Gå ud og sig det

Som en af landets største kulturinstitutioner er det naturligt at vi i folkekirken arbejder med formidling. Efter mange års tornerosesøvn er folkekirken de senere år vågnet op til en virkelighed hvor almindelige mennesker vælger folkekirkens tilbud til og fra fuldstændig på linje med arrangementer på biblioteker, museer og teatre. Det gælder både deciderede kulturelle arrangementer som koncerter og foredrag og kirkelige begivenheder som høstfejring, spaghettigudstjeneste eller musikgudstjeneste. Betyder det at vi, der arbejder i folkekirken, bør se på os selv som professionelle formidlere? Eller er der forskel på formidling og forkyndelse? I det følgende vil jeg se på hvad der er særligt kendetegnende for forkyndelse. Er der et skarpt skel mellem formidling og forkyndelse, eller er det muligt at hente gensidig inspiration hos hinanden?

Formidling eller forkyndelse

På pastoralseminariet, folkekirkens præsteuddannelse, kan man ind imellem høre sætninger som ”det gælder om at formidle kristendommen på en nutidig måde”. Og her vil der så være dem, der nikker i enighed, mens andre ser indforstået og hovedrystende på hinanden. For de sidstnævnte er der nemlig forskel på at formidle og på at forkynde.

Indledningsvis bør det understreges at med kirkens lange historie og vidt forgrenede net af forskellige kirkesamfund er der ikke én måde at tale om gudstjeneste og forkyndelse på. Det følgende tager udgangspunkt i den tradition jeg som præst i den danske folkekirke er bærer af, dvs. en evangelisk-luthersk tradition stærkt præget af Grundtvig. Dertil kommer for mit vedkommende en prægning fra de store danske salmedigtere: Thomas Kingo (1634-1703), Hans Adolf Brorson (1694-1764), Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) og Ole Sarvig (1921-1981). Og endelig en god portion nordtysk inderlighed i form af J.S. Bach (1685-1750)s musik, med tilhørende tekster.

Han er ikke her

Den allerførste forkyndelse af det kristne opstandelsesbudskab fandt sted på verdenshistoriens første påskedag, altså sådan ca. år 33 e.Kr. Som bekendt gik kvinderne ud til graven så snart hviledagen var slut, dvs. søndag morgen, for at salve Jesu døde krop. Den slags var nemlig kvindearbejde. De fandt graven tom, og alt efter hvilket evangelium, man læser, var der en engel/en ung mand/to mænd i hvide klæder dér hvor de ventede at finde Jesu lig. Pointen er det, som blev sagt til kvinderne: ”Han er ikke her, han er opstanden, men gå ud og sig til hans disciple…” Kvinderne blev altså sendt af sted for at forkynde opstandelsen. Eller for at formidle den? Og i så fald, hvad var det, de skulle formidle. Det var jo ikke noget, men intet, for graven var tom. Og her er vi måske ved den første og vigtigste forskel. Kan man formidle intet, eller er man ikke nødt til at formidle noget? Den tomme grav bliver først til ”noget” når troen kommer til.

Sandhedsbegivenheden

Den franske marxistiske filosof Alain Badiou (f. 1937) taler i sin bog Saint Paul: La fondation de l’universalisme (1997) om sandhedsbegivenheden. Han har sat sig for at undersøge, hvordan det lod sig gøre at udbrede et budskab som det kristne, til mennesker af forskellig køn, race, alder, social status og kultur, samtidig med at det var det samme budskab, der blev udbredt til alle. Det er derfor han kalder apostlen Paulus for grundlæggeren af universalismen. En universalisme han som venstreorienteret interesserer sig for, fordi han ser at det volder venstrefløjen besvær at gøre Paulus kunsten efter. Badious bog er fra sidste årtusinde men allerede på dette tidspunkt ser han venstrefløjens paradoks, nemlig at rettighedstænkningen truer bevægelsen – og den vision man har for samfundet – fordi de partikulære interesser sprænger det fælles til atomer. I dag har problemet bredt sig til hele samfundet: Hvor findes det fælles i en kultur, hvor retten til ikke at blive udsat for diskrimination kædes sammen med krav om 1:1 repræsentation, sådan som det for eksempel kom til udtryk for nylig, da en teateranmelder, der definerer sig selv som tyk, kritiserede at tyk karakter blev spillet af en slank person. Det samme problem, men med omvendt fortegn, kom til udtryk, da en kommunalbestyrelse mente at et handicappet (og folkevalgt) kommunalbestyrelsesmedlem var inhabil, da kommunens budget vedr. handicapområdet skulle diskuteres. Er der i disse vidt forskellige tilfælde ikke noget fælles, man kan trække på, som overskrider forskellen i erfaringer af at være hhv. tyk og handicappet? Sagt på en anden måde: Hvordan giver fællesskabet plads og stemme til det partikulære uden at miste sig selv som fællesskab?

Det fælles tredje

Det er altså i denne situation at Badiou analyserer Paulus og den forkyndelse, der blev bredt ud i kristendommens første årtier og kommer frem til det, han kalder sandhedsbegivenheden. En sandhedsbegivenhed er en hændelse, som en gruppe mennesker holder for sand. I kristendommens tilfælde altså Jesu opstandelse. Sandhedsbegivenheden udgør på den måde et ”fælles tredje”. For at vende tilbage til kvinderne ved graven: Det, de forkynder er ikke deres egen tro. De forkynder den begivenhed, som de ganske vist ikke har set ske, men som de holder for sand (tror på), nemlig Jesu opstandelse. På den ene side er forkyndelsen altså afhængig af at de selv tror. Hvis ikke de troede, var der intet at forkynde. På den anden side er det ikke deres egen tro, de forkynder. Det er ikke deres egen tro, som er centrum, selv om den er en nødvendig ingrediens. De forkynder den begivenhed, de tror på. I denne vigtige forskel ligger svaret på Badious spørgsmål om, hvordan det lader sig gøre at udbrede det samme budskab til mennesker, der indbyrdes ikke har noget som helst tilfælles, vel og mærke på en måde, så det af disse mennesker opleves som et frisættende budskab. Budskabet lader sig ikke bemægtige af den, som forkynder det. Hvis jeg skal overføre det til min egen praksis som præst betyder det at jeg forkynder ud af min tro, men det er ikke min egen tro, jeg forkynder. Tværtimod er jeg selv tiltalt af forkyndelsen.

Det nye Testamente er fyldt af beretninger hvor ”de forkerte” tager til orde – og får ret. Børn, syge, svindlere, fattige, kvinder fra fremmede kulturer. Forkynderens position er, altid at være åben for at have uret. Dermed ikke sagt at alt er lige meget og lige gyldigt. Kristendommen er en skriftreligion. Det betyder at den sandhed, som forkyndes i kirken, findes i Bibelen, men det betyder ikke at Bibelen er en hellig bog, hvis ord ikke må fortolkes. Igen: Perspektivet er, at den, der vil bemægtige sig budskabet derved har spillet sig det af hænde og gjort sig selv til en hykler.

Forkyndelse eller formidling?

Er det så rigtig at sige at en præst eller kulturformidler ansat i kirken forkynder og ikke formidler? Det mener jeg ikke. I den store mængde kommunikation – i bred forstand – som folkekirken leverer, er der en stor del, som jeg vil betegne som formidling. Af kultur, af tradition, af fællesskab og socialt engagement. Derfor er det også kun præsten, der skal afgive et præsteløfte om at forkynde evangeliet og kun præsten, hvis ansættelse er betinget af at hun selv er troende. Kirke- og kulturmedarbejderen forventes selvfølgelig at være loyal over for den institution, han er ansat i, men bør (i princippet) kunne gøre sit arbejde uden at blande sin personlige tro ind i det.

Søndagens gudstjeneste – højmessen – rummer det hele. Tidligere har der været en tendens til ikke at stå ved formidlingsaspektet. For at forkyndelsen skulle stå stærkt og frit måtte den ikke ”pakkes ind” i formidling, det kunne endda hos nogen opfattes som en manglende tillid til kraften og styrken i Guds ord, manglende tro simpelthen. Holdningen førte til den føromtalte tornerosesøvn. En udbredt vægring mod at tænke i afsender-modtager og derfor også en manglende vilje til at rette ind i forhold til ”modtagervenlighed”. Min egen holdninger er, at det er en balancegang. Gudstjenesten må gerne opleves spændende og relevant. Men den skal rumme et frirum, hvor jeg ikke som præst har brug for at styre alt for at sikre en bestemt oplevelse. Prøvestenen er som sagt om jeg husker at jeg også selv – selv om jeg er ”på” som præst – er kommet i kirke for at blive tiltalt af evangeliet, for at høre det sagt til mig, som jeg ikke kan sige mig selv. Et for stort fokus på modtagervenlighed – man kunne også kalde det underholdningsværdi, seertal eller visninger hvis nu folkekirken var en youtubekanal – risikerer at sløre dette element og få præsten til at fremstå som en performer foran et publikum. Pointen er, at præst og menighed principielt er ligestillede. Præstens opgave er at repræsentere menigheden, ikke at distancere sig fra menigheden. Derfor er det også problematisk når vi i kirken tænker i ”brugerinddragelse” – fordi den myndige, ansvarlige menighed dermed er reduceret til (for-)brugere, som nogen har ansvar for at ”inddrage”. Det glemmes at menigheden ikke kan ”inddrages”, for menigheden er kirken og som sådan allerede inddraget. (Her er i parentes bemærket virkelig en formidlingsopgave for folkekirken. Mange kender til Luthers dictum om at enhver som er krøbet ud af dåben er både præst og pave, få gør sig imidlertid klart at det omvendt betyder at præsten ikke tilhører en særlig gejstlig stand. Præsten står foran alteret, ikke som noget særligt, men netop som repræsentant for alle dem, der er i kirke. Jeg har tit undret mig over, hvorfor det er så svært at trænge igennem (formidle) med dette budskab. Findes der mon simpelthen et behov for forskel, som når folk ser på præsten og siger ”undskyld” hvis de kommer til at bande selv om vi nok mindst skal et par generationer tilbage i tiden for at finde en præst, der ville fordømme nogen for at sige et bandeord).

Fri og bundet

I søndagens højmesse er der indlagt adskillige ”snublesten”, i fald jeg som præst er ved at glemme at det ikke handler om min performance eller om at sælge biletter til ”publikum”. Måske er det derfor denne tusindårige tradition er udfordret i disse år. Den føles måske ikke så ”sjov” at arbejde med på grund af denne indbyggede modstand. Omvendt opstår de mest særlige øjeblikke ofte netop når der er rammer, benspænd og modhager involveret. Tænk på hvad Inger Christensen får ud af den stramme sonetform i ”Sommerfugledalen”!

I højmessen er formen fastlagt på forhånd. Der er en given orden, som ikke må fraviges (den er autoriseret af Dronning Margrethe II), til denne orden hører et udvalg af tekster, som ligger fast på forhånd. I den stramme form kan organisten så vælge musikken, præsten vælger salmerne (ofte i samarbejde med organisten), og præsten kan frit skrive sin prædiken. Endelig kan kirken i nogle tilfælde være visuelt tilpasset en særlig søndag, f.eks. med en julekrybbe i december, bøgegrene til konfirmation etc. Andre visuelle elementer er fastlagt på forhånd, f.eks. skal der være to tændte lys og friske blomster på alteret.

I denne helhed er det ikke kun præsten, der forkynder. Musikken, læsningerne fra Bibelen og ikke mindst salmerne rummer i høj grad også forkyndelse. Alle disse elementer giver en enestående mulighed for at skabe det frirum, jeg nævnte ovenfor. Jeg vælger f.eks. gerne salmer som er indbyrdes ”uenige”, eller jeg vælger en salme, som modsiger noget af det, som jeg planlægger at sige i min prædiken. Der må gerne være løse ender! Og de kommer ofte helt af sig selv, bl.a. fordi der i én gudstjeneste ofte indgår tekster, fra forskellige tidsaldre og forskellige kulturer.

Den stramme form giver gudstjenesten det, man kunne kalde evighedskarakter. For en, der går jævnligt i kirke, er det ikke nødvendigt at opleve gudstjenesten fra start til slut. Man kan, rent fysisk, gå ind og ud eller man kan, mentalt, stå af og på. Der går ikke noget fra gudstjenesten af den grund, det man ikke fik med den ene søndag kan man få den følgende.

Gud som trekant

Det frirum, som jeg her har skrevet om, har at gøre med det kristne gudsbillede. I sin bog ”Trinitetsmaskinen” (2010) tegner teolog og billedhugger Hein Heinsen et anderledes portræt af den kristne Gud. Det vigtigste, skriver Heinsen, er at den kristne Gud er treenig og derfor dynamisk. Det symboliseres ofte – meget pædagogisk – med trekanten, som er én figur, men har tre sider. Således forstår vi også den kristne Gud som én Gud, der består af Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Det dynamiske opstår netop i tre-heden, det som Asger Jorn har kaldt ”triolektik” i modsætning til dialektik. Jorns tanker om triolektik er komplekse og vidt forgrenede. Han udviklede blandt andet ”triolektisk fodbold” som spilles på en sekskantet bane. Jorns ærinde med triolektikken var at bryde ud af den dialektiske spænding, der baserer sig på modsætning og konflikt. Triolektikken består i stedet af tre komplementære størrelser. At de tre størrelser er komplementære vil sige at de ikke er organiserede i en hierarkisk magtstruktur. Man kan måske bedst illustrere det ved at forestille sig en samtale. Er den mellem to, dialektisk, opstår der et element af magtspil og forhandling; kommer du mig i møde, skal jeg komme dig i møde eller skal vi prøve på at mødes på midten? Tilføjes så en tredje samtalepartner så sker der noget nyt. Hvis man forstiller sig at de to stod over for hinanden, med lidt afstand imellem, og en tredje nærmer sig, så opstår der et rum imellem dem, en trekant. Det er nu ikke længere et spørgsmål om hvem der kommer hvem i møde, de kan alle tre lægge noget ind i det fælles rum imellem dem. Sådan et rum er gudstjenesten. I dette fælles tredje opstår der en dynamik, fordi der er et rum, som ingen kan bemægtige sig.

Hvem bestemmer?

Badious begreb om sandhedsbegivenheden lader sig selvsagt ikke umiddelbart overføre til andre områder. Alligevel er der måske inspiration at hente i påpegningen af det fælles tredje som det magtfrie rum, hvor alle kan mødes uanset baggrund og eventuelle særlige identifikationer i forhold til egen person. Jeg tror mange kan genkende den erfaring at de vigtigste personer i ens personlige dannelsesrejse udgøres af dem, som var optaget af det fælles tredje, forstået som ”sagen selv”. Dem der bare elskede litteraturen for litteraturens egen skyld, var også dem, der gav én lyst til at læse. Og dem der viste én et billede, bare fordi de selv syntes at dét perspektiv eller dén farve var dybt interessant, var dem, der gav én lyst til at gå på museum eller selv tegne og male. Når kulturen instrumentaliseres og promoveres som garant for dannelse, udvikling af empati eller booster af indlæring alt efter hvordan de politiske vinde nu blæser, så kompromitteres den. Den vristes ud af det magtfrie rum, hvor den er sin egen berettigelse. Og det mærkes straks hos ethvert opvakt menneske med trang til selvstændighed. Når kunst, litteratur, videnskab og sandhedssøgen for lov at være til i sin egen ret, bliver den for alle, uden forskel.

Litteratur:

Bibelen. Det Danske Bibelselskab 1993

Alain Badiou: Saint Paul- the foundation of universalism. Stanford University Press 2003. Oversat fra Saint Paul – La foundation de l’universalisme, Presses Universitaires de France 1997

Hein Heinsen: Trinitetsmaskinen, Gyldendal 2010

Asger Jorn: Introduktion til ” Naturens Orden”. Meddelelse nr. 1 fra Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme, 1962. Kilde: www.museumjorn.dk