder mellem 15 og 30 etniske børn, og mødet mellem en ansat pædagog og disse børn og unge har en afgørende betydning for disse børn integration. Til tider er denne pædagog og andet personale via deres fortrolige kontakt blev brugt i forskellige problemstillinger og kan give råd og vejlede om de unges rettigheder og pligter og personlige problemer.
En god kontakt mellem bibliotekerne og børn og unge kan efter min mening føre til positiv udvikling. Jeg påstår ikke, at bibliotekarerne skal have en behandler-, sagsbehandler- eller uddannelsesvejlederfunktion, nej, men den gode kontakt, som bibliotekaren har til de unge, kan være med til at motivere dem til at henvende sig til disse professionelle.
Skriv et svar