Indledning
Når man kommer fra lande med en anden kultur, så er man ekstra opmærksom på den omtale, mennesker fra disse nationer får i deres nye omverden. Man kan konstatere, at beskrivelserne og omtalen af etniske minoriteter i de danske medier i det store hele har været ret skuffende. På trods af den kulturelle mangfoldighed og forskelle i race, religion samt social baggrund er forestillingerne om etniske minoriteter noget ensartede. Etniske minoriteter præsenteres meget ofte som muslimer; de bliver nævnt i forbindelse med problemer i samfundet og bliver ikke sjældent gjort til årsagerne for disse problemer. Medierne viser f.eks. billeder af kvinder med tørklæde på eller urolige andengenerationsindvandrere på Nørrebro. Tit bliver de også præsenteret som dårligt integrerede.
Mens etniske minoriteter ofte bliver omtalt negativt er der også nogen, der fortæller deres historier fra en anden og mere positiv vinkel. ”Den Usynlige Succes” er et af KVINFOs projekter, der omhandler etniske minoritetskvinders succesrige liv i Danmark. KVINFO mener, at man sjældent hører om etniske minoritetskvinder, der har succes og lever et godt liv i Danmark. De vil derfor gerne bidrage til at synliggøre disse ”succesfulde” kvinders livshistorier for at nedbryde fordomme om disse kvinder.
I denne artikel vil vi se nærmere på, hvordan KVINFO præsenterer etniske minoritetskvinders livshistorier. I ”Den Usynlige Succes” ser vi et helt andet fokus på etniske minoriteters liv i Danmark end det, man ellers er vant til; derfor er det interessant at undersøge, hvad KVINFO forstår ved succesrige kvindeliv, hvordan kvindernes historier præsenteres og hvilke forventninger KVINFO har i forbindelse med kvindernes integration. Man kan forvente, at læseren af ”Den Usynlige Succes” præsenteres for de specifikke aspekter, der er forbundet med ”succes” i Danmark; man kan også forvente, at de står i tydelig kontrast til de negative aspekter, der typisk præsenteres i de danske medier. Imidlertid kan man også i den sammenhæng spørge, hvilke succeskriterier der er brugt som målestok: de, der gælder i den danske offentlighed, eller de, der er vigtige for de adspurgte kvinderne. Eller spurgt på en anden måde: hvem afgør, hvad der forstås ved et succesrigt liv i Danmark.
Som metode anvendes diskursanalyse; analysen af sprogbrug hjælper til at synliggøre den virkelighed, som folk har skabt gennem deres sprog. Sproget er ikke bare en kanal, hvorigennem information og adfærd formidles; sprog er snarere en ”maskine”, der konstituerer vores omverden, identitet og sociale relationer og forandrer dem . (1) Ved at fokusere på kvindernes fortællinger vil vi undersøge, hvordan deres fortællinger både reflekterer og konstituerer sociale relationer, identiteter og billeder af sig selv som etniske minoritetskvinder. Deres gode livshistorier er fortællinger om succesfulde etniske minoritetskvinder i Danmark og et vigtigt bidrag til at nuancere de fremherskende forestillinger om dårligt integrerede etniske minoriteter.
Den usynlige succes
KVINFOs ”Den usynlige succes” indeholder 29 forskellige livshistorier af kvinder med etnisk minoritetsbaggrund i Danmark. Der er stor variation med hensyn til kvindernes etnicitet, religion, alder og øvrige livsvilkår. Disse historier er først samlet som interviews og bagefter redigeret og omskrevet af KVINFO som fortællinger. Formålet med projektet er at synliggøre etniske minoritetskvinders succesfulde liv i Danmark, fordi usynligheden er med til at opretholde forestillinger om dårlig integration.
3 kvinders livshistorier
Vi har valgt tre historier ud og ser nærmere på, hvordan KVINFO præsenterer disse livshistorier. Valget af netop disse kvinders livshistorier har to forskellige grunde: første grund er mangfoldigheden af kvindernes baggrund, f.eks. nationalitet, religion, alder, gift/ugift, med/uden børn, deres baggrund som indvandrer eller flygtning og om de er opvokset i eller udenfor Danmark. Anden grund er, at vi har valgt historier, som også er tilgængelige med lydfiler. Lydfiler giver mulighed for læserne at høre kvindernes oprindelige fortællinger, selv om de er korte og klippede. Nogle sekvenserne i lydfilerne er ikke angivet i teksterne, men vi synes, at disse sekvenser også skal analyseres som en del af kvindernes ægte historier.
Nadia
Nadia er andengenerationsindvandrer med pakistansk oprindelse. Hun læser handelsjura på handelshøjskolen. Samtidig er hun rollemodel i integrationsministeriets kampagne ”Brug for alle unge”.
Nadias tekst begynder med beskrivelsen af hendes forældre og hvor stor en rolle de spillede i hendes liv. F. eks. ”Vi (Nadia og hendes søster) måtte ikke tage til fester, kun skolefester” og ”hvis mine forældre havde insisteret på det (at bære tørklæde), ville jeg have gjort det”. Her præsenteres forældres autoritet og hun er passiv modtager af deres ord. Senere bliver hun mere aktiv og opnår at tage beslutninger i forhold til sig eget liv. Hun mener, at det er vigtigt at have selvtillid og hun har kæmpet hårdt for det ved overgangen fra folkeskole til handelsgymnasiet. Denne proces, hvor hun har kæmpet mod sig selv, beskriver hun også i lydfilen. Hun fortæller: ”Jeg har ændret min personlighed fra den stereotype til det bedre, til det der kan give mig succes” og ”jeg føler, at jeg har selv skullet kæmpe for at være heldig”. Disse sætninger er faktisk ikke med i Nadias fortælling i teksten, men er i stedet for ændret til ”skulle jeg blive til noget, måtte jeg ændre mig”, men i hvert fald kan man få indtryk af, at Nadia ikke var tilfreds med sig selv og sine omgivelser den gang og gerne ville have ændringer i sit liv.
Senere i fortællingen bliver det mere tydeligt, at hun afgrænser sig fra nogle bestemte grupper af andengenerationsindvandrere. Et af eksemplerne er, at hun udtrykker sin frustration fra den gang hun gik i folkeskole. Nogle andengenerationsindvandrere lavede ballade på banegården i Odense og så tænkte hun, ”hvorfor ødelægger I det for os andre?”. Hun ser sig selv som en uskyldig indvandrer, der er frustreret over, at de ballademagere ødelægger imaget af og for andengenerationsindvandrere. Hun kalder dem ”I” og sig selv for ”os andre”. Denne differentiering fortsætter Nadia med, når hun senere i fortællingen skifter til rollemodel-diskursen. Ord som f. eks. ”Ghetto” og ”Vollsmose” bliver tydeligt markeret for at beskrive de fremherskende negative forestillinger om indvandrere og at for skabe en klar kontrast til hendes liv som moderne kvinde i Danmark. Hun tager tydeligt afstand fra ”pigen på Nørrebro”: ”Det er frygteligt, og sådan kunne jeg ikke leve”. Hun viser respekt for dem, der bærer tørklæde, men tørklædet bliver nævnt i forbindelse med ghettohistorier og med problemer på arbejdspladsen; tørklædet er ikke et specielt positivt symbol i hendes værdiunivers.
Det at være andengenerationsindvandrer bliver hos Nadia ikke til en særlig positiv fortælling. Hun distancerer sig gang på gang fra de dårligt integrerede og traditionelle indvandrermiljøer. Gennem fortællingen konstruerer Nadia en social identitet som kvinde, der ikke kan identificerede sig med de fremherskende negative og stereotype forestillinger om indvandrere i Danmark. De beskriver hverken hendes virkelighed eller ambitioner. Hun er blevet rollemodel, hvilket øjensynligt har stor betydning for hende. At være rollemodel er for det første en anerkendelse af, at det er muligt at bygge bro mellem forskellige kulturer og at blive accepteret i det danske samfund. For det andet kunne hun lægge afstand til den del af hendes livshistorie, der er knyttet til en traditionel og ikke-emanciperet levevis. Det er blevet tydeligt gennem hendes fortælling, at hun er lettet over, at hun ikke endte i situation, hvor hun følte sig tvunget til at bære tørklæde.
Mariana
Mariana er en indvandrerkvinde fra Rumænien. Hun er uddannet teknisk tegner i Rumænien og kom til Danmark på grund af et ægteskab med en dansk mand. Hun er nu uddannet som ergoterapeut i Danmark og arbejder på et dagcenter.
Det dominerende budskab i Marianas fortælling er, hvad det vil sige at være indvandrer. Hendes fortælling er – ligesom hos Nadia – kendetegnet ved en tydelig kontrast, som hun italesætter som ”jeg” og ”de danske kvinder”. Hun distancerer sig fra danskere i hele sin fortælling; det er forvirrende og vanskeligt for Mariana at tilpasse sig dansk kultur. Kontrasten, andetheden eller afstanden opleves som et kulturchok, som tydeligt træder frem, når hun beretter om de danske kvinders påklædning i toget mod Hovedbanegården i 1990. Andetheden forbindes med andre oplevelser i livet i Danmark og hun sætter sig selv i kontrast til danske kvinder. ”Stærke kvinder klarer alt”, og ”Nu måtte jeg klare mig ligesom de danske kvinder” er eksempler på dette. Disse ord og udtryk er anvendt i teksten for at kontrastere danske kvinders stærke sider og selvsikkerhed med Marianas usikkerhed og bekymringer om livet i Danmark.
Det tog et par år før Mariana begyndte at lære dansk, da hun var nødt til at arbejde og forsørge sine børn fra det tidligere ægteskab. Mariana fortryder dette og siger ”jeg begik mange fejl. En af dem var, at jeg ikke lærte dansk med det samme”. Ifølge Marianas egne ord er det ikke at have lært dansk en fejl. Kendsgerningen at hun ikke lærte dansk og talte engelsk med sin mand bliver anvendt som en årsag til hendes svære tider i livet i Danmark. Hun var ufaglært og kunne ikke føre en ordentlig samtale på arbejde. Efter hun lærte dansk og uddannede sig til ergoterapeut kunne hun stole mere på sig selv og sit danske sprog.
Historien om, at hun lærte dansk og tog en uddannelse, italesættes som en sejr. For hende hænger selvtillid nøje sammen med uddannelse og sprogfærdig. Det tog hende dog flere år at lægger de kulturchokagtige oplevelser bag sig, der prægede hendes ankomst til Danmark. Tekststrukturen i Marianas fortælling bygger på den tankegang, at det er vigtigt at lære dansk, hvis man gerne vil undgå at være taber i samfundet. ”De stærke danske kvinder” har i hendes fortælling en stor fascinationskraft: de virker som forbillede og som idealbillede. Afstanden mellem dem og Marianas virkelighed opleves til tider som så stor, at den kan virke skræmmende. Fascinationens positive sider og negative sider ligger ikke langt fra hinanden.
Roda
Roda er en flygtning fra Somalia. Hun er gift og har 5 børn. Roda kommer fra en middelklassefamilie i Somalia. Hun er uddannet som gastronom i Danmark, men har haft svært ved at få arbejde som gastronom; derfor arbejder hun som tolk.
Der er to diskurser som er anvendt i Rodas tekst: en selvsikker muslim-diskurs og en velintegreret etnisk minoritets-diskurs. Disse diskurser koeksisterer dog ikke harmonisk i fortællingen og skaber ustabilitet.
Roda fortæller om sin religion. Hun vil gerne bære tørklæde og ønsker ikke, at danskerne diskriminerer hende kun, fordi hun bærer det. I lydfilen fortæller hun også om tørklædet. Hun fortæller, at en voksen kvinde selv må bestemme sin tøjstil i Danmark og spørger, hvorfor man ikke vil tage tørklædet som en slags tøjstil og vise respekt.
Roda ser sig selv som en velintegreret kvinde med en anden etniske og religiøs baggrund end dansk. At være anderledes i en henseende betyder dog ikke, at man ikke kan være velfungerende på mange andre områder. Roda afgrænser sig fra andre etniske minoriteter og det medieskabte virkelighed om etniske minoriteter, der mangler vilje til at deltage i det danske samfund. Udtalelser som ”jeg er træt af at høre udtalelser om, at somaliske kvinder ikke vil arbejde”, og ”Mine børn skal ikke tilhøre den procentdel af unge indvandrere, der går ud af folkeskolen uden at kunne læse eller skrive ordentlig” er eksempler på dette. Yderligere fortæller hun om en episode, hvor hun viser, at hun har kontrol med sine børns lektier. Ved at slå fast, at hun og hendes familie ikke tilhører disse grupper af etniske minoriteter, som man typisk hører om i medierne, distancerer hun sig og sin familie fra dem; i de følgende fortællinger viser hun i stedet for, hvor godt de er integrerede i det danske samfund.
Roda bruger også hendes mands livshistorie til at fremhæve at de er flittige og har viljen til at blive integreret. Manden var engelsklærer i Somalia, men opgav hurtigt at få arbejde inden for sit fag i Danmark og i stedet uddannede han sig til buschauffør. Det kæmpe identitetsskifte i mandens liv samt de vanskeligheder, som han måske havde kæmpet med, bliver dog ikke nævnt i fortællingen. I stedet for er denne episode udelukkende anvendt som et godt eksempel på flittige flygtninge i Danmark.
I Rodas fortælling og lydfil bliver ordet ”integration” anvendt et par gange og ordet synes at have en særlig betydning. Hun fortæller, ”Jeg føler mig glimrende integreret, men det betyder ikke, at jeg på alle områder føler mig dansk”. Hun skelner tydeligt imellem at være integreret og at føle sig dansk. I lydfilen fortæller hun om en episode, hvor hendes danske veninde en dag sagde til hende, ”Ved du hvad, Roda, du skal integreres” og hun tænkte, ”Hov, hvorfor bestemmer hun over for mig, om jeg er integreret eller ej?”. Hendes holdning er, at man selv skal have ret til at bestemme, om man er integreret eller ej, og at det ikke er andre, der afgør det. Hun fortsætter i lydfilen: ”når folk har arbejde eller er i skole og er blandet sammen med danskere så er integrationen noget som selv dyrkes op. Så er der ikke nogen problem i integration, man er allerede integreret”. Hun fortæller også, at man selv skal bestemme, hvordan man blander to kulturer sammen.
I hendes tekster har ordet ”integration” en betydning, hvor magtaspektet bliver ret tydeligt. Det magten og muligheden for at definere, hvad god integration er. Denne definitionsmagt ligger for det meste hos danskere, sjældent hos de etniske minoriteter. Ifølge Roda er det danskere, der vurderer om en person med etnisk minoritets baggrund er velintegreret eller ej. Hun sætter spørgsmålstegn ved, at definitionsmagten altid tilfalder danskerne, og insisterer på, at hun som etnisk minoritet skal have ret til at bestemme, hvordan hun selv integrerer sig i det danske samfund.
Fælles træk i kvindernes fortællinger
Selv om kvindernes livshistorier er præsenteret som succeshistorier ligner de ikke succeshistorier af danske kvinder i f.eks. dameblade i Danmark. Danske kvinders succeshistorier indeholder blandt andet en spændende karriere, en dejlig familie, et pænt hus med stor have, luksus ferie osv. Mange kvinder i projektet har dog ikke et job med karrieremuligheder eller ligefrem et drømmejob, hvor man kan forvente en stor indkomst eller godt omdømme. Tværtimod har nogle kvinder svært ved overhovedet at få arbejde. Deres boliger er heller ikke nævnt som succesfaktorer i fortællingerne. Forestillinger om, hvilke faktorer der bliver brugt til at måle de etniske minoriteters succeser med, forbliver i det skjulte.
Når vi kigger tilbage på de tre kvinders fortællinger, indeholder alle historierne nogle særlige kendetegn: kvinderne har lært dansk, taget en uddannelse og fået et arbejde. Dog har det været svært for dem i første omgang at få uddannelsesrelevant arbejde. De har også fået et sociale netværk i samfundet og har vist sig åbne for forskellige job- og karrieremuligheder. De oplever nogle gange nedture såsom diskrimination og frustration over at tilhøre en etnisk minoritet i samfundet; men de ser sig som flittige, positive og kæmper for at komme videre med deres liv. De kæmper også mod et medieskabt billede, hvor der næsten udelukkende fokuseres på minoriteternes modvilje mod at deltage i samfundslivet i Danmark.
De fleste af disse tegn kan genkendes i en almindelig dansk kvindes liv. I Danmark er det normalt, at kvinder fortsætter med at arbejde efter de er blevet gift og har fået børn. I det danske samfund bliver man også opfordret til at få en uddannelse, som giver bedre mulighed for arbejde, uanset om man er mand eller kvinde. Der stilles store krav til kvinder i Danmark for at klare både et meningsfyldt familieliv og spændende arbejdsliv. Disse kendetegn er fremhævet i alle kvindernes fortællinger uanset deres baggrund. Derudover er det også vigtigt i Danmark at være åben overfor andre og have tolerance overfor fremmede kulturer. I kvindernes fortællinger præsenteres nogle episoder, der viser, hvor åbne de er for dansk kultur og dens værdier. De tre etniske minoritetskvinder har i hvert fald meget tilfælles med mange almindelige danske kvinder – og det er disse faktorer, der bliver til succesfaktor, når det gælder minoritetskvinderne i Danmark.
Magtrelationer
De to muslimske kvinder, Nadia og Roda, ser deres liv som et almindeligt kvindeliv i Danmark. På den måde fremhæver de deres liv som succesfuldt. De distancerer sig gang på gang fra bestemte grupper af etniske minoriteter og pointerer, hvor godt de er integrerede. Dette indikerer, at det er vigtigt for etniske minoriteter i det danske samfund at være opmærksomme på og internalisere danskernes værdier og adfærd. Nogle personer med anden etnisk baggrund end dansk lærer hvad der vurderes som god eller dårlig opførsel, internaliserer de gode værdier for at opnå det, der kaldes ”succes”, og kritiserer andre som ikke gør det. Nadia og Roda peger også de mindre succesrige medlemmer blandt de etniske minoriteter, karakteriserer deres adfærd som værende dårlig for dem selv, gruppen samt det danske samfund og kritiserer dem.
Mariana har i flere omgang og med stort besvær lært, hvad ”god opførsel” i Danmark er. Hun har lært sproget, taget en uddannelse og opfører sig nu som en velintegreret etnisk minoritetskvinde. I hendes fortælling beskriver hun, at hun begik mange fejl i sit liv i Danmark; en af dem var, at hun ikke lærte dansk med det samme. Forskellen mellem Mariana og andre kvinder er imidlertid, at Mariana ikke ser sig selv som et vellykket eksempel på en minoritetskvinde. I fortællingen fremhæver hun, hvor forskellig hun er fra ”de danske kvinder” – underforstået: hun synes, at hun ikke formår at leve op til de forventninger, der er knyttet til at være ”dansk kvinde”.
Hun kæmper for at være velintegreret; hun forsøger at gøre de rigtige ting, men kommer dog aldrig så langt i sine bestræbelser at hun føler, at afstanden til de danske kvinder helt forsvinder. For Mariana dækker betegnelsen ”danske kvinder” og ”velintegrerede etniske minoritetskvinder” næsten over det samme. Hendes liv har nogle fællestræk med almindelige danske kvinders liv, men for hende eksisterer der en usynlig grænse mellem betegnelsen ”danske kvinder” og ”at være kvinde i Danmark”. Hun har haft svært ved at internalisere danskernes værdier og mentalitet. Men det var også vanskeligt for hende selv at definere, hvad hun forstår ved vellykket integration.
Symbolsk vold og sprezzatura
For at blive succesfulde i det danske samfund følte Nadia, Mariana og Roda sig nødt til at tilegne sig og internalisere, hvad man kunne kalde den gode opførsel. Men hvad er den gode opførsel for en størrelse? Hvem bestemmer, om og hvornår ens opførsel er god nok? Hvordan blive færdig med den ejendommelige fornemmelse af, at ens opførsel aldrig er god nok? Hvad er idealet for vellykket integration? I deres fortællinger har de tre kvinder givet forskellige svar på disse spørgsmål. Teksterne vidner også om, hvor vanskeligt det har været for de tre kvinder at tilegne sig normerne og værdierne for den gode opførsel. En af grundene har nok været, at normer og værdier sjældent er blevet drøftet åbent. Desuden er kravene med tiden blevet større.
Symbolsk vold defineres som fælles norm, der påtvinges gruppens medlemmer, uden at det er muligt at stille spørgsmål ved, hvad der legitimerer denne magt til at udøve censur, påtvinge ændret adfærd eller ligefrem ekskludere fra det gode selskab; magten forbliver nemlig usynlig(2). Symbolsk vold er en usynlig, men meget effektiv form for magtudøvelse, idet den fastlægger, hvad der er god opførsel, uden at de benyttede tvangsmekanismer bliver særlig åbenlyse. Ifølge Hasse dækker den gode opførsel over færdigheder, f. eks. kropsfærdigheder, sans for elegante formuleringer og den korrekte opførsel (3) i en given situation. Hasse kalder den gode opførsel sprezzatura. Både symbolsk vold og sprezzatura er knyttet til allerede etablerede grupper i samfundet og gruppens generaliserende tankegang, som det udtrykkes i mødet mellem individ og gruppe . (4) Symbolsk vold og sprezzatura repræsenterer stedets ånd. Et eksempel på den generaliserende og stigmatiserende tankegang beskriver Roda, når hendes danske veninde kommer med en forventning om, at Roda nu skal integreres (Læg mærke til sætningskonstruktionen).
I de tre kvinders fortællinger udgør den ”allerede etablerede gruppe” det anonyme kollektiv ”danskere” og mødet mellem individ og gruppe kendetegnet ved f.eks. integration. Når der tales om integration i Danmark, forbliver mange forventninger til en vellykket integration og den gode opførsel i det uvisse. For eksempel at lære det danske sprog er et indlysende krav; men sans for elegante formuleringer eller den situationsadækvate brug af sproget kan sagtens blive til et kriterium for god opførsel – specielt når man ønsker at gøre karriere på sit arbejde. Og hvad med religiøs adfærd eller tøjstil?
Vi synes, at KVINFO har rigtigt gode hensigter med at beskrive minoritetskvindernes usynlige succes, når det gælder den gode opførsel i Danmark. Der er ikke ret mange succeshistorier, der modsiger den gængse opfattelse, at integration ikke lykkes eller at kvinder stadig er låste til oprindelseskulturens lænker. Det er også vigtigt og rigtigt, at vi hører og læser om de vanskeligheder, kvinderne har oplevet på vej i det danske samfund. Alligevel mener vi, det kan have utilsigtede konsekvenser, når nogle livshistorier fremhæves som succeser. Vigtige spørgsmål er derfor: Hvem er det, der fortæller livshistorierne? Hvem har sat rammen for fortællingen? Vores påstand er, at ”Den usynlige succes” først og fremmest er KVINFOs projekt.
KVINFO har på forskellige måder haft indflydelse på kvindernes fortællinger. For det første foregik interviewene på dansk, hvilket kan betyde, at kvinderne tilpassede deres livshistorier til et dansk publikum. Kvinderne fortæller historierne selv, men rammen for fortællingen er, hvordan de har tilpasset sig i Danmark og har kæmpet for at have gode liv i Danmark. Oplevede kulturforskelle eller vanskeligheder, som kvinderne har oplevet gennem deres liv, nedtones. Fortællingerne har mange fælles træk på trods af kvindernes forskellige baggrund. Man kan formode, at historierne ville have været meget anderledes, hvis de var blevet fortalt på kvindernes egne sprog.
For det andet har KVINFO udvalgt kvinderne, hvor de anvendte deres egne kriterier for, hvad ”succesrige” etniske minoritetskvinder er. Interviewene er foretaget af KVINFOs medarbejdere og historierne er ændret til monologform. Desuden er indholdet af fortællingerne også redigeret. Dette kan betyde, at KVINFO har valgt bestemte dele af fortællingerne ud og ladet deres hensigter styre udvalget. KVINFOs intention var som sagt at bidrage til at ændre etniske minoriteters image. Kvinderne skulle ikke fremstå som passive, men som aktører i deres eget liv og fortælle deres livshistorier – historier, der oven i købet er nye og anderledes i en integrationskontekst.
Men vores frygt er dog, at KVINFO i virkeligheden reproducerede noget af den eksisterende minoritets-diskurs. Man kan diskutere, om dette kunne have været undgået. Der er en hårfin balance mellem at påvirke og at blive påvirket. Man ønsker at påvirke integrationsdiskursen og det offentlige omdømme, som f.eks. minoritetskvinder i Danmark normalt har. Det næsten ikke undgås at tage udgangspunkt i de forventninger og fordomme, der eksisterer som en generel forventning eller holdning til minoritetsgrupperne i den danske offentlighed. ”Den Usynlige Succes” vil gerne påvirke omverdenen for at skabe forandringer, men for at kunne gøre det, er man imidlertid tvunget til at se og vurdere kvindernes livshistorier med danske øjne. De elementer som KVINFO fremhævede i kvindernes fortællinger pointerer den gode opførsel og kvindernes succeser i et dansk perspektiv. Projektet ”Den Usynlige Succes” kan betegnes som en form for symbolsk vold i de tilfælde, hvor der fokuseres på og fremhæves fremhæves de danske sider af etniske minoritetskvinders liv.
Differentieringen mellem succesfulde og ikke succesfulde etniske minoriteter skaber også særlige sociale relationer og identiteter, både blandt de etniske minoriteter selv og mellem etniske minoriteter og danskere. De etniske minoriteter opdeles hovedsageligt i to grupper; de kategoriseres enten som succesfulde eller tabere i det danske samfund. Mangfoldighed i etniske minoriteters sociale identiteter går tabt. Etniske minoriteter bliver for det meste synlige som velintegrerede eller dårligt integrerede. Ved at kalde en bestemt gruppe af etniske minoritetskvinder for succesfulde, understreger man, at nogle veje i det danske samfund og nogle livshistorier er mere legitime som andre.
Relationerne mellem etniske minoriteter og danskere fremstår som statiske i ”Den Usynlige Succes”. Når der i det senmoderne samfund accepteres mange identiteter, når migrationsstrømme bevæger sig i mange retninger, når minoritetsgrupper ofte er forankret i transkulturelle netværk, når vores verden af viden og symbolske artefakter er blevet internationaliseret – ja, så udvides også den ramme, som livshistorierne kan fortælles i og bliver fortalt i. Etniske minoriteter, der konstant bliver vurderet efter, om de kender normerne for den gode opførsel i Danmark, fastholdes imidlertid i en binær og polar opdeling af deres livsverden. Når vi læser ”Den Usynlige Succes”, så spørger vi os, om kvinderne havde mulighed for at berette om mangfoldigheden i deres sociale og kulturelle identiteter eller om rammerne for intentionerne med fortællingerne fremmer et binært syn på egen livsverden. Hvis det sidste er tilfælde, så bliver den indsnævrende integrationsdiskurs til målestokken af etniske minoriteter for danskerne. Som konsekvens bliver ens minoritetsidentitet fremhævet og andre identiteter, som en person også har, svækkes.
Konklusion
I denne artikel har vi analyseret, hvordan KVINFO præsenterer succesfulde etniske minoritetskvinders livshistorier. De etniske minoritetskvinder der internaliserer den gode opførsel i det danske samfund vurderes som succesfulde og velintegrerede, hvorimod etniske minoriteter der ikke deler fællesnormer og værdier med danskere vurderes som dårligt integrerede. På den måde bliver de etniske minoriteter vurderet efter en målestok, der hedder den snævre integration. Målestokken integration fremhæver den etniske minoritetsidentitet som den eneste og afgørende forskel mellem danskere og ikke-danskere. De etniske minoriteter har dog også mange andre identiteter som køn, alder, roller i de respektive familier, uddannelse eller arbejde fra deres hjemland – disse identiteter har også potentiale til at ophæve adskillelsen af etniske minoriteter fra danskere og give dem mulighed for at leve som almindelige borgere på lige fod med danskere.
Perspektivering
Forventninger til de etniske minoriteter er store i Danmark i forhold til Japan, hvor en af artiklens forfattere kommer fra. I Japan betragtes etniske minoriteter som gæster og derfor forventes de ikke at opføre sig ligesom japanere. De må godt være fremmede, gerne hele deres liv, uanset hvor meget de føler sig knyttet til Japan og japansk kultur. Mulighederne for forskellige former for sociale ydelser er også kun begrænset til japanske statsborgere. På den anden side er etniske minoriteter i Danmark ikke gæster, men medlemmer af samfundet og de forventes at bidrage til samfundet. Derfor skal de lære sproget, tage en uddannelse og arbejde ligesom danskere. De får tilbud og muligheder for at leve som danskere, men det er faktisk ikke, fordi de skal gøre tingene ligesom danskere, men fordi tankegangen i det danske velfærdssystem ikke diskriminerer folks oprindelse. Det er klart at samfundsmedlemmer, uanset hvor man kommer fra, skal bidrage til det danske velfærdssystem for at det fungerer, men man skal samtidig huske på, at ens identitet og livsstil ikke behøver at være ens for at have et godt liv i Danmark.
[1] Jørgensen, M.W. og Phillips, L (2008) s. 9, 18.
[2] Hasse, C. (2002) s. 149.
[3] Ibid. s. 149.
[4] Ibid. s.149.
Litteraturliste
Fairclough, N. (1992). Discourse and social change. United Kingdom:Polity
Hasse, C. (2002). Kultur i bevægelse, fra deltagerobservation til kulturanalyse – i det fysiske rum. Samfundslitteratur
Jørgensen, M.W. og Phillips, L. (2008). Diskursanalyse som teori og metode.(6. opl.). Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag/Samfundslitteratur
Elektroniske dokumenter
KVINFO. Om Den Usynlige Succes. Lokaliseret på d. 17. maj 2009 på http://www.kvinfo.dk/side/540/
KVINFO. Nadia Akbar. Lokaliseret på d. 17. maj 2009 på http://www.kvinfo.dk/side/539/?personId=23
KVINFO. Mariana Toader Bresdahl. Lokaliseret på d. 17. maj 2009 på http://www.kvinfo.dk/side/539/?personId=12
KVINFO. Roda Ahmed. Lokaliseret på d.17. maj 2009 på http://www.kvinfo.dk/side/539/?personId=32
Skriv et svar