Har vores tid brug for en elementær lærebog om krige, om deres uberegnelighed, uforudsigelighed eller genvordigheder? Det mener Alexander Kluge, og derfor har han skrevet en “Krigsfibel”. Dens grundtanke er, at krige drømmer om deres perfektion, de vil altid stræbe efter at kunne udfolde deres absolutte destruktionskraft.  Er de først sluppet løs, lader de sig hverken tæmme eller tøjle. Kluges personlige erfaringer og den konsekvente kritik af krige som målrationelle handlinger fører ham til den indsigt, at krigens modbegreb ikke er fred, men anti-krig og at det er børnene, der er krigens oprigtige sandhedsvidner.