Køn og skøn

”I selected my memories, altered some events, exaggerated and ignored others, refined my emotions, and so gradually constructed the imaginary country in which I have sunk my roots.”

Isabel Allende: My Invented Country – A Memoir”

Introduktion

Analyseinstituttet LG Insights 2004 undersøgelse for Fyns Amt viser, at syv ud af ti blandt de 20-24-årige mandlige tyrkiske efterkommere ikke har nogen uddannelse ud over folkeskolen. I kølvandet på denne undersøgelse udtalte nogle mandlige repræsentanter fra denne indvandrergruppe sig til pressen om, hvorfor det ser allerværst ud for de tyrkiske drenge. Udtalelserne virker umiddelbart indlysende, men ser man lidt nærmere på de antagelser, der ligger bag de fremsatte ytringer og forklaringer, så får man øje på en desillusionerende og på sin vis skræmmende logik. Logikken bygger på myten om en oprindelig, ægte og urokkelig kultur; denne myte har stor suggestionskraft og kan nemt forføre een til udelukkende at genskabe sit jeg som afbillede af den oprindelige kultur. Konsekvenserne kan være alarmerende: kulturel stilstand for gruppen og et forvrænget selvbillede for den enkelte.

Hvis det omgivende danske samfund ikke ønsker, at disse unge mænd kommer til at stå som kedelige tal i kommende statistikker, så er man nødt til at diskutere, hvordan vi bedst kan undgå at oprindelsesmyten udfolder sin skadelige suggestionsvirkning.

Om undersøgelsen

LG Insight har i de seneste år foretaget en lang række integrationsanalyser – på landsplan, men særligt for Fyn. Nævnte undersøgelse er een i rækken af en temaserie, som hedder ”Viden der tæller”, der startede i 2004. Den første udgave omhandlede integration på arbejdsmarkedet (“Flygtninge/indvandreres integration på arbejdsmarkedet på Fyn”). Undersøgelsen er lavet som led i en oplysningskampagne, der giver ny og relevant viden omkring nøgletal for integration. Den er udformet som et opslagsværk og videregivet til politikere, arbejdsmarkedsaktører mv. på Fyn.

Blandt konklusionerne i undersøgelsen, der bygger på statistik materiale fra Danmarks Statistik, kan fremhæves:

• Integrationsgraden på Fyn (målt i beskæftigelse) er lavere end i resten af landet
• Det fynske arbejdsmarked bliver mere og mere opdelt mellem stabile og usikre jobs. Mange indvandrere tilhører sidstnævnte gruppe med ustabile lavtløns og lavstatus jobs.
• Set i forhold til det private fynske arbejdsmarked er der flest nydanskere ansat indenfor: detailhandel (butik og supermarked), hotel og restauration, rengøring og jern- og metalindustri. Modsat er der færrest ansat indenfor bl.a. finansiering/ forsikring, offentlig administration og byggebranchen.
• Store virksomheder er bedre til at ansætte personale med anden etnisk baggrund LG

Insight har sideløbende lavet flere undersøgelser med fokus på kvinder med anden etnisk baggrund. I 2004 foretoges en undersøgelse med fokus på fynske kvinder med herkomst i tredjelande med henblik på at afdække barrierer for deres arbejdsmarkedstilknytning.

Resultaterne fra disse undersøgelser afslørede en markant forskel mellem kønnene mhp. uddannelses- og arbejdsmarkedstilknytning blandt unge med herkomst i tredjelande. Indvandrerpiger med tyrkisk herkomst og indvandrerpiger tilhørende andre ikke-vestlige grupper var ikke kun foran indvandrerdrenge med hensyn til tilknytning til længere uddannelse, men de overhalede også de danske piger på uddannelsesområdet. Cand. negot. studerende Nada Abdullatif fra Syddansk Universitet udtalte til pressen (Fyens Stiftstidende, 3.12), at uddannelsen vil gøre hende til en uafhængig og selvstændig kvinde.

Billedet for tyrkiske indvandrerdrenges vedkommende så helt anderledes ud. De haltede tilbage, hvad angik både danske og unge fra andre minoritetsgrupper. Den tyrkiske ungdomsgruppe havde her det rekord lavt tal. Lars Larsen fra LG Insight, som ledede undersøgelserne, samt en række rollemodeller med tyrkisk baggrund, kom med hver deres fortolkninger af, hvorfor det netop forholdte sig for drengenes vedkommende, som det gjorde (Weekendavisen, 13. aug. 2004; Fyns Stiftstidende 19.12.2004). Denne artikel uddyber netop disse forklaringer.

Mændenes version

”Vi tyrkiske drenge går mere rundt i byen. Vi oplever, og vi bruger penge. De tyrkiske piger ser man derimod ikke i byen efter klokken 18-19 stykker. Det ligger i vores kultur,” siger en af de unge mænd. (Fyns Stiftstidende 19.12.2004). Udtalelser som denne virker plausibel – i hvert fald i danske ører. Plausibiliteten vokser jo større den kulturelle og geografiske afstand bliver. Mennesker bliver nemt til dukker og kulturen til dukkeføreren. Det er så kulturen, der styrer den enkeltes adfærd, oven i købet i sådan et omfang, at den fri vilje er sat ud af kraft. Den enkelte bliver identificeret og/eller identificerer sig selv med en fælleskultur, som er ophøjet til at være en objektiv, forpligtende og forbindende helhed.

Relationen mellem den enkelte og kulturen er dog ikke så enkel. Det er de personer, der udtaler sig til pressen for at forklare, hvorfor mange tyrkiske drenge ikke går op i skole og uddannelse, sig sikkert bevidste. Deres forklaring er imidlertid på mange måder selvbekræftende og suggestive. Ved at påstå at tyrkiske drenge er udadvendte, aktive og materialistiske, mens tyrkiske piger er flittige og ikke forlader huset efter mørkets frembrud, så genskaber man både et patriarkalsk kulturmønster og et dualistisk kønsrollemønster. Ved at påstå at pigernes og drengenes adfærd desuden er i fuld overensstemmelse med den tyrkiske kultur, fæstner man traditionelle værdier – værdier, der ellers er blevet sat spørgsmålstegn ved.

De givne forklaringer er realitetsfornægtende. Man vil f.eks. ikke vide, at nutidens tyrkiske piger i oprindelseslandet oplever bylivet sammen med drengene før og efter kl. 18-19. De har med andre ord mere tilfælles med danske piger, der kommer fra en anden ”kultur”, end med kvindelige tyrkiske efterkommere i Danmark, som de jo skulle dele fælles ”kultur” med! Realitetsfornægtende forklaringer har ikke deres oprindelse i kulturen, men i kulturhypokondrien. Her ræsonneres der udfra kulturens suggestionsvirkning, en flokmentalitet eller en oprindelsesmyte, der har sine rødder i forældregenerationens mentale virkelighed.

Kulturhypokondri

”Vores fantasi er ikke forbeholdt forventningen, den gør sig også gældende i erindringen, som kan omskabe og forvandle den tid der er gået, ophøje og forgylde den og gøre den til mere end den var. Afstandsromantik kalder man længslen efter at fuldkommengøre oplevelser i fortiden, som vi digter om for at kunne leve lykkeligere med den,” siger en person i et skuespil af Harold Pinter (Dessau: 2002: 65) En ordbog kan fortælle, at hypokondri er en sygelig ængstelse for at fejle noget. Frederik Dessau taler om kulturhypokondri eller den indbildte kultur som er præget af selvbedrag. Ved kulturhypokondri relateres problemer, vaner eller for den sags skyld uvaner ikke til den personlige eller sociale baggrund. Tværtimod: fejl, problemer eller uvaner bortforklares ved hjælp af kulturen. I stedet for at være fejl fremstilles vaner som mønstergyldig adfærd, der er pænt i overensstemmelse med de – påståede – kulturelle værdier. Og når der er tale om fælleskultur, så betragtes ethvert løsningsforslag, der kommer udefra, som indblanding eller et forstyrrende element for gruppens selvopfattelse. Enhver personlig stræben efter uafhængighed opfattes som afvigelse fra mønstret, mao. som loyalitetsbrud.

I denne tilstand bliver man let bytte for ideer, der virker ukomplicerede, plausible og entydige, og jeg vil påstå, at de derfor opfattes som mønstergyldige. Ikke desto mindre: et konsekvent og vedvarende krav om, at den enkelte skal tilpasse sig visse vaner, som muligvis i en anden social eller almen kulturel kontekst har været fordelagtige, er en fiaskoopskrift. Intet forbliver som det er, og slet ikke som det var. Troen på, at tilpasningen kan være total, udelukker enhver forestilling om, at der findes andre og bedre livsformer, vaner og værdier. Med til kulturhypokondriens univers hører også, at de valg med træffer er uomtvistelige. Man vælger een gang for alle, selvom de valg, den enkelte har truffet, med tiden viser sig at være ud af trit med virkeligheden.

Kulturhypokondri er et symptom på ”erindringens pyntesyge”, som ifølge Henrik Dahl er en illusion, en fortælling om de gode gamle dage, hvor de dårlige oplevelser udelades. Dahl kommer ind på erindringernes vigtige rolle i identitetsdannelsen, specielt når man i dag selv skal vælge identitet og ikke får den udleveret, som det skete for forældregenerationen. Også nutidens identitetsarbejde bygger på erindringer. Men ofte pynter vi på vores erindringer og denne pyntesyge er farlig. Hvis man bruger sine erindringer blindt og uden omtanke, så lægger de sig oven på den individuelle og den kollektive historie, gendigter og omorganiserer den. Resultatet er en gendigtet virkelighed, der kun til dels stemmer overens med realitetens mange og ofte mindre lyse facetter.

Der kommer til at opstå parallelle verdener. Disse parallelle verdener skaber en fundamental usikkerhed, især hvis de er inficeret med erindringens pyntesyge. Der vil udvikle sig tvivl om den virkelighed, som gruppen eller kulturen deler med hinanden. Og i en tilstand af usikkerhed er det nemt at adoptere reaktionære adfærdsmønstre, hvorigennem de usikre følelser bliver stivet af og får større styrke. Dertil kommer, at enhver social gruppering har sine egne medier, eksperter og smagsdommere. De fortæller deres medlemmer, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Den mangfoldige og forvirrende kultur bliver til den enfoldige, men mønstergyldige kultur.

At du altid kan tillade dig at gøre noget andet i kulturens navn er en rystende indsigt. Som Isabel Allende så pittoresk udtrykker det: ”Every country presents its soldiers in the most favourable light, hides their mistakes and downplays their atrocities, and after the battle is won everyone is a hero.”

Pynt og virkelighed

”Det ligger nok meget i vores kultur, at pigerne bliver hjemme. Derfor har de mere tid til at lave deres lektier. Drengene går rundt i byen om aftenen og bruger fritiden sammen med vennerne,” udtaler en anden (Fyens Stiftstidende, 19.12.2004).

Virkeligheden forholder sig anderledes: for det første har de danske piger (som repræsenterer en anden kultur) også overhalet drengeeleverne på uddannelsesområdet: eksempelvis er to tredjedel af danske jurastuderende piger, som sikkert ikke sidder hjemme under forældres opsyn og laver lektier efter kl. 18-19 hver aften. For det andet ”at bruge fritiden sammen med vennerne” er ikke forbeholdt mandlige tyrkiske efterkommere. Også kvindelige efterkommere er flittige tidsforbrugere sammen med vennerne – dog i andre sociale rum og kontekster end en tur ”rundt i byen om aftenen” indkredser.

Problemet er ikke kvantitativt – altså ikke et kønspecifikt spørgsmål om tid, fordelt mellem byen og hjemmet, mellem familie og venner, mellem lektier og hygge; Problemet er kvalitativt, altså et spørgsmål om den enkeltes evne til at forvalte den tid, der er til rådighed. Sagt på anden vis, et spørgsmål om den enkeltes modenhed og ansvarlighed. Individet udvikler sig efterhånden som tiden går, og modenhed indebærer altid en stræben efter uafhængighed. Under denne proces udvikler individet gradvis et ansvar i forhold til sine omgivelser. Udviklingsprocessen forløber vellykket, når processen får lov til at trænge igennem til den enkeltes selvbevidsthed. Her spiller opvæksten fra den tidlige barndom en afgørende rolle. For lidt frihed, for meget kontrol, kritik og pegefingre er en naturlig del af den tyrkiske unges opvækst. I dette psykiske klima er det svært at bevæge sig mod modenhed og selvsikkerhed og at udvikle en ansvarsfølelse, som gør den enkelte unge i stand til at fordele sin tid mellem byen og hjemmet, mellem lektier og hygge på fornuftig vis. Årsagen til, at de tyrkiske drenge er langt mindre i stand til at disponere over deres (fri)tid skal snarere søges her – altså i deres tidlige opvækst – frem for en stor overskrift som kultur.

”Tyrkiske indvandrerunge giver fingeren til det danske samfund [læs det danske] i protest. Drengene er forkælede, og er nærmest vokset op med en kongestatus i familien. Det gør, at de har svært ved at leve op til forventningerne. Og hvis de møder modstand, så har de en tendens til at protestere kraftigt,” forklarer en tredje (Fyns Stiftstidende, 19.12.2004). Det er som sagt en besnærende forenkling: at handle i protest mod det danske samfund og dets præstationskrav forklares med, at drengebørn i den tyrkiske kultur er forkælede og har kongestatus i familien.

Her forveksles nok årsag og virkning. Det er jo ikke uddannelse og præstation, der er uforenelige med den tyrkiske kultur. Nej, det er en bestemt social gruppe, som af forskellige bevæggrunde ikke efterkommer de stillede krav og som på lidt længere sigt mister den privilegerede status, som den mener den har krav på. For at komme et muligt ansigtstab i forkøbet, giver man fingeren til det danske samfund og ophøjer sig selv til at være en sand repræsentant for oprindelseskulturen.

Det familiebillede, hvor drenge har kongestatus, hører desuden forældregenerationens oprindelsesmyte til. Der er tale om en tankemåde, der pynter på virkeligheden. Her støder vi på vrangforestillinger. Man skaber sig et billede af andre med udgangspunkt i egne træk – træk man ikke vil kendes ved eller man slet ikke er klar over man har. Drenge har ikke kongestatus. Når de tyrkiske drenge selv påberåber sig kongestatus, er denne positionering et direkte resultat, en selvfølge af den sædvanlige dialogform i den typiske tyrkiske familie. Her iscenesættes en virkelighed, hvor nogle mennesker lukker af og ikke tager til efterretning, hvad der foregår udenfor de lukkede cirkler. Men der findes ikke noget, som er på samme tid så provokerende og slagfærdigt som et argument, der bygger på et fordrejet syn på virkeligheden!

Pudsigt nok minder argumentets grundlogik om den sædvanlige multikulturalistiske konsensus, som på den ene side gør den kulturelle differens til menneskenes grundlæggende eksistensvilkår og på den anden side forsøger at reducere alt til et spørgsmål om bevarelse af forskellige etniske gruppers traditioner og kulturer. Etniske grupper bliver ofte defineret og definerer ofte sig selv udfra en stereotypisk opfattelse af oprindelseskulturen. Mere dybgående forklaringsmodeller for minoritetsgruppernes livsvilkår udelukkes, specielt når de bygger på andre omstændigheder end de kulturbetingede.

Det lyder dog også overbevisende, når man siger, at det bare forholder sig sådan i vores kultur. Så behøver man ikke finde på flere begrundelser og sætter på elegant vis en stopper for en mere grundlæggende debat. Hvis du f.eks. ikke har lyst til at uddanne dig, er det kritisabelt. Men hvis du kan argumentere for, at det er en del af din kultur, er det helt i orden. De samme mennesker, som kritiserer dig for dine personlige forsømmelser, vil stå i kø for at rose dig for de samme ting, så snart de bliver opfattet som en del af din kultur. Ikke desto mindre er argumentet ikke holdbart. For visse ting har slet ikke noget med kultur at gøre; derfor er(aner)kender den multikulturelle logik ikke den komplekse brydning mellem det individuelle og det kollektive.

Kvindernes version

Ovenstående billede adskiller sig fuldstændigt fra LG Insight undersøgelsesresultaterne, hvad angår kvindelige indvandrer efterkommeres uddannelsestilknytning. Ifølge undersøgelsen er en ny gruppe indvandrerpiger – især tyrkiske – ved at overhale danske piger på uddannelsesområdet. Dette genbekræfter resultatet fra en tidligere rapport udarbejdet af Syddansk Universitet for Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, der i 2002 har vist, at indvandrerpigerne er foran indvandrerdrengene mhp. tilknytning til længerevarende uddannelser.

Resultatet er i sig selv og holdt op mod mandlige efterkommeres forhold til uddannelse yderst interessant. For det første fordi det modbeviser mandlige efterkommeres forklaringsmodel. I modellen blandes nemlig de individuelle og sociale årsager af en persons adfærd sammen med en snæver forståelse af kultur. Kultur bliver til en statisk størrelse; desuden ser man bort fra, at den enkelte selv formår at ændre sine adfærdsmønstre. For det andet fordi det beviser, at kønnet ligesom er under konstant forandring i et åbent samfund – til det bedre (kvindelige efterkommeres fremtræden) eller til det værre (mandlige efterkommeres tilbagetræden). For det tredje forvarsler resultatet nødvendigheden af at overskride kønspolarisere(n)de opstramningsstrategier i skolen for at kunne udføre udbedringerne netop d&eactute;r, hvor der er behov for det.

I denne henseende er cand.negot. studerende Nada Abdullatifs (Syddansk Universitet) udtalelse til pressen om, at uddannelsen vil gøre hende til en uafhængig og selvstændig kvinde, opsigtsvækkende. For det første fordi den, i modsætning til mandlige efterkommere, drager en klar skillelinje mellem det personlige og det kollektive; for det andet fordi den nægter at leve op til billedet af den traditionelle kvinderolle, som mandlige efterkommeres udtalelser fokuserer på. Og for det tredje, fordi den på samme tid modvirker og dekonstruerer modpartens hypokondriske kulturforestilling.

Derfor er det glædeligt, at kvindelige efterkommere til forskel fra mændene udtrykker ønsket om en mere fleksibel, rummelig og personlig udgave af kvindeligheden. Det er glædeligt, fordi der kommer et modspil til den polariserede kulturindbildskhed, der præger de tyrkiske drenges syn på uddannelse og kultur. Nada Abdullatif italesætter kultur som en realistisk, dynamisk og universel helhed. De veluddannede pigers livshistorier vil sikkert udfolde sig helt anderledes end deres mødres og mandlige efterkommeres.

Udviklingen vil med tiden få mere omfattende samfundsmæssige konsekvenser, først og fremmest i form af en afvikling af skillelinien mellem det private og det offentlige, blandt andet fordi kønnene ikke mere vil være knyttede til hinanden via en familiekultur baseret på gensidig økonomisk afhængighed indenfor en patriarkalsk struktur. De veluddannede piger vil være budbringere og iværksættere i deres miljøer og tilvejebringe nye forståelser for køn, individualitet, selvudfoldelse og livsførelse. Gennem dem vil kønnet i traditionel forstand blive genstand for forhandling. Det vil skabe en diskurs om kønnets status, ikke kun i det næretniske miljø men også i det omgivende samfund.

Selvom længere uddannelse ikke vil komme andre integrationsrelaterede problemer til livs, så som familiesammenføring eller hjemsendelse, tvangs- eller arrangeret ægteskab, arbejdsløshed eller diskrimination m.m., vil de veluddannede kvindelige efterkommere være stærke kvinder og stærke mødre i kraft af viden og erfaringer, de har tilegnet sig gennem et langt uddannelses- og dannelsesforløb. De vil være i stand til at formidle en ny kønsforståelse og et nyt menneskesyn, en ny samfundsforståelse og nye værdier ikke kun til hinanden, men allervigtigst til deres børn. Stærke mødre opdrager stærke børn, og kun på denne måde kan den negative sociale arv brydes.

Ministerens version

Forhenværende integrationsminister Bertel Haarder har ret, når han taler om, hvad der skal gøres for at bryde tyrkiske efterkommeres manglende uddannelsestilknytning: ”Skolen er for slap, samfundet er for slapt. Der skal slås ned med hård hånd. Det skal ramme dybt,” anfører Ministeren (Fyns Stiftstidende, 19.12.2004). Skolen skal opgraderes – der må ikke produceres kulturanalfabeter eller funktionelle analfabeter. Når 18 pct. forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter, så har en chokerende stor del af en ungdomsårgang ikke fået en tilfredsstillende uddannelse. Flere og mere intense skoledage, flere prøver, ændringer i skole-forældre samarbejde, udvidet undervisningsrum bl.a gennem forstærket samarbejde med SFOer. Opstramning af tilsynet med friskolerne, og sågar ændringer i de utilstrækkelige dele af det eksisterende lovgrundlag, fx erstatning af undervisningspligt med skolepligt kunne være nogle udmærkede redskaber. Skolen er den institution, hvor samfundets kulturelle kapital forvaltes og formidles til unge borgere. Den skal kunne løse opgaverne på den allerbedste måde, taget de nye udfordringer i samfundet i betragtning.

Men ministeren rammer dog ved siden af, når han mener, at ”den danske skole er feminiseret,” for de tyrkiske drenge har netop behov for at blive præget og dannet i skolens ”feminiserede” rum for at bryde familiens traditionelle kønsrollemønstre og tilegne sig moderne værdier som respekt for individet, især det modsatte køn (herunder kønsligestillings betydning og funktioner i det moderne fællesskab som fundament for udmøntning af kønsneutral selv-, samfunds-, kultur og virkelighedsopfattelser).

Undertegnedes version

Det er vigtigt også at holde sig væk fra kønspolariserede forklaringsmodeller (”feminisering” eller omvendt). Der er to ting, kønsfiksering ikke kan løse uanset om argumenterne kommer fra danske politikere eller mandlige efterkommere: For det første er kønnet irrelevant, det afgørende er personen bag jakkesættet eller spadseredragten. For det andet problematiserer den kønsfikserede løftede pegefinger kvinders måde at leve deres liv på. Det er vigtigt at tilvejebringe kønsneutrale valg f.eks. ved at fokusere på underviserens kompetence og faglighed og ikke på hans eller hendes køn. Mandlige efterkommere skal ikke være et argument for indførsel af kønskvoteringer i folkeskolen. Det samme gælder for andre sager end kun skolen.

Konklusion

Det kræver både fantasi og politisk mod at gå et skridt videre, hvis den reelle hensigt er at frigøre de konstruktive kræfter. I en anspændt konfliktsituation blokeres kræfterne i det, jeg kalder alternativernes illusion. Man opstiller alternativer, der er hinandens modpoler. Polariseringer fremmer identifikation og skaber udelukkelse. Den ene part idealiseres; ingen kritik er tilladt. Den anden part dæmoniseres; ingen kritik er nødvendig. Det er derfor vigtigt at hæfte sig ved helhedsbilledet for at kunne udmønte kønsneutrale politiske identifikationer, redskaber og udspil: Det må ikke ende i en kønshypokondrisk positionering, fordi den overser, at nogle ting hverken skal eller kan gradbøjes og diskuteres som køn. Andre ting skal heller ikke diskuteres som kultur. Begge yderligheder risikerer at ende i den blindgyde, der vil beskadige den komplekse brydning mellem den individuelle og den kollektive sfære – sagt på anden vis, byggestenen for det moderne samfund.

Kilder

Allende, Isabel. 2004: ”My Invented Country – A Memoir”. London: Harper Perennial.

Byrne, Tommy: “Pigerne har mere tid til lektier”. I: ”Fyns Stiftstidende”, 19. december 2004.

Byrne, Tommy: ”Brug mig som et forbillede”. I: ”Fyns Stiftstidende”, 19. december 2004.

Byrne, Tommy: ”Haarder vil have arbejdsdrenge tilbage”. I: ”Fyns Stiftstidende”, 19.12.2004.

Dahl, Henrik. 2005: ”Mindernes Land – Hvordan man gør strenge tider til gode gamle dage”. København: Gyldendal.

Dessau, Frederik. 2002: ”Ved nærmere eftertanke”. København: Gyldendal.

Dørge, Henrik. 2004: ”Kulturkløften på jobmarkedet”. I: ”Weekendavisen”, 1. sektion, side 2, 13. august 2005

Hansen, Jette: ”Unges infantile lyst og krav”. I: ”Politiken”, debat sektion, 1. januar 2005.

LG Insight: ”Viden der tæller – Undersøgelse af flygtninge/indvandreres integration på arbejdsmarkedet på Fyn”. September 2004

LG Insight. 2005: ”Undersøgelse af arbejdsmarkedsværdien af uddannelsesaktiviteten blandt flygtninge/indvandrere/efterkommere i Danmark”

Mauss, Marcel. 2002: ”The Gift”. London: Routledge Classics.

Seeberg, Peter. 2002: ”Integration af etniske minoriteter i ungdomsuddannelserne – et 10-årigt perspektiv”. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.