Den straffende hjælp – ingen vej til forøget forældreansvar

Også udsatte familier har brug for at blive behandlet med respekt. De skal ikke ses som et problem, men som mennesker, der af én eller flere grunde har svært ved at tage hånd om deres problemer. At ikke alle altid formår selv at klare dagligdagens problemer, giver socialministeren ikke moralsk ret til, at ramme disse familier på de sociale ydelser.

Socialminister Karen Hækkerup kom i maj med en markant politisk udmelding om, at familier med anden etnisk baggrund skal trækkes i deres sociale ydelser, hvis familiens børn ikke passer deres skole og/eller begår kriminalitet.

Jeg vil gerne høre ministerens svar på, hvad hun har tænkt sig at gøre med udsatte danske familier. Hun vil straffe familier med anden etnisk baggrund, men er tavs i forhold til danske familier. Denne holdning deler både de sociale problemer, familierne i Danmark og det danske samfundet op i dem og os.

Når det er sagt, vil jeg ikke underkende, at der er problemer med børn og unge med anden etnisk baggrund. Selvfølgelig er der det. Derfor skal politikere, fagfolk og forældre arbejde sammen for at fremme de unges trivsel i det danske samfund og øge inklusionen.

Jeg vil i det følgende give mine bud på:

• Hvad kendetegner udsatte familier med anden etnisk baggrund?
• Hvordan støttes forældrene i disse familier?
• Hvad kan vi som en del af det danske samfund gøre?

Jeg vil indledningsvis gerne fremhæve, at mit indlæg handler om udsatte familier med anden etnisk baggrund, men jeg udelukker ikke, at de forhold, jeg skriver om, muligvis også gælder for andre sociale grupperinger.

Mine mange års erfaringer viser, at udsatte familier, især med anden etnisk baggrund, er kendetegnet ved følgende:

• Forældrene har af fx arbejdsmæssige, helbredsmæssige eller økonomiske grunde mistet deres rolle som forældre.
• Forældrene har mistet troen på sig selv og har svært ved at være gode nok forbilleder for deres børn.
• Forældrene mangler sproglige, kulturelle, arbejdsmæssige og samfundsmæssige kompetencer, så børnene kan ikke bruge forældrene som vejledere i samfundet.
• Nogle medlemmer af familien er traumatiserede efter at have været udsat for grov tortur i deres hjemland.
• Forældrene eller de unge dulmer deres problemer med enten euforiserende stoffer eller druk.
• Der kan være vold i familien. -Der kan være tale om omsorgssvigt.
• Forældrene har svært ved at støtte deres børn og unge fagligt og senere under uddannelsen.

Men de udsatte familier kæmper for at få livet til at hænge sammen, og jeg har ikke mødt en eneste familie, som har været stolt af, at deres børn ikke passer skolen eller begår kriminalitet. Tværtimod kæmper mange familier med skam og skyld; de er flove over sig selv og deres børn, som ikke er integrerede og ikke lever op til samfundets forventninger. I alle de år, jeg har arbejdet med udsatte familier, har de med en stemme sagt, at de vil samarbejde og støtte, så deres børn kommer på rette vej og bliver til gavn for sig selv, familien og samfundet.

Hvordan støttes udsatte forældre med anden etnisk baggrund?

Som nævnt har nogle af de forældre svært ved at udfylde deres rolle og leve op til deres ansvar, men det betyder ikke, at forældrene ikke har et ansvar for deres familie og deres børns handlinger. Ingen skal være i tvivl om, at jeg i mange år med pædagogisk og terapeutisk arbejde har forsøgt at fastholde forældrene i at tage ansvar for deres børns trivsel.

Jeg mener ikke, at familiernes problemer alene kan løses via pædagogik, vejledning, rådgivning osv. På det sidste har vi set, at konflikterne i bandemiljøerne igen er blusset op med tab af menneskeliv som følge. Dette er et anliggende, politiet og retsvæsenet må tage sig af. Men at straffe forældre for, at deres børn er på vej i kriminalitet, hjælper hverken forældre eller deres børn. Børn og unge skal forhindres i at glide ind i kriminelle miljøer. Og deres forældre skal hjælpes til at være vidende og aktive forældre i forhold til deres børns opvækst, uddannelse og handlinger. At true med straf, stigmatiserer og lammer forældrene. I stedet for straf er der brug for at styrke deres kompetencer som forældre i det danske samfund.

For at støtte udsatte forældre med anden etnisk baggrund mener jeg, at bl.a. følgende er væsentlige elementer:

• Myndighederne, fx lærere, pædagoger, socialrådgivere skal udvise tillid og være konkrete, når de er i kontakt med familien.
• Det er vigtigt, at man fra starten definerer, hvad der ses som problemer for deres børn og unge.
• Der skal skabes klarhed over, hvilke myndigheder skal støtte de udsatte børn og unge og hvordan.
• Professionelle fagfolk skal i dialog med forældrene forsøge at formidle viden og handlekompetence, således at forældrene ved, hvordan de bedst støtter deres børn.
• Vores pædagogiske institutioner skal være inkluderende i deres pædagogiske tilgang. -Unge under uddannelse skal støttes med en form for mentorordning for at fastholde de unge i uddannelsen.
• De unge skal støttes i at finde en læreplads. -Forældrene skal støttes i at blive tilknyttet arbejdsmarkedet.
• Forældrene skal støttes med henblik på udvikling af egne sproglige kompetencer.

Hvad kan samfundet gøre?

For ikke kun at komme med lappeløsninger til udsatte familiers problemer mener jeg, at samfundet burde kigge på følgende områder.

• Sørge for, at børnene kommer i vuggestue og børnehave med et klart mål og en målbar indsats.
• Vores skoler skal være mere rummelige og inkluderende.
• Hele vores uddannelsessystem skal tilpasses de læringsbehov, som udsatte familier med anden etnisk baggrund har.
• Skabe stabile mentorordninger, der fastholder unge i uddannelse og hjælper med at finde lærepladser.
• Skabe ordninger, der hjælper forældrene med at få en fod inden for arbejdsmarkedet.
• Vejlede/rådgive forældrene med professionel støtte, således at familiens helbredsmæssige og psykosomatiske problemer løses.
• Tag forskellige initiativer til at bryde fattigdommens onde cirkel.

Der findes ingen enkle løsninger på familiernes problemer. Socialministerens forslag vil i bedste fald ikke virke og i værste fald føre til yderligere stigmatisering af og passivitet samt lammende skyld hos forældrene.

Kodeordet er derimod dybe og langsigtede initiativer, som på sigt vil begrænse forøgelsen af udsatte grupper. Socialpolitik, kulturpolitik, uddannelsespolitik og arbejdsmarkedspolitik skal afstemme deres initiativer til gavn for udsatte familier.

Jeg ser ikke udsatte familier med anden etnisk baggrund udelukkende som et problem. Jeg har mødt mange familier, som med beskeden støtte får deres familie til at fungere. Jeg er enig i, at forældrene har ansvaret for deres børn, og de kan leve op til det, når de har det bedre med nogle af ovenstående punkter. Menneskesynet hos politikere og andre med kontakt til udsatte familier samt de konkrete bud på familiernes aktuelle problemer bliver afgørende for, hvordan udsatte familier oplever sig selv og deres mulighed for aktivt at bidrage til ændringer af deres liv og livsverdenen.