”…Det´ den nye tid der begynder
og det troede vi så
som vi troede på alt
der ku’ sparke os ud i transcendensen…”
Niels Skousen, 2002
Kræv det umulige!
Sådan skrev sangskriveren Niels Skousen i sangen 68 fra pladen Dobbeltsyn. Sangen er et tilbageblik mod en tid, som rokkede ved hele vores kulturforståelse og ved de normer, vi byggede vores samfund på. Det er et tilbageblik, som beskriver de store omvæltninger der skete i Danmark og på verdensplan i de(t) år. Sangen antyder til sidst, at der var nogle forvildede sjæle der for vild i tidens labyrint, de blev derinde og forsvandt. På sin vis er der en romantisk tone i sangen, hvor 68-generationens ideer og tanker laver startskuddet til en ny verdensorden – ligesom de nye vinde, der blæser – men der er også en realistisk tone af en tid, som lod folk blive tilbage i tidens labyrint: Altså en tid som havde en bagside.
Hvis man ser sangen isoleret kan man stille sig selv spørgsmålet om denne nye tid opstod af ingenting, som en enlig svale i et kulturens Big Bang? Eller om disse 68’ernes modtale til det eksisterende samfunds traditionelle normer og institutioner i virkeligheden var et resultat af komplekse historiske processer og begivenheder. Det er en filosofisk og politisk problemstilling, og om dette har forfatter Peter Thielst skrevet bogen Kræv det umulige – Ideerne op til ”68” (2019).
Intet er forudsætningsløst
Året er 1968. Den gamle verden er falmet, og man står på tærsklen til en ny tid. Der var studenteroprør og revolutionstanker, og dette udfordrede eller forandrede traditionelle levemåder og samfundsmønstre. Ja, det er sikkert, at 68-generationen for alvor startede nye kulturelle og politiske strømninger, men ifølge bogen Kræv det umulige var tiden et komplekst resultat af særlige idehistoriske strømninger og praktiske oprør i tiden op til 1968.
I bogen bliver læseren fortalt historien om situationen fra efterkrigstiden til det moderne overflodssamfund. Alle tankerne i 1968 fra den såkaldte 68-generation kom som resultat af store borgerrettighedsbevægelser, politiske/ideologiske kampe samt mere eller mindre akademiske teorier om oprør.
At intet er forudsætningsløst er bogens motto. Men derfor skal man ikke gå deterministisk til værks, hvor alting fører fra A til B og fra B til C. Der er ikke én grund til 1968-ernes oprør. Forfatteren, Peter Thielst, insisterer på, at de idehistoriske forudsætninger for ”68”, skal bredes ud som et kludetæppe. Så de enkelte stykker af tæppet forudsætter dele af ”68”.
Læseren bliver ført igennem oprørsbegrebet på efterkrigstidens klode. Lige fra koloniernes befrielse, over Che Guevaras militante kampe i Sydamerika til en nyfunden interesse for de tidlige skrifter af den unge Karl Marx. Sidstnævnte var for eksempel hele grundlaget for sociolog Jürgen Habermas’ virke indenfor den kritiske teori, som udsprang af Frankfurterskolen.
Oprøret er dobbeltsidigt
Begrebet oprør har mange betydninger. Betydninger, som både begivenheder og skrifter har dannet og forandret. Oprøret er knyttet til tiden, og til de bevægelser, der dominerede. Men engagement og ønsket om forandring går igen fra den ene type af oprør til den anden (Thielst, 2019: 17).
Et oprør – altså ændringer i værdi, smag og vaner – har karakter af et Janushoved. Der findes altså en dobbelthed, der udgør forskellige sider af samme sag. Der vil altid være dét, oprøret forsøger at rive ned, og det, oprøret forsøger at bygge op. Det er en form for kreativ destruktion som er et begreb, vi kender fra filosoffen Friedrich Nietzsche eller nationaløkonomen Joseph A. Schumpeter.
Kræv det umulige har ikke lagt særlig stor vægt på arven fra Nietzsche, så tillad mig lige kortvarigt at belyse Nietzsches arbejde: Et af grundsynspunkterne i Friedrich Nietzsches værker er tanken om den frie ånd, og trangen til at sejre over gamle forestillinger hos sig selv og andre, der ansporer ”den frie ånd” (Sørensen, 1982:56). Heri ligger det, at moralen er et produkt af en historisk udvikling. Nøglesætningen i Nietzsches værk Således talte Zarathustra er: ”Mennesket er noget, der sal overvindes”, og heri ligger også en overvindelse af de historiske forudsætninger der peger op imod vores tid, og som enten er forstået som evige eller er forestillet som hævet over kultur og historie.
Drømmen om forandring
Fordi vi mennesker i vores kulturer er resultatet af en historisk proces og hverken er hævet over kultur eller religion, som vi f.eks. ser i en del af den kristne, historiske tænkning, er der fra tid til anden brug for at nedbryde gamle moralkodekser og – love. Idet både mennesker og kulturer har en tendens til at fastfryse og sedimentere, så kan det ske, at vi halter efter i livets udvikling. Kreativ destruktion og nedbrydelse af moralkodekser er et forsøg på at bryde dødvande i kulturen og skabe udvikling hos den enkelte.
Kræv det umulige fortæller en vigtig historie: At samfund, mennesker og kulturer er sælsomme resultater af lang historisk og kompleks proces: At intet er forudsætningsløst. Men bogen fortæller også, at drømmen om forandring altid findes hos mennesker, om end det er på vidt forskellige måder og knyttet til den tid, drømmen opstår i. Dét kan man se på bogens undersøgelse af oprøret som kulturelt, filosofisk og politisk fænomen.
På kulturområdet ser nye kulturpolitiske strategier og nye formidlingsparadigmer dagens lys engang imellem. Tider skifter, og kulturinstitutioner møder borgere eller brugere på nye måder. Engang imellem ændres blikket, som vi anlægger på kulturen sig, og vi ændrer derved vores praksisformer og teoretiske grundlag. Af bogen kan vi lære, at drømmen om forandring findes i mennesket, og at drømmen skal leve og ånde. Drømme der skal give genlyd og vare ved kommer ofte nedefra i det strukturelle magthierarki. Her tales der imod de gængse magtstrukturer i det lille oprørs navn, om det så er imod økonomiske vækstparadigmer eller andre topstyrede faktorer. Og netop drømmen om forandring kan man tage med når Kræv det umuliges sider lukkes: At der er en drivkraft i at tale imod tiden gennem solid samtidskritik. Vi bør tage denne indsigt og erfaring med os hvad enten vi ser på 68-generationens idealer med romantiske øjne eller med hån.
Kilder
Skousen, N. (2002). Dobbeltsyn. Auditorium.
Sørensen, V. (1982). Nietzsche. Gyldendal.
Thielst, P. (2019). Kræv det umulige. Ideerne op til ”68”. Det lille forlag.
Skriv et svar