Medierne har fortalt om de danske statsborgere i fangelejren al-Roj i den nordøstlige del af Syrien; det drejer sig om ni voksne og 19 børn. DR Horisont viste, at børnene lever under umenneskelige vilkår, og det er ubeskrivelig svært for mig at se uskyldige børn bliver straffet for deres forældres handlinger.
Jeg vil på ingen måde forsvare eller acceptere, at deres forældre rejste til Syrien og tilsluttede sig en terrororganisation, men de 19 børn skal hjem sammen med deres forældre. Forældrene skal for en domstol, så retssystemet kan tager stilling til af deres handlinger og afmåle en straf for deres gerninger. Men børn kan ikke gøres ansvarlige for deres forældres beslutninger; de skal hjem og sikres ordentlige forhold.
Jeg undrer mig meget over, at mange politiske partier ikke vil tage stilling til eller ikke vil have ansvar for, at børnene og deres forældre hentes hjem. Argumentet er, at det vil skade landets sikkerhed. Men vil det det? Og har den danske stat ikke også en forpligtelse over for den internationale sikkerhed. Helt generelt kan man spørge: Hvem har ansvaret for danske statsborgere? Om vi vil det eller ej: forældrene og deres børn i de syriske lejre er danske statsborgere, indtil man frakender dem deres statsborgerskab. Og dette burde ske via en retssag og ikke ved at ignorere deres eksistens.
Men har vi ikke også en moralsk forpligtelse – især over for børnene? De vokser op under kummerlige forhold; man kan frygte, at de bliver traumatiserede ved at være indspærret i en fange- eller flygtningelejr – uden udsigt at blive hentet hjem. Vokser de op i al-Roj, er der høj risiko for, at børnene senere hen blive en trussel for samfundet – lokalt, nationalt og globalt. Måske vil deres vrede udvikle sig til had. Og man kan frygte, at had bliver til voldelige, det vil sige til selvdestruktive eller terroristiske handlinger. For mig er begge dele lige grimme at bære.
Jeg synes det er stærkt bekymrende, at en socialdemokratisk regering og samtlige borgerlige partier afviser at have med de danske statsborgere at gøre. Kigger man mod Sverige, Frankrig og Tyskland, så kan man se, at de lande har taget eller vil tage deres borgere hjem især for at give børnene en ordentlig opvækst i deres hjemland – med udsigt og chance for at blive resocialiseret.
Børnenes statsminister?
Vores socialdemokratiske statsminister kalder sig ofte børnenes statsminister, og det er glædeligt, at hun vil give børn en tryg og sikker opvækst med respekt for deres rettigheder. Statsministeren har også meldt ud, at børn og unge, der lider under manglende basal omsorg fra deres forældre, skal anbringes af myndighederne.
Men politikerne må ikke glemme, at de 19 børn i al-Roj lejren også er vores børn, som har brug for myndighedernes beskyttelse. Internationale og lokale menneskeretsorganisationer peger tydeligt på politisk handling, så børnene kommer hjem.
Som nævnt skal de 19 børns forældre naturligvis stilles til ansvar juridisk. Men samfundet kan ikke bare vende ryggen til 19 danske børn, som vokser op i et ekstremt miljø med risiko for at begå voldelige handlinger mod sig selv eller andre.
Børn hører ikke til i fangelejre. Vi må vise, at vi har et ansvar overfor børn generelt og især overfor børn, der mistrives. Dette inkluderer også børn i de syriske fange- og flygtningelejre. I Danmark har vi både ressourcer til og muligheder for at give børnene et fredeligt liv og en opvækst under ordentlige forhold. Der mangler politisk vilje, så at de kan blive hentet hjem.
Jeg håber, at menneskerettighedsorganisationer og borgere vil kæmpe for, at de 19 uskyldige børn kommer til trygge hjem i Danmark. De fortjener ikke at være gidsler for deres forældres uforståelige handlinger, men skal leve deres barndom i et sikkert, trygt og omsorgsfuldt miljø. Når vi ikke – af juridiske og moralske grunde – kan og bør holde børn ansvarlige for deres forældres gerninger, så har vi som samfund også en forpligtelse til at børn ikke kommer til at lide af konsekvenserne af disse gerninger.
Skriv et svar