På bogens forside er der et billede af en mand, der sidder i en vindueskarm. Han kigger ud – ikke i retning af kameraet, men bort. Det eneste, der adskiller ham og dét udenfor, er et vindue. Det er en gennemsigtig begrænsning.
Bogen “Mens du venter” indeholder gode råd til hvordan asylanter kan håndtere ventetiden, når de venter på afgørelsen om asyl. Det er samtidig en fortælling om stilstand, uvished og håb for mennesker i et jordisk limbo, hvor de ikke ved hvad fremtiden bringer, og om de skal blive i Danmark.
Lad mig begynde med at fortælle om bogens opbygning. Den er bygget op af 12 asylanters personlige beretninger om livet på forskellige centre i Danmark, om deres drømme og håb, og deres ligeså modsætningsfyldte virkelighedsbeskrivelser om den ubærlige venten på svar. Beretningerne handler om uvisheden, der hersker på centrene, de befinder sig på. Mellem beretningerne er der informationer om det danske asylsystem, de forskellige typer af centre, og om hvilke lande flygtninge som oftest kommer fra (og er kommet fra igennem historien). Det er altså personlige fortællinger, blandet med nøgterne og juridiske beskrivelser af et system, de fleste har en mening om, men som kun de færreste måske kender til.
Forfatteren er Ahmad Joumaa, han er kulturformidler på Tønder Bibliotek, og han har samlet alle historierne i bogen samt informationerne om asylsystemet. Han beskriver i bogens forord, at de, der bedst kan rådgive om ventetiden er dem, der stadig oplever den på krop og sjæl.
Et gennemgående tema i asylanternes beretninger er behovet for den sociale dimension i deres liv –behovet for at åbne sig for andre mennesker. Shatha er 20 år og hendes tid på asylcenteret har ved bogens udgivelse, varet i 2 år. Hun råder andre asylanter til at være åbne for andre mennesker, og henviser til den gribende, arabiske vending: “paradis uden mennesker er ikke værd at træde ind i”.
Afslutningsvis sammenfatter forfatteren asylanternes råd i “Ventetidens 10 bud”. Dette er 10 råd til ventetiden og uvisheden for asylanter. Her opridses råd som: “Gør tålmodighed til din allierede”, “Vær rummelig da du skal omgås mennesker med forskellige baggrunde” og “ Lad vær med at sidde alene”. Dette er råd, som er erfaret af asylanterne, og som de her giver videre.
Bogen griber fat i temaer, som er nogle af de mest grundlæggende følelser og mekanismer i et menneske. Temaer såsom behovet for at mødes med andre mennesker, og det overstrålende håb. Håbet beskrives som noget af det mest grundlæggende i denne proces, og samtidigt står det som det, der har allerlettest ved at forsvinde. Det er denne dynamik der er på spil i bogen, og asylanternes råd og “Ventetidens 10 bud” har, efter min overbevisning, til formål at holde det håb i live, som ventiden forsøger at frarøve dem.
Denne lille bog er udgivet af AsylSyd og Tønder Kommunes Biblioteker, og er et af resultaterne af projektet “Mens vi venter”. Indledningsvis beskrives samarbejdet mellem AsylSyd og Tønder Kommunes Biblioteker, og deres fælles interesse for at formidle dansk kultur, og skabe en værdig ventetid for asylanterne. Bibliotekernes rolle er dermed også på dagsordenen i dette formidlingsprojekt; biblioteket både som et socialt mødested og som en kulturel spiller i formidlingssammenhæng. Bibliotekerne fremhæves som en formidler af kultur og traditioner fra det land, asylanterne nu er havnet i – og dette sker på oplysende og medrivende vis.
Skriv et svar