Om vrede, svigt og det familieterapeutiske arbejde

De vrede unge mænd

Jeg har fulgt Yahya Hassan – hans digte om at blive opdraget i Danmark af forældre, hvis sociale og kulturelle magtesløshed bliver til vrede over for og tæsk af deres børn. Digtene har tiltrukket sig stor opmærksomhed i såvel de sociale medier som hos anmelderne i Kulturdanmark. Der var tale om en gave til dansk litteratur, om oversættelser til fremmede sprog og kulturel anerkendelse. Yahya Hassan, den vrede unge mand fra Århus Vest, blev gjort til talerør for en hel generation – den generation, der føler sig svigtet af deres forældre og som i deres protest ender i kriminalitet eller plages af forstyrrede identiteter.

Politikken bragte den 5. oktober 2013 et stort interview med Yahya Hassan. Sætninger som: ”Så snart vores forældre landede i Kastrup, var det, som om deres rolle som forældre hørte op.” har brændt sig fast i min hukommelse. Interviewet og digtene var provokerende og de affødte flere forskelligartede reaktioner i offentligheden – personlige trusler mod forfatteren indbefattet.

Der var kronikker, der nuancerede eller distancerede sig fra det lyriske portræt, som Yahya Hassan havde tegnet. Forældrenes svigt og børnenes vrede blev hevet ud af den etniske diskurs om indvandring og gjort til et alment menneskeligt problem. Ayse Dudu Tepe skrev – ligeledes i Politikken (12.10.13) -, at vold og svigt ingen hudfarve, klasse eller religion har. Andre skribenter så sig som ofre for indvandrerdiskursen, hvor vold og svigt ikke blev udlagt som en social opgave men opfattet som uciviliseret adfærd, der bunder i den kulturelle kløft mellem de etniske grupperinger i Danmark og selve danskheden (Selin Önder, Politikken 13.10.13).

Der var imidlertid også andre bidrag, hvor Yahya Hassans digte, meninger og holdninger blev ophøjet til et stærkt symbol i kulturkampen mellem det moderne, sekulariserede og liberale Indvandrerdanmark og dets religiøse, traditionalistiske og reaktionære modpart. Søren Villemoes (Weekendavisen, 11.10.13) tager Yahya Hassans poesi til indtægt for et spirende oprør i de muslimske miljøer. For ham har konfliktlinjerne i indvandrerdebatten langt om længe forskudt sig. Opgøret står ikke længere kun mellem et liberalt Danmark og et forstokket Indvandrerdanmark. Nej, nu kæmper miljøets moderne fløj side om side med det liberale Danmark. Dog sætter kampretorikken sine spor. I kulturkampen er det knald eller fald, sejr eller nederlag.

Jeg har stor respekt for Yahya Hassans livshistorie og hans fortællinger om vold, svigt og vrede. Jeg føler mig ramt af det sagte og måske endnu mere af det, der ikke blev sagt. For mig er hans digte mere end en æstetisk oplevelse; de repræsenterer et udsnit af min livsverden. Jeg er kommet til Danmark via Kastrup i en ung alder. Jeg har sammen med min kone opdraget vores to drenge. Om jeg har været en god far, må mine børn og børnebørn vurdere. Vi har været ledsagere i deres opvækst, støttet deres uddannelse og understøttet deres tilknytning til Danmark efter bedste evne – uden indblanding af systemet. Vi har imidlertid også bygget bro for dem til oprindelseslandets kulturelle univers.

Jeg er ikke kun forælder, men også socialkonsulent og familieterapeut – der netop arbejder med børn og forældre, der lever og vokser op i et Danmark, der er tilknyttet Underdanmark og der ganske ofte opdrager hhv. opdrages med rødder i andre kulturer end den danske. For mig er Yahya Hassans vrede på ingen måde et ukendt fænomen; det svigt, som jeg i mit arbejde i og med Underdanmark har oplevet, har præcist den oplevelseskvalitet, der i symbolsk fortættet form kommer til udtryk i digtet BARNDOMMEN: ”Fem børn på en række og en far med en kølle, flergræderi og en pøl af pis…”. Det der den form for barndom, jeg dagligt er i kontakt med og som jeg forsøger at ændre for forældrenes og de unges skyld – ofte sammen med systemet.

Jeg synes, at Ayse Dudu Tepe har ret, når hun skriver, at vold og svigt ingen hudfarve, klasse eller religion har – i hvert fald, når det gælder den etiske side af mit socialterapeutiske arbejde. Til gengæld spiller klasse og den sociale arv en stor rolle i mit praktiske arbejde – uanset etniske tilhørsforhold. Underdanmark er ikke kun en diskursiv konstruktion; det er en virkelighed, hvor der hersker særlige sociale levevilkår. Dem beskriver jeg efterfølgende med udgangspunkt i etniske minoritetsgrupper. Kulturkampens retorik fra indvandrerdebatten er efter min mening ret uvedkommende og ikke særlig produktiv for mit arbejde. Kulturkampen stjæler både vreden fra Yahya Hassan ved at ophøje den til led i et systemopgør og den graver grøfter ved at reducere social-strukturelle faktorers forklaringskraft til fordel for kulturelle forskelle.

At tæve børn er ikke kun et muslimsk fænomen!

Nej til vold mod børn. Forældre vil gerne være betydningsfulde for deres børn. Vold mod børn har ikke noget med islam at gøre. Jeg vil her give mit bud på, hvilke forhold der spiller ind, når forældre svigter deres børn.

Jeg vil i min artikel tage udgangspunkt i noget af det, som Yahya Hassan er blevet citeret for, når han beskriver sin familie og opvækst i Århus Vestegn og som i en vis udstrækning får ham til at generalisere i forhold til flygtninge- og indvandrerforældre:

Far slår og mor griber ikke ind
Flygtningeforældre svigter deres børn
De begår socialt bedrageri
De forhindrer børnene i at blive integreret.

Jeg kan ikke være uenig i de ovenstående forhold, som Yahya er blevet citeret for. Jeg tager stærkt afstand fra dem, men kan genkende noget af det fra mange års erfaringer med mit terapeutiske arbejde med flygtninge- og indvandrerfamilier. Jeg vil dog fastholde, at de ting, som Yahya peger på, kan man også finde i danske familier eller hos andre nationaliteter. Det har ikke noget med islam at gøre, selv om debatten i medierne inddrager forældrenes tro som en medvirkende årsag til, at de udsætter deres børn for vold og svigt.

Svigter alle flygtninge- og indvandrerfamilier deres børn?

Jeg vil fastholde, at jeg ikke er enig med Yahya, når han generaliserer og taler om en generation, der blev svigtet. Jeg kender mange familier, hvor forældrene på trods af en traumatiseret baggrund viser såvel omsorg som kærlighed og støtter deres børn i at være en del af fællesskabet – det danske og det etniske.

Hvilke flygtninge- og indvandrerfamilier tæver deres børn?

Lige som alle andre forældre har også flygtninge- og indvandrerforældre visioner og planer på deres børns vegne, men i både den tidligere og den nuværende debat har en del af os undret sig over, hvilken type familier, der udsætter deres børn for bl.a. tæv og svigt. Hvad kendetegner disse familier? Min artikel er en kommentar til Yahyas udmelding. Følgende forhold kan dog lige så godt gælde for familier med en anden tro end islam eller med andre kulturelle baggrunde. De har ikke nødvendigvis flygtninge- eller indvandrerbaggrund. Forældre:

har ringe skolebaggrund.
har på mange planer hverken føling med deres hjemland eller med Danmark.
lever stort set isoleret i forhold til deres egen familie og det øvrige samfund.
er usikre på deres rolle og funktion som forældre
har ikke det nødvendige psykiske overskud pga. forskellige psykosociale problemer.
kæmper med personlige problemer såsom skilsmisse, misbrug af alkohol, hasardspil osv.
har svært ved at finde arbejde og kæmper for at få familiens økonomi til at hænge sammen.
har utilstrækkelig viden om børns udvikling og behov.
forsøger at opdrage deres børn ud fra deres egen opdragelse.
relation til deres børn er præget af angst, fordi børnene via deres kontakt til forskellige pædagogiske institutioner og det omgivende samfund bliver udsat for kulturel påvirkning. Forældrene ser det som en trussel, hvilket giver anledning til voldsomme konflikter og konfrontationer mellem børn og forældre.
er ikke radikale, men troende.
tror, at problemer med deres børn kan løses med tæv og med henvisning til religionen.

Hvad skal der ske for disse familier?

Forældres vold og omsorgssvigt er på ingen måde acceptabel. Selvom forældrene ikke har gode forudsætninger for at opdrage deres børn, så vil de det bedste for deres børn. Men nævnte forhold kan bevirke, at de ikke magter at være kompetente forældre. Forældre i nød har ret til deres børn og efter min mening brug for en hjælpende hånd til at blive kompetente forældre.

Familier i nød skal kunne opleve, at forældrene er i stand til at skabe gensidige, følelsesmæssige bånd mellem sig og børnene.

Der skal arbejdes på at skabe kontakt til disse forældre, fx via myndigheder, småbørnsinstitutioner, skoler og andre organer. Via disse kontakter afdækkes forældrenes behov for kompetenceudvikling i forhold til deres børn.
Traumatiserede familier har brug for hjælp; det er en social forpligtelse, alle skal påtage sig.
Allerede fra graviditeten skal forældrene tilegne sig nødvendige kompetencer som forældre.
Forældrene skal støttes i forhold til sprog, uddannelse og arbejdsmarked, så de kan være forbilleder for deres børn.
Kommunerne skal samarbejde tæt med andre professionelle netværk for at forebygge tragedier i familier i nød.
Flygtninge- og indvandrerorganisationer skal være ansvarsbevidste omkring deres rolle som organisation og samarbejde med forskellige aktører for at støtte familierne.

Jeg arbejder dagligt med disse familier og underviser også flygtninge og indvandrere med henblik på forældrekompetencer. Min erfaring viser, at når det lykkes at etablere kontakt til en familie, er den som regel modtagelig over for støtte til familiens børn.

Min undervisning og arbejde flyttes til lokale moskeer og forældrenes stue

Min erfaring viser, at mødrene kommer, mens fædrene ikke viser den store interesse for undervisning i forældrekompetence. Måske bliver det anderledes, når jeg i slutningen af oktober skal undervise i en lokal moske i Esbjerg. Formålet er at komme i kontakt med en stor forældregruppe, som kan påvirkes via min kontakt og viden. Der skal bygges bro til lokale myndigheder, som kan samarbejde med familier, der har brug for støtte.

Jeg er overbevist om, at disse familier ikke er til mødelokaler. Når jeg taler om kontakt, mener jeg bred kontakt til hele familien. Når jeg skal arbejde med en familie, får den at vide, at jeg arbejder med hele familien, og at jeg kommer hos dem på grund af problemer, der er observeret omkring deres børn.

Det er ikke nemt for mig at komme ind i disse familier, men et tæt samarbejde med de forskellige aktører og ikke mindst en klar målsætning er med til, at forældrene forstår min funktion. Det er forskelligt fra familie til familie, hvordan man skaber den kontakt.

Når der er skabt tryghed og tillid mellem mig, forældrene og de øvrige familiemedlemmer, sker der det interessante i samarbejdsprocessen, at forældrene selv fortæller, hvordan de har det med deres børn. Ofte har de gået med en følelse af afmagt uden at vide, hvor de kunne gå hen og hente hjælp. Med mit kendskab til deres kulturelle baggrund og min professionelle erfaring kan en del af disse forældre tilegne sig de nødvendige færdigheder. Men der findes også forældre, der ikke kan udvikle sig, og det har alvorlige konsekvenser for dem og deres børn, sådan som vi har hørt fra Yahya Hassan.

Jeg har arbejdet med forældre, der er troende muslimer samt kærlige og omsorgsfulde over for deres børn. Jeg har arbejdet med familier, der har et mere afslappet forhold til religionen, men hvor forældrene har været voldelige. Vold, omsorgssvigt og socialt bedrageri har altså ikke noget med religion at gøre, men det har de sociale forhold, som jeg har beskrevet i det foregående.

Vold er et udtrykt for afmagt – det er vreden også.