At være eller ikke at være fremmed
Forestil dig, at du, lade os sige, hver tredje uge over en længere periode får et brev – enten med posten eller i din mailboks. I hver eneste af de mange breve bliver du tiltalt med: Kære fremmede og afsenderen signerer hvert af sine breve med E. Der er ikke tale om spam; brevene har et seriøst indhold; de handler om at være eller at føle sig fremmed, at miste sit land, sin familie, sit sprog. Tonen i E’s breve er ofte trist og fortvivlet; samtidigt udstråler de håb, mod og tillid. Indholdet er dybt og reflekterende; personlige erfaringer står side om side med politiske analyser. Det bliver tydeligt, at forfatteren har et seriøst ærinde med at henvende sig til dig – og sandsynligvis til andre.
Hvordan vil du reagere på konsekvent at blive tiltalt som Kære fremmede? Vil du være afvisende og fremhæve over for dig selv, at du skam ikke er nogen fremmed, at du ikke føler dig fremmedgjort, at du hverken har mistet dit land eller dine nære relationer, at du slet ikke føler dig hjemløs? Måske er du forstående og medgiver brevenes forfatter, at det at være fremmed nok beskriver eksistentielle vilkår for en del mennesker – også nogle, du kender eller ligefrem er i kontakt med? Eller vil du tage budskabet til dig og E’s insisteren til efterretning? Vil du indrømme over for dig selv, at du (nogle gange) føler dig som fremmed og at fremmedhed er en kendsgerning, du har svært at leve med og heller ikke formår at blive færdig med?
Vil din reaktion falde anderledes ud, hvis du kendte E’s historie, identitet og køn? Ville du føle dig stødt over at blive tiltalt som Kære fremmede, hvis du vidste, at E’s oprindelsesland er Tyrkiet, som hun er flygtet fra? Eller vil du reagere modsat – ikke fornærmet, men fuld af anerkendelse og respekt? Hvad hvis E giver sig til kende som journalist, som forfatter af mange fag- og skønlitterære bøger, som eftertragt fagperson med speciale i fascisme og som international anerkendt aktivist? Vil Kære fremmede i det tilfælde være intimiderende og insisterende? Vil du mene at blive taget til indtægt for holdninger og værdier, som ikke er dine? Vil afstanden mellem dig og forfatteren vokse, fordi du føler dig fremmedgjort af E? Eller vil du udvise anerkendelse og solidaritet, fordi jeres erfaringer ligner hinanden og E formår at give udtryk for ting, du tit har grublet over?
Brevskriveren Ece Temelkuran
Hvem er så forfatteren af de mange breve, der er havnet i din postkasse? Og hvad med vedkommendes erfaringsbaggrund? Bag E gemmer sig Ece Temelkuran – en kvinde født i 1973 i Izmir. Hun læser til jura og har arbejdet som journalist, men mister sit job i 2012 på grund af kritiske reportager om regimet i Tyrkiet og om Kurdistan. Efter voldsomme protester i Gezi-Parken i Istanbul er E nødt til at forlade Tyrkiet. Det er i 2016. Med to T-shirts og et par bukser søger hun tilflugt hos en veninde i Zagreb. Nu begynder hendes rastløse rejser gennem Europa og resten af verden. Samtidigt bliver hun overbevist om, at det er umuligt at vende tilbage til Tyrkiet – hun mister sig land og sit sprog; med forældrene mødes Ece kun på fremmed jord.
For E bliver det at være fremmed en slags besættelse, som blandt andet kommer til udtryk i følelser som skam og selvhad. Har jeg kæmpet nok for demokratiet i Tyrkiet? Har jeg overladt bekendte, venner og kammerater til sig selv ved at stikke af? Kunne jeg have blevet længere? Spørgsmål som disse er også et tilbagevendende tema i E’s breve; det at miste ender i selvbebrejdelser og selvdestruktiv adfærd. E lægger sit hjerte og sine følelser på is, skifter til overlevelsesmodus, som hun siger, men fortsætter med at skrive bøger, at holde foredrag, protestere mod autoritære regimer og engagere sig i kulturelle projekter. Den eksistentielle længsel efter et hjemsted vil dog ikke forsvinde. Hun savner et sprog, der er egnet til at beskrive flugten fra Tyrkiet, livet som eksilant og umuligheden af at kunne vende tilbage.
De tanker og følelser, E er optaget af, afspejler sig i titlen på en bog, der udkommer i 2019: How to Lose a Country: The 7 Steps from Democracy to Fascism. Bogen gør hende til en internationalt anerkendt ekspert i fascisme. Måske burde der også henvises til dens tyske titel: Wenn dein Land nicht mehr dein Land ist oder Sieben Schritte in die Diktatur. For E har fremmedhed i perioden op til 2022 to betydninger: på den ene side at miste sit land og forbindelserne dertil, på den anden side at have mistet respekt for og i sit hjemland. Som eksilant oplever hun fremmedgørelsen som en fremadskridende proces, hvor begge parter med tiden fjerner sig længere fra hinanden. Det står klart for hende, at det land, hun drømmer om at vende tilbage til, i mellemtiden har ændret sig. Både den politiske kultur og de personlige relationer er blevet andre. E’s drøm er tit ikke meget mere end en nostalgisk refleks og et tab, som hun ikke vil eller kan acceptere.
E bliver tvunget til helt at gøre op med forestillingen om at vende tilbage til Tyrkiet, efter at hendes liv i overlevelsesmodus krakelerer og hun fysisk og psykisk bryder sammen. Hun opholder sig på det tidspunkt i Hamborg (Tyskland) som fellow på The New Institute (et internationalt kollegium for fremtidsforskning). Kollapset skyldes ifølge lægen hendes hjemve; men hvad er den rette medicin, hvis ens hjemsted er et lukket land? Hjemve beskrives som den følelse, der indfinder sig, når blikket ikke kan løsrive sig fra fortiden og de steder, man kommer fra, mens den barske nutid skubber én mod en endnu barskere fremtid. Et uløseligt dilemma bliver til et vendepunkt i E’s’ liv og basis for de breve, der skrives siden juni 2022 og udgives i begyndelsen af 2026 som bog med titlen Nation of Strangers – Unsere Heimat sind wir (på engelsk: Rebuilding Home in the 21st Century).
Jeg har ikke et hjemland, jeg kan gå tilbage til
E begynder at se sig selv og andre fremmede med nye øjne. At være fremmed er ikke længere en tilstand, der skal overvindes, men en livsform, livet skal indrettes efter. Vendepunktet markerer begyndelsen på et nyt livsprojekt, nemlig at leve livet her og nu, finde et sprog for de oplevelser, man har som fremmed, og forud alt andet at komme i kontakt med mennesker, der lige som en selv kæmper med og mod de sociale, kulturelle og politiske udgrænsninger i ankomstlandet. Årsagerne til flugt og udgræsninger er der mange af.
Det er ikke kun autoritære eller fascistiske systemer verden over, der gør modstandere til fjender, berøver dem deres hjem, internerer og deporterer dem. Neoliberalismen producerer mere rigdom for de rige og hjemløshed i bogstaveligste forstand for de fattige. En økonomi uden tøjler udhuler den sociale velstand, en økonomisk elite uden moral ser stort på anstændighed, medmenneskelighed, solidaritet eller hjælpsomhed. Det er nemt at fortsætte listen af de fortrædeligheder, der skaber fremmede: krige som i den Mellemøsten, borgerkrige som den i Syrien, etnisk udrensning som i Etiopien, de globale klima- og miljøkatastrofer samt den omsiggribende individualisme og vestlige exceptionalisme, der fremhæver forskelle og mindsker ligheder mellem mennesker og folk. Alle krisetegn tilsammen og den øjensynligt ustoppelige fremvækst af en ugæstfri verden sammenfatter E i en af bogens mest skrappe og skarpe sætninger: For første gang i historien sørger menneskeheden i fremtidens tempus (s. 15).
Nutidens nationalstater formår ikke at adressere og finde konstruktive løsninger på de fremmedes perifere tilhørsforhold til det folk og den nation, de er kommet til – en af bogens ret så desillusionerende konstateringer. Ifølge E består vores tids store illusion i at tro eller håbe på, at fremmedhedens stigma forsvinder, så snart man har fået sig en opholdstilladelse eller et statsborgerskab i ankomstlandet. E’s kyniske udlægning af nationalstaternes manglende formåen og vilje til at tage sig af de fremmede lyder sådan: Nationalstaterne er sunket så dybt, at verdens herskere betragter dem som lukrative investeringsobjekter. (s. 19) En analytisk mere rammende redegørelse for nationalstatens deroute fremlægges som refleksion over et foredrag, som E har holdt i 2019 i England for The House of Lords. Her er argumentet: nationalstatens oprindelse, struktur og selvforståelse bygger på tre principper: folk, stat og territorium. Integration og inklusion er derfor betinget af afstamning og et tæt territorialt tilhørsforhold. Set i et nationalstatsligt perspektiv er de fremmede flygtninge, migranter, asylanter eller illegale og deres sande hjemsted vil altid være deres oprindelsesland (s. 124). Selv det at sikre landets grænser udadtil og føre en remigrationspolitik indadtil er i lyset af det stigende antal fremmede ikke andet end ønsketænkning og mangel på social fantasi. For fremmedhed er blevet et massefænomen: vi fremmede er allerede mange og bliver stadig flere; i 2070 regnes med 3,5 milliarder mennesker, der har måttet forlade deres hjemsted (s. 17). Dette fremskynder nationalstatens deroute yderligere.
Nation af fremmede – en utopi for en verden i overlevelsesmodus
Er du fulgt med i E’s breve, kan du måske se fremmedhed og udgræsning som overhængende trussel for mange mennesker, om muligt også for dig. Men er de breve mere end en af de dommedagsprofetier, som der for tiden findes så mange af? Du vil med ret kunne forvente, at E ved hjælp af eksempler viser, hvordan fremmedhed som livsform praktiseres, hvordan de mange fremmede bliver til en nation og hvad det særlige ved denne nation er i forhold til den danske, tyske eller franske nation.
Der, hvor vi er, har vi hjemme
Bogens tyske titel Nation of Strangers – Unsere Heimat sind wir giver måske et fingerpeg om, hvordan en sådan livsform opstår og udformes. I undertitlen fremhæves at der, hvor vi er, har vi (eller har hjertet) hjemme. Dette udsagn er nu heller ikke særlig konkret; der mangler præciseringer med henblik på, hvordan denne nation af fremmede er organiseret. Er den mere end en enklave af de flygtninge, migranter, asylanter og illegale, der har bosat sig i et land f.eks. i Danmark? Men undertitlen forklarer dog to ting. For det første gælder det ikke om at efterligne de folkeslag og de mennesker, som man tilfældigvis opholder sig hos og omgås med. At være en fremmed er ikke et liv i transition, et mellemspil og en overgangsfase. Man er ikke nytilkommende eller borger på prøve. For det andet tages der afstand fra illusionen om, at denne flerhed af fremmede vil – lige som i de gamle nationalstater – fungere som om den var en enhed. Forskelle i erfaringer, erindringer, sprog, selvforståelser og ideer ensrettes ikke, der forventes heller ikke, at de fremmede selv skal frembringe en majoritetskultur for fremmede. Den eneste fremadrettede mulighed består i, at friheden ved at være fremmede realiseres med hinanden, ikke mod hinanden.
I E’s breve skitseres der mange og ret forskellige eksempler på, hvordan et hjemsted og en livsform for fremmede allerede er forsøgt at blive virkeliggjort – nogle af eksemplerne er ret utopiske, andre er mere håndgribelige. Lad os ganske kort skitsere tre af dem.
Kaffe med lidt sukker fungerer normalt som en stiltiende overenskomst mellem gæst og barista; formlen skaber hos dem, der er fortrolige med konventionen og forventningerne, en følelse af glæde og anerkendelse. Men i særlige tilfælde bliver den til et løsen for: her er det godt et være, her har jeg hjemme. Som E fortæller, kender den tyrkiske kaffekultur tre måder at drikke sin kaffe på: med meget sukker, med sukker og med lidt sukker. Hvad der præcis menes med disse mængdebetegnelser, er ikke nærmere bestemt, men afhænger af dem, der tilbereder og der drikker kaffen. Den rigtige mængde sukker er en overenskomst mellem gæst og barista og bliver til en gestus af lykke, empati og fortrolighed. E oplever denne lykke på et besøg i en tyrkisk cafe i Berlin-Kreuzberg: den mokka, som hun bestiller, smager præcis som den skal smage – for hende. Med til historien hører dog, at Kreuzberg er en tyrkisk diaspora-ghetto i Berlin; selve bydelen fastfryser billeder eller minder fra Tyrkiet, som landet var for 40 år siden. I kaffesmagen flyder nu den gamle og den nye måde at være hjemme på sammen.
Andet eksempel er en samtale mellem Eyad og E. Eyad er flygtet fra Syrien under barske vilkår og bor i et refugium for alle slags hjemmeløse i Berlin-Neukölln. E bor i Charlottenburg, et af de finere kvartere i Berlin. Hendes flugt fra Tyrkiet omtaler Eyad som udrejse på Business-klasse-maner. Han selv er flygtet i en lille træbåd. Omstændighederne tvang ham til at sætte sit liv på spil for at redde en gammel mand og en mor med to spædbørn, som var ved at drukne, mens de løb gennem bølgerne for at nå den lille båd. I dag kæmper Eyad stadig med traumatiske oplevelser fra dengang. Havets bølger må man aldrig se på om natten, ellers vil de drukne ens hjerte. Samtalen handler om oprigtighed eller som E siger: sandhed er den korteste forbindelse mellem to fremmede og den maksime, som vi i fremtiden overlever på. De ikke-druknede hjerter – det vil sige det omsorgsfulde møde og den gensidige tillid – er et værn mod den ensomhed, der består i at være fremmed. E slutter samtalen og brevet med et forsøg på en definition af hjemsted: Når der ikke længere findes et sikkert sted, hvor man kan krybe i skjul for livets realiteter, består ens hjem af de mennesker, som støtter en, selvom deres hænder allerede er fyldte. (s. 173) Værestedet Refugio i Neukölln eller migrationspolitikken i Palermo er forsøg på at skabe nye hjemmesteder for fremmede.
Douha er en ung mor fra Syrien. E møder hende i en paneldebat om migration, racisme og fremmedhad. For Douha er det kun de fremmede, der forstår den smerte, der er forbundet med at være fremmed. Hun har mødt mange velmenende mennesker. Men selvom den anden part er forstående og åben, forbliver deres specifikke erfaringer og livsformer ukendte for hinanden. Den oplevede distance i sprog, i væremåde og i følelser gør den fremmede svag og træt. Og man kan ikke bare få anvist et nyt hjemsted, når ens første hjem uvægerligt er gået tabt. Douha overlever på at dokumentere andre flygtninges oplevelser; hun lytter til deres fortællinger uden at stille spørgsmål. Douha selv bliver levende og medlevende gennem de fortællendes livshistorier. For E viser Douhas projekt og hendes dokumentation af fælles erfaringer, hvor nødvendigt det er at stifte Nation af Fremmede. I de fremmedes nation er personlige tab, den individuelle smerte og de kvælende selvbebrejdelser blevet til en slags fælleseje.
Afsluttende begyndelse: en etik for en verden i krise
E’s breve er refleksioner over en barsk virkelighed; de er så realistiske, som vores politiske, sociale, kulturelle og materielle omverden er dyster. De fremmede fungerer som en seismograf for fremtidens kriser. De er allerede begyndt at sørge over den fremtid, som vi alle kommer til at tabe som fælles forventningshorisont – hvis prognoserne holder. Samtidigt er brevene også en håndsrækning. De viser, hvordan mennesker formår at overleve i her-og-nuet – på trods af at de blev tvunget bort fra deres hjemsted.
Nation of Strangers er en kulturnation, spredt over hele verden. Det gestiske sprog, der baserer sig på de oplevelser, der har gjort mennesker til hjemløse, gør de fremmede genkendelige over for hinanden. Det gensidige ansvar og den uegennyttige hjælpsomhed bliver til en form for legitimation, der giver adgang til dette fællesskab. I mødet med andre fremmede og med deres livsprojekter finder E den enorme energi og utopiske realisme, som de breve, hun har sendt til dig, udstråler. Nationen af fremmede findes der, hvor hjertet har hjemme.
Indholdet i E’s breve ligger fint i forlængelse af tanker og refleksioner, som blandt andet filosofferne Hannah Arendt (1906 – 1975) og Giorgio Agamben (f.1942) har beskæftiget sig med. Arendt har i det lille skrift Vi flygtninge (1943) på baggrund af egne erfaringer som flygtning understreget, at tilpasning ikke har vist sig at være et succesrigt værn mod forfølgelse, deportation og internering. De bevidste pariaer er de utilpassede, som dog er sig deres herkomst bevidst; de kan ifølge Arendt blive til deres folks avantgarde. Analogien er ret nærliggende. Først bevidstheden om, hvad det vil sige at være fremmed, skaber forudsætninger for, at de fremmede ser deres anderledeshed og mangfoldighed som basis for Nation of Strangers. Også dette kunne have været en grund til, at du har modtaget E’s breve.
Agamben har 50 år senere i et essay ligeledes med overskriften “Vi flygtninge” argumenteret for det samme: flygtninge, når flugt og fordrivelse er blevet til et massefænomen, finder ikke et legitimt hjemsted i nationalstaten. Så længe dens suverænitet hviler på treenigheden stat – afstamning – territorium, er den ingen pålidelig garant for borgerrettigheder. Stat og nation vil ikke kunne repræsentere så heterogen og stor en gruppe mennesker. Vor tids flygtningelejre bliver ifølge Agamben derfor det grundlæggende ordensprincip for den moderne stat. Set i dette perspektiv er Nation af Fremmede et oplagt modspil. Her forenes mennesker ikke på basis af deres afstamning; herkomsten vægtes heller ikke som noget særligt. Det er deres erfaringer og sprog som flygtninge, migranter, asylanter og illegale samt de deraf følgende handlinger og værdier, der er afgørende for deres tilhørsforhold til denne nation.
I hendes sidste breve kommer E ind på Odysseen, vestens store fortælling om udrejse og hjemkomst. Hun genfortolker Odysseen vha et digt af den egyptiske poet Konstantinos Kavafis (1863-1933). Godt nok er øen Ithaka Odysseus’ hjemstavn; men når Kavafis bruger ordet i flertal (Ithakas), bliver øen til en metafor for, at fremmede har mange steder, hvor de har hjemme, og for den vished, at man også derhjemme kan være hjemløs. Nation af fremmede er hjemstavnen for mennesker, hvis liv leves i permanent landflygtighed.
De breve, som E har skrevet og sendt til dig, er et første spagt forsøg på at udtænke en livsform passende til en realitet, der i dag allerede eksisterer for nogen, og formidle disse tanker til nogen, der har fået en svag fornemmelse af, at fremtiden medfører flere tab end gevinster. For os (Ahmed og Hans) er det vigtigt at viderebringe E’s centrale spørgsmål: Hvordan kan en fælles etik for overlevelse i en verden fuldt af kriser bidrage til en human livsverden?
Måske er det for direkte en opfordring, men: Læs bogen, det lønner sig.
Anmærkninger:
Vi har i vores omtale brugt den tyske version af E’s bog:
Ece Temelkuran (2026). Nation of Strangers: Unsere Heimat sind wir. Rowohlt E-Book. 245 Seiten. ISBN-13:978-3644022720
Hans har oversat citaterne fra tysk til dansk.
Den engelske udgave: Ece Temelkuran (2026). Nation of Strangers: Rebuilding Home in the 21st Century. Canongate Books Ltd. ISBN-10:1837265909
Litteratur:
Hannah Arendt (2016 [1943]). Vi flygtninge. Forlaget Slagmark
Giorgio Agamben (2006 [1993]). Wir Flüchtlinge. I: Bauwelt, 48, s. 14-19.
Skriv et svar