Politisk romantik
Lørdag den 7.09.24 kunne man i avisen Information læse et noget spøjst indlæg med overskriften Tyskland synes fældet af historien. Det var nu ikke en leder, kun en klumme, hvor Rune Lykkeberg – altså som privatperson, ikke som Informations chefredaktør – forsøgte at gøre rede for Tysklands aktuelle forfaldshistorie. Klummer i Information afspejler ikke avisens redaktionelle linje; de er udtryk for skribentens egne holdninger. Nu om dage er grænsen mellem private og offentliggjorte meninger og holdninger mere flydende, end det var tilfældet i den klassiske borgerlige offentlighed. Derfor formoder jeg, at teksten med så alarmerende en overskrift rammesætter eller afprøver en ny fortælling om Tyskland – en fortælling, der allerede blev brugt i forbindelse med det forestående valg i USA, nemlig den politiske elites manglende fornemmelse for og dens ignorance over for folkets reelle bekymringer og dets prekære livsvilkår. I USA er det Demokraterne, der er ignorante, i Tyskland peges der til gengæld på et særligt konstitutionelt arrangement, som Lykkeberg benævner som Tysklands indskrænkede form for demokrati.
Taget overskriftens alarmerende karakter i betragtning, synes jeg, at det er lidt synd, at det ikke blev til mere end en klumme. På den anden side kunne man som interesseret læser trøste sig med, at det trods alt er avisens chefredaktør, som har fremført sine private holdninger på avisens anden side – lige ved siden af forsidelederen. Det er ikke så ringe endda.
Den tyske model er kaput – er den det?
Klummen handler om det moderne Tysklands forfaldshistorie – det vil sige om Tyskland efter genforeningen og især om Tyskland efter delstatsvalgene i Sachsen og Thüringen, hvor AfD (Alternative für Deutschland) fik et glimrende og for Tyskland indtil videre helt uset valg: et højrepopulistisk parti med såvel nationalistiske som ekstremistiske understrømninger har med tiden manifesteret sig som sværvægter i tysk politik og som bæredygtig bevægelse mod det etablerede politiske system. Måske skulle man, hvad klummen har undladt, også anføre, at det ikke kun er AfD, men også BSW (Bündnis Sarah Wagenknecht), et venstrepopulistisk parti, der kunne samle mange – givetvis – utilfredse stemmer i de to delstater. Men i begge tilfælde var det populismen, der sejrede over det etablerede system – følger man klummens grundtanke.
Hvad er grundene til denne ikke helt uventede, men bekymrende udvikling? Lykkeberg peger især på to årsagssammenhænge. For det første henvises til tyskernes frygt for inflationen og den såkaldte gældsbremse; gældsbremsen blev i 2009 til et forfatningsmæssigt arrangement; den forpligter tyske regeringer på nationalt såvel som på føderalt niveau til at udvise mådehold i deres finanslove. Den tyske inflation havde vitterlig helt groteske dimensioner; den nåede sit højdepunkt i 1923, ikke i 1930’erne, som påstået i klummen. Man kan derfor også tvivle på, om hyperinflationen var det terræn, der gjorde det muligt for Hitler at blive rigskansler i 1933. NSDAP voksede sig stort omkring 1930 – på et tidspunkt, hvor USA og Tyskland var plaget af deflation og stagnation, hvor deres økonomier var nær det totale kollaps og arbejdsløsheden i Tyskland antog helt groteske dimensioner. Måske vil det derfor have været mere nærliggende at mene, at den tyske gældsbremse i 2009 er en reaktion på den globale finanskrise i 2007/2008 og ikke på inflationen fra 1923. Men så bliver det noget vanskeligere at henvise til de hysteriske tyskere, der af frygt for deres opsparinger kaster sig i armene på totalitære bevægelser; set i dette lys var gældsbremsen nok en nødvendighed for at stabilisere den tyske økonomi på grund af turbulenser på de internationale finansmarkeder.
Der fremføres dog også et andet argument i klummen – nemlig at den tyske forfatning 75 år efter dens vedtagelse i 1949 er blevet fældet af historien. For at forstå det argument savner man noget historisk kontekst – især når sprogbrugen i klummen på dette punkt virker ret så bombastisk. Hvad er de afgørende historiske erfaringer, som har ført til denne specifikke tyske grundlov og til det faktum, at det var den politiske elite, der søsatte processen uden direkte inddragelse af det tyske folk? Kort sagt: for ikke at lade de militante sociale protester mod Weimarer Republikken gentage sig i den lige grundlagte og på ingen måde politisk og økonomisk stabile forbundsrepublik, for ikke igen at tillade massehysteriske eruptioner af den tyske folkesjæl som i Nazi-tiden og for at styrke basale borger- og asylrettigheder, derfor blev de plebiscitære elementer i grundloven minimeret. Til gengæld blev parlamentets og forfatningsdomstolens roller fremhævet, spærregrænsen sat til 5 %, det føderale princip ophøjet og den regionale kulturelle mangfoldighed i Tyskland tydeliggjort – med den konsekvens, at folket kun indirekte kunne give sin mening til kende, at statens overhoved, præsidenten, blev valgt af en særlig forsamling, at forfatningsdomstolen vogter over legaliteten og på samme tid fungerer som en slags erstatningslovgiver og endeligt at den tyske identitet skulle spejle sig i både regionale selvforståelser og i en europæisk orientering. Som modvægt mod et selvglad og selvoptaget Tyskland blev fædrelandskærlighed opvejet af forfatningspatriotisme og en europæisk postnationalisme. Den tyske forfatning var netop tænkt som et værn mod ”farlige bevægelser og protester fra samfundet” – for at bruge denne noget tomme formulering fra klummen.
Så vidt, så godt – om disse grundsætninger retfærdiggør dommen over tysk demokrati som et indskrænket eller retarderet demokrati, kommer både an på en historisk efterprøvning og drøftelse af den normative målestok, som demokratiets værdi og funktionsdygtighed måles med. Lykkeberg pointerer, at tysk demokrati og landets forfatning virker noget fortabt i disse populistiske tider. Men han har samtidigt også dommen parat: demokratiet duer ikke for grundloven er et elitært konstrukt og magteliten lytter ikke til folket, derfor formår samfundet ikke at reformere sig og et stadig større antal borgere tvinges i favnen af antielitære, rabiate og ekstremistiske bevægelser. Om det tyske demokrati nu om stunder er ud af trit med tiden, det er afgjort klummens gode spørgsmål: for til tider er det nødvendigt at tænke nærmere over, om det givne nødvendigvis også er fornuftigt eller om det bare er fornuftigt, fordi det et givet. Dette gælder både den tyske forfatning og demokratiet i Tyskland.
Men forholder det sig nu også sådan, at den tyske grundlov blev fældet af historien, at store dele af den tyske befolkning ikke længere identificerer sig med forfatningen og at Tysklands politiske elite er fanget i sit tankespin og holder fast ved et konstrukt, som har overlevet sig selv? Man kan jo mene mange ting – også som chefredaktør. Indtil videre – kan man indvende – har grundloven bevist sin levedygtighed; politiske, sociale og kulturelle udfordringer af varierende observans og styrke har i løbet af de seneste 75 år ikke formået at svække dens funktionsdygtighed og dens evne til at tilpasse sig tidens udfordringer. Her tænkes der f.eks. på integrationen af de hjemstavnsfordrevne og på den tyske østpolitik, på anti-atomkraft-bevægelsen, studenteroprøret, den militante RAF, på den civile ulydighed i forbindelse med stationeringen af mellemdistanceraketter, på irritationer ved foreningen af de to tyske stater, på finanskrisen i 2007 eller pandemien i 2019. Heller ikke det stadig verserende slagsmål, om Tyskland er et indvandringsland, førte til andet end en opskræmt retorik: ingen smykkelov eller forfatningskrise. Anføres i klummen overbevisende grunde for at lade Pegida (Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes) eller AfD få korrigerende indflydelse på den tyske forfatningsrealitet – kunne man spørge. Desuden bygger et deliberalt demokrati trods alt på argumenternes styrke og på et fravær af politiske voldstrusler. Med andre ord: levedygtigt indtil videre. Tiden vil vise, om det også gælder om tre, fem eller ti år.
Politisk romantisme
Hvad der foruroliger mig mere end påstanden om det tyske demokratis endeligt, det er den ringeagt, der i klummen udvises over for det historiske fornuftige i, at den tyske forfatning er blevet vedtaget uden patos, uden romantisk tilbageskuen, uden skelen til Tysklands storhed og uden forsøg på at demontere det politiske system. Man kunne i den forbindelse fremføre, at tysk historie i overmål var præget af en skinger politisk romantisme, der var til skade for landets demokrati og for den fredelige sameksistens i Europa. I ”Elemente und Ursprünge totaler Herrschaft” understreger Hannah Arendt symbiosen mellem eliten og pøblen. Og det var efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig en skuffet konservativ og reaktionær elite, der ved hjælp nationalistiske og nazistiske kampforbund fremmede drømmen om et stort og genfødt tysk rige – en vision, der blev til virkelighed i 1933.
Ved politisk romantisme forstås en holdning, hvorefter der anlægges et æstetisk, ikke et realistisk syn på det sociale, kulturelle og politiske. Hensigten var at fornægte en uvelkommen virkelighed ved at fremdrage særlige sider af historien, af det tyske sindelag eller hos det tyske folk og derved at ophøje disse sider af det tyske åndsliv til noget særligt. Motiverne hentes i romantikken: og det er på den ene side den enkeltes unikke ekspressivitet og geniets søgen efter en dybere mening med livet og på den anden side en ophøjelse af stat og folk til det almene, som det enkelte menneske skal underkaste sig for at kunne være en del af det store fællesskab. Det politiske består i, at der ses bort fra en gældende social og moralsk konsensus. Der fabrikeres en realitet passende til romantikerens syn på realiteten, hvor Tyskland modstilles Europa, hvor det romantiske sindelag afgrænses fra rationalismen, de mørke drifter og dionysisk ekstase ses som modpol til apollinsk klarsyn og hvor krigens ubarmhjertighed bliver antitesen til borgerlig hygsomhed. Fænomenet politisk romantik blev begrebsliggjort i 1919 af Carl Schmitt som autobiografisk selvkritik.
Den politiske romantisme, som tysk historie ellers i overflod kunne byde på, fik man i 50’erne ikke øje på hos den yngre generation. Den indflydelsesrige sociolog Helmut Schelsky konstaterede i 1957, at den tyske efterkrigsgeneration er mere kritisk, mere skeptisk, mere mistroisk, mere troløs eller i det mindste mere illusionsløs end alle tidligere generationer af unge, … den er tolerant, uden patos, programmer og paroler. Fraværet af alle tænkelige afskygninger af den politiske romantisme er resultatet af bitre historiske erfaringer og et fremadrettet forsøg på at lægge de seneste 150 år tysk historie på hylderne samtidig med Tysklands særvej i Europa.
Beholder Lykkeberg ret i sin spådom, bliver Tyskland nu igen og for fjerde gang fældet af historien i løbet af 100 år. Hvilken fortælling om Tyskland kan man nu vente sig? Vender med populismen også den politiske romantisme tilbage – efter 75 år med en rationalt handlende, apollinsk og europæisk orienteret Tyskland. Måske savner man en leder i Information, der tager denne problemstilling op.
Litteratur
1. Arendt, H. (1955). Elemente und Ursprünge totaler Herrschaft : Antisemitismus, Imperialismus, totale Herrschaft. Frankfurt a.M. : Europäische Verlagsanstalt
2. Lykkeberg, R. (2024, 7. september). Tyskland synes fældet af historien. Information 80/210
3. Safranski, R. (2007). Romantik. Eine deutsche Affäre. München : Hanser Verlag
4. Schelsky, H. (1957). Die skeptische Generation : eine Soziologie der deutschen Jugend. Düsseldorf : Diederichs
5. Schmitt, C. (1918). Politische Romantik. Berlin : Duncker und Humblot
Skriv et svar