Det gør ondt at tænke på familien!

Indledning

Jeg skriver denne artikel, fordi jeg gerne vil give mit bud på, hvordan etniske familier har det i dagens Danmark. Jeg vil indledningsvis gøre opmærksom på, at jeg i min artikel tager udgangspunkt i mit arbejde med familier, primært fra landdistrikter fra mellemøstlige lande.

Overskriften på denne artikel er en sætning, jeg tit hører fra voksne og børn – specielt fra forældre, der arbejder sammen med mig. De bruger ofte denne sætning til at berette om tilstanden i etniske familier. Sætningen kan fortolkes på mange måder. Uden at generalisere opfatter jeg sætningen som et udtryk for, at forældrene på mange måder ikke mestrer at være herre over deres familie. De føler, at udviklingen har overhalet dem og at de står uforstående over for mange situationer. Jeg vil i denne artikel se nærmere på følgende:

Hvad sker der, når forældrene ikke har den nødvendige ”styring” på deres unge og resten af familien? – Her fokuseres på udviklingsprocesser, der påvirker hele familien og det enkelte familiemedlem.
Familiens syn på forskellige pædagogiske og socialterapeutiske tilbud.

Hvad er der sket, når forældrene ikke har den nødvendige ”styring” af deres unge og familiesituationen i øvrigt?

Kort om den oprindelige familiestruktur

Forældre, især den ældre generation, der er kommet til landet, enten fordi landet har haft behov for deres arbejdskraft eller af andre grunde, f.eks. familiesammenføring, har rødder i en patriarkalsk familiestruktur. De er altså vokset op i familier med en klar rollefordeling. Manden er familiens overhoved, der sørger for familien økonomisk og repræsenter familien udadtil. Vi så det i slutningen af 1960´erne, hvor primært manden rejste til Danmark for at sælge sin arbejdskraft og for at forsørge sin familie. I den patriarkalske familiestruktur har kvinden bl.a. den funktion at stå for omsorgen samt de mange praktiske gøremål i og omkring hjemmet. Manden kommer først ind i billedet i forhold til børnenes opdragelse, når de bliver 12–13 år, især i forhold til drengene. Drengene overtager nogle af faderens opgaver i familien bl.a. via deltagelse i det praktiske arbejde.

I en patriarkalsk familiestruktur har manden udadtil rollen som hersker og forsørger. Det er ham, der træffer beslutninger i familien. Det er dog ikke det hele billede. Kvinden har meget at sige og deltager også i beslutningerne, men hendes rolle er usynlig udadtil. I virkeligheden kan de holdninger, som manden repræsenterer, ofte være et udtryk for kvindens meninger og holdninger vedrørende familiens ve og vel.

Kvinder har ikke store muligheder for at profilere sig i offentligheden, hvilket ofte er begrundet i mandens og ikke mindst i familiens ære. Hvis vi forestillede os, at det var kvinden, der repræsenterede familiens holdning udadtil, ville dette få alvorlige konsekvenser for mandens position i familien og familiens netværk. Andre ville opfatte manden som en svag person. Bliver manden opfattet som svag, vil dette påvirke den position, som familiens børn og unge har i lokalsamfundet. Det vil især gå ud over drengene. Derfor forsøger kvinderne at være så tilbageholdende som muligt udadtil. Når manden er respekteret i lokalsamfundet, så nyder også familien respekt i offentligheden. Dette tankesæt har førstegenerations indvandrere, da de kom til Danmark, ofte haft med i bagagen og forsøgt at videregive til næste generation. Dette gælder selv i det tilfælde, hvor faderen ikke har været nærværende og moderen skulle holde sammen på familien i hjemlandet. Den patriarkalske faderskikkelse og familiestruktur har præget den første generation i sådan en grad, at det kræver megen energi og læring at ændre dette tankemønster.

Den ældre generation er ikke forberedt på store forandringer

Den generation, som kom hertil i slutningen af 1960´erne, har ofte mistet deres indflydelse i familien, og det patriarkalske tankesæt er derfor meget fremmed for den yngre generation, specielt når den er vokset op her i landet. Den yngre generations tankegang og syn på familien bygger på kernefamilien og en individuel tankegang. De enkelte personer ses først og fremmest som individer og dernæst som del af familien. For dem er det patriarkalske familiemønster sat ud af kraft.

Denne markante forskel kan bidrage til alvorlige sammenstød generationerne imellem. Når den ældre generation forsøger at gennemtrumfe deres idéer, ”tør” den yngre generation ikke altid at gå imod dem. Det viser sig dog hurtigt, at de unge ikke trives i et arrangeret ægteskab og at det ofte ender med en skilsmisse. Krisecentrene, både for kvinder og mænd, har i dag mange klienter med anden etnisk baggrund end dansk.

Den ældre generation vil naturligvis ikke gøre livet besværligt for de unge, men de tænker ganske enkelt ikke som de unge. De mener, at de unge skal følge traditionen og giftes med en person fra hjemlandet, dels for at vise solidaritet med hjemlandet og dels for at respektere traditionerne. De glemmer, at deres unge kan have en anden opfattelse, og måske sætter individet højere end traditionen. Den yngre generation tænker ikke så solidarisk som den ældre. De er mere styret indefra. De sætter deres følelser, behov og ønsker i centrum. Det individuelle livssyn adskiller generationerne fra hinanden. Desuden gør skyldfølelser og gensidige bebrejdelser det ekstra besværligt, når generationerne prøver på accepterer hinandens forskellighed eller forstår de ulige livssyn.

Manglende forståelse generationerne imellem

Der er mange forhold, der skal tages med i betragtning, når de store ændringer i familiestrukturen skal belyses. Jeg vil kort komme ind på, hvad der kendetegner den ældre generation:

De har et mekanistisk menneskesyn
De har et kollektivt familiesyn
De er skolet i den patriarkalske familieform
De mangler personlig, kulturel og social viden om både værtslandet og oprindelseslandet

Kendetegn for den yngre generation:

De har et dialektisk menneskesyn
De har et individuelt familiesyn
De kender både det patriarkalske og det moderne samfund
De har personlig, kulturel og social viden om begge lande samt en uddannelse.

Forskellen imellem et mekanistisk og et dialektisk menneskesyn

Det mekanisk tænkende menneske har udgangspunkt i et feudalt samfund, hvor det enkelte menneske ikke har indflydelse på forandringer. Det mekanistiske menneske tager udgangspunkt i det sociale netværks syn på familien som helhed. Når f.eks. et giftermål kommer på tale, vejer omverdenens og netværkets syn tungest. Det vil sige, når netværket består af den ældre generation, bliver der ikke taget hensyn til de unges holdninger, meninger og behov.

Den yngre generation er mere styret indefra, og ved store beslutninger vælger de ikke at tænke først på solidaritet med familien, de tager beslutninger ud fra deres egne følelser og behov. Det er dette, der bl.a. kan give markante sammenstød i familien, fordi parterne ikke kender baggrunden for hinandens handlinger og motiver.

Konfrontationer mellem det kollektive og det individuelle familiesyn

Som allerede nævnt, med et kollektivt familiesyn ser man bort fra individet samt individets behov og følelser; med et individuelt familiesyn tages derimod ikke hensyn til familiens omdømme og status. Selvom parterne har samme kulturelle baggrund, kan der godt eksistere forskellige syn på familien. Generationerne har nemlig gjort sig forskellige erfaringer i forskellige kontekster. Kulturen og dens værdier er ikke statisk, men er afhængig af den kontekst, den er forankret i. Den yngre generation er bekendt med, at de ældre tænker anderledes, og har måske forståelse for, at deres forældre ikke kan sætte sig i deres situation og se verden med deres øjne. Men en stor del af den yngre generation kender ikke altid de normer og værdier, som forældrene går ind for. De har aldrig levet i det samfund, forældrenes idealer er hentet fra.

Sammenstød imellem patriarkalsk og moderne tænkning

Den generation, der er opvokset med et patriarkalsk livssyn, ser ofte på ting og mennesker på en absolut måde. De er autoritetstro og mener ikke, at den enkelte kan være med, når der skal tages beslutninger, som har betydning for fællesskabet. Den ældre generation synes heller ikke, at de er kompetente til at deltage i samfundsdebatten eller træffe beslutninger på samfundsniveau. De er måske heller ikke interesseret i at udfordre de gældende normer og værdier.

Til gengæld fokuserer de på familiens ære og tilrettelægger deres handlinger således, at de er til gavn for familien. Dette fungerede fint tidligere, men efterhånden tager den yngre generation opgøret med forældrene og med æresbegrebet. Den yngre generation tager stilling til, hvad der sker i samfundet. Som samfundsborgere har de ret til også at engagerede sig i det, som sker uden for familien. De deltager aktivt i samfundsdebatten, fordi de ved, at det ikke kun er familien, men samfundet, der har indflydelse på deres liv, fremtid og deres karriere. Som følge deraf er de heller ikke i samme grad tilbøjelige til at tage hensyn til forældrenes og netværkets holdninger, når der træffes beslutninger.

Forældrenes manglende personlige, kulturelle, sociale og samfundsmæssige viden

En af de væsentlige faktorer, som kan give anledning til voldsomme konfrontationer i etniske familier er, at den ældre generation af forskellige årsager har mistet sin position i familien. Især manden må kæmpe en stor kamp for at overbevise sig selv, sin familie og sit netværk om, at det stadig er ham, der er familiens overhoved. Men desværre har en stor del af mændene svært ved dette og får identitetsproblemer. De siger måske til sig selv, jeg kommer jo fra en familie, hvor faderen var overhoved, men hvad er der i vejen med mig, osv.

Noget af forklaringen kan altså være, at denne gruppe af forældre ikke tager deres personlige udvikling alvorlig; f.eks. har de ikke lært tilstrækkeligt dansk og forstår ikke væsentlige omstændigheder angående børnenes skolegang. De oplever ikke at slå til, når de ikke at kan rådgive og vejlede deres børn på skoleområdet og på andre områder. De unge ser desuden, at forældrene ikke har de rette kompetencer på arbejds- eller uddannelsesområdet. Deres forældres position er også svag i deres eget netværk, fordi netværket opfatter dem som tilskuere til og ikke som deltagere i livet. Derfor når de unge efterhånden til den erkendelse, at deres forældre ikke kan være dem behjælpelige med deres problemer. Når forældrene så alligevel forsøger at blande sig, fører det til uoverensstemmelser, som kan ende i en form for psykologisk krig parterne imellem. Og hvis de unge vælger at isolere sig og leve deres liv alene, kan også dette medføre alvorlige psykiske konsekvenser.

Familiens syn på forskellige pædagogiske tilbud og behandlingstilbud

Der findes i samfundet forskellige former for pædagogisk og psykologisk rådgivning til familierne. Der er imidlertid hos den ældre generation nogle barrierer for at kunne bruge denne støtte:

Nogle familier er ikke bekendt med disse tilbud eller har ikke tiltro til dem
Nogle familier forsøger på alle måder at holde fremmede på afstand
Nogle familier oplever, at institutionerne mangler kendskab til familiens kulturelle baggrund
Nogle familier opfatter systemets indblanding som ”utidig”
Nogle familier oplever, at dansk lovgivning og myndighedernes indblanding er med til at umyndiggøre dem

Mange etniske familier kæmper en stor kamp for at undgå en psykologisk krig

familiemedlemmerne imellem. De vil gerne bevare troen på, at familien selv kan klare interne problemer. Men det sker ikke sjældent, at mange oplever en afmagt og at det er nødvendigt at modtage myndighedernes støtte.

For at imødekomme familiernes behov kræves det ud fra mine behandlingserfaringer, at vi professionelle skal udvikle pædagogiske behandlingsmetoder, som er beregnet til etniske familier. De eksisterende metoder slår ikke til, specielt når det drejer sig om de allerdårligste familier.

Vi professionelle skal derfor videreudvikle. Både i vores uddannelse og i vort daglige arbejde skal vi have mulighed for at udvikle de faglige kompetencer, der er nødvendige for at støtte etniske familier i nød. Jeg vil afslutte denne artikel med en konkret case for at vise, at hvis vi professionelle ikke råder over den nødvendige faglige kompetence, vil det skabe uro, både blandt os, men ikke mindst hos familierne.

Case

Casen er meget mere kompliceret end beskrevet her, men jeg har valgt at beskrive essensen i den, således at læserne, som sikkert jævnligt har oplevet noget lignende i jeres daglige arbejde, kan se, hvordan en sådan sag kan håndteres.

Det drejer sig om en ung, som havde en del vanskeligheder og var ved at komme på kant med loven. Der blev forsøgt forskellige ting, både i den lokale pædagogiske institution og ved anbringelse uden for hjemmet, men desværre uden resultat – til stor skuffelse for familien og de professionelle.

Den etniske unge, som havde været i forskellige institutioner, fik i 6.klasse problemer med at tilpasse sig i skolen og udviste interesse for det kriminelle miljø. Den unge har en charmerende personlighed. Det kriminelle miljø forsøger at ”adoptere” ham for at integrere ham i deres miljø. Han skulle senere bruges til at skabe kontakt til andre kriminelle miljøer – ikke mindst til ungdomsmiljøer.

Både familien og de professionelle forsøgte at støtte ham for at afværge en kriminel løbebane. Men desværre gik det ikke sådan, som familien og de professionelle ønskede og håbede. Så bliver jeg kontaktet af både familien og de professionelle. Man ønsker at arbejde sammen for at få støtte og vejledning i en konkret sag.

Her kan vi allerede se noget interessant, som de professionelle ofte overser: vi reagerer på symptomer, f.eks. kriminelle tiltag. Men vi overser ofte andre aspekter. I mange situationer er de professionelle konfliktsky; de er usikre på, om de skal blande sig i familiens interne liv. Der er flere indgangsvinkler til denne case, én af dem er følgende:

at kommunikere med familien via en tolk
at få præciseret arbejdsopgaven
at tydeliggøre overfor familien og den unge, hvordan jeg arbejder. Grundtanken i mit arbejde er, at jeg er på og er 100 % tilstede, dvs. når jeg har samtale med familien og den unge, lukker jeg verden omkring mig ud
at have antennerne ude. I det øjeblik jeg får øje på noget under en samtale, så vil jeg holde fast i det, indtil jeg sammen med familien og den unge får afklaret det
at være ærlig. Det er ikke sikkert, at jeg kan løse deres vanskeligheder.
at løse problemet kræver at både den professionelle, familien og den unge arbejder sammen.
at være vedholdende og ikke at give op.

Forældrene udviste stor interesse fra starten, mens den unge var ved de første samtaler meget lukket. Jeg tolkede det som ”lad mig være”, ”I kan rende og hoppe; det er mig, der bestemmer” osv.

Allerede ved den første samtale blev jeg nødt til at stoppe, fordi tolkningen ikke fungerede som den skulle. Ved anden samtale valgte jeg at sige højt, hvad jeg observerede i familien. Det handlede efter min mening ikke om den unge, med om forældrene og deres interne forhold, som var meget anstrengt. Jeg valgte efter tredje samtale i samarbejde med de professionelle at lave en samarbejdsaftale med familien og den unge. Denne samarbejdsaftale gik ud på:

at forældrene skulle have terapeutiske samtaler angående deres indbyrdes forhold
at tilbyde fælles samtaler for familiemedlemmerne
at jeg også skulle arbejde med den unge.

Denne plan gik både den unge og familien med til. Det skal dog bemærkes, at man ikke kan løse sådanne multiple menneskelige problemer blot ved et par møder. I denne sag viste socialforvaltningen klart, at man var interesseret i at støtte familien og den unge. Forvaltningen støttede den fremlagte arbejdsplan.

Afslutningen på denne case blev, at forældrene åbnede op for deres interne problemer og at den unge efterhånden fik et fortroligt forhold til mig. Efterhånden kom han til den erkendelse, at han havde brug for hjælp. Han åbnede op for sine vanskeligheder. Han udviste stor samarbejdsvilje, også med andre myndigheder, f.eks. politiet, for at komme ud af det kriminelle miljø.

I dag arbejder han på én af Danmarks største virksomheder, og efter ½ år blev han kåret som årets medarbejder. Han har også fået en positiv relation til sin familie.

Det positive ved denne case er, at forældrene og den unge erkendte deres problemer, og erkendte at de havde brug for professionel støtte. Familien fandt ret hurtigt ud af min og forvaltningens store velvilje, og ikke mindst mit kendskab til lignende unge og familier. De fandt også hurtigt ud af, at jeg er til rådighed, uanset hvornår de har brug for mig. De kunne trygt ringe til mig på alle tidspunkter i døgnet. Hvis jeg ikke lige var ved telefonen, vidste de, at jeg ville rykke ud, så snart jeg fik deres besked. Det er vigtigt for den unge og familien at vide, at de altid har en backup.

Jeg samarbejdede med andre faggrupper og fandt ud af, at det var en afgørende forudsætning, at man havde den fornødne kulturelle baggrundsviden, når man skulle kommunikere med familien, Dertil fandt jeg det ganske nødvendigt, at man som professionel måtte bruge den direkte stil. Som troværdig medspiller kommer man ret langt. Jeg vil ikke generalisere, men en del af de faguddannede finder det vanskeligt at tackle nogle af de svage etniske familier. De har brug for faglig udvikling og konkret viden for at klare de pædagogiske og behandlingsmæssige udfordringer, der gemmer sig i arbejdet med de etniske familier.

I forhold til denne unge viste det sig, at problemet var mere omfattende. Den unge var et symptom på en række andre problemer i familien. Forældrene holdt fra starten fast i deres ansvar, men ved fælles indsats og efter en lang proces nåede familien til en erkendelse af, at de i virkeligheden havde nogle interne vanskeligheder. Og i samarbejde fik vi taget fat i problemerne, og vi kom rimelig langt med den unge og familien. Familien lever i dag godt sammen, fordi de har fået nogle redskaber, som de kunne bruge.

Familier i rivende udvikling

Der er blandt nogle politikere og professionelle en opfattelse af, at etniske familier stadig holder fast i den patriarkalske familiestruktur, men jeg vil mene, at de tager fejl. Jeg udelukker ikke, at vi stadig kan møde familier, der har den patriarkalske familiestruktur. Der er en kraftig udvikling i gang hos de etniske familier – en udvikling, der viser sig på mange måder. Vigtigst er nok, at den yngre generation har taget ansvar for deres eget liv – i forhold til valg af uddannelse og valg af partner.

Denne udvikling kan vi takke deres opvækst i moderne samfund for: massemediernes påvirkning, uddannelse, arbejde – disse elementer danner grundlag for en forandringsproces hos etniske familier, som er medvirkende til, at den yngre generation i høj grad vælger kernefamilien og sætter det individuelle valg og den personlige frihed højere end den ældre generation gør. Konflikterne i familierne kan være et signal om, at denne udvikling er i fuld gang. I forbindelse med denne udvikling har alle, men især de socialt dårligt stillede familier og deres unge, behov for at samarbejde med systemet på en konstruktiv måde.

Familierne må imidlertid selv bidrage til finde en løsning på deres problemer. For at få en positiv udvikling i gang kræves det, at det professionelle netværk omkring familien anerkender familiens menneskesyn. Kontakten må ikke opleves som en trussel mod familien. For at familierne kan få tillid til os professionelle, kræves der en enormt stor ansvarlighed og en etnisk bevidsthed. Vi skal behandle disse familier på en respektfuld måde, så de oplever at blive behandlet som mennesker og ikke som et problem. Men udviklingen er i gang.

De professionelle skal kunne minimere nogle af de voldsomme konfrontationer mellem parterne. Derfor er vi nødt til at arbejde med deres familiesyn. Vi må desuden tro på, at den patriarkalske familiestruktur er i opløsning. Hvis vi ikke er bevidste om vores holdninger til etniske familier, kommer vi til at møde stor modstand i samarbejdet med den yngre generation. De ser sig selv som moderne og veluddannede og vil ikke acceptere, at vi professionelle slår dem i hartkorn med deres forældre.