Daglige udfordringer og selvtillid
Jeg er stolt af at arbejde med mennesker, som i perioder af deres liv har behov for professionel støtte.
Nogle undrer sig måske over, hvad Ahmet er stolt af. Men mange af jer, der er i kontakt med eller understøtter mennesker i nød, vil forstå, hvad jeg taler om. Måske kender de også til den glæde og den tilfredsstillelse, der forbundet med den hjælp, vi – som privatpersoner og professionelle – giver dem, der har livet imod sig. Når vi senere opdager, at vores hjælp bærer frugt – ja, så kender vores begejstring ingen grænser.
Som professionelle møder vi i vores daglige arbejde tit en skeptisk eller opgivende holdning. Det kan for eksempel være, at vi hører fra hinanden om familier, børn og unge, der er i så kritisk en forfatning, at alt hjælp synes at være forgæves. Det kan også være, at de, der har brug for hjælp, af forskellige grunde nægter at tage imod vores tilbud. I situationer som disse kommer vi ofte til at bekræfte hinanden i, hvor håbløs eller umulig indsatsen er. At kunne hamle op med de daglige udfordringer og vores skepsis kræver udholdenhed og energi; at have banet vejen for en bæredygtig udvikling hos udsatte familier, frisætter imidlertid energi, styrker de professionelles selvtillid, legitimerer fagets berettigelse og fremmer dets omdømme. Man kunne således sige: uhensigtsmæssige handlinger er kun uhensigtsmæssige, så længe de ikke kan laves om og man ikke længere kan lære af dem. Og der er os, der skal afsøge mulighederne for udvikling og læring med klienterne.
Vores omtale har betydning!
Nå vi møder mennesker, kan vores forforståelse spænde ben for vores pædagogiske og terapeutiske arbejde. Imidlertid er forforståelser en vital ting; uden forforståelser vil al udvikling og hjælp stå i stampe, og der skulle startes forfra hver eneste gang, andre går ind et terapeutisk forløb. I vores fag bygger viden, indsigt og forståelse på skriftlig dokumentation. Journaler, rapporter og evalueringer er statusopgørelser. Tingenes tilstand fikseres præcis på det tidspunkt, hvor rådgivere, terapeuter eller sagsbehandlere nedfælder deres iagttagelser og vurderinger. Disse statusopgørelser er med andre ord fundamentet for den efterfølgende behandling og støtte: uden forforståelser ingen fremdrift i den terapeutiske proces.
Men der knytter sig et dilemma til den skriftlige dokumentation i terapeutiske forløb. På den ene side kommer vi ingen vegne uden dokumentation. På den anden side har skrift og ord stor autoritet; meddelelser i journalen former vores syn på klienten. Her benyttes et sprog og en form, som vi er fortrolig med. Journalens klare og analytiske sprog står tit i skærende kontrast til de famlende ord og formuleringer, som udsatte børn, unge og familier benytter sig af. Mine mange års erfaring viser mig dog gang på gang, at journaler og beretninger kun rummer en bestemt form for sandhed, nemlig fagets sandhed. Mine bekymringer går derfor ud på, at vi tit overser klienternes ressourcer, evner og viljestyrke, at vi overhører deres ønsker og deres længsler efter at kunne føre et meningsfuldt og godt liv. Det skriftlige dokumentations dilemma bunder i spørgsmålet, om klienten er det handlende subjekt eller om vedkommende gøres til et passivt objekt i den terapeutiske dialog?
For at kunne slippe fri af dette dilemma er vi ikke kun nødt til at arbejde med vores klienter, men også med os selv, vores selvforståelser, professionalitet og daglige rutiner. Som terapeuter og rådgivere kan vi ikke undgå at se med kritiske øjne på journalernes beskrivelser og vurderinger.
Det er nødvendigt med en anerkendende dialog for at finde ud af, hvad mennesker i nød mener om deres egen situation – og det på trods af, at journalen i nøgterne vendinger konstaterer, at klientens tilstand er håbløs og det terapeutiske forløb udsigtsløst. Forforståelser som en slags oplyst fordom er et vigtigt redskab. Men al terapi er en dynamisk proces; derfor kan jeg ikke nøjes med overvejende at basere terapien på journalens faglige indsigter og ekspertvurderinger. Om de er rigtige eller forkerte, om de er aktuelle eller forældede, om de er nødvendige eller tilfældige – alt det skal jeg som terapeut og sagsbehandler få afklaret i en dialogisk samtale.
At synliggøre og sandsynliggøre den enkeltes ressourcer
Min erfaring har lært mig, hvor vigtigt det er for et vellykket forløb, at vi værner – det vil sige: beskytter og udvikler – om klienternes potentiale. Vi kan ikke andet end at lægge øre til deres afmagt, frustrationer, vrede, manglende motivation og uhensigtsmæssige handlinger. Alt det negative bliver vi nødt til at være opmærksom på. Ellers vil det komme til at blokere for en terapeutiske dialog, der skaber og udvikler muligheder. Vi fagfolk er ofte optaget af at finde løsninger her og nu – også på grund af systemets begrænsede ressourcer. Det er vigtigt ikke at glemme, at bæredygtige løsninger kun findes i fællesskab. Som jeg ser det, består vores opgave ikke i at overbevise klienterne om, at vi har fundet de rigtige løsninger for dem. Dette er heller ikke effektivt i længden. Udsatte mennesker har brug for at mærke vores helhjertede tilstedeværelse. Vi skal først komme med råd og vejledning, når der bedes om det.
Jeg har tit oplevet, hvor demotiverende det er, når mennesker vurderes ud fra og konfronteres med deres fejl, problemer og uhensigtsmæssige handlinger. Det trætter; ikke kun ressourcestærke børn og unge i vuggestuer, børnehaver og skoler mister gejsten, hvis der fokuseres på problemer. Fejl- og problemberetninger virker aldeles nedslående for mennesker, der har livet og omgivelserne imod sig.
Derfor bliver det afgørende for en udviklende samtale, at der sættes fokus på ressourcer og styrker. I vores journaler bruges der mange ord om modstand og problemer, men der skal også være plads til muligheder og anerkendelse. Det sidste kan være en aldeles vanskelig opgave, fordi klientens negative selvopfattelse tit står i vejen for en anerkendende dialog om styrker, evner og potentiale. Vi fagfolk har i den henseende en ekstra opgave, nemlig at synliggøre og sandsynliggøre den enkeltes ressourcer – ikke mindst i forhold til de grupper og relationer, de udsatte indgår i. Det anerkendende ord har stor betydning for klientens selvopfattelse og for omgivelsernes omdømme. At tale højt og i andres nærvær om klientens gode, positive sider og vedkommendes muligheder er med til at flytte forforståelser – hos klienten, omverdenen og ikke mindst hos de professionelle.
Arbejdet nytter
Måske tænker du, at jeg kritiserer fagfolk, og hvor jeg mon vil hen med min selvrefleksion og kritik. Derfor vil jeg afslutte med to cases og håbe, at de giver mening og viser, at det nytter at arbejde med mennesker.
Første case: Min tidligere kollega Birger Mosholt og jeg har medvirket til, at en ung mand fandt sit ståsted som beskæftigelseskonsulent og aktiv lokalpolitiker. Det kommende byrådsmedlem har skrevet følgende om Birgers og min fælles arbejdsindsats:
”Mange tak Birger Mosholt! Du og Ahmet Demir har ydet en fantastisk indsats for børn, unge og familier i Avedøre gennem tiden! Jeres arbejde har inspireret mig på mange måder, hvorfor jeg i dag er kommunalbestyrelsesmedlem og vil gøre en positiv forskel for alle i Hvidovre. Selvom du og Ahmet stoppede som socialmedarbejder/leder i Avedøre for mange år siden, vil I altid være i vores tanker 💙.” … Idris Yorulmaz
Nå jeg læser dette fra Idris, tænker jeg på, at jeg og mange andre ildsjæle skaber håb for fremtiden. Vi skal være stolte af Idris og de mange andre unge, vi har arbejdet med.
Anden case: En ung mor med to børn på fem og syv år kom i familiebehandling. De havde mistet deres mand og far i en ulykke og sad tilbage med sorg og vrede over tabet. Fagfolkenes arbejdsindsats omkring familien var med til, at børnene, som i dag er voksne, er aktive på arbejdsmarkedet som socialarbejdere, der hjælper mennesker i nød.
Mit arbejde med familien stoppede for mange år siden, men forleden fik jeg fra moderen en opringning med invitation til at komme til det ene barns bryllup. Det nu voksne barn havde et stort ønske om at se mig til brylluppet. Jeg blev meget berørt og kunne ikke lade være med at tænke på alle de håbløse situationer, hvor det efter mange år viser sig, at mennesker har ressourcer og viljestyrke til at skabe sig et liv, selv om det har set håbløst ud.
Facit
Hvad er så facittet af mine refleksioner: fagfolk, myndigheder og politikere skal blive ved med at skabe menneskevenlige rammer for mennesker i nød. Vi skal i fællesskab arbejde ud fra en overbevisning om, at vores indsatser nytter; vores etik og engagement som sagsbehandlere og terapeuter kan ikke være tjent med, at vi stiller os tilfreds med pæne beretninger – optegnet i kommunens journaler og dokumenteret i opbyggelige evalueringer. Den aktive og empatiske dialog skaber aktive og empatiske mennesker med ansvaret for sig selv og for samfundet. Den respekt og forståelse, som udsatte børn, unge og familier møder, når de er i kontakt med de sociale systemer og de professionelle sagsbehandlere, skal gerne blive til et fundament og en ledetråd for deres fremtidige virke i samfundet. At det kan lade sig gøre, viser de ovennævnte eksempler.
Med andre ord: jeg er stolt af at arbejde med familier, børn og unge og er sikker på, at en bedre fremtid venter på dem på grund af deres egen viljestyrke og det konstruktive samarbejde med fagfolk, myndigheder og politikere. Sammen kan vi skabe et bedre og værdigt liv for mennesker og grupper i nød.
Skriv et svar