Etniske muslimers position her i landet har altid været interessant for politikerne, medierne og ikke mindst for nogle etniske muslimer. Især blandt de intellektuelle, og især efter Mohammedtegningerne. Uanset på hvilket tidspunkt man tænder for radio og tv eller læser avis, er der næsten altid enten debat eller skriveri om etniske muslimers position i det danske samfund. Når jeg hører på al den omtale, lyder det for mig, som om etniske muslimer ikke har andet at tænke på end deres religion. Desværre eller heldigvis har etniske muslimer meget andet at tænke på. Det gælder især de familier, som på mange måder har svært ved få livet til at hænge sammen; her tænker jeg på deres børns opvækst, trivsel i skolen, fritidsliv, og de interne konflikter i familien, som for nogen er meget smertefulde. Familierne leder efter hjælp: Hvordan vi kan hjælpe deres unge? Hvordan vi kunne være med til at skabe en bedre fremtid for deres børn her i landet? – det er emner, der har interesse for dem og os.
I forbindelse med krisen omkring Mohammedtegningerne har jeg bemærket de voldsomme demonstrationer imod Danmark i muslimske lande, og i den periode, men også tidligere, er jeg i arbejdsmæssige sammenhænge kommet i en del muslimske familier. Jeg forventede, at mange af disse familier vil vise stor interesse for at diskutere Mohammedtegningerne eller deres religion med mig. Men alle de år, jeg har arbejdet med familier og deres unge, har interessen for at diskutere religion ikke været særlig udpræget – tværtimod – mange er meget mere optaget af, hvordan de kan finde deres ståsted her i samfundet.
Det er svært at forstå, hvad det er der gør, at medier, politikere og intellektuelle etniske muslimer bliver ved med at diskutere muslimernes religion. Det er ikke udelukket, at den retoriske debat, der foregår i den danske offentlighed, er et udtryk for lejrtænkning. Hver lejr forsøger ihærdigt at sikre sig den størst mulige loyalitet blandt egne medlemmer.
I de etniske gruppers oprindelseslande findes der politikere, som rent faktisk via deres politiske strategier bruger islam som middel til at bibeholde magten. At bruge religionen til at sikre eller udbygge en politisk og mediemæssig magtposition vil forhåbentlig ikke ske her i landet. Det ville være en stor skam for menneskeheden og menneskets etik.
Det skal nu ikke forstås sådan, at vi slet ikke må diskutere religion i offentligheden, selvfølgelig skal vi det. Men efterhånden, og især i forbindelse med Mohammedtegningerne, sker det påfaldende ofte, at man diskuterer de andres religion. Det forekommer mig, som om medierne, politikere og etniske intellektuelle ikke kan lade være. Emnet religion er blevet til et rusmiddel – ikke for folket, men for de intellektuelle eller politikerne.
Vi har meget at diskutere, især i forhold til etniske familier og deres børn og unge. Her tænker jeg på en del børn og unge, som har svært ved at finde deres ståsted, f.eks. i skolen, eller at få en læreplads for at kunne arbejde.
Vi har diskuteret en del og skrevet en del – om dem. Hvornår har vi sidst talt med dem. De familier, børn og unge, som jeg har kontakt med, spørger og vil gerne have svar på spørgsmålene:
- Hvorfor jeg og alle andre taler om dem og deres religion i medierne?
- Hvad vil vi gøre for at hjælpe dem og ændre deres smertefulde liv?
Det er indlysende, at de som forældre på en del områder har svært ved at være forbillede, at de har brug for tæt samarbejde om konkrete problemer og opgaver. Vi kan ikke blive ved med at diskutere holdninger og meninger, hvis vi ønsker en bedre integration af familier i nød.
På det sidste har jeg undervist en del etnisk muslimske forældre i, hvad det vil sige være forældre, og hvad vore børn og unge forventer af fremtiden. Mange vil spørge, hvor mange etniske familier der mon vil vise interesse for sådanne kurser. Allerede da jeg underviste, var der stor interesse fra forældrenes side, især fra kvinder med tørklæde. Det væsentligste er, at jeg på nuværende tidspunkt ikke har mødt nogen, forældre eller unge, som har villet diskutere religion med mig. Og det er fordi de har mange andre problemer i deres liv at slås med. De har tørklæde på, men de er ansvarlige og kæmper en tapper kamp for, at deres børn og unge kan blive integrerer i samfundet. Samtlige forældre, jeg har været i kontakt med, tager stærk afstand fra vold, kriminalitet, hash og andre stoffer, og det eneste jeg hører fra disse forældre er et ønske om samarbejde og støtte til, hvordan de kan hjælpe deres unge til en bedre fremtid.
Derfor vil det være oplagt, hvis politikere, forskellige netværk og især intellektuelle etniske muslimer var mere handlingsorienteret i forhold til, hvordan vi i fællesskab kan støtte de muslimske familier, børn og unge, som virkelig har brug for støtte.
Skriv et svar