Fanget i en hadkultur?

Had mellem mennesker

På det sidste har vi alle set i medierne, hvordan en far og mor med to børn blev udsat for hadske udtalelser, da en mand i 50erne overfusede familien med alle slags ukvemsord. Talen havde kun et mål: at give udtryk for at familien var uønsket i Danmark på grund af deres tunesiske rødder.

Det er på ingen måde acceptabelt at udsætte andre mennesker for had og ringeagt. Når vi bliver vidne til had, reagerer politikere og almindelige borgere ved at tage afstand fra opførslen.

Manden har i et interview med Ekstra Bladet (27. maj) beklaget sit udfald mod familien.

Jeg skammer mig over, at jeg har opført mig sådan over for andet menneske. Det er helt skævt. Jeg kan ikke tilgive mig selv for det. Det er noget af det dummeste, man kan gøre over for børn og fremmede mennesker.

Måske er det sundhedstegn at manden reflekterer over og fortryder, at han har krænket andre mennesker. Måske er det også en god ting, at hans refleksioner og undskyldninger bliver offentliggjort. Og måske er hans udtalelser med til at styrke den kollektive skamfølelse, når der direkte nævnes børnene; at opleve så voldsom en situation kunne især blive traumatiserende for børnene. Jeg håber, at børnenes mor og andre voksne omkring dem, også fagfolk snakker med børnene, så de kan bearbejde deres følelser. Børnene må ikke tro, at alle voksne har noget imod dem.

Min familie har også været udsat for racistisk tale, fx var min far for mange år siden på vej til arbejde, da en mand kom hen til ham i S-toget, spyttede ham i hovedet og sagde: ”Sorte svin, skrid hjem til dit eget land”. Min far blev chokeret og kunne i situationen ikke sige noget. De andre passagerer skulle have sagt noget til manden.

Selv om min far blev udsat for den grove behandling, ændrede han ikke syn på sine medmennesker. Han bearbejdede følelsen ved at tænke på de danskere, hvor han oplevede at blive anerkendt – dette kunne være enten på arbejde eller i kontakt med offentlige instanser. Min far og resten af familien erkendte, at mandens handling kunne skyldes mange forhold, og at det sagde mere om ham end om min far.

Roden til had mod etniske minoriteter

Hadsk og racistisk tale og handling kan skyldes mange forhold, fx

• Uvidenhed om andre mennesker.
• Personlige udfordringer fx socialt eller arbejdsmæssigt, hvor etniske minoriteter får skylden for, at man ikke kan få arbejde.
• Manglende personligt kendskab til etniske minoriteter.
• Mediernes fokus på negative historier om etniske minoriteter.
• Omvendt racisme fra etniske minoriteter.
• Et narcissistisk menneskesyn.
• Overbevisning om, at etniske minoriteter er farlige og en økonomisk belastning for samfundet.
• Overbevisning om, at etniske minoriteter er ekstremister.

Som sagt kan der være flere grunde til, at personer fremstår racistiske og udviser had mod etniske minoriteter. Vi alle har et ansvar for at kæmpe for et fredeligt samfund med plads til forskellighed og ligeret i et demokratisk samfund.

Forebyggelse af had og racisme

Vi kan ikke helt undgå racisme eller had, men jeg vil give mine bud på, hvordan racisme og had kan forebygges.

• Magthavere af enhver politisk overbevisning skal beherske deres tone i debatten. Nogle mennesker tager negativ omtale af etniske minoriteter bogstaveligt, og bl.a. af den grund har politikerne medansvar for, at den offentlige debat bevarer en respektfuld tone. Selvfølgelig må etniske minoriteter debatteres, men hvis en politiker bruger hård retorik eller kalder etniske minoriteter uønskede, legaliserer politikeren indirekte, at andre kan sige, hvad de vil.

• Medierne har ansvaret for, at deres formidling er nuanceret. Man skal stadig debattere etniske minoriteter, men også huske de positive historier, så befolkningen informeres om, at etniske minoriteter ikke kun er et problem, men også bidrager til samfundet.

• Vores institutioner skal i dagligdagen fokusere på mangfoldighed, så børn tilegner sig indsigt om hinanden på et objektivt grundlag.

• Det offentlige og private arbejdsmarked må give etniske minoriteter chancen for at yde en arbejdsindsats, så befolkningen oplever, at minoriteter bidrager til samfundet på lige fod med andre borgere.

• Etniske minoriteter skal tage ansvar for deres families integration. Forældrene skal arbejde aktivt på at uddanne sig, erhverve kulturelle og arbejdsmæssige kompetencer og have et aktivt liv i samfundet. Deres børn skal i institution, tage en uddannelse og arbejde, så familien via disse kanaler er i kontakt med samfundet.

• Forældrene skal være ansvarsbevidste. Hvis de selv eller deres børn oplever racisme og had, skal de ikke hælde benzin på bålet ved at sige ”Hele Danmark er imod os”. I stedet bør de lytte til familiemedlemmet, der oplevede racisme, men fokusere på positive oplevelser, som min familie i sin tid gjorde med min far.

• Minoritetsforeninger og organisationer må også tage ansvar ved at gå i dialog med deres medlemmer om at fokusere på et værdifuldt og demokratisk samfund.

Som sagt kan vi næppe helt undgå hadsk tale og handling, men jeg er overbevist om, at hvis vi til daglig fokuserer på ovenstående muligheder, kan vi minimere racistiske og hadske tendenser i det danske samfund.