Introduktion
Udlånsarbejdet i børnebiblioteket er under forandring, i hvert fald visse steder i landet. Det er der to årsager til.
Den første er indvandringen. Børnebibliotekets brugere kommer nu fra alle verdens lande, eller deres familier gør. Der er ikke længere tale om en forholdsvis homogen etnisk-dansk brugergruppe – ganske vist inddelt i forskellige socialklasser, men dog med et stort fællesareal af kultur og almenviden.
Den anden årsag er internettet. Dette er nu ligestillet med udlånsmedierne, og det er ikke et fysisk medie, men et virtuelt. Det befinder sig ”inde i maskinerne”, ikke ude på hylderne. Man kan ikke låne det med hjem, men man låner en maskine på biblioteket og har fra denne principielt adgang til hele det ucensurerede, ikke altid kvalitetsvurderede net. Men også til et skatkammer der med hensyn til viden og oplevelser kan måle sig med hvad som helst på hylderne.
Bibliotekarens traditionelle rolle i udlånet er afventende og guidende. Hun/han sidder ved sit referencebord, og børn eller forældre henvender sig hvis de ønsker hjælp til at finde rundt i samlingen. Når brugerne har fået hvad de ønsker, låner de det og forlader biblioteket. Sådan er det selvfølgelig også stadig, men sideløbende hermed sker der noget nyt!
Mange børn, især med anden etnisk baggrund end dansk, tilbringer lang tid på biblioteket, hvor de bruger bøger, internet, leger og snakker – med hinanden og med personalet. De låner materialer med hjem, men dette er kun en del af deres biblioteksbrug, og måske ikke engang den vigtigste. Og deres brug af internettet kan – når først de har booket en maskine – ske uafhængig af bibliotekarens medvirken og medviden. Bortset fra evt. spærrede sider, kan de bevæge sig ud i områder af cyberspace som biblioteket ikke har indflydelse på, ikke har kvalitetsvurderet, ja måske ikke engang kender til eksistensen af.
Vores ellers så letbevægelige faglighed synes at reagere langsomt i forhold til denne udvikling på udlånsvagten. Vi bliver siddende ved vores skriveborde og afventer lånernes henvendelse. Hvis nogen skal skrive en opgave om krig og fred i Mellemøsten, finder vi gerne bøger til dem. Og hvis nogen skal bruge en oplæsningsbog for både 6-årige og 10-årige, står vi parat med gode forslag. Så længe ingen spørger os, er det legitimt at vi bruger tiden til vores hårdt trængte kontorarbejde. Det vil sige at vi typisk sidder med ansigtet inde i vores egen skærm, da mange af vores arbejdsopgaver nu udføres via computeren.
Samtidig klager vi tit over børnenes ensidige brug af publikumsmaskinerne. Disse skulle jo være til informationssøgning, men bliver i vid udstrækning brugt til chat og spil! Det er som om vi forventer at børnene selv skal finde guldgruberne på nettet uden den guidning som vi gerne stiller til rådighed når det gælder udlånssamlingen. Børnebibliotekarer er ellers gode til nytænkning. Når det gælder arrangementer og projekter af enhver art – forestillinger, værksteder, tværfaglige forsøg, opsøgende arbejde – prøver vi gerne noget nyt. Et børnebibliotek opnår høj faglig status i biblioteksverdenen gennem disse tiltag. Derimod er der ingen status forbundet med at have mange indvandrerbørn i udlånet i lang tid! Ordet ”værestedsbørn” har en negativ ladning der rammer såvel barnet som biblioteket.
Men faktisk giver indvandrerbørnenes kvantitativt intense brug af biblioteket os en unik mulighed for en kvalitativt intens kultur- og informationsformidling i selve udlånssituationen. Det er en positiv udfordring. For disse børn har brug for ”coaching” i det danske samfund, dansk kultur, dansk sprog og danske værdier. Forældrene mangler ofte kompetence til deres nye land, er måske uden for arbejdsmarkedet eller befinder sig i en ”etnisk” erhvervsniche, hvor de fx ikke er bekendt med mulighederne i det danske uddannelsessystem.
Men børnene har desuden brug for støtte i selve det at være dem, at leve et tokulturelt liv, at være fremmede og dog høre til. At være en slags levende kulturbro.
Så er det jo heldigt at vi ikke behøver at gå ud og indfange børnene. De er her, og – i hvert fald så længe de er små – har vi deres opmærksomhed. Hvis vi har tid og lyst! Men først må vi blive bevidste om hvad det egentlig er vi gør eller ikke gør. Her vil jeg forsøge at se på udlånsarbejdet fra en ny vinkel. Jeg vil bruge coaching-begrebet, som er et begreb til håndtering af menneskelig udvikling gennem støtte og dialog.
Hvad er coaching?
Det følgende bygger på Lonnie Borgstrøms undervisningsmateriale ”Introduktion til coaching” (MindStretch Coaching i samarbejde med Danmarks Biblioteksskole, 2004-2005). Coaching-begrebet stammer fra idrætsverdenen. I 1970erne skrev Timothy Gallwey om betydningen af ”the inner game”, mentaltræning af sportsudøvere. Spillere opnåede bedre resultater når coachen brugte særlige spørgeteknikker til at påvirke spillerens sindstilstand positivt. Siden har coaching bredt sig til mange menneskelige virkefelter: erhvervslivet, uddannelsessystemet, terapi og personlig udvikling. Man taler om lederen som coach, læreren som coach osv.
Oprindelig var en coach bare en træner (ordet betyder egentlig vogn, diligence, senere kusk, forkortet fra coachman). Coaching-begrebet har udviklet sig og er i dag langt mere end spørgeteknikker og mentaltræning. Man kan sige at coaching bygger på et positivt livssyn, en tro på at alle mennesker er lige værdifulde og kan udfolde deres potentiale: ”Alle kan blive verdensmester.” Coaching er: ”At hjælpe mennesker til at lære frem for at undervise dem.” (John Whitmore, forfatter til ”Coaching på jobbet”).
En coach er derfor mere end en træner i traditionel forstand. Det er en samarbejdspartner der er god til at lytte og spørge – god til at motivere – som giver feedback – hjælper til en bedre præstation – er en positiv rollemodel – lader fokuspersonen (den coachede) selv sætte dagsordenen – er bevidst om kommunikation – indgyder tillid – er indfølende uden at miste sin objektivitet – holder fast i den røde tråd under samtalen/forløbet – er nysgerrig og ikke dømmende. En vigtig funktion er at hjælpe fokuspersonen med at indkredse eller tydeliggøre sit eget mål. Fokuspersonen skal på sin side ønske coaching, ellers kan det ikke fungere. Han/hun skal være indstillet på at tage ansvar og være villig til forandring, til at gøre et stykke arbejde, tage imod feedback og overholde aftaler. Man kan evt. indgå en skriftlig eller mental kontrakt med sin coach.
Hvad er biblioteket?
Biblioteket som institution må siges at have et positivt menneskesyn der svarer til en coaching-indstilling. Biblioteksloven siger: ”Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder internet og multimedier.” Vi vil gerne hjælpe mennesker til at hjælpe sig selv, hjælpe dem til læring og til at være kulturbrugere. Det er vores overordnede dagsorden, men den enkelte låner sætter selv sin egen dagsorden i forhold til biblioteket. Vi ”stiller til rådighed”. Låneren definerer sit eget mål.
Når vi kigger nærmere på det biblioteksbegreb vi opererer med, kan vi betragte folkebiblioteket som en portal med tre dimensioner: en fysisk, en virtuel og en menneskelig. Den fysiske er lokaler, maskiner, inventar og ikke mindst materialer. Den virtuelle er alt det man finder på nettet, lige fra bibliotekets hjemmeside og katalog til online leksika, kunstsites, musik, spil, osv. Og endelig er den menneskelige personalet som binder det hele sammen, guider, formidler, opsøger, samarbejder med andre institutioner osv. De tre dimensioner er lige vigtige og uundværlige, og griber selvfølgelig ind i hinanden.
I gamle dage var biblioteket en indgang til et eventyrligt univers fyldt med vision og viden, bøgernes verden. Det nye bibliotek er en portal, et begreb vi kender fra internettet. En portal er en indgang til flere forskellige universer: litterære og andre kunstneriske oplevelser – IT – sprog og læsning – det danske samfund – offentlig information – uddannelse – selvudfoldelse – inspiration. Men desuden er portalen også i sig selv dette univers. Den består af de links, de veje der fører ind i universet.
Når jeg taler om et bibliotek, tænker jeg derfor på et sådant ”universelt univers” af menneskehedens samlede viden og kulturelle frembringelser. Dermed være ikke sagt at ethvert lille bibliotek skal kunne alt eller have alt på hylderne – selvom det er tankevækkende at ethvert lille bibliotek i den virtuelle dimension principielt kan det samme som et hovedbibliotek.
Men det betyder at der formodentlig er en nedre grænse for hvor barberet et bibliotek kan være i den fysiske (dvs. materialer) og den menneskelige (dvs. personale) dimension hvis det stadig skal udstråle ”universelt univers”.
Til eksempel er ideen om et børnebibliotek der kun er børnebibliotek problematisk. Det er ikke en rigtig portal! Og her ser jeg ikke engang på de voksne borgeres behov, men ser sagen fra børnenes side. Børn ”arbejder” konstant på at blive voksne, det er hvad de bevæger sig hen imod. De ved godt at de voksnes verden definerer og determinerer børnenes verden. De har behov for at snuse til denne verden for viderekomne, hvad enten det drejer sig om litteratur, kunst, religion, filosofi, teknik, biologi, historie … At være omgivet af hele det universelle univers er langt mere åbnende og udviklende end at være omgivet af et delunivers der signalerer børneunivers – også selvom det primært er børneuniverset man kan og skal bevæge sig i.
Omvendt må der være en øvre grænse for hvor stort et bibliotek kan være hvis det stadig skal kunne coache børnene. Et hovedbibliotek med en større strøm af brugere og en højere grad af specialisering i personalet, vil formodentlig ikke være så velegnet til denne opgave.
Coaching-model
Nu vil jeg diskutere børnebibliotekets muligheder som coach, idet jeg tager udgangspunkt i en enkel coaching samtalemodel Lonnie Borgstrøm har udarbejdet. Her forudsætter jeg dog ikke en formel samtale men snarere et længere forløb med ”punktnedslag” af coaching. Man taler normalt om coaching som noget en person gør for en anden person eller for en gruppe. Men i dette tilfælde er der tale om en institution der coacher en person, altså det enkelte barn. Selvfølgelig er en eller flere personer involveret, men det er biblioteket som kultur- og vidensportal der er den egentlige coach.
Det interessante er at børnene ved dette: det er biblioteket de snakker om, elsker og savner. Også selvom deres primære kontakt er med en bestemt biblioteksmedarbejder. Personen repræsenterer og formidler det biblioteket står for, gennem sin nære kontakt med barnet.
Coaching-modellen består af fem trin: At opstille et mål. At afdække/udforske betydningen af og baggrunden for målet. At kortlægge hvilke ressourcer der er brug for og hvilke forhindringer der er. At bestemme hvilke(n) handling(er) der kan føre til målet. At fastholde en deadline eller opfølgning. For hvert trin vil jeg forsøge at indkredse børnebibliotekets ”version”. Min kollega Tage Sørensen har ydet et vigtigt bidrag til afklaring af teorien.
1.MÅL: ”Hvad vil du have ud af samtalen?”
Børnebibliotekets version: ”Hvad vil du have ud af biblioteket?” Vi stiller en portal til rådighed der principielt er indgang til hele den menneskelige kultur og viden. Der er fagbøger, fiktion, spil, musik, film, hele internettet. Der er mennesker til at vejlede og formidle. Idet barnet træder ind ad døren, stiller spørgsmålet så at sige sig selv. Det kan også stilles af personalet i en lånerekspedition, men ikke nødvendigvis. Mange børn betjener sig selv, evt. med hjælp fra ledsagende voksne, andre har kun brug for kortvarig hjælp.
Man kan skelne mellem tre niveauer for betjening af børnebibliotekets lånere: selvbetjeningsniveau (barnet finder selv materialer, læser eller bruger internet) – vejledningsniveau ( barnet spørger om noget konkret, fx bøger til en opgave) – og coachingniveau (barnet opsøger personalet, tilsyneladende uden noget konkret ærinde). Det virker måske som om barnet ”bare” er kontaktsøgende, eller tiltrukket af bibliotekets atmosfære og de voksne der formidler viden og kultur. Det er på det tredje niveau at børnebiblioteket kan optræde som coach.
Hvad børnene angår, kan de skifte fra det ene niveau til det andet i perioder, måske endda fra dag til dag. Men børnebiblioteket ”stiller til rådighed”. Kun de børn der opsøger coaching, får den, dvs. de der ønsker den. Biblioteket er et ”frit” sted for børnene men det betyder ikke, at biblioteket er uforpligtet. Det er ikke en pædagogisk institution men en institution der også kan agere pædagogisk.
2.AFDÆKKE/UDFORSKE: ”Hvad betyder? Hvad ville du gerne?”
Børnebibliotekets version er lånersamtalen. Men på coachingniveau kan den være mere dybtgående og omfattende end man sædvanligvis forestiller sig en sådan. Måske skal der mange samtaler til for at udforske hvad barnet ønsker og har brug for. I coaching er det vigtigt at stille kvalitetsspørgsmål, siger Lonnie Borgstrøm. Men sommetider er det måske bedre at lytte end at spørge. Man får en masse informationer ved at give sig tid til samtale og samvær med det pågældende barn. Man kan fx i høj grad erkende barnets sproglige niveau. Nogle vil sige at det er hvad børnebibliotekarer altid har gjort. Og det er også rigtigt. Men man kan gøre det til en bevidst praksis, og interesserede fra alle personalegrupper kan gøre det.
For at samtalen skal lykkes, skal der være tillid og god kontakt – det der i coaching kaldes ”rapport” (udtales rappor’). Et andet udtryk er ”god kemi”. Begge parter skal være interesseret i at kommunikere. Og det er nyttigt at biblioteksmedarbejderen ved lidt om kommunikation. Man kommunikerer altid – ”man kan ikke ikke kommunikere” – men ordvalget (skønt vigtigt) er kun en lille del. Tonefald og kropssprog fylder langt mere. En fortravlet bibliotekar med hovedet inde i sin skærm kommunikerer også! Og, kan man tilføje, selve det fysiske bibliotek kommunikerer – med indbydende indretning og velpræsenterede materialer, eller med nedslidte møbler og rod overalt.
3.RESSOURCER: ”Hvad skulle der til for at …? Hvem/hvad kan hjælpe? Hvad forhindrer dig?”
Børnebibliotekets version er formidlingen. Personalet har svar på alt eller kan skaffe det! Bøger og netsteder kan findes frem, gode ideer kan findes overalt i samlingen, i litteraturen eller kunsten.
Højtlæsning er en klassisk og nærliggende formidlingsform. Alle i personalet kan gøre dette, men det er selvfølgelig en fordel at kende både børn og bøger. Der tænkes ikke på højtlæsning som arrangement – her er det ofte svært at samle tilhørere – men som spontan aktivitet der udspringer af samværet med et eller flere børn. Af ressourcemæssige grunde vil man synes der skal samles en gruppe af børn når man vil læse højt, men det er ikke altid nogen god ide. De tilstedeværende kan være for forskellige i alder og interesser, og indvandrerbørn vil ikke altid finde det attraktivt at dele den voksnes opmærksomhed med mindre søskende, som de i forvejen altid har på slæb.
Måske synes man det er en ”luksus” at læse højt for et enkelt barn, men vi har jo alle brug for lidt luksus, og det kan have stor betydning for barnet. Betragt det som en lidt langvarig lånerekspedition, så får du ikke dårlig samvittighed over tidsforbruget! Det er absolut nødvendigt at børnebibliotekaren (og andre interesserede i personalet) har adgang til en pc de kan bruge sammen med børnene.
For ganske som man kan vise børn bøger og foreslå dem læsning, kan man vise dem sider på internettet. Det kan være i forbindelse med mere traditionelle betjeningssituationer som fx hjælp til skoleopgaver, men kan også tage udgangspunkt i en samtale med barnet. Hvis ens familie er flygtet, kan det være vigtigt at se sider fra det pågældende land, måske bare at se et bestemt flag på skærmen. At se sproget, at prøve de forskellige links – barnet vil selv ønske at prøve, derfor kan bibliotekarens reference-pc ikke bruges.
Børn finder selv meget på nettet, men der er også meget de ikke finder af sig selv. I løbet af en samtale kan man surfe sammen med dem, og dermed udvide deres virtuelle horisont. Desuden stimulerer man både sprog og nysgerrighed. Man kan endda på en legende måde introducere børn til kildekritik på nettet.
4.HANDLING: ”Hvilke muligheder? Hvad kunne du? Vil du? Hvad er første skridt?”
Børnebibliotekets version er væksthuset. Efter kortlægning/præsentation af ressourcer, stiller biblioteket sig til rådighed som det universelle univers. Et støttende, eventyrligt inspirerende og kontinuerligt (tids)rum for barnets vækst. Helt konkret kan væksthuset bestå i, at man sammen med barnet indkredser nogle handlemuligheder. Det kan dreje sig om at skrive en opgave, et digt, lave en tegning, finde sjove ideer til en fest, blive bedre til at læse. Man kan evt. foreslå bestemte fritidsaktiviteter eller sportsgrene, eller diskret gøre opmærksom på en børnerådgivnings eksistens. Men det er barnet selv der skal ville handle. Igen: biblioteket stiller til rådighed, vi overtager ikke barnets liv.
Det er imidlertid vigtigt at huske at vi i denne børnebiblioteksversion af coaching-modellen forestiller os et forløb, ikke en enkelt samtale. Derfor er det måske heller ikke en enkelt konkret handling det handler om. Barnets handling er måske snarere dets egen udvikling, dets bevægelse i retning af at blomstre i samfundet og kulturen. Udvikle sit potentiale, blive ”verdensmester”. Børnebiblioteket spørger ind til denne handling og bakker den op med sine ressourcer – kan endda undertiden finde små konkrete øvelser der bidrager til udvikling. Børn der kommer meget på biblioteket, vil ofte gerne hjælpe til – biblioteket er jo også et af de få steder hvor børn faktisk kan iagttage voksnes arbejde på nært hold.
Det kan være svært at imødekomme dette behov, men tager man sig tid, kan man fx lave ad hoc bogudstillinger sammen med et eller flere børn. De kan evt. vælge emnet, lave plakat og finde bøger og andre materialer frem. Det er også en træning i at kende og bruge bibliotekets opstillinger. Børn der er ved at lære at læse, har ofte lyst til selv at læse højt. Giv dem den hjælp at du lytter. Da jeg her interesserer mig for børnebibliotekets egne ressourcer i mødet med brugerne, har jeg koncentreret mig om udlånssituationen. Men på dette punkt i coaching-forløbet er der selvfølgelig store muligheder i et tværfagligt samarbejde. Det kan fx gå ud på at børnebiblioteket sammen med andre lokale institutioner arbejder for bedre fritidsmuligheder i et lokalområde. Eller det kan være et samarbejde med de lokale folkeskoler omkring børns læsning. Dette samarbejde vil ikke handle om det enkelte barn, men om børns generelle vilkår.
Et interessant scenarie kan dog tænkes i de tilfælde hvor et folkebibliotek og en skole arbejder tæt sammen og er helt eller delvist integreret. Her kan man forestille sig et helhedsorienteret samarbejde omkring det enkelte barn. Det coachende bibliotek er mere en vision, en holdning og en prioritering, end det er nogle bestemte faciliteter. Selv under små og trange forhold kan man arbejde bevidst når lysten er der.
Men en facilitet man godt kunne ønske sig til sit væksthus, var et drømmerum. Herved forstås et lokale i eller i nær tilknytning til børnebiblioteket – det skal kunne overvåges af personalet. Her kan et eller flere børn sætte sig ind og ”drømme”. Hvad sker der i drømmerummet? Måske ingenting, måske er det bare et roligt sted hvor man kan fordøje indtrykkene fra bøger, internet og snak. Måske kan man drømme om verden som man ønsker den skal være.
I drømmerummet skal der være en behagelig stol og gerne et vindue med masser af dagslys og udsigt: til en have, et træ eller en sø. Eller højhuse mod himlen. Der kan være et lille springvand eller en stor krystal i rummet. Måske er der nogle tekstiler man kan føle på: silke, velour … Drømmerummet må ikke forveksles med et aktivitetsrum. Et sådant kræver en voksens deltagelse, det vil tiltrække flere børn, og meditationen vil blive brudt. Mange børn er rastløse og overstimulerede af medier og en hektisk dagligdag. I Vesten betragter vi kreativitet som noget der viser sig når man er aktiv. I Østen må man være tom for at give plads til at kreativiteten kan opstå.
Et aktivitetsrum kan også være en fin facilitet at have på et børnebibliotek. Men drømmerummet ville måske være vigtigere. Det ville give mulighed for fordybelse og for at mærke egne kreative kilder.
5.COMMITMENT: ”Hvornår? Hvad kunne du … i dag? Har du brug for at jeg holder dig ansvarlig?”
Børnebibliotekets version er feedback. I og med at biblioteket simpelthen er der, også næste dag og ugen efter, med personale der er parat til at lytte og spørge og give kærlig kritik, er det et fast punkt i udviklingen hen i mod ”verdensmesterskabet”. Biblioteket er ”committet” til de børn der kommer der. Og børnenes commitment består i at de vender tilbage, igen og igen, for at udforske universet af kultur og viden. Børnene opsøger selv de engagerede mennesker, der som rollemodeller gerne skulle udstråle livs- og arbejdsglæde, og som gerne vil høre hvordan det går med lige netop dén ide, eller dét problem.
Lonnie Borgstrøm præsenterer en model for konstruktiv feedback, sandwich-modellen. Man starter med ”overbollen”, dvs. noget positivt, specifikt og konkret: ”Det er flot at du hjælper de små med at kigge i bøgerne”. Derefter kommer ”bøffen”, hvor man er ærlig og nævner det der kunne blive bedre. Husk at binde de to sammen med OG, ikke MEN! ”OG derfor ville det være fint hvis du også kunne hjælpe dem lidt når de prøver at finde noget på nettet. Måske skulle du være lidt mere tålmodig?” Til sidst ”underbollen” som er det positive og generelle: ”Jeg synes du er blevet meget god til at hjælpe andre.”
Litteratur:
Borgstrøm, Lonnie (2004-2005): Introduktion til coaching. København: MindStretch Coaching i samarbejde med Danmarks Biblioteksskole. (Kompendium).
Gallwey, W. Timothy (1997): The inner game of tennis. (Revised ed.) New York: Random House.
Whitmore, John (2004): Coaching på jobbet. (3.udg.) København: Peter Asschenfeldts nye Forlag.
Skriv et svar