Indledning
I de senere år har kulturlivet gennemgået en betydelig professionalisering. Professionaliseringen har påvirket kultur- og formidlingspraksissen, samt selve organiseringen af kulturlivet (Christensen Teilmann, 2010, s. 113). En grund til dette kunne være, at kulturinstitutionerne i dag henter stor inspiration fra managementkulturen, markedet og økonomiske paradigmer, og de indgår i flere og flere partnerskaber af kommerciel karakter. Kulturinstitutioner er nu om stunder tvunget til i stigende grad at bruge oplevelses- og opmærksomhedsøkonomiske tanker i formidlingsstrategierne, samt at agere inden for en kommunalpolitisk fastsat dagsorden. Der fokuseres på markedsføringsstrategier og branding, på måling af brugertilfredshed og strategisk kommunikation for at legitimere institutionens virksomhed (Christensen Teilmann, 2010, s. 225). Dette fremmede fokus præger både synet på brugerne, påvirker kulturinstitutionens opdrag og visioner, samt former selve formidlingen.
Når kulturformidlerens aktiviteter, værdier og målsætninger styres af rationaler, der hentes fra andre sociale domæner end fra den kulturformidlende institution selv, er der tale om professionalisering, og om at lægge afstand til det faglige og personlige engagement. Med en voksende politisk forventning til professionalisering af kulturinstitutionerne finder jeg det oplagt at se nærmere på, hvordan formidlingen bevarer sit personlige og følelsesmæssige engagement. Min interesse gælder derfor to spørgsmål:
– Hvordan kan kulturformidleren blive ved med at stræbe efter kvalitet i sit arbejdet og efter excellent formidling – selv under fremmedgørende rammer?
– Hvordan kan den faglige professionalisme gøres robust over for kulturlivets voksende professionalisering?
Det er måske trukket lidt skarpt op at påstå, at professionalisering og den oplevelses- og opmærksomhedsøkonomiske tanke dræber det personlige fundament i formidlingen. Men rationalet bag denne påståede modsætning er nok det, at formidlingen, der ikke længere er dedikeret til en faglige stolthed og fagets værdier, virker hult og ikke giver plads til det personlige engagement. Med andre ord: den snigende forskydning i mål og midler er – ifølge artiklens påstand – med til at kvæle det personlige engagement.
For mig er god kulturformidling vedkommende og levende – disse termer er nok rigeligt abstrakte, men vi har måske alle mødt netop den kulturformidler, der brændte så meget for sit felt, at man ikke kunne lade være med at lytte og være interesseret og heller ikke kunne lade være med at føle sig forbundet til noget meningsfuldt.
Drivkraften i det personlige engagement
Som modvægt til det oplevelsesøkonomiske og professionaliserede aspekt peges på den kirkelige forkyndelse såvel som på kulturelt entreprenørskab. Nærværende artikel er en søgen og udforskning af det fundament, den aktive formidler kan basere sit engagement på, når det gælder kommunikative, oplysende og inddragende praksisformer i kulturinstitutioner. Artiklen er ikke et argument for at erstatte formidling med forkyndelse eller at måle kulturformidlerens aktiviteter med entreprenørens målestok. Der er grundlæggende kommunikative, autoritative og følelsesmæssige aspekter til forskel i de nævnte koncepter; de er ligeledes præget af specifikke samfundsmæssige forhold og forventninger og særegne værdiuniverser.
Der er sket et opbrud med traditioner, sandhedsværdier og autoriter i samfundet, både i kirkelig og kulturinstitutionel sammenhæng. Det har skabt en frigørelse af individet, men det har også medført, at individet har behov for fornyet legitimitet og autoritet i sit liv (Hvenegaard Rasmussen, 2016, s. 63). Individet læner sig ikke længere op ad normer, traditioner og de store fortællinger, som religionen tidligere var garant for. Mange kulturinstitutioner møder derfor brugerne med nye strategier for formidling – strategier, der især har oplevelse og opmærksomhed som omdrejningspunkt. Man skal se med kritiske øjne på formidlingsformer, der læner sig alt for tæt op af den politisk motiverede professionalisering.
Formidling som oplevelse
Kulturformidlingen står i tæt relation til det omkringliggende samfund; dette kan ses i sammenhæng med, at individer og fællesskaber indgår i nye roller, møder andre forventninger og bruger institutionerne på udfordrende måder. Formidling er kernen i kulturinstitutionernes kommunikation og selvforståelse. Nye uddannelser, hvor formidlingen og teorier om formidling og kommunikation er drivkraft, har set dagens lys. Dette skaber en ny form for professionalisering inden for formidlingsområderne.
Selve oplevelsesparadigmet er inden for kultursektoren vokset betydeligt i de senere år. Oplevelsesøkonomien er tidligere blevet beskrevet af økonomerne Pine & Gilmore i klassikeren The Experience Economy, der udkom i 1999. Denne søgen efter oplevelser har fået større betydning for det enkelte individ og bliver derfor også faciliteret i kulturinstitutionerne. Det offentligt støttede kulturliv er i større og større konkurrence med andre tilbud (Hvenegaard Rasmussen, 2016, s. 70), og denne konkurrence påvirker indholdet i institutionernes formidling og deres formidlings- og kommunikationsstrategier. I dag fokuseres der mere på brugeren som kunde, og mindre på borgerens demokratiske dannelsesprojekt.
I den kulturinstitutionelle udvikling, hvor fin- og lavkultur med tiden er blevet mere og mere udvisket, står oplevelseskulturen som en paraply, der samler mange mennesker. Peter Christensen Teilmann skriver: “Oplevelseskulturen redefinerer eller dynamiserer den ellers klassiske modsætning mellem kulturel og kunstnerisk kvalitet og dannelse og det kommercielle marked og massekultur på den anden side” (Christensen Teilmann, 2010, s. 229). Hermed er oplevelseskultur og -økonomi både blevet ideologisk og institutionel bannerfører. Fokus på oplevelser er en politisk og formidlingsmæssig strategi, der appellerer til mennesker i en tid, hvor kultur, marked og institutioner spiller sammen. På denne måde kan der også rækkes ud efter et publikum, man ellers ikke har haft, og derved varetager man en af kulturinstitutionernes demokratiske kerneopgaver, nemlig at være åben for alle.
Oplevelseskultur og -økonomien påvirker det kulturelle felt og deres aktører. Der fokuseres mere og mere på, hvad oplevelser og kulturbegivenheder kan have af indirekte indtægter. Hermed formaliseres en mere: “…dynamisk organisering af kulturbegivenheder og økonomien omkring den” (Christensen Teilmann, 2010, 220). Der sker hermed en kommercialisering af kulturområdet, og kulturområdet kapitaliseres derfor. Dette skaber nye arbejdsforhold for kulturformidlere, men med dette følger også nye ideologiske og politiske retninger inden for kulturfeltet.
Med det oplevelsesøkonomiske aspekt følger der også nye aktører, der har andre fokusområder end de tidligere dannelses- og oplysningsaspekter. Der fokuseres i højere grad på samarbejder, både kulturinstitutioner imellem, men også imellem offentlige kulturinstitutioner, private og kreative industrier samt it-firmaer. Oplevelsesfokusset ses som et potentielt marked med muligheder for nye forretningskoncepter (Skot-Hansen, 2013, s. 16).
Forkyndelse, vidnesbyrd og følelsesmæssigt engagement
En af de største forskelle fra det moderne formidlingsbegreb er, at forkyndelsen ikke følger et dialogisk princip. Det dybe personlige engagement er til gengæld forankret i en kirkelig tradition med en autoritativ tekst som omdrejningspunkt. For at gøre det helt tydeligt: forkyndelsesparadigmet introduceres ikke for at gøre moderne kulturformidlere til præster; og vi skal heller ikke tilbage til de tider, hvor biblioteker var en del af det religiøse magtunivers. Formidlingen skal derimod sættes i relation til en videnskultur og videnstradition, der legitimerer sig gennem kampen for sandheden og dannelse.
I religiøse og kirkelige sammenhænge forholder mennesker, der er til gudstjeneste sig f.eks. til præsten, til hans udlægning af søndagens tekst og til om prædikenen var god eller dårlig. Nogle har måske følt et stort personligt engagement fra præsten, og bliver “revet med”, når præsten prædiker levende og engageret.
Der bliver for tiden skrevet bøger om, hvordan man, som præst, formidler sit budskab på en god måde, hvordan man er retorisk stærk, og hvordan man skriver en god prædiken. Disse tilgange er formmæssige og kommunikative måder, at tænke en vedkommende forkyndelse på. Det, der gør en forskel i samtiden er den autoritetsanfægtelse, der finder sted, hvor præstens (ligesom lægens eller lærerens (eller endda kulturformidlerens)) autoritet ikke umiddelbart anerkendes af tilhørerne, som en selvfølge (Bidstrup & Johansen, 2010, s. 2). Den enkelte præst skal i dag tænke over, og have forestillinger om, hvad hans eller hendes virkning på forkyndelsens modtager bedst kan gøre sig gældende. Præster kan derfor tage formidlingstiltag og -strategier til sig for at nærme sig sine tilhørere.
Forkyndelsen indebærer i sin grundform, at man beretter eller fortæller om et (især) religiøst budskab. Forkyndelsen er en slags kommunikativ overlevering af et trosmæssigt indhold. Forkyndelsen knyttes særligt sammen med prædikenen, og handler om at bekendtgøre eller proklamere et trosmæssigt budskab (Gads Bibelleksikon, 2008, s. 646). I sin grundform følger forkyndelsen en kommunikationsbevægelse fra afsender til modtager, og der ligger en bevidnelse og en autoritet over forkyndelseshandlingen – dette indebærer en trosoplevelse. I Luthersk forstand er forkyndelsen altid extra nos (Christiansen, 2014, s. 134). Det er et ord, der kommer udefra og siger os noget – sandheden vil os noget. Præsten viderebringer ordet i sin bevidnelse. Præsten taler til menigheden, og menigheden tager imod præstens prædiken og forkyndelse. Litteraturhistoriker Erik A. Nielsen skriver i sin bog Den skjulte gudstjeneste fra 2011: “…i prædikenen må forkynderen stedfortrædende prøve at tilegne sig og at udsige, hvad det betyder, at det gode budskab har lydt midt i nutidens labyrintiske verden” (Nielsen, 2011, s. 109). Forkynderen er en fortolker, en beretter, som tilrettelægger sin forkyndelse ind i kulturen af i dag.
Forkyndelsen og formidlingen ligner hinanden i sin egenskab af fortolkning og tilpasning til “nutidens labyrintiske verden”, som Erik A. Nielsen beskriver det. Men forkyndelsen som vidnesbyrd eller følelsesmæssigt engagement, adskiller sig også på mange måder fra formidlingen i dag med sit behov for følelsesmæssigt (trosmæssigt) engagement. Ordene “følelsesmæssigt engagement” kan næppe fuldt ud dække det teologiske grundlag for forkyndelsesbegrebet. Imidlertid indbefatter forkyndelse en forbindelse til noget dybfølt. Ud fra en fænomenologisk betragtning kan følelser betragtes som noget, der forbinder mennesker til noget udenfor – og i forkyndelsen er dette “det hellige”. Teolog og lektor i systematisk teologi, Jakob Wolf, betragter følelserne for det hellige på følgende måde: “De (følelserne) er ikke blot indre tilstande i subjektet, som subjekt/objekt-filosofien hævder. Følelser er adgange til noget uden for subjektet, som vi er umiddelbart forbundet med” (Wolf, 2019, s. 9). Noget uden for subjektet – dette kunne i et mere verdsligt perspektiv være forbindelsen til de fællesskaber, som mennesker føler sig forpligtet til at indgå i, eller anerkendelse af det værdiunivers, man i fællesskab tager ansvar for. I en mere naturvidenskabelig betragtning beskrives følelser, som noget der foregår indeni mennesket. Mennesket kan overvældes af følelser, men de er altid indbefattet et bestemt følelsesrum, hvor der ikke er noget “udenfor”.
At forkyndelsen adskiller sig fra formidlingen skyldes blandt andet, at formidlingen er mere påvirket af samfundsmæssige strukturer eller tendenser end forkyndelsen. Forkyndelsen har en anden historik med præstens autoritet som beretter og fortolker af et budskab end f.eks. en bibliotekar eller en museumsformidler har haft. Forkyndelsen såvel som formidlingen har rod i hermeneutikken. Dette indebærer, at der findes adskillelige fortolkninger og tekstudlægningerne, som viser sig i forkyndelsen fra de forskellige præster. Jeg betragter det som et menneskeligt vilkår, at både kulturelle- og individuelle forudsætninger er med til at forme det, vi udlægger i vores fortolkning af det.
Hvis kulturformidlingen (også) skal udspringe af et bærende, følelsesmæssigt engagement, kommer kulturformidlerens og kulturens værdier i centrum. Dette vil skabe en form for subjektiv basis inden for kulturformidlingen med et dybtfølt ansvar over for kulturens grundlæggende værdier. Der er både fokus på formidleren og på den tradition, som formidleren føler at være en del af. Forkyndelsen i formidlingen indebærer, at det hidtidige fokus på subjekt-objekt forhold vil blive nedbrudt til fordel for en mere følelsesbåren tilgang. Her kan kulturformidleren, med inspiration fra forkyndelsen, bruge sig selv, sit liv og sine følelser i en ny tilgang.
Kulturelt entreprenørskab
En måde kulturformidlere kan navigere på i en verden, hvor (oplevelses)økonomi i stigende grad bliver den bærende legitimitet, kan være ved at navigere ud fra sit eget kulturelle blik og det følelsesmæssige engagement. Således kan man sikre levende og vedkommende formidling, som ikke udelukkende er baseret på økonomisk legitimitet. Dette kan, foruden inspirationen fra forkyndelsen, være inspireret af den kulturelle entreprenørskab.
Den kulturelle entreprenørskab, som efterhånden får større og større plads i undervisningen på universiteterne, har en tilgang, hvor entreprenørens liv, kulturelle bagage og ideer samt formidling af innovative ideer får mere opmærksomhed. Begrebet entreprenørskab kombinerer områder som innovation, forandring og økonomi (Elbeshausen, 2015, s. 226), men den kulturelle entreprenør kan også have for øje at berige den kulturelle kapital hos brugerne og befolkningen. Hos Saras D. Sarasvathys (2001) – grundlæggeren af den moderne entreprenørskabstanke – finder vi f.eks. et stort fokus på personlige egenskaber og sociale kompetencer, den kulturelle entreprenør har med sig ind i sit projekt. Her opmuntres den kulturelle entreprenør til at bruge sit eget liv i sit projekt og i sin praktiske udøvelse. Entreprenøren defineres som den, der hænger på, hvor andre måtte give op; målet for hans eller hendes virke er, at åbne op for nye verdener eller for nye måder at se verden på. Sagt på anden vis: Kulturen skabes gennem entreprenørens eget liv, erfaring og det personlige engagement. Der er fokus på processen, og ikke på et endemål, som oftest er markedet i andre sammenhænge. Entreprenøren inddrager sig selv i processen, og hermed skabes der en helt unik dynamik – en dynamik, der bunder i, at entreprenørens liv er blevet lig med den idé, som man er opslugt af, som der søges tilslutning og anerkendelse til og realiseres i relation og samarbejde med andre. Med en lidt tilspidset formulering kunne man sige: en entreprenør er ikke en opfinder, men en aktør, der nedbryder gamle praksisformer og tankemønstre og erstatter dem en anderledes og mere konstruktiv måde at agere og tænke på.
Formidling set fra entreprenørens perspektiv består således ikke i at skabe relationer og forbindelser mellem ikke-viden og et allerede eksisterende videns- og værdiunivers. Her er der ikke tale om oplysning. Entreprenøriel formidling er at skabe forudsætninger for nye praksisformer og at se verden på en anden måde. Det sker ved at indskrive brugerne i entreprenørens nye syn på verden. Formidling forstås altså som en tydelig- og muliggørelse af nye menings- og praksisformer. Dette sker med udgangspunkt i entreprenørens ideer og ved, at brugerne tilføjer deres videnkapital til entreprenørens ideer. På den måde er ikke-viden en fælles udfordring, der lægger på til en udforskning af nye muligheder. Drivkraften er en delt nysgerrighed med entreprenørens ideer i centrum.
Forkyndelse og kulturel entreprenørskab er drevet af motiver, der er milevidt forskellige. De er også knyttet til institutioner, som ofte ligger ret langt fra hinanden. Dog har de det til fælles, at det er det personlige engagement, der driver dem, og, at aktørerne er drevet af en affektmæssig optagethed. Begge områder repræsenterer en tilgang, hvor det personlige liv og den enkeltes erfaringer, sætter deres præg. De repræsenterer en tilgang, hvor økonomiske forhold ikke behøver, at legitimeres på samme måde som i oplevelsesøkonomien.
Affektteori – en sammenfatning
Når man i videnskabelige sammenhænge, såvel i andre af samfundets institutioner, taler om menneskets følelser, er følelserne og affekten ofte blevet nedgraderet. Det har hængt sammen med, at en videnskabelig diskurs ofte har indeholdt dikotomien følelse vs rationalitet (Bissenbakker Frederiksen, 2012, s. 5), hvor det rationelle indeholdt videnskabens (nærmest guddommelige) overblik og objektivitet. Følelser som genstand for en akademisk interesse er blomstret, og der tales om en decideret affektiv vending. Menneskers følelser kommer nu i centrum som analytisk genstand, og til en vis grad som metode. I affektteorien bliver der fokuseret på, hvad følelser gør, snarere end at definere essentielle forståelser af hvad de er eller hvorfra de stammer. At handle ud fra følelserne er tidligere blevet sat i relation til enten kvinder, som bærere af følelser, eller til vestlige koloniale projekter, der havde forestillinger om andre folkeslag som irrationelle og følelses styrede (Ibid.). Med den stigende interesse for affektteori i akademiske sammenhænge, vil der her kunne findes en disciplin, der binder mine perspektiver for det personlige engagement, sammen.
Affektteorien kan danne et terminologisk og akademisk grundlag for at tale om følelsesmæssigt engagement i kulturformidlingen. Når vi betragter følelserne som genstand for akademisk interesse, vil jeg nemlig påpege, den metodiske fordel ved at tænke i affekt og bruge sine følelser som drivkraft i formidlingen. Her tænker jeg især på kulturformidlingens forhold til forkyndelse og entreprenørskab. Hvis man i højere grad involverede sine følelser i sit professionelle virke som kulturformidler, ville formidleren bruge sit liv i nutidens labyrintiske verden. Vi kunne benytte det affektteoretiske område, som terminologisk grundlag og legitimitet for denne tilgang. Dette ville give tilgangen et sprog på formidlingsuddannelserne.
Der findes forskellige nye tilgange, hvor subjektiviteten hos formidleren og det følelsesmæssige engagement bliver undersøgt og benyttet – og dette sker også i akademiske sammenhænge. For mig er det vigtigt, at vi ikke glemmer formidlerens egne interesser og den følelsesmæssige tilgang i kulturinstitutionerne. Det er derfor vigtigt også at implementere denne bevidsthed allerede på uddannelsesniveau, foruden at have det for øje som praktisk udøvende kulturformidler. Således vil der skabes en balance mellem det økonomiske, det professionelle og det kulturelle aspekt, og således vil formidlingen være fokuseret på det følelsesmæssige engagement og ikke udelukkende være professionelt og oplevelsesøkonomisk rodfæstet.
Kilder
Bidstrup, U. M. & Johansen, K. H. (2010). Præstens virke og virkning. Kritisk Forum for Praktisk Teologi, 121. s. 1-4.
Bissenbakker Frederiksen, M. (2012). Styr dine følelser! En affektiv vendning. I affekt – Skam, frygt og jubel som analysestrategi. Center for kønsforskning.
Christensen Teilmann, P. (2010). Kulturliv – institutioner, praksis og formidling. Samfundslitteratur.
Christiansen, M. (2014). Salmesangen i gudstjenesten. Balslev-Clausen, P & Iversen, H. R. (red.) I: Salmesang. En grundbog i hymnologi. Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag.
Elbeshausen, H. (2015). The greater sense of involvement. Literary festivals and cultural entrepreneurship. Вісник Харківської державної академії культури. Серія: Соціальні комунікації, (47), 225-241.
Gads Bibelleksikon. (2008). Hallbäck, G. & Lundager Jensen, H. J. (red.). I: Gads Bibelleksikon. Gads Forlag.
Hvenegaard Rasmussen, C. (2016). Formidlingsstrategier. Samfundslitteratur.
Nielsen, E. A. (2011). Den skjulte gudstjeneste. En fantasi. Alfa.
Sarasvathy, S. D. (2001). Causation and effectuation: Toward a theoretical shift from economic inevitability to entrepreneurial contingency. The Academy of Management Review, 26(2): 243-63.
Skot-Hansen, D. (2013). Museerne i den danske oplevelsesøkonomi – når oplysning bliver til en oplevelse. Samfundslitteratur.
Wolf. J. (2019). Gudstjenesten. Fænomenologisk set. Eksistensen.
Skriv et svar