Eksodus fra Tyskland
Dette er et forsøg på et portræt af Varian Fry, som for 85 år siden er taget til Marseille med en liste på over 200 navne på emigranter i bagagen. Fry er drevet af et stærkt ønske og et klart opdrag, nemlig at hjælpe så mange af eksilanterne som muligt ud af Frankrig. Frankrig er efter 1933 blevet et tilflugtssted først for tyske og senere også for østrigske, polske eller tjekkiske intellektuelle, kunstnere og forskere, som af politiske og/eller racemæssige årsager har måttet forlade Tyskland eller de af Tyskland annekterede områder. Blandt dem, der opholder sig i Frankrig, er Hannah Arendt, Walter Benjamin, Rudolf Breitscheid, Alfred Döblin, Max Ernst, Lion Feuchtwanger, Konrad Heiden, Rudolf Hilferding, Siegfried Kracauer, Heinrich Mann, Walter Mehring, Anna Seghers, Franz Werfel og mange, mange flere. At skulle søge beskyttelse i det nære udland var i forvejen ikke nemt. Med begyndelsen af 2. verdenskrig forværredes emigranternes situation betydeligt.
I teksten bruges eksilant – et ord, der ikke findes i ordbogen over det danske sprog. Emigrant eller flygtning ville have været mulige alternativer. Eksilant er dannet på baggrund af eksil, som i følge af ordbogen betyder: langvarigt, tvungent ophold i udlandet pga. landsforvisning eller politisk eller religiøs forfølgelse i hjemlandet. Denne beskrivelse forekommer mig mere dækkende end de betydninger, man forbinder med emigrant eller flygtning.
At det er Marseille, Fry drager til, skyldes historiske omstændigheder. Efter at tyske styrker først har overfaldet og besat Polen, Danmark, Norge, Belgien og Holland, var det Frankrig, der bukkede under for Tysklands militære overmagt. En kortvarig krig i maj 1940 ender med fransk kapitulation og en deling af Frankrig i to zoner. Nord- og Midtfrankrig bliver besat af Tyskland, mens Syd- og Østfrankrig formelt forbliver selvstændige. Styret for det frie Frankrig, der bliver etableret i Vichy, er i høj grad prisgivet tysk magt og vilkårlighed.
Nu må Fry ikke alene tage sig af de tyske eksilanter, der er strandet i Frankrig. Efter at Vichy-regeringen havde strammet sin antisemitiske politik, skulle også franske intellektuelle og kunstnere med jødiske rødder beskyttes eller hjælpes ud af landet. Her taler vi blandt andet om André Breton, Marc Chagall, André Gide eller Henri Matisse.
Delingen af Frankrig medfører til gengæld, at de udsatte, der førhen er spredt over hele Frankrig, søger mod Marseille. For Sydfrankrig ligger nærmere Lissabon og Casablanca – steder, hvorfra det stadig er muligt at slippe ud af tysk vold og magt. 1940 huser Marseille mere end en halv million mennesker på flugt. Fry ankommer midt i august 1940 til Marseille og begynder straks med at opbygge et netværk for “menneskesmugling”. Tiden er knap og situationen for eksilanterne og ham er vanskelig og udvikler hele tiden til det værre. Ifølge planen skulle Fry flyve tilbage til Amerika sidst i august 1940.
Første udgave af Surrender on Demand fra 1945
Amerikansk intellektuel og “menneskesmugler” i Frankrig
Varian Fry bliver født i 1907 i New York City; hans far er børsmægler og så godt som aldrig hjemme, moderen er sindslidende og tilbringer en del tid på hospitalet. To tanter og bedstefaren tager sig af hans opdragelse. Det siges, at Varian Fry er intelligent, lidt affekteret og ret elitær, noget rebelsk og meget fremsynet. Mest af alt er han en enspænder eller – for at bruge en måske mere sigende betegnelse – prototypen på den fritsvævende intellektuelle.
I 1926 bliver Fry optaget på Harvard University som en af årgangens bedste. Han interesserer sig for mange emner inden for de humanistiske og samfundsfaglige discipliner, men går mest op i at promovere den modernistiske litteratur og kunst. Sammen med Lincoln Kirstein, en af de få venner Fry har, grundlægger han The Hound and Horn – et litterært tidsskrift og et vellykket forsøg på at sætte nye accenter i det kunstneriske landskab i USA. The Hound and Horn bidrager til at gøde Frys omdømme som et skarpt hoved. I 1931 dimitterer han fra Havard; en stejl karriere som journalist, redaktør, foredragsholder og forfatter især indenfor udenrigspolitiske emner begynder.
Om Fry bør tilregnes den gruppering af intellektuelle, der i den amerikanske kulturhistorie går under betegnelsen den tabte generation, kan nok diskuteres – mest fordi han ikke selv regner sig hørende til nogen gruppering overhovedet. I 1920-erne føler mange kunstnere, forfattere og musikere sig desillusionerede og skuffede og har svært ved at identificere sig med Amerika som ide eller som et civilisatorisk fremskridt. Den tabte generation er apolitisk og søger tilflugt i kunsten. Frankrig, Italien og Tyskland fremstår som et attraktivt, stimulerende og efterlignelsesværdigt kulturelt miljø. Den europæiske modernisme udøver også en stor tiltrækningskraft på en æstet som Fry. Måske er det, fordi bogstavernes og kunstens univers nemmere lader sig ordne end den verden, der i 20-erne og 30-erne bliver mere og mere uoverskuelig.
Mens de intellektuelle i USA efter børskrakket i 1929 igen i højre grad end før begynder at interesserede sig for politik, forbliver Fry sig selv tro. Han ser på verden med den for ham karakteristiske analytiske distance. På trods af det kølige blik lægger Fry en enorm aktivisme foran dagen. I sommeren 1935 bringer New York Times en længere artikel, skrevet af Fry på baggrund af en rejse til Tyskland; i artiklen advares der mod et fascistisk Tyskland og regimets grusomme racepolitik. Hans holdning er klar; for ham er Hitler ikke en nyttig allieret i kampen mod Stalin og kommunismen, men en trussel mod verdensfreden. Tyskland og Hitler skal bekæmpes, om nødvendigt også med våben.
Fry er aktiv i antifascistiske organisationer, og det i stor stil. Han støtter blandt andet den republikanske side i den spanske borgerkrig, donerer flittigt til antifascistiske formål og tøver heller ikke med at bruge tid, kræfter og penge på at være med til at grundlægge Emergency Rescue Committee (ERC) – en sammenslutning af privatpersoner, hvis formål er at hjælpe de i Frankrig strandede intellektuelle ud af landet.
Imidlertid lader Fry sig ikke inddrage i nogen organisationer, hvis de forpligter ham på en bestemt ideologi eller til at gå på kompromis med hans egne overbevisninger. Han ønsker at forblive sig selv. Klarhed, uafhængighed og pluralitet er for ham vigtigere end enhed, homogene interessefællesskaber og gennemslagskraft. Ulempen ved denne kompromisløshed er bare, at Fry har svært ved at trænge igennem med sine indsigter og analyser, selvom de tit rammer plet. Derfor fremstår han som kontrær og analyserne som lidt verdensfjerne. I det publicistiske arbejde og de bøger, han har udgivet inden anden verdenskrig begynder, påpeger han blandt andet, hvorfor verden styrer med en ny storkrig og at Hitler vil have let spil med at okkupere Frankrig. Landet var omgivet af fascistiske stater som Italien og Spanien.
Som sagt før, 1940 rejser Fry som repræsentant for ERC med gode hensigter og en kuffert fuld af penge til Marseille. Råbet om hjælp fra Sydfrankrig er siden juni blevet mere højlydt og indtrængende – i takt med at besættelsesmagten og Vichy-regimet sætter deres indsats mod eksilanterne i system. Dannelsen af ERC, pengeindsamlingen, udarbejdelse af et særligt visaprogram og Frys afrejse sker nærmest samtidigt og i al hast. Paul Hagen (alias Karl Frank), en psykoanalytiker fra Østrig med grundigt kendskab af situationen i Frankrig og årelange erfaringer med politisk modstandsarbejde, og Fry sørger for de nødvendige organisatoriske rammer og den uundværlige offentlige opmærksomhed. Eksilanterne har i nobelpristageren Thomas Mann, der i 1938 er kommet til Princeton, en kendt og anerkendt fortaler og indflydelsesrig kontakt til ERC. Mann ser sig selv som repræsentant for den landsforviste tyske kultur. På amerikansk side er det, Eleanor Roosevelt, præsidentens kone, der aktivt støtter komiteen og deres ret så ambitiøse forehavende.
Fry er så opsat på, at dette hjælpearbejde skal lykkes, at han nærmest melder sig frivilligt til at tage til Marseille og det på trods af, at han ikke kender noget som helst til modstandsarbejde og heller ikke kender landet særlig godt. Både hans kone Eileen og Paul Hagen er skeptiske; det ender med, at Fry tager afsted og forbliver på den udsatte post i knap 15 måneder. Som repræsentant for ERC og som menneskesmugler formår han at hjælpe 1500 måske 2000 mennesker ud af landet. 15.000 har bedt om hjælp.
Mellem Évian og Bermuda
Hvilke vanskeligheder og forhindringer har Fry været oppe imod i de 15 måneder fra august 1940 til november 1941? Hans beretning Surrender on Demand giver et ret godt indblik i de med tiden tiltagende genvordigheder, i den mere og mere tætmaskede overvågning fra både de franske myndigheder og fra tysk Gestapo eller i den stadig voksende skuffelse og fortvivlelse hos eksilanterne. Fry skulle være opfindsom, dristig, uden de store skrupler og camouflagens mester for at overleve i det daglige arbejde og realisere de centrale formål med ERCs projekt. Han er kommet til Marseille med en liste med 200 navne, der skulle hjælpes ud af landet og dermed sikres mod tysk forfølgelse. At det er 15.000 personer, der henvender sig til Centré Américan de Secours, ERCs legale ansigt ud udadtil, viser, at behovet for hjælp vokser i takt med, at situationen spidser til og den ventede officielle støtte fra amerikansk side daler.
Den storpolitiske ramme og den opbragte stemning, som Fry skulle manøvrere i, lader sig bedst beskrive ved at henvise til to centrale konferencer. Den første konference bliver afholdt i Évian i Frankrig, den anden i Hamilton på Bermuda – en ø liggende midt i Atlanterhavet. Set med nutidens briller, markerer både Évian og Bermuda det internationale samfunds fallit overfor den tiltagende terror mod jøder og de ufrivillige emigranter – hvilket er en gruppe, der blandt andet består af socialdemokrater og socialister, af oppositionelle intellektuelle og kunstnere, hvis værker og ideer blev anklaget for at true nazisternes æstetiske idealer og politiske overbevisninger.
Konferencen i Évian, der på amerikansk initiativ afholdes i juli 1938, er et ambitiøst internationalt forsøg på at løse flygtningekrisen i Europa. Imidlertid ender mødet med så godt som ingenting. Der er mange pæne ord og endnu flere gode hensigter; men næsten ingen af de deltagende lande er parat til at modtage et tilpas stort antal flygtninge. Den åbenlyse antisemitisme i de deltagende lande er sikkert en af årsagerne til denne tøven. Den manglende evne eller vilje til at forestille sig, hvor hensynsløst og systematisk Nazityskland ville agere overfor jøderne som folk og overfor regimets politiske modstandere, er den anden del af forklaringen.
Endnu mere tragisk ender konferencen på Bermuda-øen i april 1943. Krigen har i den grad vanskeliggjort en koordineret og effektiv indsats for at komme jøder og andre udsatte grupper til undsætning. Flygtningekrisen kan kun løses, hvis de allierede magter vinder krigen. Ellers vil alt være forgæves blev konferencens diskursive strategi. Det er med andre ord krigens forløb og udfald og ikke de humanitære overvejelser, der er afgørende for, hvad der kan lade sig gøre og hvad Storbritannien og USA er villige til at gøre. Et af de få håndgribelige resultater er dog, at 5000 jøder bliver evakueret i Spanien. Men samlet set er konferencen endnu et synonym for inaktivitetens skinbarlige facade. Og når det internationale samfund ikke kunne eller ikke ville modtage emigranter, hviler håbet på private initiativer.
Fry har i breve til sin kone Eileen tit klaget over den manglende støtte fra de amerikanske myndigheder. Hans klager spejler den ambivalens, som US-regeringen er præget af: på den ene side vil man gerne hjælpe, mens man på den anden side gerne ville opretholde venskabelige relationer til Vichy-regeringen. Allerede i september 1940 sender det amerikanske udenrigsministerium derfor et telegram til ambassaden i Vichy med et klart budskab: US-regeringen ønsker på ingen måde at sætte relationerne til Frankrig over styr; og aktiviteter, der medvirker til dette, skal omgående stoppes. Konsulaterne i Frankrig skal omgående orienteres om disse forhold. Den amerikanske regerings ambivalente holdning fortsætter også efter december 1941, hvor USA efter angrebet på Pearl Habor tvinges ind i Anden Verdenskrig. Udenrigsministeriet holder med forskellige begrundelser fast ved den restriktive politik over for eksilanterne og jøderne.
Det amerikanske konsulat i Marseille er imidlertid i splid med sig selv. Mens konsulen truer Fry og andre frivillige med at blive arresteret og deporteret, fortsætter vicekonsulen med at støtte Frys arbejde og hjælper eksilanterne ud af landet – indtil vicekonsulen bliver kaldt hjem. Splittelsen gør ikke kun arbejdet for Fry og de andre frivillige besværligt; konsulen forsøger også ihærdigt at tvinge Fry til at forlade Frankrig. Efter at han er blevet arresteret af de franske myndigheder, ser Fry ingen anden udvej end at tage tilbage. Han anmærker med en sarkastisk undertone, at konsulatet aldrig før har bearbejdet en visumsag i dette tempo. Allerede efter fem dage var rejsedokumenterne godkendt. De lokale franske myndigheder var også i splid med sig selv; men de har ikke lagt samme hast for dagen og behandler Fry med den fornødne respekt, da han gør sig klar til udrejsen via Spanien og Lissabon.
Frys bevæggrunde
Hvad, kunne man spørge, får Fry til at opgive sin sikre tilværelse i New York og sin karriere som redaktør. Han kaster sig ud i et yderst risikabelt foretagende og kæmper immervæk mod et tilsyneladende almægtigt terrorapparat. Fry sætter sit liv på spil – velvidende, at han ikke kan regne med ret meget hjælp fra anden side. Det er muligt at finde et svar på dette spørgsmål ved at henvise til det begreb, Hannah Arendt betegner som omhu (Sorge) og omsorg (Fürsorge).
Omhu og omsorg er ifølge Arendt en specifik politisk praksis; den både skaber og er betinget af den offentlighed, den virkelighed og det mødested, som mennesker er fælles om. Her er perspektivernes mangfoldighed samlet, her er de i dialog med hinanden og her bliver det tydeligt, at en sag, et emne eller objekt altid viser sig i sin yderste mangfoldighed og forskellighed. Omhu og omsorg er relationer imellem mennesker. Den fælles virkelighed lever, så længe der findes relationer, der værner om perspektivernes mangfoldighed og pluralitet.
Basis for denne praksis er ikke de personlige interesser eller den individuelle forfængelighed, men oplevelsen af, hvor mulighedsskabende og hvor skrøbelig den fælles virkelighed er. Den enkelte formår kun at erfare sig selv som person med en umiskendelig identitet, hvis den virkelighed, han/hun er kastet ud i, bevarer sin mangfoldighed og pluralitet. At udvise omhu for verdenen bliver grundlaget for at kunne drage omsorg for sig selv og andre.
Fry har ved flere lejligheder oplevet, hvor skrøbelig denne virkelighed er og hvor vanskeligt det er at drage omsorg. Der peges på især to episoder, der tydeliggør, at ikke engang den destruktive kraft fra totalitære regimer er en tilstrækkelig grund til, at omhu for verden og omsorg for mennesket intensiveres.
Den første episode udspiller sig i Berlin i sommeren 1935. Fry opholder sig på det tidspunkt i Berlin. Han bliver vidne til, hvordan organiserede optøjer i byens gader bevidst sætter en fælles vished over styr, nemlig at borgere af forskellig race og politisk overbevisning har kunnet leve side om side. Ved denne lejlighed bliver mennesker vilkårligt revet ud af biler, busser, forretninger og cafeer, de bliver slået ned, spyttet på og sparket til – uden at ordensmagten skrider ind eller andre kommer dem til undsætning.
Hele scenariet forekommer Fry bizart, uvirkeligt og uden mening. Næste dag får han i et interview med Ernst Hanfstaengl forklaret, hvad hensigten er med disse optøjer: jøderne skal desintegreres af tysk samfund og kultur enten ved at anbringe dem i særlige reservater eller ved at udrydde dem. Hanfstaengl er chefen for nazistpartiets informationsafdeling for udenlandske journalister, hører til partiets inderkreds og er dimittend fra Havard. På baggrund af gårsdagens optøjer og Hanfstaengls informationer skriver Fry en beretning, der bringes i New York Times – med et meget beskedent ekko i amerikansk offentlighed og politik.
Episoden i 1935 er anledning til, at Fry bliver politisk aktiv og senere drager omsorg for de i Frankrig strandede eksilanter. Han frygter, at den mangfoldighed af liv, erfaringer, stemmer, meninger, talenter og viden, som de repræsenterer, vil forsvinde, hvis munden lukkes på dem. Episoden viser desuden, hvor svært det er at drage omsorg for verden, hvis den omsorgsfulde praksis ikke svarer til nationers, staters og regeringers interesser. Den amerikanske regering forholder sig længe tøvende over for jødernes og de ufrivillige emigranters skæbne både før og under anden verdenskrig.
Den anden episode er en fiktiv samtale, Fry fører med sig selv efter hjemkomsten fra Frankrig. Samtalen er fra 1942 og har oprindeligt været tænkt som forord til Surrender on Demand. Denne meget personlige fortælling blev dog droppet og først udgivet posthumt i 2023. Fry spørger sig selv, om han overhovedet formår at gengive erfaringerne fra Marseille eller om de er for overvældende, personlige eller kun viser hans skuffelse. I teksten fremhæver han, at erfaringerne selv kæmper for at blive fortalt.
Gengivelsen sker dog ikke kun af en indre nødvendighed, men som omsorg for hans venner i Europa og som opråb til offentligheden i USA. Hvis han “ved at fortælle den [historien] bare kan få nogle få andre amerikanere til at forstå, så har” han opfyldt en pligt over for vennerne. Forpligtelsen over for dem har han ikke lov til at glemme eller unddrage sig. Men samtidigt lyder Fry resigneret. I samtalen med sig selv indrømmer han: at holde foredrag, skrive artikler og tale med venner virker ikke. Man forstår det ikke. Man ser ikke det hele eller man ser på afstand, upersonligt. Det rører dem ikke mere, end en tabel med statistikker rører dem.
Fry peger også på, hvor utilstrækkelig hans indsats og hjælp har været. Han nævner nogle af de personer, som på trods af hans indsats ikke har undgået at blive fængslet og deporteret. Den omsorgsfulde praksis skulle have været større – ikke kun fra hans, men også fra myndighedernes side, der råder over større midler end ham selv.
Den gode amerikaner i Marseille
Varian Fry tager i november 1941 tilbage til De Forenede Stater og udgiver i 1945 Surrender on Demand, hvor han beretter om sine erfaringer i Marseille. I 1963 bliver han hædret af International Rescue Committee (førhen ERC) for indsatsen i frihedens navn.
I 1967 dør Fry i en alder af 59. Kort før hans død tildeler den franske regering ham medaljen Croix de chevalier de la Légion d’honneur, hvilket forbliver den eneste anerkendelse, Fry modtager fra en regering i sin levetid. I 1994 udnævnes han af staten Israel som Righteous Among the Nations. Warren Christopher, den amerikanske udenrigsminister, undskylder 1996 den behandling, som hans ministerium har udsat Fry for. I dag hedder pladsen foran det amerikanske konsulat i Marseille Place Varian Fry. I Berlin-Tiergarten findes en gade opkaldt efter Fry.
Litteratur
Fry, V. (2017). Surrender on Demand. Preface by Warren Christopher. Plunkett Lake Press
Fry, V. (uå). Surrender on Demand. Unpublished Foreword. https://theforgerofmarseille.com/unpublished-foreword-of-surrender-on-demand/ (Adgang: 26.12.2025)
Marino, A. (2011). American Pimpernel: The Man Who Saved the Artists on Hitler’s Death-List. Random House.
Wittstock, U. (2024) Marseille 1940. Die große Flucht der Literatur. (CH Beck).
Arendt, H. (2020). Vita activa oder Vom tätigen Leben. Piper.
Jost, M. (2025) Erwartungen an Évian. Jüdische Positionen zur Flüchtlingspolitik 1938. Vandenhoeck & Ruprecht.
Musch, S. (2018). Zwischen Bermuda und Palästina. Arieh Tartakowers und Kurt R. Grossmanns Suche nach Rettung für jüdische Flüchtlinge (1944). Zeithistorische Forschungen-Studies in Contemporary History, 15(3), 576-582.
Diggins, J. P. (1995). Die Intellektuellen in den USA von der Aufklärung bis zur Reagan-Ära. Comparativ, 5(6), 15-43.
Skriv et svar