Folkebibliotekets rolle i vedligeholdelsen af den russiske diasporas identitet og modersmålslæsning

Indledning

Når man flytter fra et land til et andet, ændres ens liv radikalt. Det er en stor omvæltning at bo i et fremmed land, hvor man skal tilegne sig en ny kultur og ikke mindst et nyt sprog. Sprogskift er et spørgsmål om identitetsforandring, idet sprog og identitet hører sammen. Identitet handler om, hvem jeg er, hvem jeg hører sammen med, og hvordan andre behandler mig. Samhørighed eller afstand markeres på mange forskellige måder, bland andet via sprog.

Ifølge Danmarks Statistik over indvandrer og efterkommere i Danmark ligger antallet af russisktalende på ca. 6 tus. mand, som kommer fra selve Rusland og den tidligere Sovjetunion.

Russisk er et af verdens største sprog, som ligger på femte plads efter kinesisk, engelsk, hindi og spansk (Basis Emneleksikon, 1993). Men som herboende russer befinder man sig i isolation fra sin kultur og sit modersmål. Hvordan bevarer man så sin oprindelige identitet? Man kan gøre det på forskellige måder, f. x. ved at dyrke nationale mad, dans eller folkemusik. Men siden mit professionelle interesseområde er biblioteksvæsen, vil jeg ser på, hvordan de danske folkebiblioteker understøtter den russiske diasporas identitet. Hvilke rolle spiller russiske litteratur og bibliotekernes udbud af tilsvarende litteratur i vedligeholdelsen af diasporas sprogidentitet?

Forskningsspørgsmål

Den centrale hypotese bag undersøgelsen er, at de danske folkebiblioteker ikke lever op til den russiske diasporas forventninger. Mens flere forskellige indvandrersprog (arabisk, tyrkisk, kinesisk m. fl.) er velrepræsenteret på bibliotekernes hylder, er russisk fuldstændig forsømt. Anskaffelse af russiske litteratur og vedligeholdelse af sin nationale identitet er en opgave, som den russiske diaspora må klare på egen hånd. Der undersøges følgende spørgsmål:

• Hvordan modersmål og identitet hænger sammen?
• Hvordan læsning på russisk bidrager i vedligeholdelsen af ens identitet?
• Hvilken rolle de danske folkebiblioteker spiller i vedligeholdelsen af den russiske diasporas nationale rødder?
• Hvilke alternativer til folkebiblioteker finder man på for at bibeholde sin nationale identitet?

Metoder

Undersøgelsen bygger på en række førende teorier indenfor nationalisme, lingvistik, socio- og etnolingvistik. Disse beviser og understreger sammenhæng mellem modersmål, nationale litteratur og identitet.

Ud over det bygger undersøgelsen på en række kvalitative interview med forskellige personer, som kan inddeles i to hovedgrupper:

• repræsentanter af den russiske diaspora.
• repræsentanter af det danske biblioteksvæsen (ledelsen af Indvandrerbiblioteket, ledelsen af Det Russiske Kulturcenters Bibliotek i København).

Med denne undersøgelse analyseres der situationen set fra brugernes synsvinkel. Derfor var der foretaget en række interview med repræsentanter fra den russiske diaspora. Disse informanter udgør mere eller mindre en homogen gruppe med hensyn til:

• køn (kvinder);
• alder (27-30 år);
• bopæl (alle bor i Høje Tåstrup Kommune);
• boet i Danmark i mellem 3-7 år;
• gået på Vestegnens Sprogcenter;
• benytter de lokale biblioteker, især Høje Tåstrup Kommunes Hovedbibliotek.

Den lille forskel som der er på informanterne er følgende:

• to af dem kommer fra Moskva og er højt uddannede: Julia er musiker, og Natasha er folkeskolelærer.
• en af informanterne, Irina, er lige så høj uddannet (journalist), men kommer fra den tidligere Sovjet republik, Hviderusland.
• de to sidste stammer fra de tidligere Sovjet republikker, Ukraine (Lena) og Moldova (Ludmila), og har uddannelse henholdsvis fra handelsskolen og gymnasiet.

Der er udvalgt kvinder, fordi ifølge forskere er det det køn, som læser mest og er hurtigst til at opfange et nyt sprog (Ladberg, G,. 1998).

De professionelle er udvalgt, fordi de har en viden og tilknytning til den danske og den russiske bibliotekssektor (Indvandrerbiblioteket og Det Russiske Kulturcentrets Bibliotek), og derved repræsenterer de hver deres del af biblioteksvæsenet.

Kapitel 1. Teoretisk oversigt

Sproget har været et forskningsobjekt igennem længere tid, først og fremmest indenfor lingvistik og filologi. Men først i 1960’erne skete der store ændringer i studiet af sprog. Sprogobjektet blev udvidet, og man anskuede sproget i et bredere perspektiv. Dette har ført til nye discipliner, hvor man kombinerer forskellige perspektiver på sprogfænomenet. Men uanset hvilken forskningstraditioner repræsenterer man, understreger man, at sproget er multifunktionelt. Det er langt mere end kommunikationsredskab. Eksempelvis fastslår man, at sproget forårsager kulturelbestemt adfærd (Ladberg, G., 1998). Mennesker, der taler forskellige sprog, har forskellige livssyn, alt efter det sprog de anvender. Det er netop forskellige sprogstrukturer, der afgør, hvordan vi strukturerer vores opfattelser og forestillinger om omverdenen (Ladberg, G., 1998).

Tove Skutnaab-Kangas definerer modersmål efter forskellige kriterier, alt efter, hvordan man bruger det. Sproget er et fænomen, som har noget at gøre med ens oprindelse, kompetence, funktion og attitude (Skutnabb-Kangas, T., 1990).

Etnolingvist, Monica Heller, opererer med begreberne vouageur og linguistic minorities (Heller, M., 1999). Med fokus på det franske mindretal i Canada beskriver hun en særlig type menneske, en slags verdensborger. Dette er et produkt af det 19.-og det 20. ende århundrede. Det er dem, der forlader sit hjemland, prøver at finde ny vej i de ukendte omgivelser, og derved udvikler de deres identitet på tværs af sproglige og geografiske grænser. Sprogminoriteter opgiver deres gamle politiske tilhørsforhold til fordel for et multisprogligt og multikulturelt miljø. Som regel marginaliseres disse grupper i rammen af en national stat og udgør en ikke-institutionaliserede gruppe. Derfor er spørgsmålet om deres identitet samt legitimitet er ét af de centrale. Sprogminoriteter blev til en moderne betegnelse, et ikon for den nye postmoderne verden, som er ved at blive mere og mere hybrid og fragmenteret.

Man behandler sprog ud fra den postmodernistiske diskurs. På baggrund af Bourdieus model diskuterer man linguistic habitus – det sproglige miljø, hvor ens identitet udvikles (May, S., 2001). Den sproglige identitet indeholder en vis tvetydighed: den kan betragtes både som noget, der er psykologisk betinget, og som en form for socialt, politisk og kulturelt liv. Derfor er etnisk identitet ikke blot en repræsentation af en bestemt indre psykisk tilstand, men et socialt, politisk og kulturelt fænomen.

Sprogfænomenet undersøges inden for diskursen om nationalismen, hvor man kombinerer forskellige disciplinære elementer af antropologi, historie, politologi og sociologi. Nationalismen belyser bl. a. politiske og historiske aspekter af sprogudviklingen. Der undersøges, hvordan industrialisering og modernisering resulterer i dannelsen af en nationalstat (Anderson, B., 2001; Hobsbawm, E., 1993; Smith, A., 2001). Nationalismens mest centrale ideer er betydningsfulde og meget inspirerende, netop fordi nationalismen fokuserer på sprogets rolle i udviklingen af nationale identitet. Man erkender, at sprog havde afgørende betydning i udviklingen af nationale følelser og ideologier. Benedikt Anderson f. x. tolker nationer som forestillede fællesskaber. Deres udvikling blev hjulpet på vej af udbredelsen af de trykte medier og latins tab af status som læse-og skrive sprog. Dette var med at give de lokale (vernaculare) sprog et højere status. ”Hvad øjet er for elskeren – dette bestemte almindelige øje, han er født med, er sproget, uanset hvad sproghistorien har gjort til hans eller hendes modersmål, for patrioten. Gennem det sprog som man har lært fra barnsben og som først forlades ved graven, bliver fortiden bragt tilbage, fællesskab forstillet og fremtid drømt om” (Anderson, B., 2001, s. 214).

Eric Hobsbawn fokuserer på nationale litteratur, historie, mytologi og symbolisme. Han mener, at disse havde stor betydning for udviklingen af europæiske stater i det 19. århundrede (Hobsbawm, E., 1993).

Ifølge A. Smith er kultivering af den nationale litteratur (især drama og poesi) en vigtig faktor i dannelsen og udviklingen af den nationale ideologi (Smith, A., 2001).

I den moderne globaliseret verden udviskes traditionelle forestillinger om identitet og erstattes med forestillingen om hybride identiteter. Den traditionel nationale stat eksisterer ikke længere som sådan, det er ikke længere en helhed, men den er mere og mere fragmenteret, kosmopolitisk og hybrid. I den forbindelser snakker man om et polyetnisk samfund og enkelte gruppers rettigheder. Formålet er at hjælpe etniske minoriteter med at vedligeholde deres kulturelle, religiøse og sproglige arv primært i privatsfæren. Samtidig skal deres succes i det offentlige understøttes (May, S., 2001).

Forskere, som hører til forskellige domæner, understreger stærk forbindelse mellem modersmål, nationale litteratur og identitet. Men disse undersøges på et overordnet niveau, som regel går man ikke i dybden med enkelte samfundsgrupper.

Kapitel 2. Russiske informanter

2. 1. Sprog og identitet

Russiske indvandrere kan beskrives med Monica Hellers ord som en slags vouageours, sprogminoritet. Ved at forlade sit hjemland og flytte til Danmark tager man en pragmatisk beslutning om at opgive velkendte omgivelser, tilegne sig en ny livsstil og et nyt sprog. Ved at flytte til Danmark skifter man sit linguistic habitus. De omgivelser, hvor det russiske sprog kan florere, enten forsvinder total eller forringes markant. Det russiske sprog mister en del af sine funktioner i Danmark, det bliver til noget, som hører til ens private og meget intime sfære. Det danske sprog er dominerende og fungerer som et redskab på ens arbejdsplads og andre offentlige steder (Figur 1). Således opstår der en stor kløft mellem ens ”private jeg” og ens ”offentlige jeg”.

Figur 1. Ændringer i modersmålets funktioner. Udvidet model af T. Skutnabb-Kangas’ definition af modersmålet.

Alle russiske informanter oplever mere eller mindre dramatisk forandringer af deres identitet.

”Jeg er ikke mere rent russer, men heller ikke dansker. Jeg er noget mellemting, som er meget svært at definere og forklare.” (Ludmila).

Man er især følsom over for det lige efter ankomst til et fremmede land, men i takt med integrering i det danske samfund og især på arbejdsmarkedet accepterer man mere og mere sit nyt jeg. Alle informanterne erkender, at det var livsvigtigt for dem at lære dansk. Motivationen varierer fra arbejdsmæssige behov til et dyb intime ønske om at kunne kommunikere med sin danske ægtefælle.

Alle informanterne indrømmer, at det er spændende og udfordrende at tilegne sig et nyt sprog, en anden kultur, at afprøve sine potentieller. De opfatter livet som en slags opdagelsesrejse, hvor man lærer noget om sig selv og omverdenen. Men samtidig har man en stor belastning med sig hjemmefra, hvilket er meget svært at glemme og opgive. Tit opstår der indrekonflikt. Eksempelvis har man forskellige følelser for det danske og russiske sprog, man knytter dem til forskellige sfærer i tilværelsen.

” Det er anstrengende at kommunikere på dansk hele tiden. Jeg føler mig træt, fordi jeg er nødt til at tænke hele tiden, når jeg taler. Nogle gange er det frustrerende, at jeg ikke kan udtrykke mig så godt, som jeg gerne vil. Og det er ikke fordi mit dansk ikke er godt nok. Men det danske sprog simpelthen savner de mange ord og udtryk, som er naturlige for mig og som svarer til mine følelser. Inderst inde føler jeg, at der mangler noget”. (Julia).

Man indrømmer, at det danske sprog af og til virker som en hæmsko. Det er svært at udtrykke sofistikerede ideer på dansk, man er nødt til at simplificere sine tanker. På russisk udtrykker man sig mere præcist og føler sig mere afslappet, og derfor er det en rent befrielse at vende tilbage til sit modersmål.

” Jeg virker helt anden person, med andre ansigt og gestus, min stemme har en helt anden klang, når jeg taler russisk” (Lena).

2.2. Sproglig identitet og modersmålslæsning

Hvordan dyrker man så sit modersmål i udlandet? Det forgår på forskellige måder og blandt andet via læsning af russisk litteratur. Alle informanterne, selv dem, der ikke er særlig læsevant, erkender, at den russiske litteratur fik helt anden betydning for dem. Det er en af de få kanaler, hvorigennem man bevarer kontakten til sit hjemland og sit ”tabte” jeg.

“Når man bor i udlandet, er det utroligt vigtigt at huske sine rødder og vedligeholde forbindelse med sit hjemland. Jeg gør det på forskellige måder og bl.a. når jeg læser litteratur. Desuden tænker jeg også på de børn, som vi skal have en skøn dag. Uden tvivl vil jeg lære dem at tale russisk…,- men jeg vil meget gerne have, at mit barn kunne læse på russisk og kunne opleve vores litteratur, for det er jo et stort kunstnerisk fænomen” (Natasha).

Man læser den russiske litteratur af forskellige grund. De russiske informanter nævner f. x. lystlæsning, erkendelsesmæssig interesse o. l. Men alle sammen betragter litteraturlæsning som en slags kompensation for det manglende russisktalende miljø. Ved immigration til Danmark sætter man simpelthen så mange ting på spil. Litteraturen giver chance for at abstrahere fra sin daglig stress og nervøsitet. Det er en slags eskapisme fra den stressende, fremmedsprogede miljø. Russisk bliver til et særlig univers, hvor man oplever tryghed og følger sig ikke rodløs. Litteraturlæsning hjælper med at finde igen ens tabte ”jeg”.

2. 3. Modersmålslæsning og de danske folkebiblioteker

Alle informanterne betragter folkebiblioteket som et videnscenter og/eller et informationscenter og udelader bibliotekets andre funktioner som fx kulturcenter og socialcenter.

Alle informanterne udtaler sig meget positivt om de danske folkebiblioteker, deres serviceniveau, udvalget af dansksproget materiale osv. Men angående den russiske del af bestanden varierer deres udsagn fra skuffelse til fuldkommen uvidenhed om eksistensen af russisk litteratur.

“Hvad angår den danske bestand, er den udmærket, og service niveau er perfekt. Men mht. til de russiske bøger er det meget dårligt. Først og fremmest er det alt for få bøger, især i forhold til den udgivelseeksplosion, vi nu oplever i Rusland. For det andet er bibliotekets tilbud kedeligt, alle de bøger er velkendt i forvejen. Til sidst er det irriterende at man skal bestille bøger og vente på dem i lang tid… Flere gange har jeg prøvet at finde og bestille russiske bøger fra Indvandrerbiblioteket, men blev skuffet hver gang. Der findes simpelthen ikke den litteratur, som jeg har brug for. Det har jeg opgivet. Nu er jeg ligeglad med folkebiblioteket, da jeg har fundet udvej: Nettet.” (Natasha).

Man kender ikke altid til institutionelle struktur af det danske biblioteksvæsen og derfor ved man ikke, at det lokale folkebibliotek står som mellemled mellem brugeren og Indvandrerbiblioteket, hvor den russiske bogbestand lageres. Så snart man ikke finder russiske bøger på det lokale bibliotek, opgiver man yderligere forsøg. Men selv hvis man går længere i sine bestræbelser, opstår der nye problemer, som f. x. lang ventetid. Man skal slet ikke regne med at man får den ønskede bog lige med det samme. Folkebibliotekerne oplyser om russisk litteratur via bibliografiske midler. Tidligere gjorde man det i form af en trykte katalog over den russiske bogbestand, for kort tid siden fik man mulighed for at søge og bestille russisk litteratur via folkebibliotekernes hjemmeside (www.bibliotek.dk). Men ingen af de russiske informanter bryder sig om det. For i sidste ende skal man indskrive sig på en lang venteliste og vente i langt tid før man får den ønskede bog hjem. (se kapitel 3).

”Jeg låner aldrig russiske litteratur fra folkebiblioteket, heller ikke via Indvandrerbiblioteket, fordi det er alt for besværligt”. (Lena).

Alle de russiske informanter låner udelukkende litteratur på dansk, som oftest i forbindelse med og i forlængelse af deres professionelle beskæftigelse eller sprogudvikling. Julia f. x. låner gerne litteratur, som omhandler musikundervisning, og noder. Iflg. hende hjælper det hende bl. a. med at udvide sit danske fagsprog.

En gang i mellem bruges biblioteket i forbindelse med fritidsinteresser, f. x. Natasha, som elsker turisme, låner regelmæssigt bøger omhandlende dette emne. Men ingen af informanterne låner skønlitteratur fra folkebibliotekerne og selvom, at de alle sammen har et stærkt ønske om at læse skønlitteratur, vil de helst læse den på russisk frem for på dansk. Stærke emotionelle oplevelser via skønlitteratur identificerer de med deres modersmål, men ikke med et fremmedsprog.

Alle informanterne mener, at de danske folkebiblioteker understøtter integration i det danske samfund, men de har intet at gøre med vedligeholdelsen af deres russiske identitet. De selv helt og holdent kommer til at bære ansvaret for vedligeholdelsen af deres etniske og sproglige identitet. Det sidstnævnte dyrkes helt privat.

”Folkebibliotekerne hjælper med at integreres i de danske samfund, men slet ikke med at bevare vore rødder. Det er fuldstændig vort eget problem”. (Lena).

Efter informanternes udsagn kunne det være nyttigt, hvis bibliotekerne kunne stille litteratur til rådighed, som omhandler Danmark på russisk. Det kunne fremskynde integration, understøtte kendskab til det danske samfund, især i starten, hvor man kun behersker sproget i en meget begrænset grad.

”Jeg har fx en stærk interesse for den danske historie. Nu bor vi i det her land, og landets historie er meget interessent, i hvert fald for mit vedkommende. Det kunne være dejligt, hvis jeg kunne finde litteratur, som handler om det, men på russisk” (Lena).

2.4. Alternativer til de danske folkebiblioteker

Hvordan takler man så problemet? Hvilke alternativer til de danske biblioteker har man fundet på ? Da man ikke regner med det danske biblioteksvæsen, skaffer man litteraturen selv. Det gør man på mange forskellige måder. Eksempelvis forgår der en livlig litteraturudveksling i vennekredsen. Man får litteratur sent af sine familiemedlemmer hjemmefra. Man køber litteratur selv, når man besøger sit hjemland. For de fleste af informanterne er et besøg til boghandel simpelthen et must under ophold i hjemlandet. Bøger udgør en del (og den tungeste del) af deres bagage på vej tilbage til Danmark. Man transporterer forskellige slags bøger, alt fra skønlitteratur til faglitteratur. Julia f. x., som er musiker, henter noder, musikalske opslagsværker o. l. Natashas primært interesse er litteratur om pædagogik og sprogundervisning.

“Jeg henter litteratur fra Moskva, hver gang jeg tager på ferie derovre. Mine forældre sender mig de bøger, jeg har brug for. Desuden bruger jeg Internettet meget. Jeg har fundet nogle adresser, hvor ligger skønlitterære tekster og bruger dem efter behov” (Natasha).

Så snart der kommer børn på billedet, prioriterer man børnelitteratur. Lena f. x., som har et barn, får regelmæssigt børnebøger sent hjemmefra.

Dette supplerer man med andre muligheder, f. x. man abonnerer på russiske TV kanaler og på den måde holder øje med begivenheder og kulturliv i hjemlandet. Man bruger mere og mere Internettet og installerer russiske hjemmesider med forskelligt indhold på, alt fra nyheder til popmusik.

En gang imellem oplever man, at nogle danskere ikke kender til den russiske kultur og litteratur.

“Jeg synes det er en god ide at ændre lidt på indkøbspolitik, købe flere nye bøger, følge med selve litteraturprocessen, som forgår i øjeblikket i Rusland. Jeg fik indtryk, at det danske samfund slet ikke kender den russiske litteratur. Det kunne er synd for selve danskere, da de går glip af et stort kulturelt fænomen. Og selvfølgelig er det synd for os, da vi også oplever en slags isolation fra de betydningsfulde for os ting” (Natasha).

Der er en del problemer, som ligger uden for bibliotekets kompetenceområdet (brugernes personlig baggrund, uddannelsesniveau, opdragelse m. m.). Desuden har Danmark aldrig været et land, hvortil russiske immigranter strømmer i stor omfang. I USA, Frankrig eller Israel, hvor antallet af russiske immigranter var altid meget højt, har man for længst etableret en række russiske forlag. Denne tradition er slet ikke udviklet i Danmark, hvilket giver de danske biblioteker vise problemer med at købe den russiske litteratur ind. Samtidig stiger bibliotekernes rolle og ansvar for formidlingen af den russiske litteratur. Men selve formidlingsprocessen bør forbedres. Dette kan gøres ved at yde større brugervenlighed og synliggøre bibliotekernes udbud af russiske litteratur. Tilbuddet bør være mere brugerorienteret. Eksempelvis kan man foretage en brugerundersøgelse om brugernes behov for litteratur i forbindelse med materialeindkøb. Selve brugerne bør være mere udadgående og opsøgende. Stort set mangler der samarbejde og indbyrdes dialog mellem de danske folkebiblioteker og deres russiske brugere. Begge parter bør yde en større indsats.

Kapitel 3. Indvandrerbiblioteket

Indvandrerbiblioteket er en sektion af Statsbiblioteket i Århus, som bl.a. deltager i et samarbejde med andre indvandrer-litteraturansvarlige biblioteker i Norden (Internationälla Biblioteket ved Stockholms Stadsbibliotek, Det flerspråklige bibliotek ved Deichmanske Bibliotek i Oslo, og Indvandrarbiblioteket ved Helsingfors Stadsbibliotek). Dets formål er at fungere som en overbygningsinstitution for de danske folkebiblioteker og andre institutioner (skolebiblioteker, flygtningecentre og sprogskoler) og være dem behjælpelig med betjeningen af de sproglige minoriteter i Danmark (§ 14, stk.3, Lov om biblioteksvirksomhed 2000). Det gøre man ved at stille forskellige materialer (bøger, lydbøger, musik og video) til rådighed på modersmålet. Ligeledes informerer Indvandrerbiblioteket folkebibliotekerne om minoriteternes særlige forhold, og yder rådgivning til bibliotekerne mht. indkøb, valg og formidling af fremmedsproget materiale.

I 2001 startede biblioteket et projekt med at indskanne bibliotekets kataloger. Formålet er større synliggørelse af bibliotekets materiale og mere information til brugerne via bibliotekets hjemmeside. Biblioteket har hovedansvaret for videreførelsen af FINFO-projekt samt tilsvarende hjemmeside (www.finfo.dk).

Indvandrerbiblioteket er med til at understøtte forskellige sproggrupper, men det gælder først og fremmest de såkaldte kernesprog. Kernesprog defineres ud fra antallet af et sprogs gruppe i relation til antallet af materialer, som findes på det pågældende sprog. Således ser man på, hvordan et sprog er dækket af litteraturen, dvs. i hvor høj grad litteratursproget er udviklet. Eksempelvis udgør somalierne en af de største indvandrergruppe i Danmark, men somali hører ikke til bibliotekets kernesprog, idet litteraturtradition på dette sprog ikke er udviklet. Blandt Indvandrerbibliotekets kernesprog er persisk, arabisk, tyrkisk, vietnamesisk og en række andre. Russisk har et marginalt status. Historisk set var russisk sorteret under almindelige verdenssprog på linie med engelsk, fransk og andre store verdenssprog. Derved hørte det ikke oprindeligt ind under Indvandrerbibliotekets regi, men ind under folkebibliotekernes regi. Først i starten af 1990’rne var Indvandrerbiblioteket nødt til at påtage sig en nye opgave i forbindelse med ankomst af en stor gruppe af russiske immigranter fra den tidligere Sovjetunion. Siden ændredes situationen dramatisk, men paradoksalt nok underprioriteres russisk stadigvæk. På trods af at der er et stort behov for den russiske litteratur og at selve russiske litteratursprog er højtudviklet, betragtes russisk stadig som ikke-kerne sprog, men som en undtagelse i bibliotekets sprogpolitik. Dette betyder, at der bliver afsat færre ressourcer til dette sprog. Derfor er der ikke noget bestemt antal russiske bøger, som skal købes ind pr. år.

Økonomien spiller en afgørende rolle. Så selvom der er et stort behov for regelmæssig ajourføring af den russiske bestand, indkøber man materiale med store mellemrum Biblioteksledelsen har en meget positiv holdning til og forståelse for den russiske diasporas “litteratursult”, og man vil gerne imødekomme behovet, men desværre har biblioteket trange kår for tiden.

På biblioteket stræber man efter at følge med i de store begivenheder i den russiske kultur og skaffer mange nye bøger. Analyse af to trykte kataloger over den russiske bestand (en fra 1995 og en fra 2000) viste, at bestanden indholdsmæssigt har en god kvalitet. Den indeholder obligatoriske klassiske værker og en stor del af den moderne russisk litteratur. Der findes mange bøger, som var “forbudte” under Sovjet regimet og betegnedes som dissident-litteratur. Med hensyn til genrer findes der værker, som hører til “den finere litteratur” (fx Boccaccio, Dostojevskij, Nabokov osv.) samt underholdende litteratur (krimier, science fiction, spændingsromaner osv.). Med hensyn til udgivelsessted er der repræsenteret centrale forlag i Moskva og Sankt- Petersburg samt enkelte provinsielle forlag og nogle russiske forlag i Paris, Frankfurt og New York. På biblioteket stræber man efter at samle så mange af de russiske oversættelser af de danske (fx Karen Blixen, Svend Åge Madsen, Peter Høeg) og andre skandinaviske forfattere (fx Knut Hamsun, Astrid Lindgren m.fl.) som muligt. Selv om bibliotekets bestand er meget repræsentativ, følges det som en dråbe i havet i forhold til det udgivelses-boom, som Rusland oplever i øjeblikket. Man kan ikke andet end at beklage, at en stor del af den spændende litteratur fravælges.

På biblioteket mener man, at selv om russisk ikke er et kernesprog, er bestanden på russisk enormt benyttet. Selve russerne er en af bibliotekets mest læsende brugergruppe. Statistikken viser, at den samlede russiske bestand udlånes næsten tre gange i det hele i løbet af et år. Desuden skal 61 % af den bestilte litteratur reserveres, idet bøgerne næsten hele tiden er udlånt. Børnelitteratur udlånes meget aktivt, hvilket tyder på at russerne selv i udlandet indlærer deres børn russisk sprog og læsekultur.

Indvandrerbiblioteket fungerer som et depotbibliotek, hvilket betyder, at det er lukket for offentligheden. Det har været diskuteret, hvorvidt Indvandrerbiblioteket skulle være åbent for brugerne. Bl.a. blev det anbefalet i PLS-rapporten ”Folkebibliotekernes Indvandrerbibliotek – behov, aktiviteter og organisatorisk ramme” fra 1996. Ligeledes har repræsentanter fra de etniske minoriteter ytret dette ønske på en brugerkonference (om biblioteksbetjening af minoriteter) på Christiansborg i 1997.

Bibliotekets personale er meget åbne overfor at gøre biblioteket åbent. Det ser dog ikke ud til at være en realistisk mulighed i den nærmeste fremtid, da der mangler politisk opbakning og dermed ressourcer.

Kapitel 4. Det Russiske Kulturcenters bibliotek

Det Russiske Kulturcenters Bibliotek blev grundlagt engang i 1970’erne. Dets hovedformål er at betjene den russiske diaspora i Danmark og udbrede kendskabet til Rusland og landets historie. Ligesom Indvandrerbiblioteket er Det Russiske Kulturcenters Bibliotek med til at understøtte den russiske diasporas modersmålslæsning via udlån af materiale.

Mens Indvandrerbiblioteket råder over ca. 1700 eksemplarer af russiske bøger, har Det Russiske Kulturcenters Bibliotek ca. 5000 eksemplarer. Men fordi Kulturcentret er økonomisk dårligt stillet er dets bestand af ældre dato. Den indeholder hovedsageligt fag- og skønlitterære bøger (ca. 5000 enheder) på russisk, dansk og engelsk, samt aviser (5 stk.), magasiner (3 stk.), få plader, og lidt videofilm.

På grund af manglende økonomiske ressourcer køber biblioteket ikke selv materialer, men får kun tilført nyt materiale, når de får det foræret. Når biblioteket får materiale i form af gaver, stiller man ingen kriterier til materialet, men modtager alt.

Da biblioteket har et meget stramt budget har man valgt kun at købe aviser og tidsskrifter, fordi man gerne vil være med til at holde brugere ajour med, hvad der sker i Rusland. Bibliotekaren er dog opmærksom på, at brugerne benytter Internettet andetsteds, og derfor anvender de ikke aviserne meget.

Der kommer flere forskellige brugergrupper lige fra studerende til folk som arbejder på den russiske ambassade, og pensionister. Nogle kommer ofte, mens andre måske kommer en gang om måneden. Nogle kommer for at læse i aviserne og magasinerne, mens andre kommer for at låne enten en bog eller en videofilm. Det, som efterspørges mest, er detektivromaner og krimier. Den mere ”seriøse” litteratur som Tolstoj og Checkov efterspørges meget lidt og mest af studerende. De russiske informanter anvender ikke det Russiske Kulturcenters bibliotek af flere årsager.

”Jeg er ikke særlig begejstret for Det Russiske Kulturcenter. Jeg syntes det alt for gammeldags. Det er godt for de gamle, som er dybt opslugt af nostalgi og lignende. Desuden biblioteket er kedeligt dernede. Udvalget af bøger er alt for dårligt…” (Ludmila)

Da de russiske informanter ikke benytter Det Russiske Kulturcenters Bibliotek, har det derfor ingen betydning for deres modersmålslæsning og identitet. De fleste af de russiske informanter nævner ikke biblioteket som et alternativ til Indvandrerbiblioteket. Selvom biblioteket måske kunne tilbyde dem information om, hvad der sker i hjemlandet og en form for relation til hjemlandet, vælger de denne relation fra og satser på at vedligeholde deres sprog og identitet vha. andre midler, fx fjernsynet og Internettet.

Ifølge bibliotekaren havde biblioteket en større betydning tidligere. Det kan hænge sammen med, at de havde flere ressourcer til at købe materialer for. Men måske hænger det også sammen med, at Indvandrerbiblioteket inden for de sidste 10 år er begyndt at købe litteratur på russisk og at flere og flere har fået adgang til Internettet.

Konklusion

Undersøgelsen viste, at selvom man flytter til et andet land, bevarer man en del af sin oprindelige identitet. Man gør det på forskellige vis og blandt andet ved hjælp af litteratur og modersmålslæsning.

• Mange forskere understreger, at identitet og modersmål hører sammen. Samtaler med de russiske informanter bekræfter, at sproget er mere end blot et kommunikationsredskab. Det er en integreret del af ens kultur og ens personlighed. Mennesker, som taler forskellige sprog ser forskelligt på tingene, fordi forskellige sprogstrukturer forudsætter forskelligt verdenssyn, som igen afspejler virkeligheden på mange forskellige måder. Ved immigration oplever man en identitetskrise, fordi man mister nogle kulturelle og personlige redskaber til at begribe omverdenen og udtrykke sin egen identitet. I denne situation mister modersmålet en del af sine funktioner, men samtidig stiger sproget (følelsesmæssigt) i værdi.
• De fleste teoretikere, som beskæftiger sig med sprog og national identitet, erkender at national litteratur og især trykte medier spiller en stor rolle ved vedligeholdelse og udvikling af national identitet. Repræsentanter fra den russiske diaspora i Danmark er følelsesmæssigt stærkt tilknyttet deres nationale litteratur. De mener, at det er en af de få kanaler hvorigennem, de kan beholde en form for til tilknytning til hjemlandet og deres rødder.
• Selvom nogle herboende russere har en stor interesse for litteratur på russisk, lever de danske folkebiblioteker ikke op til deres forventninger, ligeledes med Det Russiske Kulturcenters Biblioteks bestand. De danske folkebiblioteker bidrager i udviklingen af ens danske identitet, mens man selv må stå for vedligeholdelsen af ens russiske
• Nogle fra den russiske diaspora har opgivet de danske folkebiblioteker og fundet på en række alternativer mht. anskaffelse af litteratur (Internettet, borgudveksling mellem venner osv.). Men som tidligere nævnt finder de russiske informanter desværre ikke udbuddet på russisk på de danske folkebiblioteker tilfredsstillende. Derimod føler de, det er deres eget ansvar at fremskaffe litteratur på russisk.
• Undersøgelse viste, at de danske bibliotekarer har stor forståelse for og ønske om at imødekomme de russiske brugeres interesser, men de mangler ressourcerne og savner politisk opbakning.

Litteratur

Anderson, B. (2001). Forestillede Fællesskaber: Refleksioner over nationalismens oprindelse og udbredelse. Roskilde Universitetsforlag. 294 s.

Basis Emneleksikon. (1993). København: Høst & Søns Forlag. S. 317.

Heller, M. (1999). Linguistic Minorities and Modernity: A sociolinguistic ethnography. London; New York: Addison Wesly Longman Limited. 287 s.

Hobsbawm, E., Ranger, T. (1993). The Invention of Tradition. Cambridge: Camridge University Press. 322 s.

Ladberg, G. (1998). Tal mange sprog!: fordele ved flersprogethed. Viborg: Munksgaard. 225 s.

May; S. (2001). Language and Minority Rights: Ethnicity, nationalism, and the politics of language. Pearson Education Limited. 384 s.

Skutnabb-Kangs, T. (1990). Minoritet, sprog og racisme. Kbh.: Tiden. 190 s..

Smith, A. (2001). Nationalism. Cambridge: Polity Press.182 s.