Gå ud og sig det – overskriften af dette bidrag indeholder et tydeligt og klart budskab: Folkekirken som kulturinstitution er ikke tjent med at skifte forkyndelse ud med formidling. Det potentiale, som forkyndelsesbegrebet rummer, og den tradition, som begrebet er indlejret i, skal der ikke gives afkald på, når kirkens kulturelle aktiviteter gøres mere synlige – gennem formidling og strategisk kommunikation. Det er den universelle tanke, der er grundlag for al forkyndelse. Tankens styrke og robusthed består således i at skabe samling på tværs af oplevet og faktisk forskellighed. Tab af en samlende rummelighed anses for et problem i hele samfundet. Er der ikke noget fælles, man kan trække på, som overskrider de forskelle, der giver sig til kende i den enkeltes livserfaringer? Hvordan giver fællesskabet plads og stemme til det partikulære uden at miste sig selv som fællesskab?
Artikler