Skæve fodboldklubber
Der findes fodboldklubber, der er mere sympatiske end andre. Vender man blikket mod tyske “Bundesliga”, så er der tre måske fire klubber ud af 18, jeg mener man kunne sympatisere med. FC St. Pauli fra Hamborg er en af dem. De tre andre er Union Berlin, FC Freiburg og muligvis Mainz 05.
Ofte er det tilfældigheder, der afgør, om der opstår tætte bindinger til kollektive enheder som sportsklubber. Hvad Mainz 05 angår, kunne man for eksempel fundere over, om det skyldes klubbens rød-hvide-farver, at så mange danske trænere havner i Mainz. FC Freiburgs farver er godt nok også rød-hvide, dog vil man lede længe forgæves efter danske trænere. Til gengæld er klubben repræsentant for en anderledes, det vil sige en stabil, samlende, en tålsom fodboldkultur. Det minimalistiske forbrug af trænere er imponerende. Fra 1991 til i dag har der kun været 5 af slagsen – to af dem i sammenlagt 29 år. Union Berlin er anderledes – igen på en anden måde: østtysk med rødder i arbejderklassen. Imidlertid spurgte jeg mig, om jeg ville syntes godt om Union Berlin, hvis det ikke er for Nina Hagen. Tysklands punkrock-dronning har tilført klubbens hymne Eisern Union en særlig ekspressiv aura. Hymnen er værd at lytte til – udover Nina Hagen er der også lidt Ernst Busch over den.
Den bortkomne hymne
Denne klumme handler imidlertid mest om FC St. Pauli og klubbens bortkomne hymne. Der er allerede blevet skrevet en del om St. Pauli: om mutationen fra at være så normal en klub som de fleste andre til at blive tysk fodbolds venstreorienterede flagskib, om det berømte dødningehovedflag som identitetsmarkør, om fanklubbernes vedtægter, der forpligter fansene på kulturel mangfoldighed og internationalisme. Med til St. Paulis særlige historie hører desuden, at klubbens stadion skiftede navn i 1999 – fra Wilhelm-Koch-Stadion tilbage til Millerntor-Stadion. Den tidligere præsident, Wilhelm Koch, har ikke kun været en dygtig præsident i mange, mange år, men også medlem af Nazi-Partiet. Ingen fanatisk aktivist, alligevel synes medlemmerne, at man burde fratage Koch æren af at navngive klubbens stadion efter ham. Debatten på generalforsamlingen i 1998 var hidsig, afstemningen knap og det var ikke traditionalisterne, der vandt.
Men alle store begivenheder i verdenshistorien finder, som sagt, sted to gange, først som tragedie og efterfølgende som farce. Om begivenhederne i 2025 har tragiske og lige så dramatiske træk som i 1999 og 2003, kan der kun gisnes om. I foråret 2025 går det endnu engang ud over St. Paulis hymne, der ikke længere afspilles som optakt ved en fodboldkamp. Denne gang bortkom hymnen, fordi sangtekstens forfatter havde et betænkeligt forhold til Nazi-tiden. Det farceagtige er, at klubbens medlemmer i foråret 2003 beslutter sig for at droppe deres hymne You’ll Never Walk Alone uden nøje at undersøge, om den nye slagsang kunne give anledning til klager og kabaler. Det fungerede også problemløst i 22 år. Glad, tilfreds og intetanende har man sunget Das Herz von St. Pauli, som nu ikke må synges mere. Det er forståeligt, at fangruppen er splittet i mindst to lejre; og den dag i dag er der stadig ikke lys forenden af hymne-tunnelen.
Hjertet fra St. Pauli
Hvad har det nu på sig med den bortkomne slagsang? Ser man udelukkende på teksten, kan man i dag undre sig over, af en klub som St. Pauli med en multikulturel og venstreorienteret selvforståelse helhjertet kunne stå ind for sangen. Das Herz von St. Pauli bærer præg af den stemning og kultur, der er fremherskende i Efterkrigstyskland og Adenauer-æraen. Som sømandssang handler den om udlængsel og hjemve, om kærligheden til hjembyen, om tilknytning til det nære og om livets faste holdepunkter. Centralt er nok verset Og har vores livsskib et læk, i Hamborg forbliver vi på dæk. Kærligheden til byen gengældes med tryghed, fællesskab og glæde. De faste holdepunkter er geografisk bestemte: floden Elbe og havnen, Der Michel og bydelen St. Pauli. Der Michel (St. Michaelis Kirke) er et af byens vartegn og symbolet på beboernes stærke vilje til at værne om byen. Kirken har lidt skade under 2. Verdenskrig, men bliver ved en fælles anstrengelse genopbygget. St. Paulis hjerte er en knap 1 km lang gade, der går fra Nobistor til Millerntor; og her tilbydes der hovedsageligt seksuelle forlystelser og ydelser. Om man vil, kan hymnen i bedste fald kaldes upolitisk, antikveret og småborgerlig. Imidlertid spores der også motiver fra tiden mellem 1933 og 1945.
At Hjertet fra St. Pauli overhovedet bliver til slagsangen, skyldes muligvis historiske tilfældigheder og klubbens musikscene. Den ønsker omkring 1996 at indspille en samling af sange, der rummer den særlige aura, der præger fodboldklubben FC St. Pauli. Fanmagasinet Der Übersteiger udskriver en sang-konkurrence især for punk- og deutsch-rock-bands med særlig tilknytning til klubben. I 1998 udgives CD-en: FC St. Pauli er skyld i, at jeg er den, som jeg er. På playlisten over de ca. 30 sange finder man også den senere hymne Hjertet fra St. Pauli – oven i købet i to versioner. Det er indspilningen fra Phantastix & Elf, der i 2003 bliver klubbens officielle hymne. Det kunne se ud, som om denne forhistorie med en sangkonkurrence, den alternative musikscenes vilde makerånd plus uroen i forbindelser med det omdiskuterede navneskift af St. Paulis stadion skygger for at se nærmere på sangens kontekst og historie. Desuden kan man synes, at den med årene er blevet til en slags hvermandseje – i hvert fald i Hamborg og omegn.
Hjertet fra St. Pauli bliver til i 1950-erne og får sit gennembrud i forbindelse med filmen af sammen navn. Det sker i 1957. Teksten og arrangementet ændres lidt, således at sangens struktur, melodi og rytme bedre harmonerer med filmens plot og hovedrolle. Den spilles af den dengang kendte og skattede skuespiller Hans Albers, hvis karriere i Nazi-tiden stadig er omdiskuteret. Versionen fra 1957 – med samme tekst og melodi, men et ændret arrangement – indspilles som punkrock-nummer af Phantastix & Elf. Imidlertid er det hverken tekst eller arrangement, men frem for alt sangskriveren, Josef Ollig, som får St. Paulis ledelse til at sætte en stopper for hymnen.
Dommen
Balladen er stor, efter at hymnen ikke bliver afspillet siden foråret 2025. Nogle fangrupper mener, at man i 2025 sagtens kan adskille sangen fra sangens forfatter og komponist. Efter 70 år, synes de, er det tilladt at tale om en anderledes kontekst. Også at den sentimentale version fra 1957 er blevet erstattet af et fedt rocknummer, det er med til at skubbe de historiske forviklinger i baggrunden. Hvorfor ikke bare fortsætte med den populære hymne? Den anden part fremhæver derimod, at især en klub som St. Pauli har et særligt ansvar over for fortiden; den forpligtelse kan man ikke løbe fra. Derfor må der findes en mere tidssvarende slagsang. Man kan sagtens forestille sig, hvordan de indbyrdes uenigheder sørger for en dårlig stemningen ved klubbens fodboldkampe. Mens den ene halvdel synger hymnen, pifter og buher den anden halvdel. Klubbens fankultur rives midt over.
Klubbens ledelse har sidenhen forsøgt sig med at afdramatisere situationen; det gjorde den ved at suspendere hymnens afspilning, mens der bliver udarbejdet en grundig og kildebaseret dokumentation af Olligs gerninger og ugerninger både som sangskriver og som journalist. Den bliver udarbejdet af Stiftung Hamburger Gedenkstätten und Lernorte zur Erinnerung an die Opfer der NS-Verbrechen (Stiftelsen for Hamborgs mindesmærker og undervisningssteder til minde om ofrene for nazisternes forbrydelser) og forelagt klubbens ledelse i sommeren 2025. Selvom dokumentationen ikke afsluttes med anbefalinger, er dens konklusioner ret entydige. Det er især tre forhold, der fremhæves: a) Ollig har allerede, før Nazisterne kommer til magten, i ledende funktion arbejdet for en avis, der aktiv understøtter partiets fjendtlige indstilling over for Weimar Republikken; b) som krigsreporter fremsætter Ollig racistiske fjendebilleder; c) i forbindelse med afnazificeringen efter krigen har han løjet om sine aktiviteter og sit sindelag. Desuden gøres der opmærksom på, at tvang til at adlyde (Befehlsnotstand) ofte ikke er andet end en dårlig undskyldning; det har også i perioden mellem 1933-1945 været muligt at opretholde en kritisk distance til nazi-regimet uden derved at sætte sit liv på spil. Dokumentationen bliver omtalt i flere medier, og med denne medieopmærksomhed er det umuligt for klubben ikke at skrotte Hjertet fra St. Pauli.
Den tredje halvleg
Og hvad nu? En fodboldkamp starter vel altid med en slagsang – det er fansene såvel klubben, spillerne og sig selv skyldige. Det er dog nemmere at skrotte den gamle end at skabe tilslutning til den nye hymne. Fangruppen omkring bloggen MillernTon tager i et indlæg fra den 26. marts 2026 emnet op og tydeliggør samtidigt, hvor fortvivlende situationen i grund og bund er. Klubben har i alle kampe siden august 2025 forsøgt sig med forskellige slagsange – engelsk-, italiensk- og tysksprogede numre, fra rock-, pop- og rapgenren, ældre og nyere sange, og nogle blev oven i købet brugt ved to kampe. Håbet var, at stemningen og engagementet vil vise vejen til St. Paulis nye hymne. Imidlertid måtte MillernTon konstatere, at ingen af dem fængede. Der peges på fodfejl i forbindelse med afspilningen, på forskellige politiske præferencer og smag, og på, at længslen efter Hjertet fra St. Pauli heller ikke er helt forsvundet. Sæsonen er snart færdigspillet, men en ny hymne har man ikke kunne blive enig om.
Spørgsmål er vel også, hvordan skabes der tilslutning til en ny hymne? MillernTon taler om en fælles, inddragende og demokratisk proces, der styrker sammenholdet. Men det forbliver uklart og åbent, hvordan processen organiseres. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvad der menes med fælles og inddragende. Imidlertid forbliver det noget uklart, hvad der forstås ved demokratisk. Er den fælles og inddragende fremgangsmåde ikke altid også en demokratisk proces? Eller bliver fællesskabet styrket, hvis man stemmer om hver enkelt sang? Kigger man på listen over de i mellemtiden afspillede hymner, må man søge længe efter noget nyt og ukendt. Klubbens ledelse har – sandsynligvis som reaktion på den hidtil uafklarede situation – meddelt, at den ved afspilningen af slagsangene fremover vil spidse ører og bagefter være i dialog med fangrupperne om deres favoritter. Man kan håbe på, at denne form for dialog fører til en bæredygtig løsning, men man kan samtidigt frygte, at det er den mindste fællesnævner, man bliver enig om.
Måske skulle man hellere starte et andet sted og forstå relationen mellem hymnen, klubben, fansene og kampene som et karismatisk forhold, hvor det er hymnen, der skaber og instituerer en stemning af usædvanlighed og opstemthed. Sangen bør derfor have styrke og udstråle energi; den skal være med til, at hverdagens bindinger lægges til side, at der åbnes for en spirituel enhed mellem fansene, kampen og spillerne og at besværge de værdier og følelser, som er karakteristiske for fællesskab og klub. Hymnen må have kvalitet af et kald, således at fansene er villige til at overgive sig til de 90 minutter, en fodboldkamp varer. Den skal opløfte en fodboldarena til at være et højintensivt mødested, en fodboldkamp til at være en højintensiv begivenhed. Og endelig bør den styrke loyaliteten til klubben.
Når det er det karismatiske, en hymne skal fremkalde før og igennem en fodboldkamp, må man spørge sig, hvordan det karismatiske i en sang bliver levende. Er det fansene, der skal stemme om det, og er det ledelsen, der skal lytte sig til det? Når musiksmagen blandt St. Paulis interessenter på en og samme tid er afprøvet og forskelligartet, er det næppe sandsynlig, at det er af det kendte, sangen med karismatisk appel til de mange fødes. Hymnen (bør) fødes af klubbens værdier, fansenes lidenskab og det soundscape, der er karakteristisk for St. Pauli.
Slutakkord
Hvad er så de sidste ord: a) det er noget tvivlsomt, om man i fællesskab kan lede efter og finde St. Paulis bortkomne slagsang; b) for at blive til en hymne skal en sang fødes af følelser og hengivenhed; c) lad os håbe på, at St. Pauli har mere held med at undgå nedrykningen end klubben har med at finde afløseren til Hjertet fra St. Pauli.
Henvisninger
Albertz, C., & Römer, P. (2025). Gutachten – Über den Journalisten und Liedtexter Josef Ollig. In Hinblick auf seine Rolle und Handlungsoptionen in der Weimarer Republik, im Nationalsozialismus und nach 1945. https://www.ndr.de/sport/fussball/ollig-100.pdf tilgået den 02.04.26
Skriv et svar