Skilsmisser i tyrkiske og kurdiske familier

Skilsmisser er en skelsættende begivenhed i en familie uanset kultur og socialt lag. Skilsmisser gør ondt på både forældrene og deres fælles barn/børn. I denne artikel vil jeg ud fra et familieterapeutisk perspektiv beskrive, hvilke forhold der spiller ind i skilsmisser, men her vil jeg primært have fokus på tyrkiske og kurdiske grupper i Danmark. Jeg vil dog ikke udelukke, at de beskrevne forhold også kan gælde for andre familier.

Skilsmisse kan skyldes

Jeg vil ud fra min erfaring med skilsmissefamilier sige, at en del begrunder deres skilsmisse i det forhold, at de bor i Danmark. Disse familier mener, at hvis de boede i deres hjemland, ville de ikke blive skilt. Den opfattelse deler jeg ikke, for det er en meget overfladisk forklaring, der ikke giver mening for mig. Skilsmisser sker også i tyrkiske og kurdiske byer og landsbyer.

Der er flere grunde til skilsmisser. Jeg vil her nævne nogen af dem, jeg er stødt på, men jeg udelukker ikke, at der er flere grunde.

• Ægteskabet er indgået i en tidlig alder via familie eller netværk, dvs. arrangeret ægteskab.
• Parterne er vokset fra hinanden personligt, socialt, uddannelsesmæssigt eller arbejdsmæssigt.
• Druk og vold, der især begås af mænd.
• Familiens indblanding i parternes privatliv kan have dårlig indflydelse på fx en eksisterende konflikt.
• Parrets personlige udvikling og erkendelse af, at deres parforhold fx følelsesmæssigt, socialt eller kulturelt ikke giver det nødvendige til en af parterne, som har brug for nye udfordringer.
• Meningsforskelle fx i forhold til børneopdragelse og ansvarsfordeling, hvor manden fx mangler vilje til at tage ansvar for de hjemlige forhold på lige fod med deres kone, eller kvinden mangler motivation til at komme ud på arbejdsmarkedet eller i gang med en uddannelse osv.
• Kvinden er ikke økonomisk afhængig af manden, men arbejder og klarer sig på mange måder uden sin mand.
• Parret får ikke nok følelsesmæssigt fra hinanden, fx seksuelt, eller de savner anerkendelse, men har svært ved at kalde tingene ved rette navn. I stedet kommer deres utilfredshed til udtryk som irritation, konflikter og konfrontationer og ved at finde fejl hos partneren.

Forældrepar bruger børn som gidsler i deres skilsmisse

Jeg har oplevet voldsomme skilsmisser blandt tyrkiske og kurdiske familier, men generelt har jeg set, at begge eller en af parterne samt deres børn betaler en høj pris for skilsmissen.

Ofte ender skilsmisser i meget voldsomme konfrontationer med hadsk stemning og trusler. Hvis der er fælles børn, kan børnene blive brugt som gidsler, og især kvinder bruger børnene til at vise hadske og fjendtlige følelser over for manden, men det kan også ske fra mandens side.

Nogle forældre har svært ved at beherske deres had og fjendtlighed over for den anden part, og min erfaring siger mig, at børn og unge tager skade af forældrenes indbyrdes krig. I det tyrkiske og kurdiske miljø er fokus ofte på forældrene, hvor familien og det sociale netværk har tendens til at synes, det er synd for parret, at de står i en situation, hvor de skal skilles.

Desværre er der ikke mange voksne, der tænker på smerten hos børn og unge. De græder for sig selv og lever i en periode med deres indre smerte. Hos nogen eksploderer smerten, hvilket kan føre til fx selvskadende adfærd, selvmedicinering med euforiserende stoffer og alkohol, fascination af ekstreme politiske eller religiøse miljøer eller uhensigtsmæssig adfærd i form af vold og kriminalitet, måske i bandemiljøet.

Forebyggelse af skilsmisse

Der findes muligheder, hvor man kan forebygge skilsmisse eller minimere den smerte, skilsmissen påfører familiens medlemmer. Det kræver

• At parterne udvikler et personligt og følelsesmæssigt sprog med klar kommunikation, så de ikke misforstår hinanden eller må gætte sig frem, hvilket ofte giver anledning til konflikt og konfrontationer.
• At parterne erkender, at de har problemer.
• At de vil hinanden, dvs. er betydningsfulde for hinanden.
• At de har forsøgt selv at løse interne problemer, men er nået til et punkt, hvor de skal have professionel hjælp.
• At de tager ansvar for egne handlinger og udvikler sig personligt og følelsesmæssigt, så de kan imødekomme hinandens ønsker og behov og i dialog finde løsninger, der passer til dem.
• At de ikke trækker på forældrenes erfaringer eller lytter til deres råd om, hvordan de kan løse problemerne.
• At de, hvis selv professionel støtte ikke kan hjælpe dem gennem krisen, viser ansvarlighed, så de hverken træder på børnene eller hinanden ved at blive ondskabsfulde over for hinanden. De kan vælge at stoppe, mens legen er god, og gå hver til sit uden at skade sig selv og deres børn.

Forudsætningen for forebyggelse af skilsmisse er, at parterne kigger indad, dvs. erkender deres følelser for partneren og partnerens betydning for dem selv. Min erfaring viser, at par, der kæmper for deres forhold, kan lykkes med at redde deres familie.

Jeg oplever, at nogle par udtrykker deres indstilling til forholdet med nogenlunde følgende ord: ”Jeg er træt af min partner. Mit familieliv giver ingen mening for mig. Jeg er i forholdet og lever med min partner pga. vores børn…”

Den indstilling har ingen betydning for børnene. Børn ved af natur nogenlunde alt om, hvad der sker mellem mor og far, og de bryder sig ikke om konstante konflikter og krig mellem forældrene. De vil allerhelst være fri for forældrenes konstante konflikter og konfrontationer.

Det bedste, forældrene kan gøre for deres børn, er ikke at blive i et forhold for børnenes skyld. Børn forventer og drømmer om et liv med kærlighed, omsorg, varm stemning og hjemligt miljø.

Noter:

Ahmet Demir belyser udviklingen fra et familieterapeutisk perspektiv. Ønsker læserne et sociologisk syn på fænomenet, kan der henvises til Anika Liversages artikel i Dansk Sociologi. Liversage, A. (2013). Tyrkiske skilsmisser i Danmark. Dansk Sociologi, 24(2), 79.

Debat