Med antropologen på arbejde

For en antropolog handler feltarbejdet om at blive klogere på verden gennem nysgerrighed og evnen til at leve sig ind i andres livsverdener. Men hvad vil det mere præcist sige at tage på feltarbejde? Og hvordan kan deltagerobservation praktiseres af andre end antropologer? I denne artikel vil jeg bruge mine egne erfaringer med det kvalitative feltarbejde til at belyse nogle af potentialerne ved den etnografiske metode, som inspiration for alle, der arbejder indenfor det sociale og interkulturelle område.

I felten

Mellem januar og juni 2010 udførte jeg et kvalitativt feltarbejde i Berlin, som optakt til mit speciale om unge tyskeres nationale identitetsdannelse 20 år efter murens fald. Gennem fire måneder levede jeg sammen med en gruppe tyske studerende i 20erne, og ved feltarbejdets afslutning havde jeg samlet et omfangsrigt og alsidigt empirisk materiale, baseret på etnografiske interviews, observationer og deltagelse i de unges hverdagsliv. Materialet dannede baggrund for en analyse af de unges nationale identitetsdannelse. Som antropologistuderende har man relativt lang tid til at udføre feltarbejde. Tid som det kan være vanskeligt at afsætte udenfor universitetsverdenen. Ikke desto mindre kan den etnografiske metode være nyttig at tænke med i alle sammenhænge, hvor kulturmøder udgør en del af dagligdagen.

Den første kontakt

En af de første udfordringer man møder, når man i projektsammenhæng ønsker at nå ud til en målgruppe, er at skabe kontakt – at få adgang til felten så at sige. Opsøgende arbejde kræver et vist forhåndskendskab, og man må stille sig selv spørgsmål om hvor, hvornår og hvordan det er mest hensigtsmæssigt, at man tager kontakt til sin målgruppe? Under feltarbejdet i Berlin valgte jeg at tage kontakt til de unge tyskere via Berlins mange hjemmesider med bofællesskabs-annoncer. Et bofællesskab i bydelen Kreuzberg, hvor jeg bosatte mig i perioden, blev mit afsæt for kontaktsøgningen, foruden mine mails til gamle bekendte i byen. Herfra udvidede jeg mit netværk, ved at lade ”snebolden rulle” (Bernard 2005:192). I dagtimerne var mine informanter enten på universitetet eller på arbejde og jeg havde derfor ikke mulighed for at ”følge” dem hele tiden (Marcus 1995:97). Jeg valgte at deltage i hverdagen i og omkring bofællesskabet i Kreuzberg; ved morgenbordet, ved samlingen foran krimiserien Tatort søndag aften, til fester og sociale arrangementer. Det viste sig fra starten let at komme i kontakt med unge med østtysk baggrund. Jennifer fra Østberlin svarede således prompte på en mail, at hun meget gerne ville mødes og diskutere ”dette stadig meget aktuelle emne”, da jeg spurgte ind til hendes opfattelse af øst og vest i dag. Anderledes svært var det at gøre det begribeligt for de unge med vesttysk baggrund heriblandt mine bofæller, hvorfor jeg havde interesse i at tale med dem. Flere af dem gav, modsat deres østtyske jævnaldrende, udtryk for, at forskelle mellem øst og vest var nærmest lig nul. ”Det har da ikke nogen betydning mere”, som min bofælle Hannes en dag sagde. Forskellige reaktioner som disse vakte min nysgerrighed og det viste sig nyttigt netop at bo sammen med unge med vesttysk baggrund, for at blive klogere på hvad deres distancering til emnet beroede på. Hverdagslivet i bofællesskabet gav mig indblik i hvad jeg senere har betegnet som en tabuisering af Tysklands delte fortid. En analytisk pointe, som jeg havde overset, hvis jeg havde nøjes med at interviewe disse unge. Ved både at lave interviewaftaler med og deltage i mine informanters hverdagsliv, fik jeg øjnene op for forskellige opfattelser af øst og vest blandt en tilsyneladende homogen gruppe unge tyskere. Eksemplet illustrerer en af de centrale styrker i den etnografiske metode. Fleksibiliteten til at række ud over interviewsituationer, og indfange ytringer, detaljer og nuancer i hverdagens ord og handlinger.

Det vi gør og det vi siger vi gør

”Deltagerobservation”, den brede betegnelse for den etnografiske metode, er en balancegang mellem indlevelse og distancering, mellem deltagelse og observation (Hastrup 2003:7). Øvelsen består i på én gang at sætte sig ind i og udenfor den sammenhæng man vil undersøge. Denne dobbelte position er nødvendig for både at kunne lytte til hvad folk fortæller, og samtidig rette opmærksomheden mod hvad der ikke bliver sagt. Med andre ord er det nødvendigt både at fokusere på ord og handlinger. Men hvordan bevarer man dette dobbelte blik? En forudsætning for at kunne leve sig ind i andres livsverden er, at man tilbringer tid sammen med de mennesker man gerne vil forstå. Man skal stille åbne spørgsmål og forholde sig nysgerrigt til, at andres virkelighed kan tage sig anderledes ud end man selv har forestillet sig. Evnen til at distancere sig til den felt man bliver en del af muliggøres af dokumentationen. Noter fra samtaler, iagttagelser og indtryk, også de, der i første omgang ikke virker relevante, skal skrives ned, for senere at kunne betragtes i et nyt lys. Notetagningen er et af de første skridt i en analytisk proces, og et led i distanceringen til felten. Da jeg kom hjem fra feltarbejde i Berlin havde jeg samlet en masse noter, som tegnede et billede af, at mine bofæller lagde afstand til deres nationale identitet som tyskere. Eksempelvis havde jeg noteret en hændelse, hvor min bofælle Hannes satte et klistermærke på døren til vores bofællesskab med teksten ”hate your Heimat” (had din hjemstavn) og en samtale med Johanna, der talte om, at være stolt over ikke at referere til sig selv som tysker på rejser i udlandet. Men da jeg gennemgik materialet opdagede jeg også gentagne beskrivelser af at vennerne i mit bofællesskab søndag efter søndag samledes omkring krimiserien Tatort. Den sammenhængende læsning af noter jeg havde skrevet i forskellige situationer ledte mig på sporet af pointen om, at de unge ikke bare lægger afstand til deres nationale identitet. De indgår også i et nationalt fællesskab, når de følger med i krimiserien Tatort. Serien, der som en af mine informanter udtalte det ”forener nationen”. Tatortserien bliver, tilsvarende Matador i Danmark, set af en stor del af den tyske befolkning. Når de unge bænker sig i sofaen søndag efter søndag praktiserer de på denne måde en form for nationalt fællesskab, som ikke kom til udtryk i vores hverdagssamtaler. Fortællingen om de unge tyskeres nationale identifikation illustrerer hvordan kombinationen af indlevelse og distancering ledte mig frem til en vigtig analytisk pointe. Ved både at rette fokus mod hvad folk gør, og hvad folk siger de gør, eller ikke siger, kan man indfange modsætninger i det levede liv og derigennem opnå større forståelse af den sociale og kulturelle kontekst man undersøger.

En dansker i Tyskland

Under feltarbejdet i Berlin lagde mine bofæller ikke skjul på de fandt det komisk, at jeg som dansker syntes en gruppe unge tyskere udgjorde interessante studieobjekter. BIandt mine bofæller og deres venner blev jeg på venskabelig vis, men ikke desto mindre til min egen overraskelse, sat i bås som en art nationalromantiker med en national stolthed, jeg ikke tidligere havde været bevidst om. Gennem vores daglige samvær, blev jeg således opmærksom på ikke kun de unges, men også min egen ”hverdags-nationale identifikation” (Fox & Miller-Idriss 2008). Da vi til berliner-folkefesten 1. maj gik gennem menneskehavet i Kreuzbergs gader, sagde min informant Johanna drillende: ”Du kan jo tage nogle danske flag frem og vifte lidt med.” Vi havde forinden talt om, at man i Danmark bruger det nationale flag til markering af fødselsdage. For hende virkede denne tradition helt ubegribelig i en national kontekst, hvor flaget først de senere år er blevet anvendt offentligt og kun i forbindelse med store nationale begivenheder som under VM i fodbold i 2006 og 2010. Min nationale bevidsthed blev genstand for utallige jokes blandt mine bofæller, og deres reaktioner på mine nationale referencer gjorde mig opmærksom på min egen forestilling om at indgå i et dansk nationalt fællesskab. Disse oplevelser viser hvordan etnografisk viden genereres gennem dialog med den felt man indgår i. Vidensproduktionen kræver opmærksomhed på ”den anden”, men også på den baggrund man selv kommer med. I mit tilfælde fik min baggrund som dansker betydning for mine indsigter i mødet med de tyske unge.

Fornemmelse for sproget

Sproglige begrænsninger kan udgøre en barriere for dialogen i felten og i mange sammenhænge vil tolkebistand være nødvendig. Med eller uden tolk udgør forståelsen for sproglige nuancer en nøgle til at opnå indsigt i en kulturel sammenhæng. Under feltarbejdet i Berlin rakte mine tyskkundsskaber til at gennemføre feltarbejdet uden brug af tolk, hvilket gav mig stor frihed til at indgå i forskellige sociale sammenhænge med de unge. De sproglige vanskeligheder jeg ind imellem alligevel oplevede kunne give en legitim grund til at bede om uddybninger af ord og begreber jeg ikke forstod, hvorigennem jeg fik ekspliciteret indholdet af det sagte. I takt med at jeg fik styrket mit sprogøre, blev jeg opmærksom på nuancer ikke mindst i forhold til, hvornår noget var sagt i spøg eller i en ironisk tone. Denne føling med sproget blev en vigtig kilde til viden, og humor kom til at udgøre et analytisk perspektiv, som centralt aspekt af de unges nationale identitetsdannelse. Mine oplevelser illustrerer hvordan fornemmelsen for sprogets tone, i mit tilfælde den humoristiske tone, kan være centralt for forståelsen af den sammenhæng man indgår i.

Venner i felten

Under feltarbejdet i Berlin havde jeg en dobbelt rolle som ven og som forsker med en dagsorden (Berdahl 2000:173). Jeg havde en faglig interesse i en del af de unge tyskeres liv, men blev involveret i hele deres liv. I bofællesskabet fik jeg hurtigt tildelt rollen som ’bofælle’, og jeg blev helt og aldeles inkluderet i mine bofællers sociale liv i og udenfor hjemmet. Vi tog sammen på weekendture til Hamburg og Dresden, spillede frisbee i parken og gik til fester sammen i weekenden. Jeg blev inviteret med til middagsselskaber og byture med mine øvrige informanter, og i alle mine relationer i felten blev det tydeligt, at min personlighed spillede en betydelig rolle, som et af deltagerobservationens vilkår (Dewalt & Dewalt 1998:275). Mens det overordnet er en stor styrke at kunne indgå i hverdagen blandt målgruppen for studiet, er der også ulemper forbundet med en høj grad af deltagelse, og opbygningen af nære relationer, som dem jeg skabte til flere af de unge. De nære relationer kan gøre det vanskeligt at fastholde en tilstrækkelig distance, både under og efter feltarbejdet. For mig var det til tider en udfordring at synliggøre mit etnografiske ærinde overfor mine bofæller og ikke mindst de mange venner, der hurtigt opfattede mig som en selvskrevet del af deres fællesskab. En væsentlig etisk overvejelse når man laver projekter hvor man inddrager mennesker ligger i, at være sig sit formål bevidst, og at kunne tale åbent og ærligt om, hvilket ærinde man kommer i. Den kulturelle forståelse forudsætter åbenhed og dialog med de mennesker som udgør projektets målgruppe.

Antropologen som ubuden gæst

Som antropolog på feltarbejde er man, som antropologen Daphne Berdahl beskriver det, ofte kendetegnet ved at være ”the (uninvited) guests of those we study”. Arbejdet bliver kun muliggjort ved hjælp af menneskers villighed til at lade antropologen blive en del af deres liv for en tid (Berdahl 2000:172). Velviljen er afsættet for, at antropologen kan sætte sig ind i ”den andens” virkelighed, hvadenten det handler om at forstå unge tyskeres vilkår i Berlin eller en gruppe borgeres hverdag i København. Med denne artikel har jeg peget på nogle af potentialerne ved den etnografiske metode, til anvendelse og inspiration i socialt og interkulturelt arbejde. Den etnografiske metodes styrke ligger i at fordre dialog og udveksling af kulturel viden. Det handler om at turde stille spørgsmål, lytte og lade sig overraske i mødet med ”den anden”. Hvis vi tager for givet, at vi ved hvad andre tænker, glemmer vi at lytte, spørge ind og blive klogere på hinandens livsverdener. I projektsammenhænge med korte tidsrammer, stramme budgetter og klare målsætninger, kan det være en udfordring at lytte og lade sig overraske undervejs og brugerne kan umiddelbart synes alt det ”forkerte” og besværliggøre projektarbejdet. Ikke desto mindre ligger der gode projektresultater at hente i virkelig at leve sig ind i målgruppens livsverden og tilpasse projektets målsætninger dertil. Det handler ikke om at lægge ansvaret fra sig og over på brugerne, men om at tage ansvar for projektets levedygtighed ved at forankre det bedst muligt blandt brugerne.

Kilder og baggrundslitteratur

Berdahl, Daphne 2000Mixed Devotions: Religion, Friendship, and Fieldwork in Postsocialist Eastern Germany. I: De Soto, Hermine & Dudwick, Nora (red.): Fieldwork Dilemmas. Anthropologists in the Postsocialist States. Wisconsin: The University of Wisconsin Press.

Bernard, Russel 2005Research Methods in Anthropology. Qualitative and Quantitative Approaches. San Fransisco: Altamira Press.

Hastrup, Kirsten 2003“Introduktion”. I: Hastrup, Kirsten (red.): Ind i verden – en grundbog i antropologisk metode. København: Hans Reitzels forlag.

Marcus, George 1995“Ethnography in/of the World System: The Emergence of Multi-Sited Ethnography”. Annual Review of Anthropology 24:95-117.

Fox, Jon E. & Miller-Idriss, Cynthia 2008“Everyday Nationhood”. Ethnicities 8(4):536-576.

Dewalt, Kathleen M. & Dewalt, Billie R. 1998“Participant Observation”. I: Russell, Bernard (red.): Handbook of Methods in Cultural Anthropology. Walnut Creek: AltaMira Press.

Kirsten Hastrup, Cecilie Rubow, Tine Tjørnhøj-Thomsen 2011Kulturanalyse. Kort fortalt. Samfundslitteratur. København