Tavs viden blandt bibliotekarer

Introduktion

Betjening af etniske minoriteter indgår som et integreret led i det daglige arbejde på mange af landets biblioteker, og gennem dette arbejde skaber bibliotekerne løbende ny viden på området; viden som forbedrer betjeningen og bidrager til integrationen.

Men hvis denne nye viden skal udnyttes optimalt til den fortsatte udvikling af biblioteksvæsnets samlede tilbud til de etniske biblioteksbrugere, vil det være en fordel, hvis den deles mellem de lokale biblioteker, hvor den skabes.

En sådan videndeling finder naturligvis allerede sted i form af formelle og uformelle faglige netværk, Indvandrerbibliotekets oplysnings- og rådgivningsarbejde – et arbejde, som vil forstærkes af udviklingen hen imod en videncenterfunktion – samt i projekter som det nu afsluttede Konsulenter for biblioteksbetjening af etniske minoriteter.

Men i en videndelingsproces er det vigtigt at være bevidst om, at viden ikke bare er viden. Viden kan være eksplicit og kan deles mundtligt på møder, via trykte dokumenter eller netbaserede fora, men en stor del af den er også tavs og viser sig først når den bruges. Hvis man ønsker at dele så meget som muligt af sin viden, er det således afgørende, at man er opmærksom på, hvordan ens viden kommer til udtryk, og hvilke forhold, der fremmer deling af den bedst muligt.

Denne artikel er en præsentation af resultaterne fra en undersøgelse af den videndelingsproces, som fandt sted under det af det ovennævnte konsulentprojekts indsatsområder, som handlede om sprogstimulering af tosprogede børn. Det blev gennem interviews med konsulenten og enkelte projektbibliotekarer undersøgt, hvilken rolle konsulenten spillede i videndelingsprocessen, og hvilke barrierer, der kunne hæmme den.

På baggrund af resultaterne herfra vil det med fokus på deling af den tavse viden blive diskuteret, hvilke forhold en sådan videndeling vil finde sted under uden en fremtidig konsulentfunktion. Målet er ikke at give forkromede løsninger på en udbredt problemstilling. Det er blot at gøre et kortfattet forsøg på at påpege nogle aspekter ved videndelingsbegrebet, som vanskeliggør processen med at dele viden. Men i en videndelingsproces kan det være godt at kende til vanskelighederne, da mulighederne for optimalt at udnytte den viden, der dagligt skabes på landets biblioteker derved vil kunne forbedres. Først vil der kort blive fremlagt nogle overordnede træk inden for videndelingsteorien, herunder teorien om tavs viden.

Viden

Viden har jo altid været et temmelig centralt begreb i biblioteksverdenen, men selv om synet på viden har udviklet sig gennem tiden, er der i dag ikke nogen udbredt entydig opfattelse eller definition af, hvad viden egentlig er, og hvordan den skal betragtes. For at kunne skabe, dele og udvikle viden, kan det dog være nødvendigt med nogle kriterier for, hvad viden er, og hvilke former den eksisterer i.

I en del af litteraturen på området opererer man således med en opdeling af viden i en eksplicit og en tavs dimension. Det er naturligvis en kunstig opdeling, men den gør det nemmere at arbejde med begrebet viden i en praktisk og ledelsesmæssig kontekst.

Den eksplicitte viden er viden, der er registreret og som kan formidles på skrift eller i tale, altså i form af eksempelvis manualer, artikler, rapporter og lydfiler. Ifølge den ungarsk-engelske læge og kemiker Michael Polanyi er forudsætningen for denne viden imidlertid den førnævnte ’tavse viden’, som andre forskere på området – navnlig de anerkendte japanske professorer Ikujiro Nonaka og Hirotaka Takeuchi (Nonaka & Takeuchi, 1995) – hævder udgør op til 90% af vores samlede viden. Men hvad er tavs viden og hvorfor gør den videndelingen så vanskelig?

I sin bog The tacit dimension (Polanyi, 1966) fremlagde Polanyi teorien om tavs viden, hvor han konstaterede – med et siden ofte citeret udsagn – at ”we can know more than we can tell”. Dette udsagn byggede han blandt andet på den iagttagelse, at vi mennesker er i stand til at udføre handlinger ved at benytte os af viden, som vi ikke er bevidst om, at vi besidder – hverken i eller uden for den situation, som handlingerne knytter sig til.

I et meget udbredt eksempel, som illustrerer problemet med at formulere denne form for viden, bedes en cyklist forklare, præcis hvordan man bærer sig ad med at cykle – hvilket ikke kan lade sig gøre. At bede en cyklende person gøre rede for, hvordan han eller hun egentlig cykler, vil sandsynligvis forårsage, at vedkommende enten vælter eller må standse og stå af. Dette grunder i den struktur Polanyi opstillede for begrebet tavs viden, som han selv kaldte tacit knowing. Begrebet består af to overordnede forudsætninger:

1. Selve vor viden om et forhold.
2. Et ydre forhold, som udløser denne viden.

I eksemplet med cyklen forudsætter cykelfærdighederne først en viden om det at cykle, og dernæst det at vi sætter os op på sadlen og begynder at træde i pedalerne. Grunden til at vi er ude af stand til at forklare, hvordan vi udfører vores handling, for eksempel det at cykle, skyldes hvad Polanyi kaldte den tavse videns funktionelle struktur: Når vi anvender vores tavse viden flytter vi vores opmærksomhed fra den første forudsætning – vores viden – over på den anden forudsætning. Vi fokuserer på det at cykle og ikke på vores viden om, hvordan vi gør det – derfor er vores viden tavs. Vi er ude af stand til at formulere eksplicit hvordan vi cykler fordi vi flytter fokus fra det partikulære, nemlig bevægelsen af de enkelte muskler, og til helheden, altså selve cyklingen.

Da den tavse viden først fremtræder når den bruges, kræver en overførsel af den altså en situation, hvor den kan anvendes, samt en fysisk interaktion mellem den, der har og anvender den tavse viden og den, der skal have del i den. En sådan interaktion kan blandt andet bestå i direkte observation, efterligning – som ved det omdiskuterede begreb mesterlære – eller ved fælles udførelse som eksempelvis teamsamarbejde.

I forbindelse med sprogstimulering af tosprogede børn kan eksempler på betydningsfuld tavs viden fremkomme i mødet med børnene og deres forældre. Omfanget af bibliotekarernes kendskab til kulturelle forskelle i mimik, fagter og stemmeføring kan have betydning i den gensidige forståelse ved formidlingen af de sprogstimulerende materialer, men den kan være vanskelig at sætte ord på. Eksplicit viden kan alene give videndelingen udfordringer nok, og processen bliver altså ikke mindre problematisk når den tavse viden lægges til.

Videndeling

Begrebet videndelingen indgår som en del af det større område videnstyring, som der eksisterer en omfattende teoretisk litteratur om; også på dansk er der efterhånden skrevet en del tekster. Hverken styring eller deling af viden er dog en eksakt videnskab, først og fremmest på grund af videnbegrebets abstrakte karakter: Hvornår kan noget siges at være viden, hvem afgør, hvilken viden der egentlig bør deles, og hvordan sikrer man medarbejdernes læring?

Men disse spørgsmål er kun enkelte aspekter af videndelingens udbud af problemstillinger. For én ting er at træffe en ledelsesbeslutning om, at der skal gennemføres en videndelingsproces mellem en række biblioteker, noget andet er at få folk til rent faktisk også at dele deres viden med hinanden. Naturligvis deles der viden rundt omkring på bibliotekerne, det er ofte nødvendigt for at kunne udføre det daglige arbejde, og i biblioteksvæsnet er der heller ikke ligefrem tradition for, at viden er noget man holder for sig selv. Alligevel kan der være barrierer, der kan forhindre, at viden deles. Nogle af dem er endda ganske ubevidste, for eksempel at man ikke ved, at der et andet sted i bygningen eller på nabobiblioteket sidder nogen med den viden man skal bruge – eller at man selv har en masse tavs viden, som man kun er bevidst om i den konkrete situation, hvor man bruger den. Lektor Mette Enemærke ved Danmarks Biblioteksskole og bibliotekar Stine Kjellerup Pedersen har i tidsskriftet Biblioteksarbejde (Enemærke & Pedersen, 2002) offentliggjort en artikel om sådanne barrierer.

I artiklen deles barriererne op i tre overordnede kategorier:

• Manglende tillid mellem parterne i processen. De medarbejdere, der skal dele viden, kender måske ikke hinanden godt nok og kan være usikre på hinandens kompetencer. Hvis virksomheden gennemgår rationaliseringsprocesser og jobsikkerheden er lav, kan medarbejderne forsøge at bruge deres viden til at gøre sig uundværlige – og vil således ikke være videre disponerede for at dele ud af den.

• Strukturen i en organisation kan også hæmme videndelingen. Hvis denne struktur er meget funktionsopdelt og usmidig, vil megen viden være usynlig og vanskelig at få adgang til. En anden problemstilling, som også knytter sig til den ovennævnte mangel på tillid, er det såkaldte nærhedsprincip. Dette består i mange medarbejderes tendens til at opsøge den viden, der er tættest på de kolleger man i forvejen har kontakt til, og som derved også er lettest tilgængelig. Denne viden behøver imidlertid ikke være den bedste til at løse den konkrete opgave med.

• I forlængelse af det førnævnte forsøg på at gøre sig uundværlig ved hjælp af sin viden, kan ejerskabsproblematikken nævnes som barriere for videndeling. Hvem ejer medarbejdernes viden, og hvem har magten over den? Megen viden – i særdeleshed den tavse – ligger uden for ledelsens kontrol, og det kan gøre det nemmere for medarbejderne at tilbageholde den. Det er her afgørende, at medarbejderne har et tillidsfuldt tilhørsforhold til deres arbejdsplads, hvis man vil undgå, at de gør delingen af deres viden til et forhandlingsemne.

Disse tre typer barrierer indgik alle i undersøgelsen af videndelingsprocessen i konsulentprojektet sammen med den specifikke problematik om delingen af den tavse viden.

For at gøre det nemmere at afdække processen, tog undersøgelsen udgangspunkt i lektor ved CBS Peter Holdt Christensens udlægning og opdeling af videndelingen i fire delprocesser (Holdt Christensen, 2004). Disse indbefatter henholdsvis identifikationen af den værdifulde viden, overføringen og den efterfølgende anvendelse af den samt en eventuel lagring. Lagringen af den delte viden kan finde sted på et organisatorisk niveau – det vil sige i form af eksplicit dokumentation, som flere i organisationen kan få adgang til – eller på et individuelt niveau, hvor den indlejres i hovedet på den enkelte medarbejder.

Indsatsområdet sprogstimulering

Projektet Konsulenter for biblioteksbetjening af etniske minoriteter blev oprindeligt lanceret i 2002 som et toårigt forløb. I 2004 blev det imidlertid forlænget med et år som led i kampagnen Biblioteket – en port til det danske samfund, og det fik i den forbindelse et nyt fokus, hvor de fire konsulenter – som selv er bibliotekarer – fik tildelt hver sit tematiske indsatsområde.

Sprogstimulering af tosprogede børn var altså det ene af disse områder, og målet med det var dels at give de tosprogede børn kompetencer til at opnå en bedre integration, og dels at styrke området som et naturligt samarbejdsfelt mellem landets folkebiblioteker.

Konsulentens rolle i det forlængede projekt var at fungere som koordinator, tovholder og kontaktperson for projektbibliotekerne, og at være den samlende kraft i de arbejdsgrupper, der beskæftigede sig med de forskellige biblioteksaspekter af sprogstimuleringen, primært på materialesiden.

At bibliotekerne beskæftiger sig med sprogstimulering af såvel et- som tosprogede børn er ikke nogen ny foreteelse, det kan vel hævdes at ligge i naturlig forlængelse af den kulturformidlende funktion. Hvorvidt bibliotekerne så skal hjælpe med til at stimulere de tosprogede børns modersmål eller om de i stedet skal fokusere på at fremme forholdet til dansk, er en politisk diskussion, som ikke vil blive uddybet her.

Det kan dog konstateres, at den sproglige kommunikation er en af de absolut vigtigste forudsætninger for den gensidige integration, og hvis de børn, der i dag vokser op med et andet modersmål end dansk skal have de samme muligheder i samfundet som deres dansksprogede landsmænd, er det nødvendigt at de får grundlæggende dansksproglige kompetencer. Ifølge psykologer som for eksempel ledende psykolog i Hvidovre Kommune Freddy Sahl (Undervisningsministeriet; 2001), opnår de tosprogede børn imidlertid en bedre sprogudvikling, hvis de løbende får lov til at udvikle deres modersmål.

I Vejledning om sprogstimulerende tilbud for tosprogede småbørn (Undervisningsministeriet, 1997) nævnes det, at vi som børn udvikler vores sprog gennem en begrebsudviklende kommunikation med vores omgivelser, som i de første leveår primært består af familien. Tosprogede børn står over for den udfordring det er, at skulle lære flere sprog, hvor det sprog, de bruger inden for familiens rammer ikke kan bruges i samme omfang udenfor og omvendt. Deres familiesprog er ofte ikke så udbredt uden for familien, og det er ikke sikkert, at alle i familien behersker de sprog, der tales udenfor. Det betyder, at disse børn får færre sproglige erfaringer i forskellige situationer på begge sprog end etsprogede børn. Deres sprogtilegnelse kræver derfor en særlig indsats fra både børnenes og de voksnes side. Denne indsats finder primært sted i daginstitutioner og skoler, men i de senere år er bibliotekerne altså begyndt at komme mere med på banen.

For at øge de tosprogede børns danskkundskaber ved skolestart blev der i 1996 tilføjet en bestemmelse i folkeskolelovens §4a (Krogstrup, 2004). Bestemmelsen giver kommunalbestyrelserne mulighed for at iværksætte førskoletilbud for tosprogede børn, hvilket sammen med regeringens initiativ nr. 66 har givet bibliotekerne en større mulighed for at bidrage til sprogstimuleringen.

Udover den erfaring i mødet med de tosprogede børn, som mange børnebibliotekarer i forvejen har, er biblioteket som institution også en central ressource i kraft af sit rige udbud af materialer på området, som ifølge BUPL (Ansel-Henry & Markersen, 2001) er afgørende for børnenes sproglige udvikling.

Meget af den viden, der på dette område skabes i bibliotekerne, relaterer sig altså til de etniske minoritetsbørns og deres forældres modtagelse og håndtering af disse materialer, og hvordan materialerne formidles bedst muligt til de forskellige etniske grupper og sociale klasser inden for disse. Går det for eksempel an at låne alle muslimske familier børnebøger med billeder af grise? Deling af en sådan form for viden, der er baseret på iagttagelser og intuition, kan være vanskelig og frembyder særlige udfordringer for videndelingsprocessen.

Videndeling i konsulentprojektet

Undersøgelsen af konsulentprojektet afdækkede fem kategorier, som konsulentens bidrag til videndelingsprocessen kunne inddeles i:

1. Konsulenten arrangerede og indkaldte til møder og temadage med projektbibliotekerne. På disse møder blev deltagerne ikke blot bedt om fortælle om deres aktuelle sprogstimulerings-projekter, men også om at evaluere dem. Det faglige indhold i projekterne og de eventuelle problemer, der var opstået i forbindelse med dem blev diskuteret, og på grund af det indbyrdes personlige kendskab mellem deltagerne fungerede møderne også som et fortrolighedsrum, hvor der kunne tales frit om projektproblemerne – hvorfor der i hvert fald ikke var nogen barrierer på grund af manglende tillid. Ligeledes kunne denne kontakt modvirke det oven for omtalte nærhedsprincip. En eventuel ejerskabsproblematik i forhold til bibliotekarernes viden kunne undersøgelsen vanskeligt påvise, og med det tætte personlige forhold in mente kan en sådan problematik heller ikke sandsynliggøres. På nogle af møderne deltog også bibliotekarer fra biblioteker, som ikke deltog i selve konsulentprojektet, men som havde erfaring fra tidligere sprogstimuleringsprojekter. Erfaringer og viden herfra blev givet videre og gav desuden mulighed for at inspirere til nytænkning.
2. Konsulenten fungerede også som rådgiver for de deltagende biblioteker, og selv om denne funktion ikke blev brugt så meget som i projektets første to år, blev det af både konsulent og bibliotekarer alligevel vurderet som vigtigt med en central videnbase – ikke mindst som kontaktled til andre faggrupper, eksempelvis pædagoger. Den centrale funktion gav også et overblik over, hvem der vidste hvad, og hvilke biblioteker, der beskæftigede sig med hvilke projekter, hvilket også gjorde det lettere at koordinere videndelingsprocessen.
3. Via konsulentens kontakt til eksterne aktører såsom Undervisningsministeriet og projekt-relaterede interesseorganisationer såvel som til Indvandrerbiblioteket kunne relevant viden og nye tendenser gives videre til bibliotekerne; viden, som de enkelte biblioteker måske ikke selv havde tid til at opsøge.
4. Der blev som led i projektet nedsat nogle arbejdsgrupper, som skulle beskæftige sig med enkeltprojekter, for eksempel såkaldte ’sprogkufferter’ til de etniske minoritetsfamilier.
5. Som sidste led i videndelingsprocessen sørgede konsulenten for en skriftlig opsamling på de afholdte møder og temadage samt på de enkelte bibliotekers projekter. Opsamlingerne sendtes ud til de deltagende biblioteker, og bidrog desuden til udarbejdelsen af en pligtig rapport til Biblioteksstyrelsen, hvor tendenserne i projekterne skulle fremlægges.

Ud fra undersøgelsen kunne det konkluderes, at videndelingsprocessen foregik på et struktureret grundlag, som rummede de fire ovennævnte delprocesser: Det forudgående kendskab til både biblioteksbetjeningen af etniske minoriteter og de involverede bibliotekarer gav konsulenten et overblik over hvilke biblioteker, der sad med hvilken viden, og hvilke eksterne videnskilder, der kunne være relevante for disse bibliotekers projekter.

Overførslen af viden, altså selve delingsaspektet, fandt som sagt sted på møderne og temadagene, hvor der både blev stillet krav til deltagernes videndeling, og hvor der samtidig var rum for uformel sparring.

Hvad anvendelsen af den delte viden angår, kunne enkelte af de adspurgte bibliotekarer bekræfte, at de enten havde brugt den nye viden de havde fået, eller var blevet inspireret af den til potentielle fremtidige projekter.

Lagringen af den delte viden foregik på både organisatorisk og individuelt plan: Det foregik skriftligt via konsulentens opsamlinger og afrapporteringer, og mundtligt på de enkelte biblioteker, hvor den viden, der skønnedes relevant for resten af personalet, blev givet videre på personalemøder. På denne måde er der større chancer for at denne viden forbliver i organisationen. Om der i denne situation kunne opstå en risiko for en ejerskabsproblematik mellem den vidende bibliotekar og dennes kolleger i forhold til denne viden indgik ikke i undersøgelsen. Det skal dog i den forbindelse nævnes, at et af målene med projektet netop var at mindske den afhængighed man i bibliotekerne tidligere har haft til enkelte bibliotekarer, som besad meget af den vigtige viden på området.

Barrierer for videndelingen

Undersøgelsen kunne imidlertid påvise en strukturel barriere for videndelingen i form af manglende ressourcer til at opretholde og udbygge videndelingen bibliotekerne imellem. De enkelte sprogstimuleringsprojekter fik økonomisk støtte fra centralt hold, men det er stadig de færreste biblioteker, der har haft råd til frikøb af medarbejdere til opgaven. Der er meget få biblioteker, hvor betjeningen af etniske minoriteter er en primæropgave for enkelte bibliotekarer. Projekterne er således indgået i det øvrige arbejde, som i forvejen rummer et stigende antal opgaver. Der er ganske enkelt ikke tid til at deltage i så mange fysiske møder med kolleger fra andre biblioteker, ligesom det også kan være vanskeligt at finansiere sådanne rejser rundt i landet med midlerne fra det lokale budget. I en presset arbejdssituation kan ’nærhedsprincippet’ altså gøre sig gældende, hvor man elektronisk eller telefonisk henvender sig til de folk man i forvejen kender og som man kan huske har beskæftiget sig med de spørgsmål man skal have svar på.

Det ressourcemæssige er imidlertid ikke kun et problem ved den fysiske videndeling – også elektronisk udgør tidsmanglen en barriere. Indvandrerbiblioteket stiller gennem Kitab-forum et online-forum til rådighed, hvor interesserede kan diskutere emner relateret til biblioteksbetjening af etniske minoriteter, komme med anbefalinger, stille spørgsmål og dele viden med hinanden. Men repræsentanter fra Indvandrerbiblioteket kunne i undersøgelsen fortælle, at det desværre er begrænset, hvor mange bibliotekarer, der anvender dette forum til decideret videndeling. Årsagen er efter sigende, at man på bibliotekerne simpelthen ikke har tid til at gøre sig eksplicitte overvejelser om sine erfaringer og lægge dem ud på nettet.

Det blev samtidig understreget, at det ikke er Indvandrerbibliotekets officielle opgave at sikre en sådan videndeling, men man håber at kunne bidrage til den gennem institutionens øvrige arbejde og i et eventuelt videncenter. Holdningen er, at jo flere der bidrager til at fremme samarbejdet og netværket desto bedre, men at man i tilfælde af, at projektkonsulenternes funktion ikke forankres, gerne vil stå for dette arbejde. I øvrigt ser man gerne, at opsamlingen, struktureringen og formidlingen af viden samles i en central funktion, som et videncenter kunne varetage. Men selv om en service som Kitab-forum i princippet er velegnet til videndeling, foregår den efter behov og det er udelukkende eksplicit viden, der deles. Et online-forum er en hurtig måde at formidle spørgsmål og svar på, men det er ikke et egnet instrument til at opfange og dele den tavse viden, idet denne som før nævnt kræver andre forhold den kan deles under.

Deling af tavs viden?

I den del af konsulentprojektet, der handlede om sprogstimulering, syntes der altså ikke at optræde nogen af de ovennævnte tre typer barrierer for videndelingen; og da projektet var centralt finansieret, var de netop nævnte tidsmæssige og økonomiske barrierer heller ikke til stede i udpræget grad. Der lod dog til at være en anden og ubemærket barriere, nemlig den tavse viden. Ud fra de foretagne interviews lod denne type viden ikke til at indgå i overvejelserne om videndelings-processen. Der syntes primært at være fokus på den eksplicitte viden, som kunne deles mundtligt og skriftligt, men som relaterede sig til forhold, som bibliotekarerne allerede var bevidst om ved møderne.

I og med, at den tavse viden hævdes at udgøre hovedparten af vores viden og at den er ubevidst, kan det betyde, at det meste af den viden bibliotekarerne skabte sig gennem udførelsen af deres respektive sprogstimuleringsprojekter kun vanskeligt kunne deles med deres kolleger, fordi den ideelle videndelingssituation til deling af denne form for viden ikke var fuldt ud til stede på de afholdte møder og temadage.

Hvis den tavse viden skulle deles ville det kræve, at mødeaktiviteterne struktureredes anderledes eller at man foretog udvekslinger på tværs af bibliotekerne for at opleve de situationer, hvor den tavse viden skabes, altså en form for praktik-tid eller et udvidet teamsamarbejde. Noget sådant syntes imidlertid ikke at være sandsynligt på grund af den ovennævnte mangel på tid og de økonomiske begrænsninger.

En vis del af den tavse viden hævdes – af blandt andre de to ovennævnte japanske professorer Nonaka og Takeuchi (Nonaka & Takeuchi, 1995) – at kunne deles og ekspliciteres gennem såkaldt kreativ dialog med anvendelse af metaforer og analogier og udarbejdelse af modeller og hypoteser. Hvis sådanne øvelser har fundet sted på projektmøderne synes det ifølge undersøgelsen ikke at være foregået efter en bevidst strategi.

Videndeling via fysiske møder og temadage er noget, som Indvandrerbiblioteket allerede afholder, men om man her er opmærksom på problematikken i forbindelse med den tavse viden, syntes undersøgelsen heller ikke at kunne afdække. Den viden, der synes at være den dominerende i såvel konsulentprojektet som i Indvandrerbibliotekets aktiviteter, var altså den eksplicitte. Deling af denne form for viden er naturligvis også uundværlig – man skal blot bemærke sig, at det kun er en vis andel af den samlede viden på området man her får spredt og udnyttet. Dette er selvfølgelig et generelt forhold, som ikke kun er relateret til arbejdet med sprogstimulering af tosprogede børn. Men da undersøgelsens fokus lå på dette område, er det dette artiklen har taget udgangspunkt i.

Udover at skabe opmærksomhed om denne del af sprogstimuleringen på bibliotekerne generelt, har projektet med konsulenterne for biblioteksbetjening af etniske minoriteter også været med til at sætte fokus på videndelingsprocessen. Men efter at projektet er afsluttet, og evalueringer og afrapporteringer er færdigbragt, bliver de projektinvolverede nødt til igen at samle kræfterne om de løbende arbejdsopgaver, ligesom konsulenterne vender tilbage til deres faste bibliotekarvirksomhed. Det skal dog nævnes, at konsulentprojektet i Nordjylland har resulteret i en hjemmeside med inspiration og råd til denne del af biblioteksarbejdet – en hjemmeside, som forhåbentlig vil blive benyttet ofte og udbygget i fremtiden. http://www.portentildanmark.nu/side.asp

Uden midlerne til en konsulent, der kan fastholde de regionale netværk i en fysisk videndeling og samle op på den nye viden, vil en sådan proces være overladt til Indvandrerbiblioteket. Dette kan i sig selv rumme en fordel, idet en varetagelse af videndelingsprocessen fra centralt hold uden tvivl vil kunne gavne denne, hvor identifikationen og mulighederne for overførsel af viden mellem bibliotekerne vil kunne finde sted på nationalt plan. Spørgsmålet er blot, hvilken form videndelingen da vil få, og i forlængelse af dette, hvilken form for viden, der vil blive delt. Vil man sikre en optimal udnyttelse af den viden, der løbende skabes, er det væsentligt, at man får en øget bevidsthed om karakteren af denne viden, og hvordan videndelingen indrettes, sådan at så meget som muligt af den kommer til udtryk.

Litteratur

Ansel-Henry, P. & Markersen, P. (red.) (2001). Vi er alle sammen anderledes. København: BUPL.

Undervisningsministeriet (2001). Sådan gør vi. København: Undervisningsministeriet.

Nonaka, I. & Takeuchi, H. (1995). The knowledge-creating company – how Japanese companies create the dynamics of innovation. New York: Oxford University Press.

Holdt Christensen, P. (2004). Vidensdeling – perspektiver, problemer og praksis. København: Handelshøjskolen.

Polanyi, M. (1966). The tacit dimension. New York: Doubleday.

Undervisningsministeriet (1997). Vejledning om sprogstimulerende tilbud for tosprogede småbørn – Folkeskoleloven §4a. København: Undervisningsministeriet.

Krogstrup, K. (red.) (2004). Folkeskoleloven med kommentarer. Vejle: Kroghs Forlag.