Ta’ nu stilling! – Meningsdannelse på bibliotekerne
Bibliotekerne i Odense, Glostrup og Thisted har i femten måneder arbejdet med et usædvanligt emne: udsatte unge, demokrati, læring og biblioteker. Projektets overskrift er: Ta´nu stilling! – Meningsdannelse på bibliotekerne. Målet med projektet var at formidle viden om demokratiske institutioner og processer og, hvad der var endnu mere vigtigt, demokrati som livsform skulle opleves og praktiseres.
Det usædvanlige i projektet bestod blandt andet i, at målgruppen som sådan hverken interesserer sig for bøger, biblioteker eller boglig læring. Deres erfaringer med demokratiske processer er også begrænset. Men biblioteker har heller ikke interesseret sig ret meget for denne målgruppe. Så hvorfor give sig i kast med en opgave, der er vanskelig at løse, en målgruppe, der er svær at nå, og en aktivitet, der kræver flere ressourcer end det giver goodwill hos lokalpolitikerne eller blandt eget personale. Mulige svar findes i evalueringsrapporten “Usædvanlige lærerprocesser – usædvanlige samarbejder“.
I rapporten fremhæves der blandt andet:
- at samarbejdet med produktionshøjskoler, VUC Fyn og Odens Dramaskole har bidraget til bibliotekernes metodeudvikling og til skolernes læring;
- at facilitere læring og tilpasse vidensressourcer til bogligt svage elevers behov og forudsætninger er sket gennem anerkendende relationer både hvad angår læringens indhold og blandt involverede aktører;
- at bibliotekers vidensressourcer er mobile og med succes er blevet anvendt i forskellige læringsmiljøer i og udenfor biblioteket;
- at biblioteker ikke kun formår at bidrage til den informelle læring, men at de på en god måde også kan indgå i formelle læringssammenhænge;
- at samarbejdet med skolerne faktisk er et alternativ til klassiske brugerundersøgelser.
Evalueringsrapporten findes på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside og på www.forbindelser.dk
Nur Beier skriver
Kære Hans
Som en odenseaner en spændende artikel at læse. Tak for det.
Jeg har også delt det på Facebook, men det minder mig; har Forbindelser ikke en Facebook side?
Bedste hilsner
Nur