Når jeg kigger ud over det livligt summende børnebibliotek i Solvang Bibliotek, Urbanplanen, kan jeg se ikke bare danske, pakistanske, somaliske, tyrkiske, irakiske og afghanske børn. Jeg kan også være heldig at se marokkanske, iranske, kurdiske, turkmenske, færøske, russiske, filippinske, kinesiske, eks-jugoslaviske… og måske endnu flere nationaliteter og etniciteter. Foruden diverse blandingsbørn. Og jeg tænker, at det internationale børnebibliotek nu er en realitet flere steder i Danmark. Ikke fordi nogen højtideligt har deklareret det, men fordi børn af mange nationale og etniske oprindelser faktisk bruger bibliotekerne – i forbløffende fred og samdrægtighed, for det meste. Ganske vist er intet bibliotek en ø, vi er ikke upåvirkede af konflikterne i den store verden, eller af fordomme og myter forskellige grupper imellem.
Opstår der uoverensstemmelser ved computerne, eller omkring det runde bord, hvor børnene elsker at sidde og tegne, kan man således opleve det mærkelige og nedslående, at høre små pakistanere beskylde små tyrkere for at være tyrkere, eller små tyrkere beskylde små pakistanere for at være pakistanere.
Et tyrkisk søskendepar, en dreng og en pige, bliver pludselig meget sure på hinanden og overgår hinanden i opfindsomme skældsord. Til sidst siger drengen triumferende: ”Din – din – dansker!” Åbenbart det mest graverende, han lige kan komme på. Her må jeg gribe ind og dæmpe lydstyrken. Samtidig gør jeg opmærksom på, at det måske ikke er så smart at bruge ordet dansker som skældsord, når man bor i Danmark. ”Jeg ved det godt”, siger drengen undskyldende. ”Det gør jeg ellers aldrig. Det er bare fordi hun er så irriterende!”
Men faktisk går det forbløffende godt. Børn fra hele verden, eller med familiebaggrund fra hele verden, sidder sammen og læser, eller spiller sammen på nettet. De er brune, hvide, sorte, gule, med og uden tørklæde, klædt i alle kombinationer af vestlig og orientalsk eller afrikansk klædedragt. Deres søde ansigter er koncentrerede, opslugte af oplevelser. Det er et motiv til en FN-plakat!
FN-genet
De fleste af os vil vist gerne tro, at ethvert menneske inderst inde har et ønske om og en evne til fredelig sameksistens på tværs af racer, nationer og kulturer. En viden om, at denne verden tilhører os alle, at vi alle har ret til dens ressourcer, og at vi kun kan løse dens problemer i fællesskab. Dette mystiske anlæg, hvis eksistens kun bevises af dets totale uudryddelighed trods enhver desillusionering, vil jeg for nemheds skyld kalde FN-genet.
Det jeg – og sikkert mange andre – nu spekulerer over, er om vore internationale børnebiblioteker kan bidrage til fred og mellemfolkelig forståelse? Kan børnebibliotekerne aktivt stimulere FN-genet hos den opvoksende generation, eller er børnene blot kortvarigt henvist til hinandens selskab, mens de forfølger hver deres egne mål?
Det nytter ikke at prædike fredelig sameksistens, når nogen føler sig uretfærdigt behandlet. Er der konflikter mellem børnene, falder det ikke i god jord at formane begge parter til at holde fred. ”Det er jo hans/hendes/deres/de andres skyld!” lyder den forargede reaktion. Derimod kan man faktisk af og til møde børnenes accept, når man argumenterer for biblioteket som alles bibliotek – og derfor et sted hvor ressourcerne skal deles, og hvor ingen skal dominere andre. De ved at der er sandhed bag dette udsagn.
Når vi skal vurdere, om det internationale børnebibliotek kan være et væksthus for FN-genet, må vi derfor kaste et blik på bibliotekets ”natur”.
Alt hvad du kan tænke dig
En af de mest visionære fortolkninger af folkebibliotekets natur findes hos Lennart Björneborn. Han fremhæver muligheden for serendipitet (at finde den overraskende, relevante information eller oplevelse) som en af bibliotekets vigtigste egenskaber. På biblioteket finder man ikke blot det man søger, men også det berigende, man ikke på forhånd ved at man søger. Björneborn indsætter interessant nok brugerne i den tredelte biblioteksmodel: den fysiske, digitale og menneskelige dimension, hvor den menneskelige udgøres af både personale og brugere. Det fysiske, digitale og menneskelige interagerer på kryds og tværs. Brugerne inspirerer hinanden og henviser også til bibliotekets fysiske og digitale dimensioner.
I børnebiblioteket fungerer denne vekselvirkning konstant og på alle niveauer. Børn oplærer hinanden i de digitale legeuniverser. De kommer med deres kammerater, fætre og kusiner, introducerer dem til biblioteket, forklarer dem om indmeldelsesblanketter osv.
Et eksempel. Jeg fanges ind af en ny billedbog, ”Hvor er du nu?”. En fortælling om sorg og tab, som på grund af fortællingens klarhed og sproglige økonomi opleves meget direkte, selvom personerne er dyr. En 12-årig afghansk pige, A, spørger hvad det er for en bog.
”Lad mig læse den for dig”, siger jeg impulsivt. Når der er tid dyrker nogle af os højtlæsning, dels for at formidle oplevelser, dels for at støtte danskindlæringen.
”En dag blev du mere syg. Jeg tog din hånd og kaldte på dig, men du svarede mig ikke.” Jeg læser hele bogen for hende, hun lytter, men kommenterer ikke, og så bliver vi afbrudt.
Et par dage senere er A igen på biblioteket med sin pakistanske veninde B, hvis far lige er død. De er på vej ud ad døren igen, står og snakker om noget helt andet, da A pludselig får øje på ”Hvor er du nu?” på nyhedsudstillingen.
”Prøv engang og hør”, siger hun, og mens de står dér, læser hun hele bogen højt for B, flydende, fejlfrit og tydelig berørt: ”Hvor er du? Jeg har ikke nogen at lege med, og jeg savner dig! Hvorfor forsvandt du bare, uden at sige hvor du tog hen?”
B står og tripper lidt, hun skal hjem, men hun lytter dog. Pigerne går hurtigt derefter, og jeg ved ikke, hvad de har snakket om på vejen hjem. Men A har i hvert fald følt, at bogen åbnede en dør for hende, måske gav hende mulighed for at hjælpe sin veninde – eller sig selv?
Folkebibliotekets magi består i, at det er en portal til menneskehedens samlede kultur og viden, og at der er guider og fødselshjælpere tilstede. Jeg plejer at bruge udtrykket ”det universelle univers” om denne magi. I Københavns Biblioteker har vi et slogan ”Alt hvad du kan tænke dig”. Det betyder præcis det samme.
Verden som skatkammer
”Kom”, siger en lille pakistansk pige og tager min hånd. ”Der er noget du skal se. Jeg har fundet noget derovre.” Hun fører mig over i voksenbiblioteket, som er en vigtig kilde til børnenes serendipitive erfaringer.
Ved reolerne med fjernsprog standser hun og peger på en stor, smukt indbundet bog med guldtryk. ”Se, det er koranen! Ved I godt, at det er koranen?”
Jeg forsikrer hende om, at det er helt bevidst. Biblioteket er indgangen til alverdens bedrifter og muligheder. Et skatkammer!
Det er altså bibliotekets natur at stimulere sansen for kulturel mangfoldighed, opfattelsen af verden som én verden, der kan berige og inspirere os alle. Og UNESCOs ”Universal Declaration on Cultural Diversity” siger netop, at kulturel mangfoldighed er en forudsætning, ikke blot for fredelig sameksistens, men for menneskehedens udvikling, for kreativitet og innovation. Den er lige så vigtig som den biologiske mangfoldighed i naturen. (I øvrigt er IFLA på vej med et biblioteksmanifest, der knytter sig til UNESCO-erklæringen).
Men er der derudover bestemte tiltag i bibliotekets indretning eller formidling, der kan forstærke virkningen af bibliotekets natur?
Her er en konkret ide, som kræver god plads, eller i hvert fald en bevidst nyindretning af udlånslokalet i børnebiblioteket:
- En del af børnebiblioteket indrettes som ”verden”. Fag-og skønlitterære bøger, film, musik osv. ordnes emnemæssigt efter verdens lande eller (måske mere realistisk) regioner. Man kan indrette ”lande” når der er større grupper af børn (og materialer) med baggrund fra bestemte lande, og ellers regioner, fx Afrika.
- Så vidt muligt skal der være bøger, film og musik på (nogle af) de pågældende sprog i hver af disse afdelinger.
- Der skal være siddepladser, gerne en pc i hvert afsnit samt mulighed for musikaflytning.
- En side på Del.icio.us oprettes til børnenes egne links med relation til de forskellige lande/regioner/etniske grupper, fx film- og musiksider.
- Præsentationen skal være ressourceorienteret, ikke problemorienteret. Selvfølgelig vil fagbøgerne stå der, med beretninger om krige, konflikter og hungersnød, men de skal suppleres af eksempler på kulturelle skatte og enestående natur – via bøger, internet, film, teater osv. Eventyr og kunst vil være en vigtig del af præsentationen.
- Indretningen skal ikke være statisk, men skal kunne ændres efter behov, også af børnene selv.
Denne ide vil kræve en vis balancegang mellem læring og oplevelse. Man må aldrig glemme, at en væsentlig del af bibliotekets tiltrækningskraft (og mulighed for serendipitet) ligger i friheden til at opleve på egne præmisser, frem for noget på forhånd iscenesat. Man må heller ikke glemme, at børn, der vokser op i Danmark, i høj grad også er/bliver danske børn, uanset baggrund. Det er ikke hensigten at påtvinge dem en identitet, men at præsentere ”verden som skatkammer”.
Den blå sten
På skrivebordet i børnebiblioteket ligger en samling sten og krystaller, deriblandt en stor blå lapis lazuli. Den klassiske lapis lazuli kommer fra Afghanistan, og har været kendt siden oldtiden. De gamle ægyptere brugte den til deres fantastiske udsmykninger, bl.a. i Tutankhamons grav. Det er altså en ægte skatkammer-ting, og stenen har haft stor betydning for nogle af de afghanske børn. En lille dreng var ikke ret gammel, da han kunne sige, at ”den blå sten er fra Afghanistan”. ”Jeg savner stenen”, siger en ung pige, der jævnlig kommer og rører ved den. Børnene har hentet deres forældre for at vise dem stenen.
Også børn fra andre lande er fascinerede af den blå sten. Noget tilsvarende har vi ikke kunnet gøre for dem, selvom vi har sten fra forskellige dele af verden. Men det gav mig ideen til ”verden som skatkammer” – som vi ganske vist ikke har plads til i vores bibliotek som det ser ud i dag … Men det vigtigste er måske også personalets bevidsthed om formidlerrollen. At være sig bevidst, at verden er vort fælles skatkammer, og at vi skal hjælpe børnene med at åbne porten.
Litteratur
Afano, Laurence: Hvor er du nu? – Lamberth, 2007
Lennart Björneborn, Danmarks Biblioteksskole: http://www.db.dk/ombiblioteksskolen/medarbejdere/default.asp?cid=596
UNESCO Universal Declaration on Cultural Diversity, 2001: http://unesdoc.unesco.org/images/0012/001271/127160m.pdf
Skriv et svar