Optakt
Hvordan kan man som biografist fortælle en livshistorie uden at blive grebet af det liv, der ønskes fortalt? Kan man som fortæller af en bestemt livshistorie overhovedet skabe distance til det liv, der rekonstrueres og fremlægges for et publikum? Hvis man kan, bør man så også indtage en vis afstand? Og hvad med fortællerens egne følelser? De er, kan man påstå, på sin vis en garant for, at fortællingen bliver autentisk. Fortællerens følelser fungerer som en slags prisme, hvori fakta, hændelser og vendepunkter, tanker, værdier og følelser i det fortalte liv brydes og skærpes. Det er dialogen mellem forskellige følelsesuniverser, der frembringer den nødvendige autenticitet i fortællingen. Livshistorier, der ikke vækker genklang hos fortælleren, bliver til livløse beretninger. I og igennem fortællingen bygges der broer mellem følelses- og værdiuniverser. Fortællingens og formidlingens kunst består således i at lade det virkelige liv udfolde og vise sig i det fortalte liv.
Fortællerens har derfor til opgave, at håndtere den direkte eller indirekte vekselvirkning mellem empati og engagement på den ene side og det nøgterne blik og genrens konventioner på den anden side. Empati frembringer autenticitet, mens det nøgterne blik gør livshistorier fortællelige. Fortællingen baserer sig på distanceringens kunst; subjektive og tidsbundende oplevelser må kunne oversættes til genkendelige erfaringer – hos fortælleren og for tilhørerne. At kunne manøvrere mellem engagement og distancering er en udfordring i sig selv. Opgaven kan gå hen at blive ekstra svær, når den livshistorie, der igennem fortællingen udfolder sig for fortælleren og formidles til dens publikum, udvikler sig eller ender tragisk.
Fortællerens dilemma
En biografist vil altid nærme sig det fremmede liv, som der i biografien berettes om, fra livshistoriens slutpunkt. I en historisk biografi er der tale om et endeligt, ellers har vi med et midlertidigt slutpunkt at gøre. Det er kendskabet til dette punktum, der gør det muligt at forme og fortælle en livshistorie som biografi. Når det fremmede liv rekonstrueres til en hel og sammenhængende historie, vil den viden utvivlsomt påvirke det blik, der kastes på private såvel som på offentlige dokumenter eller der finder og vægter artefakter og relationer. Ligeledes vil samtaler med livsvidner, ledsagere, venner og bekendte være farvet af den cæsur, der tillader et tilbageblik. Personens livshistorie, dens erfaringsbaggrund, værdier og overbevisninger samles og kondenseres – så at sige – i fortællerens blik.
Kendskabet til livets punktum er på samme tid en gave og en forbandelse. Gaven består for fortælleren i på ethvert tidspunkt at have et større overblik over livshistoriens udvikling end den reale person nogensinde har haft i sit liv. Til en forbandelse bliver denne viden, når den går hen og skygger for de dilemmaer samt de muligheder, som den reale person har skullet forholde sig til. Tvivl, uvished og selvbekymringer såvel som af robusthed, selvfølelser og sandheder opstår undervejs og nedfælder sig som erfaringer og følelser i den reale persons livshistorie.
Biografier rekonstrueres baglæns, mens det liv, der bliver fortalt om, altid leves forlæns. Spørgsmål og overvejelser som disse må Michael Uhl, forfatteren af biografien Betty Rosenfeld – mellem Davidsstjerne og Rødt Flag sikkert stillet sig selv, da han startede med og afsluttede sin grundige og vellykkede rekonstruktion af Betty Rosenfelds livshistorie. I forordet til den omfattende livsfortælling får man f.eks. at vide, hvordan Uhls interesse og sympati for det hidtil ukendte liv bliver vakt; det var ikke kun hans videnskabelige interesse for internationale frihedskampe i mellemkrigstiden eller at Rosenfeld og Uhl er opvokset i samme egn, der bragte ham på sporet af Betty Rosenfeld og efterfølgende førte ham i arkiverne verden rundt.
Et lille vejmonument – en såkaldt snublesten -, gjorde det i sommeren 2016 klart for Uhl, at Betty Rosenfeld ikke døde af naturlige årsager, at hun heller ikke var omkommet i krigshændelser i Spanien som sygeplejerske og medlem af de internationale brigader – hvad der var mere nærliggende -, men at hun blev myrdet i Auschwitz som jødisk kvinde. Det er vreden over hendes skæbne og hans ønske om at oprette et mindesmærke i skrift for hende, der er drivkraften bag denne biografi. Uhl er fuld af beundring for Betty Rosenfeld, både for hendes livshistorie og for hendes personlighed. Men hans tvivl hører også med til denne beundring.
Uhl spørger sig og læseren, om hans fortælling mon ville blive accepteret af Betty selv. Biografien slutter med to spørgsmål og en konstatering:
Hvad mon Betty vil mene om alt det her? Og hvor mange sider fra denne bog ville hun mon have kastet forfatteren i hovedet igen? Hun var en meget usædvanlig kvinde, forsikrer Ilse (Bettys overlevende søster; HE) eftertiden på bånd. (s. 592)
Det korte liv
Betty blev født den 23. marts 1907 i Stuttgart, som andet barn af Benjamin og Therese Rosenfeld. Hun var igennem sit liv tæt knyttet til familien; det gælder især hendes søskende Lotte (1905) og Ilse (1908). Ligesom hendes søstre gik Betty – ret tidstypisk – på en realskole for det højre borgerskabs døtre. Skolen startede i 1913, hun dimitterede i 1923 og begyndte kort derefter med at uddanne sig til sygeplejerske, Uddannelsen varede godt og vel et år. I oktober 1927 var Betty færdiguddannet.
Familie Rosenfeld følte sig hjemme i Tyskland. Benjamin Rosenfeld drev en mindre, men veletableret forretning, der fremstillede rengøringsartikler og pudseklude. Man stemte på D.D.P. (Deutsche Demokratische Partei) – et demokratisk og liberalt parti med mange prominente navne, så som Thomas Mann, Max Weber, Theodor Heuss, Friedrich Meinecke eller Walther Rathenau. Den opblomstrende zionisme havde familien ikke meget tilovers for; man skammede sig ligefrem over, at et medlem fra den større familiekreds agiterede for den zionistiske bevægelse. Udsagn som Jøderne er mere end et trossamfund. I virkelighed er de et folk – i øjeblikket desværre uden land (s. 43) virkede forkerte og afspejlede slet ikke familiens nationale tilhørsforhold. Da D.D.P. mod slutningen af Weimarrepublikken rykkede mod højre og skiftede navn til Deutsche Staatspartei, følte familien Rosenfeld sig også politisk fremmedgjorte. Betty var allerede som ung politisk engageret. I det omfang, Tyskland flyttede mod højre, flyttede hun mod venstre.
Fra 1930 nærmede hun sig det socialistisk/kommunistiske miljø i Stuttgart, hvilket efter 1933 var blevet ligeså farlig som det at være jøde i Det Tredje Rige. Nazisternes greb om tysk kultur og samfund tog til og antisemitiske aktioner var efterhånden blevet til en del af hverdagen. Flere af hendes venner og kammerater er efter 1933 blevet fængslet af det politiske politi. På trods af Bettys betænkeligheder over for zionismen og især over for de konservative zionister forlod hun i oktober 1935 Tyskland og bosatte sig i Palæstina. Her føler hun sig dog ikke rigtigt hjemme; da den spanske borgerkrig begynder i sommeren 1936, vender hun tilbage Tyskland for at rejse derfra videre til Spanien. Hun vil arbejde som sygeplejerske i de internationale brigader. Planen skulle dog ændres, da man frygtede, at Gestapo ved grænserne ville holde øje med tyskere, der meldte sig som frivillige til Spanien; hun måtte derfor tilbage Palæstina.
I 1937 rejser hun via Marseille til Valenzia, hvor hun går i land i marts måned. Hendes arbejde som sygeplejerske varer godt og vel 15 måneder. På en rejse til Paris vil Betty mødes Ilse, hendes søster, der er på gennemrejse til USA. Den franske regering lukker dog i mellemtiden grænsen til Spanien. Betty sidder nu ufrivillig fast i Frankrig – først i Paris og senere i adskillige opsamlingslejre for uønskede udlændinge. I juni 1939 begynder hendes liv bag pigtråd. Formentlig i september 1942 ender Betty Rosenfelds liv i Auschwitz.
Overgange og nye begyndelser
Som biografist kender Uhl slutpunktet i Betty Rosenfelds livshistorie; han ved desuden, hvad skæbnen byder resten af familien Rosenfeld. For de flestes vedkommende ender livet tragisk – og han er også klar over, at Bettys mange forsøg på at undslippe den sikre død i de tyske dødsfabrikker var forgæves. Hendes død er det faktum, der bliver rammesættende for den livshistorie, der skal fortælles. Det samme, kan man anmærke, gælder dog ikke for Betty selv. Hun har måske haft en abstrakt forestilling eller en vag anelse om, at hendes såvel som andres livstid er begrænset. Denne viden indebærer også et ubetinget (moralsk) ansvar over for det liv, hun agtede at føre. For hende er det dog ikke døden, men livet, som er det meningsskabende faktum.
Livet har vist sig for hende gennem den historiske og personlige udvikling, der udformede sig i løbet af tiden, og især gennem de kampe, som hun alene eller med andre har udkæmpet. Bettys styrke og mod kommer til udtryk i hendes vished om at kunne starte på ny, at kunne begynde på nye opgaver og at kunne handle og være aktiv. Vilje, spontanitet og livsmod fører til afgørende vendepunkter i hendes liv og åbner op for ret så forskellige livsverdener. Selv efter de franske myndigheder anså hende som en trussel mod den offentlige orden og internerede hende i adskillige lejre for mistænklige udlændinge (s. 451) ville visheden om endnu engang at kunne starte forfra ikke forsvinde – i USA, Mexico eller et tredje sted og gerne sammen med Sally Wittelson, ligeledes medlem af de internationale brigader og Bettys kæreste.
For at kunne fastholde den kendsgerning, at Betty Rosenfeld har levet sit liv forfra igen og igen, koncentrer Uhl sig i fortællingen om de overgange, som præger hendes historie. Der er mange forskellige slags overgange. Tidsbestemte overgange følger med den historiske udvikling især i Tyskland, men også i og uden for Europa. Jødeemancipationen i slutningen af 1800-tallet, den første verdenskrig, revolutionerne i Rusland, den voksende totalitarisme i Europa, den zionistiske bevægelse og de begyndende jødiske bosættelser i Palæstina, nazisternes magtovertagelse i Tyskland og forfølgelse af jøder og politiske modstandere, borgerkrig i Spanien, starten på anden verdenskrig, Frankrigs kapitulation i sommeren 1940 og deportation af Europas jøder i de tyske KZ-lejre. Institutionelle overgange markerer cæsurer i en persons liv samt vedkommendes sociale og kulturelle integration i det omgivende samfund. Det er nære hændelser som f.eks. opvækst og skolegang, uddannelse, beskæftigelse, arbejdsløshed og pensionering, indgåelse af ægteskab, familiedannelse og fødsel af egne børn.
Så findes der også spontane overgange; det vil sige de overgange, der er et resultat af den menneskelige spontanitet. At være aktiv og begynde på noget nyt er ensbetydende med at virkeliggøre den bestemmelse, som er grundlæggende for mennesker og som udgør deres frihed og samhørighed. Det anonyme man bliver til en personlighed med en specifik identitet ved at undslå sig for ydre forventninger og ved at lægge forudsigeligheden i måden at være aktiv på bag sig. Livet kan derfor ses som en vedvarende nybegyndelse for den enkelte, og menneskelig spontanitet som værn mod tvang og som oplevelse af fælles styrke, der opstår via de mennesker, man er aktiv sammen. Med de spontane overgange træder det liv frem, som Betty Rosenfeld agter og magter at føre.
Hendes livshistorie er præget af mange overgange; det er biografiens store styrke, at de historiske og institutionelle overgange bliver flettet sammen med de spontane. Fire overgange kan fremhæves som værende de mest markante og skelsættende. For det første lægger Betty lidt efter lidt afstand til familiens liberale overbevisninger og finder et nyt politisk ståsted i socialismen hhv. kommunismen. Hun deltager aktivt i modstandsbevægelsen som svar på den tiltagende nazistiske ensretning af det tyske samfund. Ved anden overgang vælger hun at forlade Tyskland og bosætte sig i Palæstina – og det på trods af, at hun ikke havde meget tilovers for den zionistiske bevægelse og dens ideologi om et jødisk folk af egen blod og race (s. 228). Tredje overgang kan ses som en reaktion på, at Bettys politiske overbevisning ikke var ret velset i Palæstina [det kommunistiske parti var forbudt i det britiske mandatområde]. Desuden følte hun sig mere tiltrukket af de internationale brigader i Spanien, der tog kampen op mod frankisterne.
På trods af en del administrative forhindringer lykkes det for hende og en gruppe ligesindede af sejle fra Haifa til Valenzia via Marseille. Hvor betydningsfuld den overgang er, fortælles indtrængende i en samtale mellem hende og hendes familie i sommeren 1936. Forældrenes indvendinger mod at deltagelse i den spanske borgerkrig afvises. Deres bekymringer var indlysende for hende. Men den sikreste løsning var ikke altid den bedste i livet. Hun havde besluttet sig og var kun kommet for at sige farvel til sin familie, før hun drog i krig. (s. 263)
Den fjerde overgang indledes med et ønske om at sige farvel til hendes søster Ilse; som politisk flygtning var Ilse Rosenfeld på vej til USA. Søstrene ville mødes i Paris for en kort stund; bagefter ville Betty tilbage til Spanien. Betty kom til Paris, men missede søsteren; hun kunne heller ikke vende tilbage til Spanien, da den franske ministerpræsident Daladier i mellemtiden havde lukket for grænsen til Spanien. I Paris begynder et nyt livsafsnit; her kæmper hun for sit daglige brød og mod egen tomgang og sløvhed.
Jeg er begyndt at blive buttet af ikke at kunne foretage mig noget…. Jeg vil få masser af tid, for jeg bliver her indtil videre (s. 371).
Hun er i kontakt med andre tyskere i eksil, fortsætter – så godt det nu kunne lade sig gøre – det politiske arbejde, bekymrer sig om sin familie i Tyskland, søger efter muligheder for at forlade Frankrig og ender som fange i adskillige franske lejre for uønskede udlændinge. Den fjerde overgang er måske den, der er mindst planlagt og mest uforudsigelig. I modsætning til de andre overgange er det oplevelsen af tom tid, der trænger sig i forgrunden. Spanien fremstod som håb, mens tvangsopholdet i Frankrig var forbundet med uvished, tvivl og bekymringer.
Forladthed
De sidste fem år i Betty Rosenfelds livshistorie, altså perioden mellem 1937 og 1942, fylder i Uhls biografi 300 ud af bogens knap 600 sider. Mens perioden i Spanien var fyldt med gode, med levende erfaringer, bliver Frankrig for Betty til en oplevelse fuld af begrænsninger. Hendes og andres frihed, deres virkelyst og politiske aktiviteter indsnævres lidt efter lidt. Betty og kammeraterne måtte regelmæssigt møde op hos den lokale præfekt, de kunne ikke bevæge sig frit omkring i landet. Da de internationale spændinger blev større og konfrontationen med Tyskland tog til, blev Betty, Sally og så mange andre interneret. Den materielle situation forværres efter den franske kapitulation i juni 1940. Måske endnu mere nedslående var dog, at den lille gruppe af internerede såkaldte udenlandsk-tyskere nu begyndte åbenlyst at give udtryk for deres sympatier for nazisterne.
Hvordan kunne det gå an, at de franske myndigheder samlede nazi-sympatisører og forfulgte antifacister i samme lejr. Det var man oprørt over. Begge grupper holdt sig imidlertid på lang afstand af hinanden. (s. 457)
Frygten for at blive udleveret til de tyske besættelsesmagter var allestedsnærværende. Desuden fik Betty og hendes kammerater påtvunget en identitet og et nationalt tilhørsforhold, som de havde svært ved at affinde sig med. Rygterne om, at fransk politi var begyndt i stor stil at fængsle jøderne i Paris, spredte sig. Kommunikationen med omverdenen, med familien, kammeraterne og vennerne er også blevet censureret.
Som læser kunne man have forventet en fortælling med fokus på desperation, apati eller nederlag. Men apati eller desperation spiller ikke en stor rolle i Bettys bevidsthed eller i hendes gøren og laden – og heller ikke i Uhls fortælling. Hun forsøger at opretholde kontakten til familien, så godt det nu kunne lade sig gøre. Megen tid og energi gik med, at skaffe sig et visum og starte forfra igen andet sted. Men omstændigheder blev værre for hver uge, der gik. Relationerne til kammeraterne i lejeren blev vigtigere og vigtigere. At følge et kursus i moderne fransk litteratur eller at lægge makeup og sætte håret, skulle afværge den truende depersonalisering eller ensretning af ens personlighed. Personens autonomi var i den grad kommet under permanent pres.
Bettys hår blæste i vinden, det var vokset og dækkede nu hendes skuldre. Betty havde bemærket, at de unge franske kvinder igen gik med langt hår og satte det op. Hun ville bede Ilse om at sende en god shampoo. Lersæben gjorde hendes hår gråt og klistret. (s. 503)
Det er ikke desperation men forladthed, der trænger sig på som den fremherskende følelse og stemning. Forladthed er en dybere form for ensomhed. Afstanden til verden, bekendte og venner er blevet større og relationerne til andre mennesker er blevet fyldt med usikkerhed og tvivl. Er man ensom, er man alene; dog man har sig selv. Man er sig selv sikker. Kommer et Selv under belejring, så bliver kontakten til omverdenen afbrudt og forvrænget og muligheden af at erfare sig selv i sine relationer til andre er gået til grunde. Det at skrive breve og modtage post er blevet til indholdet i livet (s. 489) – sætninger som den gengiver ret præcist en fornemmelse af, hvor stor afstanden til verden er blevet for Betty. Eller hvad der var endnu værre: Betty føler sig sviget og krænket, da hun erfarer, at hun ikke er blevet indviet i en af hendes kammeraters planer om at flygte fra lejeren. Det er nok at hun [Betty] får mere at vide om min flugt, når det hele er overstået (s. 539). Den opdagelse udhuler hendes selvforståelse som værdsat kammerat. Så er der oplevelsen af, at mange af hendes kammerater og medfangere flygter, sendes hjem, forsvinder eller bliver deporteret. Og lidt efter lidt medfører livet i lejren, at man ikke kun bliver mere ensom – man bliver også ladt alene med sin ensomhed. Ofte er der ikke engang tid til og mulighed for at tage afsked fra hinanden.
Forladthed som en forløber for døden viser sig for det første i Bettys brev til hendes søster Ilse; brevet er fra den 23. august 1942, hvilket er den dag, hvor hun får at vide, at nu gælder det hende og hvor hun bliver tvangsforflyttet til opsamlingslejren Drancy.
Kære Lillesøster! Nu går rejsen altså til Lotte. Håber, at Sally bliver. Skriv til ham! Vær meget tapre! Hilsener, tak til alle. På et glædeligt gensyn: Betty (s. 546)
Bettys sidste rejse – i bogstavelig forstand – starter den 7. september. I Drancy møder hun også Sally igen, Bettys kæreste fra tiden i Paris. Men før rejsen ender for hende den 9. september 1942 i Auschwitz, bliver de to kærester dog adskilt igen. Alle mænd under 50 år måtte kort før Auschwitz forlade toget. Betty Rosenfelds sidste timer bliver gengivet af Uhl på en måde, der viser tydeligt, hvor tæt forladthed og døden er forbundet med hinanden.
Hvis bare han (Sally Wittelson, HE) var ved hendes side nu. Østen er ikke for folk med stofskifteproblemer. Hvad skal hun gøre af sine hænder? Betty forsøger at tage sig sammen. Men hun kan bare ikke mere. Der er kun et par stykker foran hende. Så slår hendes time. Betty står foran en glatbarberet SS-læge med en tallerkenformet officerskasket. Hele hendes krop ryster. (s. 562)
Korte bemærkninger til allersidst
Uhls fortælling af Betty Rosenfelds livshistorie bygger på en intens og meget grundig efterforskning. Hans sympatier med det liv, Betty Rosenfeld har levet, er store; og ligeså nedslået fortæller Uhl om de år, hun tilbragte i franske opsamlingslejre, over transporten til Auschwitz og over den måde, hun bliver sendt i døden på. Fortællingen er autentisk, også fordi der lægges vægt på de kampe i Bettys liv, der har ført til ændringer, nybegyndelser, vendepunkter og overgange. Livet i det nazistiske Tyskland og bag pigtråden i Frankrig gengiver på intens og indlysende vis, hvor tæt frihed og forladthed, levende og tomme erfaringer eller nybegyndelser og fastlåsninger hænger sammen i livshistorien. På den baggrund kan det være, at det sprog Uhl bruger, når han fortæller om Bettys barndom og ungdom, af og til virker (for) idylliserende eller hans beskrivelse af opholdet i Palæstina (for) besøgsagtigt.
Der er også åbne spørgsmål. Som læser spørger man sig for eksempel, om undertitlen mellem davidsstjerne og rødt flag er den rette ramme om den livshistorie, der fortælles. Det er Bettys selvforståelse som kommunist og hendes vilje til nybegyndelser, der udgør drivkraften i livshistorien sådan som den bliver fortalt. Hvor meget davidsstjernen har betydet for hende, forbliver noget uklart. Der er hendes familie, hendes opvækst i et jødisk miljø, den tiltagende antisemitisme i Tyskland og flugten i Palæstina. Hendes liv er imidlertid optaget af politisk aktivisme på venstrefløjen.
I biografier flyder fakta og fiktion tit sammen. Ofte bidrager fiktive elementer i en fortælling til at understøtte faktuelle udsagn. Det kan blive nødvendigt at anvende paralleltekster, når kildematerialet er tyndt eller mangler helt. Uhl motiverer for eksempel Bettys beslutning om at forlade Stuttgart og bosætte sig i Palæstina ved at henvise til, at mange af hendes venner og kammerater er blevet taget til fange af det politiske politi, og ved at lade hende ræsonnere over, hvad der vil ske, hvis hendes navn bliver nævnt i de afhøringer eller hendes skrivemaskine bliver fundet i politiets efterforskninger. Som læser får man ikke ret meget at vide af Betty Rosenfeld selv, hvorfor hun pludselig sidder i et tog til München som første etape på vej til Haifa. Med disse henvisninger virker afrejsen og rejsemålet dog ret plausibel. Fortællingen bliver dog lidt for romanagtigt og patetisk, når Uhl prøver på at give udtryk for hans egne sympatier med Bettys følelser over for de nationalistiske udlandstyskere, der befandt sig i samme lejr som de politiske fanger. Så lader han Nazi-Berthe vandre rundt i lejren med udkig efter træer, der kan bruges til at knytte de politiske fanger op på (s. 470). Men det kan jo også være, at der nogle gange er brug for at smøre tykt på – blandt andet for at vise, hvor anspændte de politiske og ideologiske modsætninger i de franske opsamlingslejre har været og hvor stor en indflydelse nazisternes besættelse af Frankrig har haft på den politiske kultur i lejrene og for den franske nation selv.
Bogen udkom på tysk i 2022 i Schmetterling Verlag (Stuttgart) med titlen: Betty Rosenfeld – Zwischen Davidstern und roter Fahne. ISBN 3-89657-036-6. Biografien består af 12 kapitler, et forord, en henvisning til læsere og en appendiks på knap 100 sider med anmærkninger, kilder, forkortelser, kort, personregister mm. Desuden er bogen udstyret mange illustrationer. 12. kapitel giver et rids over (forsømmelser i) den tyske Vergangenheitsbewältigung (opgør med fortiden). Bogen er på i alt 672 sider; dens forfatter er Michael Uhl; han er født i 1971 i Stuttgart, er historiker og ekspert i det spanske sprog; hans Ph.d.-afhandling med titlen Mythos Spanien handler om de internationale brigader i den spanske borgerkrig.
Citaterne i dette bidrag er oversat fra tysk af Hans Elbeshausen.
Skriv et svar