Social kontrol i udsatte familier

Social kontrol eksisterer i alle samfundsgrupper, men i dette debatindlæg vil jeg gå ud fra mit arbejde med familiesager og fokusere på, hvordan jeg oplever social kontrol praktiseres i udsatte familier med minoritetsbaggrund, og hvordan social kontrol påvirker de unges personlige, faglige og sociale udvikling samt deres trivsel i forskellige sociale miljøer.

Social kontrol i etniske minoritetsfamilier

Jeg vil indledningsvis understrege, at social kontrol ikke er et fænomen, der kun eller fortrinsvis findes i socialt belastede eller fattige familier. Familiens ringe (eller høje) uddannelsesbaggrund forklarer heller ikke, hvorfor der forekommer social kontrol og hvordan den praktiseres. Selv i velintegrerede eller efter gængs dansk målestok velintegrerede familier finder man kontrollerende adfærd, brug af psykisk vold eller kropslig afstraffelse. Et ret kendt eksempel fra nyere tid er den såkaldte Tåstrup sag. En familie med palæstinensisk baggrund er blevet dømt for grov vold og frihedsberøvelse af deres 17-årige datter. Pigen blev udsat for overvågning, trusler og overgreb, selvom forældrene var veluddannede og opdragede deres børn efter danske normer. Grunden til familiens kontrollerede adfærd var, at pigen havde en dansk kæreste. Tåstrup sagen er på mange måder typisk, da social kontrol i de fleste tilfælde udøves, når det gælder parforhold, kønsroller og seksualitet.

At jeg i denne artikel koncentrerer mig om socialt udsatte familier, hænger sammen med mit arbejde som familieterapeut. I og gennem min tætte kontakt er det blevet synligt for mig, at socialt udsatte familier kæmper med flere udfordringer, oftere oplever personlige nederlag og i mindre grad føler sig anerkendt og respekteret af det omgivende samfund. Det skal understreges, at brug af psykisk og fysisk vold i opdragelsen hverken kan eller skal undskyldes. Imidlertid har børn og forældre brug for rådgivning og vejledning, når stridigheder tilsyneladende kun lader sig løse med voldelige midler. Mit argument er, at familien har en stor betydning blandt etniske minoriteter i Danmark. Derfor er det vigtigt, at konflikter mellem børn og forældre løses på en sådan måde, at der bygges broer ind i en fælles fremtid i stedet for at brænde dem alle sammen i en tilstand af momentan vrede.

Ved social kontrol forstår jeg de foranstaltninger, processer og aktiviteter, hvorved en given social gruppe forsøger at sikre overholdelsen af for gruppen centrale sociale normer: Gruppen belønner normaccept, men griber sanktionerende ind overfor normafvigelser. Kontrollen foregår både internt og eksternt. I et værdiåbent samfund vil der altid være konflikter mellem forskellige normsystemer; en langsigtet konfliktløsning skal derfor sikre indsigt i konfliktens sociale, systemiske og dynamiske sider.

Udfordringer og motiver

Forældrene føler sig uduelige. De kan ikke forsørge deres familie og har intet arbejde. I deres sociale netværk og hos partneren føler de sig ikke værdsat. Oven i det hele kæmper en del af disse forældre med fysiske og/eller psykiske problemer. I udsatte familier er især psykiske lidelser et tabubelagt emne. Selv hvis forældrene er klare over, at deres lidelser er psykiske, kan de ikke få sig til at sige det højt til familien. De søger heller ikke den rette professionelle hjælp.

Når forældrene føler, at de ikke klarer livets elementære opgaver og heller ikke formår at overvinde tilværelsens begrænsninger, udvikler de ofte et lavt selvværd og lav selvtillid. Resultatet er, at forældrene har svært ved at indfri partnerens, børnenes og det omgivende sociale netværks forventninger til, hvad en god mor eller far er. Det vil sige, at den nærmeste familie udøver social kontrol over for forældrene med henblik på selv at udøve massiv social kontrol over deres børn.

Forældre-børn-relationen er fyldt med skuffelser, frustrationer, højt forventningspres og gensidigt svigtende anerkendelse. Forældrene føler sig ikke respekterede og afmægtige, men forventer af deres børn, at de per automatik anerkender og respekterer dem og følger deres normer og ordre. Tit taler forældrene ned til deres børn og ser dem som objekter for deres og netværkets forventninger. Mange børn og unge finder sig i forældrenes fysiske nærvær, aggressive tone og psykiske pres, men har rent faktisk lyst til at flygte hjemmefra. Oprør er sjældent; det afhænger dog af den enkelte og hans eller hendes indre styrke. Det er svært at sige noget generelt om, hvornår børn og unge tilpasser sig og hvornår de gør oprør. Jeg har oplevet, at børn og unge, der er udsat for vedvarende og negativ socialt kontrol, tit reagerer med enten psykosomatiske symptomer eller udviser socialt afvigende adfærd.

Børn er enormt loyale over for deres forældre. De vil samarbejde, vil ikke gøre forældrene fortræd eller ”skabe problemer” for dem. Der findes en udpræget solidaritet i familien og hjælpsomhed over for forældrene. Og der skal mange skuffelser til før den stiltiende accept af forældrenes autoritet bliver til vrede og modstand, afsked og flugt.

Forældrene kan have deres grunde til at reagere, som de gør. Men det berettiger dem på ingen måde til at optræder hånligt, voldeligt eller truende over for deres børn, som illustreres ved nedenstående eksempler. Det er uacceptabelt, at forældre

til punkt og prikke foreskriver, hvordan børnene skal opføre sig efter skole og i fritiden;
kontrollerer deres børns telefonsamtaler eller emails;
blander sig i deres børns påklædning, fx stil, farve osv.;
blander sig i deres børns hygiejne, fx deres frisør osv.;
forbyder deres børn, især døtrene, at deltage i socialt liv uden for hjemmet;
ikke tillader, at den unge selv finder sig sin ”kæreste”;
direkte eller indirekte signalerer, at især piger fra omkring 15 år skal holde sig fra drenge;
bestemmer, hvem deres datter skal giftes med;
og den nærmeste familie overvåger især de unge piger og deres relationer til det andet køn;

Der lyttes ikke til børns modstand mod nedladende tale og massiv social kontrol. Når børnene forsøger at løsrive sig fra forældrene, påkalder det hele netværkets opmærksomhed. Netværket tilbyder hjælp ved at overtage kontrollen med familiens børn. Med andre ord: den i forvejen massive interne kontrol udvides gennem ekstern overvågning. Især pigerne overvåges på alle tidspunkter af døgnet.

Disse forhold tilsammen er med til, at den sociale kontrol bliver altomfattende. Den sætter ind over for både drenge og piger – specielt når de kommer i puberteten. Forældrenes motiver kan være ret så forskellige; men forklaringerne for deres motiver og handlinger kan være lige så forskellige. Min terapeutiske erfaring siger mig, at forældrene først og fremmest vil demonstrere overfor sig selv, at de magter forældrerollen, på trods af at de kæmper med personlige, sociale eller økonomiske problemer. I deres selvforståelse er det forældrene, der styrer børnenes liv.

Et andet motiv for social kontrol er, at forældrene ved, at de har mistet respekt blandt landsmænd i deres sociale netværk, hvis de ikke har styr på deres familie, deres børn og alt, hvad det medfører: f.eks. valg af partner, deltagelse i det sociale liv eller kontakten til danske fællesskaber. Erfaringen viser også, at forældrenes sociale kontrol fører til tab, manglende respekt og gensidig anerkendelse. Ofte ender det med, at unge mennesker søger myndighedernes støtte til at befri sig fra forældrenes kontrol, krænkelser og vold.

Social kontrol fører til tab for forældre og børn

Forældrene kan pga. af deres egen smertefulde livssituation ikke gennemskue, at deres handlinger risikerer at føre til harme og tab. De unge vender dem ryggen og afbryder kontakten, når de ikke bliver respekteret som individer, men presses ind i et ”en-af-os”-koncept.

Social kontrol som styringsform kommer til at skade børn og unge. Især tænker jeg på unge piger, som betaler en høj pris for forældrenes formynderiske handlemåde. Unge, der vælger at flygte fra familien, lever med savn og smerte. De er hverken i kontakt med deres søskende eller det sociale netværk. Selvom de passer deres arbejde og uddannelse eller er velfungerende på andre måder, så kæmper de med følelsen af, om de nogensinde bliver forsonet med deres forældre.

Efter min vurdering kan det nogle gange hjælpe, hvis børn, unge og forældre får professionel støtte. At leve sammen og respektere hinanden eller at kunne finde sammen igen efter at man har brudt med hinanden – dette er eller kan være et langvarigt projekt. Det er dog ikke nemt blandt etniske minoriteter at acceptere udefrakommende hjælp. Her er det vigtigt, at den terapeutiske samtale er båret af respekt og tillid. Uden respekt er det svært at genkalde de handlinger og holdninger, der førte til konflikten. Uden tillid er det umuligt at tænke over handlingernes konsekvenser og finde alternative løsninger. Den professionelle hjælp skal skabe en frugtbar afstand til de normer og værdier, der har ført til manglende respekt og anerkendelse i forældre-børn-relationen.

Det er således vigtigt ikke at koncentrere sig om og arbejde med parternes fejl. Selvom forældrene muligvis har fejlet over for deres børn, så har de handlet i overensstemmelse med de normer, der er gældende for fællesskabet. Den professionelle hjælps fornemmeste opgave er derfor at bidrage til indsigt i, hvilke normer der ligger til grund for parternes handlinger og hvilke ikke-intenderede konsekvenser disse handlinger vil føre med sig – i en tværkulturel kontekst. Det er også vigtigt at understrege, at børn fortjener tillid, respekt og vejledning. Valg af uddannelse, job og partner bør ikke være forbundet med påbud eller urealistiske forventninger. At indleve sig i de unges ønsker og mål med livet fungerer i mange tilfælde som en bedre vejledning end at kontrollere deres adfærd.

Efter min erfaring er det ingen løsning at tilsidesætte kulturens traditioner, normer eller værdier. Men normer og værdier skal gøres transparente; det skal være muligt at tale om dem, tænke over dem og blive enige om, hvordan de praktiseres. At blive selvstændig er tit en smertefuld proces, der fører til opbrud og samme tider også til brud. Og når de unge vender forældrene ryggen, så kan de mærke børnenes betydning dybt ind i sjælen. I denne sorgperiode gør nogle familier op med den sociale kontrol og accepterer fx deres datters krav om selv at vælge sin partner og leve som en moderne ung. Efter nogle år uden forældrekontakt føler mange unge trang til selv at genoptage kontakten. Erfaringen viser, at det bliver nemmere at vende tilbage eller at tage imod, hvis og når løsrivelsen og frigørelsen er forløbet med respekt.

Familien betyder meget blandt etniske minoriteter. Det kan diskuteres, om den sociale kontrol er nødvendig for sammenholdet i etniske miljøer eller om den omvendt er med til at undergrave det. Min anbefaling vil være: social kontrol skal erstattes med ansvarlighed over for den enkelte og hans eller hendes ønsker med livet.