I efteråret 2014 og foråret 2015 har Vejle Bibliotekerne og Odense Centralbibliotek organiseret og gennemført 2 gange 2 temadage med overskriften Med bogstart til Sprogstart. Temadagene blev afholdt i Århus og Odense og havde til formål at styrke biblioteksansattes færdigheder inden for den opsøgende formidling og ajourføre deres viden, hvad angår sprogtilegnelse og sprogstimulering. Der deltog knap 60 kursister fra hele Danmark.
Med Bogstart til Sprogstart er tilknyttet Kulturstyrelsens store Bogstart-projekt, der kører siden 2009. Ligesom det store projekt henvender også Med Bogstart til Sprogstart sig til biblioteker, der ønsker at stimulere børns sprog-, tale- og læsefærdigheder. Det gælder især børn i udsatte boligområder eller generelt udsatte børn.
Med Bogstart til Sprogstart er nu blevet evalueret. I evalueringen fremhæves, at
• pædagogiseringen af sprogarbejdet i førskolealderen udfordrer bibliotekernes syn på sprogtilegnelse og sprogstimulering;
• bibliotekerne har udviklet nye, spændende og udbytterige aktiviteter og koncepter for sprogstimuleringen af børn i førskolealderen;
• der allerede findes et godt samarbejde med andre faggrupper, men at det kommunale samarbejde om sprogstimulering kan styrkes yderligere;
• den opsøgende formidling, der er blevet udviklet i forbindelse med det store Bogstarts-projekt, og børnebibliotekets sprogarbejde, kan lære af hinanden;
• der er behov for at udvikle en samlende fortælling om bibliotekernes sprogarbejde.
Evalueringen findes på Forbindelser.dk Med bogstart til sprogstart og på Kulturstyrelsens hjemmeside Med bogstart til sprogstart
Skriv et svar