Sig hej til Jumbo

Du betegner dig som legestuemusiker. Hvad er egentlig en legestuemusiker? Og hvad skal man kunne for at være det?

Jeg ser en legestuemusiker som en, der uden at kende børnene kan komme ud og interagere med dem. Det vil sige fange deres opmærksomhed og give dem lyst til at være med til at hoppe og danse, lave fagter og så videre. Det er en person, børnene kan imitere, og som kan holde øje med dem og opmuntre dem til at deltage i de små enkelte dele, fx opmuntre til at klappe eller trampe på et givent tidspunkt.
Jeg har spillet guitar og sunget med børn i forskellige sammenhænge i 22 år, regnede jeg mig lige frem til. Det har været inden for spejder, børnehaver, da jeg var pædagog og nu legestuer/ musikarrangementer. Jeg kom egentlig i gang, da jeg startede på Biblioteksskolen tilbage i 2007 og flyttede til Aalborg i 2008 fra Hjørring. Efter et år som studerende savnede jeg den musikalske del af mit pædagogarbejde, og gik ned på Trekanten Bibliotek & Kulturhus i Aalborg Øst for at høre, om de ikke havde brug for en musiker. De husede tilfældigvis en dagplejegruppe, der samledes 5 dagplejere og deres børn, og de stod og manglede en. Siden da har jeg ikke gjort det store for at få flere legestuejobs, da rygtet spredte sig mellem dagplejere og biblioteker i Aalborg.

legestue 2013 fotograferet af Helle Momme

Hvordan fik du ideen til selv at skrive sangene og samle dem i en bog og på CD? Mangler der – efter din mening – egnet materiale, der stimulerer småbørnenes udvikling?

Det var nyt for mig at spille med dagplejebørn, og i starten var det udfordrende, hvordan man fangede deres opmærksomhed, når de ikke havde sproget endnu. Men jeg fik tilegnet mig nogle tips og tricks og fik bygget videre på mine erfaringer undervejs. Det var også i denne sammenhæng jeg fandt ud af, hvor mange danske børnesange, der findes, og hvor få, der er direkte målrettet før-sproglige børn.
Jeg søgte med lys og lygte efter sange til de helt små, og blev ofte skuffet, når jeg stod med sangbøger ”til de mindste” som igen ”bare” var masser af ord, der ikke i første omgang ville kunne fange de helt smås opmærksomhed.
Derfor måtte jeg begynde at lave mine egne sange, når jeg stod og manglede en sang, der fx skulle træne dyrelyde, og jeg var blevet træt af Jens Hansens Bondegård, eller en sang, hvor man kunne bruge den store gymnastikbold. Mine sange bliver skabt af, at jeg står og mangler en sang, der kan opfylde nogle forskellige funktioner, som kunne være sjovt for børnene at prøve. I min kommende sangbog har jeg nogle faldskærmssange og en sæbeboblesang.
Der har været stor efterspørgsel fra forældre og dagplejere, når jeg har været ude, om jeg havde indspillet sangene, og det er det, der konkret har fået mig til at gå efter fysisk udgivelse.

Du har spillet i mere end 100 arrangementer? Går der ikke noget tabt, hvis man bruger CD og bog i stedet for en “professionel legestuemusiker” til at nå børnene og bogens udviklingsmål?

Jeg ser legestuearrangementer og bogen plus CD som to forskellige ting, der fint kan supplere hinanden. Jeg mener, at bogen kan være en supplering til de arrangementer, hvor der er en rigtig person, der sidder og spiller og synger med børnene. Hvordan de voksne bruger bogen og CDen i forhold til børnene, kan jeg ikke vide, men jeg tror, at både børn og voksne hurtigt kan lære sangene, og så synge dem sammen uden bog, og jeg tror, at dagplejere og pædagoger kan inspireres af den til at afholde deres egne musikalske legestuer med børnene – ved at lære sangene, og læse, hvordan jeg bruger sangene sammen med børnene.

Jeg har erfaret, at børnene seer på de voksne og efterligner, hvad de gør, så jeg er generelt overbevist om, at børnene vil få mere ud af at lege med sangene sammen med en voksen, frem for at blive efterladt foran en CD-afspiller. I denne her alder. Børn der er så gamle, at de har fået sprog, tror jeg, får meget mere ud af at lytte til en CD, end de helt små gør. Men jeg får mange tilbagemeldinger på, at de helt små hopper og danser rundt til CDen, men det kan lige så godt være leg, med lyd på, og CDen kunne lige så godt være en anden end min, hvis de ikke har haft mig i legestue. Sangbogen har jeg desuden fået at vide, er god på grund af billederne, som man kan sidde og snakke om. Illustrationerne er netop lavet ved at jeg har taget billeder af de tøjdyr, jeg bruger, og malet dem i bedste malebogsstil i Paint. Der var en lille dreng, der så bogen og råbte ”Jumbo”, fordi han kunne genkende ham i todimensionel form.

De små stimuleres i deres udvikling, hedder det på bogens bagsidetekst. Hvad forstår du ved udvikling? Er der et særligt behov, som din bog tilfredsstiller, eller ligefrem nogle udviklingsbarrierer, som den råder bod på?

Jeg forstår udvikling som at komme videre fra A, at mestre noget, man ikke kunne lige før. Fra min tid i pædagogverdenen har jeg Howard Gardner syv intelligenser i baghovedet (http://da.wikipedia.org/wiki/De_mange_intelligenser) og hans 5 tilgange til læring især (Efter P.F.Laursen, i: A.Knudsen, C.N.Jensen, Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund, 2. udg., Værløse 2000, kap. 17, s. 207-220), hvor man netop i musikken kan koble flere af læringsstilene simultant, og dermed give børnene en større chance for at lære. De læringsstile, jeg tænker, der gives mulighed for her er: Den fortællende, den æstetiske og den eksperimenterende. Min sangbog råder ikke konkret bod på noget, som musik med børn ikke generelt kan råde bod på – hvis musikken er tilpasset målgruppen.

Kunne der ikke også være tale om sprogudvikling eller sprogstimulering? Hvorfor bruger du ikke dette ord?

Det er et virkeligt godt spørgsmål – det burde jeg have gjort helt eksplicit på bagsiden. Jeg har jo indtænkt den sproglige udvikling, når jeg under nogle af sangene fx skriver ”børnene lærer at få sat ord på…” ”at få betegnelser på nogle af kroppens dele på plads”, ”lære navnene på dyrene”.

Hvem henvender din bog/CD sig til? Kan alle bruge den eller skal der være visse forudsætninger på plads før bogens muligheder bliver udnyttet optimalt?

Denne bog er ikke et akademisk videnskabeligt produkt, men en lavpraktisk sangbog, der henvender sig bredt, og som skal sprede glæde og sjov. Jeg mener umiddelbart, at alle rent praktisk kan bruge den, men på forskellige måder, alt efter i hvilken grad den voksne selv har mod på at kaste sig ud i at synge, spille og lege med børnene ud fra den.
Jeg er lidt i tvivl om, hvad du mener med optimalt. Hvis optimalt er, hvordan flest børn hurtigst muligt får lært mest inden for sprog, motorik, sociale færdigheder og så videre, så vil det jo være noget, der skal effektmåles over tid, og selve de musikalske legestuer og/ eller afspilning af CDen skal foregå meget struktureret for at prøve at mindske fejlmarginen. Og små børn er ikke så lette at strukturere og dermed “effektmåle” på i en lavpraktisk hverdag.

Når du redegør for udviklingsmålene, mener du så også, at børnene bør “testes”, for at se om de har nået disse mål?

Nej, ikke som effektmålingstest i hvert fald.

Det er forskelligt, hvilke af sangene, der fanger børnene, og ville man måle på udvikling, skulle man vel også være hurtigt og dele børnene op i de sange, som de synes bedst om. Den dag. For det kan jo være en anden sang næste gang.
Når jeg fx har mine otte-ugers forløb snakker jeg med forældre, når jeg bemærker, at lille Silje fx nu er begyndt at række armene med op, efter at hun de første gange har siddet stille og kigget rundt for at se, hvad det her er for noget. Som regel gør hun også det næste gang, og måske klapper hun med. Så er der måske lille Casper, der skraldgriner, hver gang han ser elefanten komme op af kufferten og måske allerede når de andre børn har sagt dyrelyden, så gentager han den og næste gang er han hurtig og siger den med det samme, han ser elefanten. Og efterhånden lærer han også at sige ”elefant” fordi han har hørt nogle af de andre børn sige det. Det kan også være lille Amalie, der pludselig får en oplevelse af, at hun nu kan få en lyd ud af en kazoo, og så er hun næsten ikke til at stoppe igen. Eller Noah, er ved at holde i sin fars hånd finder ud af, hvordan man hinker. Min ikke-akademiske oplevelse er i hvert fald, at jo flere gange, børnene deltager i legestuerne/ musik med en voksen, jo mere åbne bliver de overfor at lege og afprøve nye ting med sig selv.

Personligt synes jeg også, at noget af hyggen ville forsvinde, hvis de små skulle måles og vejes i begge ender altid. Så en ”test” for mig i denne situation, hvis test, ville være de subjektive deltagerobservationer, der kunne laves om til små historier, som andre måske kan genkende hos deres børn ved at bruge sang og musik. Det kan være, at ordet udviklingsmål er forkert brugt, måske skulle det være udviklingspotentiale i stedet? Ikke-akademikere ville dog ikke tænke ”test” som det første tror jeg, ved at høre ordet ”Udviklingsmål”. De ville nærmere måske tænke: ”hey, er lille Nicklas ikke blevet en smule bedre motorisk? Nu kan han hoppe.”

Og overordnet mener jeg helt personligt, at i stedet for at bruge en masse tid på at teste børn, skulle man bruge tiden på at være umiddelbart til stede sammen med børnene i nuet. De bliver så hurtigt store.