Forbindelser – fra multikulturel mangfoldighed til tværkulturel dialog

Alt har sin tid. Det gælder også for forbindelser.dk som et tidsskrift om kulturel mangfoldighed. Tidsskriftet så dagens lys i 2004 med et dengang påkrævet og set i bakspejlet noget idealistiske formål, nemlig at berette om og om muligt også at fremme kulturel mangfoldighed i Danmark. I knap 20 år har de danske folkebiblioteker været i tidsskriftets fokus som et frirum, et mulighedsrum og et eksperimentarium for integration. På bibliotekerne og i forbindelser kunne og skulle dansk kultur og tradition brydes med udfordringer fra en verden, der tit blev oplevet som fremmed og til tider også som inspirerende.

En overvejelse med tidsskriftet har dengang været at skabe mulighed for i dobbelt henseende at nedtone bibliotekernes givne selvreference og at få dem til at se verden og organisation med de andres øjne. Om tidsskriftet faktisk har bidraget til mere og bedre integration eller om det ”bare” har tilvejebragt mere viden om sameksistensen af parallelle kulturer – dette er vanskeligt at afgøre. Som det er med så mange andre begreber, så har integration også en omtumlet historie bag sig og har skiftet ham en del gange i de næsten tyve år, tidsskrifter har eksisteret. Havde redaktionen fra starten af haft styr på, hvad den mente om og ville med integration, havde det i dag været nemmere at kigge tilbage og stille et velafvejet regnskab op.

Organisatorisk klarhed og kulturel essens eller hybride samarbejder og mangfoldige kulturelle udtryksformer, har været konstante omdrejningspunkter for, hvordan forbindelser har positioneret sig i forhold til en omskiftelig omverden og den nye uoverskuelighed. For biblioteker som institution bevægede sig på den ene side inden for givne politiske rammer og var på den anden side fortaler for, at der altid burde være en passende afstand mellem offentlige institutioner og det politiske system. Dette dilemma har også smittet af på tidsskriftets indhold. Og det var især institutionsfjerne skribenter som Nur Beier eller Ahmet Demir, der har forholdt sig kritisk til den faktiske integration i Danmark.

Tager vi første artikel fra 2004 og sidste artikel fra 2023, så afspejler de ret godt de store eller små fremskridt i forhold til de forventninger, som var knyttet til forbindelser.dk som kulturel mangfoldigt tidsskrift. Første artikel om det urolige bibliotek handler om en institution, der var urolig over, at der ikke var ro (nok) på biblioteket. Som udgangspunkt følte personalet sig forpligtet til at værne om de brugere, man kendte til, og beskytte dem mod larm og mylder. Såkaldte institutionsuvante brugere skulle opdrages til at begå sig på biblioteket. Imidlertid måtte institutionen nok sande, at man forsvarede et brugsmønster, som stammede fra en længst svunden tid og ikke passede til en åben og moderne organisation.

Hvordan opnås en god blanding mellem åbne, inkluderende og anerkendende brugsmønstre på den ene side og en hensynsfuld, empatisk og hjælpende interaktion på den anden side – det var dengang en af de udfordringer, det urolige bibliotek skulle finde et svar på. Den dag i dag møder man samme udfordring – muligvis i eksponeret form. For den accelererende sociale differentiering og kulturelle mangfoldighed i det danske samfund samt de nye medier har i de sidste 20 år gjort det af med forestillingen om typiske biblioteksbrugere, der hovedsageligt ser sit bibliotek som læserum eller studerekammer.

Sidste artikel fra marts 2023 stiller spørgsmålet om den rette blanding mellem det fremmede og det kendte ud fra et formidlingsperspektiv. For institutionen gælder det om at skabe eller være en åben platform, hvor viden og ikke-viden om kulturelle forskelle mødes og hvor et gensidigt forpligtende engagement opstår i forhold til aktuelle presserende udfordringer som bæredygtighed, klima og diversitet. Andre kulturer og leveformer skal anerkendes som værende fremmede for os; samtidigt er det nok også nødvendigt med viden om et fælles tredje – et mulighedsrum, hvor det hidtil ukendte og fremmede bliver transformeret til en kendt og anerkendt anderledeshed – for os selv og for den anden.

Artiklen gør sig til fortaler for skønlitteraturen som autonom og universel form, der appellerer til menneskenes eksistentielle vilkår; litteraturen medvirker således til, at vi i genkendelsen af det fremmede i de andre også ville kunne genkende det fremmede i os selv. Det fremhæves, at biblioteker med fokus på skønlitteraturen er med til at forsone det fremmede med det kendte. Lignende tanker findes i artiklen Litteraturen som interkulturel aktør fra 2012, hvor det er den narrative imagination, der gør det muligt at sætte sig i den andens sted og derved fremme interkulturel empati. Det interessante ved argumentationen er, at det er litteraturen, der agerer gennem sin evne til at fremme imaginationen.

Som yderligere inspiration skal der henvises til ”The new human landscapes of Iceland”, skrevet i 2017 af Kristin Vilhjálmsdóttir – på det tidspunkt interkulturel projektmanager på Reykjaviks By- Bibliotek. Projektet og artiklen afspejler på en særlig måde, hvordan kunst og sprog er med til at skabe et fælles ståsted, hvor den kulturelle, biografiske og sproglige mangfoldighed kan komme til udtryk. Integration betyder i den henseende først og fremmest at lade erfaringer og fortællinger, der har været afgørende i den enkeltes livshistorie, vise sig gennem landskaber og steder, forsynet med symboler på et kort over Island og Reykjavik.

Tidsskriftets overordnede mål var blandt andet at fremme indsigten i kulturer, der er fremmede, at udvikle dialogbaserede kommunikations- og formidlingsformer på tværs af kulturer og at inspirere til kulturmøder. Der en pæn del artikler, der i tidens løb er blevet skrevet med det formål for øje. Og så er det jo et spørgsmål, om folkebibliotekerne ser sig som porten til det åbne eller til det danske samfund. Måske er ”The new human landscapes of Iceland” det projekt og den artikel, der kommer nærmest tidsskriftets og bibliotekernes målsætning om det ligeværdige kulturmøde.

Folkebibliotekerne søger efter organisatorisk klarhed i alle de år; udfordringen har bestået i at udvikle en organisationsform, der egner sig bedst til både at nå flere brugere og at holde fast i de såkaldte kernebrugere. Positionerne og koncepterne for biblioteksudviklingen på det multi-kulturelle område har været kontroversielle, men i mange henseender nytænkende. Diskussionen startede i 2004 med en begrebsmæssig afklaring og spørgsmålet: skal danske folkebiblioteker være tehuse, væresteder, klubber, forsamlingshuse, videnscentraler eller læringscentre? De skulle nok være mange ting på en gang, og det kunne også godt lade sige gøre, så længe der var penge i de kommunale kasser og i udviklingspuljerne. Der blev skabt en projektkultur og en projektøkonomi. Om det altid lykkedes at få de mange projekter forankret i institutionens dagligdag, skal ikke diskuteres her. Men der var mange projekter, som blev skrevet om i forbindelser.dk. Og forbindelser.dk så sig selv som arkiv for udviklingsprojekter. Nogle skal nævnes her, også for at vise den brede vifte af initiativer og projekter, som biblioteker har givet sig i kast med: Multidansk – udvikling af en hjemmeside om sprogstimulering; IT-guideforeningen og IT for Folket – i samarbejde med bibliotekerne i Urban-området; Vollsmoses vuggevise – om sprogstimulering som kunstnerisk projekt; Bibliotekar som streetwalker i den offentlige forvaltning; Avislæsning som målgrupperelateret kulturarbejde; Limboland – en debatfilm i samarbejde mellem Filmselskabet Zentropa og folkebiblioteker; Ta’ nu stilling – meningsdannelse på bibliotekerne; Med Bogstart til Sprogstart; LITTLAB – et litteraturlaboratorium; Samskabelse på Glostrup bibliotek; SHERPA – om folkebibliotekernes internationale samarbejde.

Det er hovedsagelig sprogstimulering, litteraturformidling og læselysten, der har været i centrum for de fleste projekter, som der berettedes om i forbindelser.dk. Mere krævende var det at udvikle organisationsformer, der var attraktive, nytænkende og inddragende nok til at tilgodese de etniske minoriteters integrations- og informationsbehov. Det lykkedes at finde interessante og interesserede aktører på den kommunale og kunstneriske scene, som godt kunne se en merværdi i samskabelsen – det nye mantra siden 2010 og fremefter. Somme tider kunne det være nødvendigt at fjerne sig fra kendte institutionelle rammer, hvis hensigten var at gøre målgruppens identitet, historie og levevilkår mere synlig. Et godt eksempel er artiklen Tag stemme – En fortællerkreds for Kvindelige Asylansøger, skrevet af Signe F. Hansen og Line Westerdahl; her var socialt entreprenørskab den betydningsbærende idé for projektet. Grundlæggende for de nævnte initiativer og projekter var dog, at de skulle legitimere folkebibliotekerne og synliggøre institutionens værdi for det danske samfund – en ikke nem opgave pga. de voksende nedskæringer og den øgede politiske bevågenhed. Set med brugernes øjne har projektkulturen også et kynisk element i sig: ofte blev der vakt interesse og forventninger, som der igen skulle drosles ned på, når bevillingen var brugt op og en fortsættelse var tvivlsom.

Hvad angår organisatorisk klarhed skal der fremhæves to artikler: en debatartikel fra 2004 og et provokerende indlæg fra 2020. I 2004 efterlyser Jytte Christensen, daværende udviklingschef på Odense Centralbibliotek, mere kvalitet og kritiserer folkebibliotekernes forretningsmodel og formidlingskoncept på det multikulturelle område for ikke at leve op til målgruppens kollektive informations- og vidensbehov. Det er nødvendigt med klare prioriteringer, med kvalitetsbevidsthed og øget succeskontrol; hvad det sidste punkt angår, er det private erhvervslivet et forbillede, som folkebiblioteker kunne bruge som rettesnor – i 2004 uhørte tanker. I den anden bemærkelsesværdige artikel fra 2020 skelner forhenværende biblioteksleder Frank Nørregaard mellem to adfærdsformer, der direkte påvirker biblioteksudviklingen eller manglen på denne: kendt praksis og erfaringens rutiner er ens med en altid-allerede-forventning, mens man med en endnu-ikke-projektion stiller skarpt på det nye og ukendte, på ikke-viden og på fremtidige udfordringer. Den første adfærdsform er vanedannende, den anden er urovækkende. Og i folkebibliotekernes nye forretningsmodeller burde der gerne tages højde for de endnu-ikke velkendte opgaver, selvom dette vil medføre mere uro på bibliotekerne. Men adfærdsformen endnu-ikke-projektion vil formentlig give mere genlyd hos politikerne – artiklen er en præcis iagttagelse af måske alle organisationers dilemma, nemlig at finde balancen mellem ekstern tilpasning og intern integration samt nytænkning og angsten for forandring.

Ser man nærmere på en tredje konfliktlinje, nemlig mellem modernitet og traditionalisme, så er der ikke mange artikler, der kommer ind på den stivnede traditionalisme i de etniske miljøer i Danmark. Der er forståelig nok en del tanker om tørklædets brug i det offentlige rum; for der skulle jo skrives om dette emne pga. den konstante politiske italesættelse. Nur Beiers artikel om ”Falske jomfruer” tydeliggør ridserne i et alt for kulturnostalgisk blik på kultur og køn i Danmark. Hun påpeger, at den maskuline traditionalisme forsøger at tæmme seksualitetens anarkistiske kraft ved at ophøje jomfruelighed til et – religiøst motiveret – ideal i etniske communities. Vilkårene for den sociale kontrol har dog i mellemtiden ændret sig. I højteknologiske samfund kunne man efterleve idealet og samtidig tilsidesætte det – via et gynækologisk kunstgreb. Kunstige mødomme muliggør ikke kun de etniske pigers ret til at bestemme over egen krop og tilsidesætte kulturens sociale kontrol. De vil også ændre magtbalancen kønnene imellem og øge den (tvær)etniske seksuelle tiltrækningskraft. Artiklen slutter med et lidt sarkastisk udsyn: det er gynækologerne, der er blevet til integrationens helte og skaber et frirum til integration – i hvert fald på det område. Hvad der er på spil, når køns- og generationsspecifikke emner kommer i fokus på den kulturelle integration, kan på den ene side henføres til den tiltagende sociale kontrol og er på den anden side udtryk for, at empowerment, usædvanlige læreprocesser, fortællinger om rollemodeller og mønsterbrydere har haft effekt – og dem var der en del artikler om.

Hvad kommer der nu?

Det er lidt åbent, hvad der følger efter forbindelser.dk som et tidsskrift om kulturel mangfoldighed i Danmark. I overskriften for denne opsamling står som centralt stikord: tværkulturel dialog – og der tænkes på artikler, notater og portrætter, der kommer ind på Tyskland, på tysk kultur og litteratur og på institutioner i det tyske kulturliv. Det er ikke aktualitetsprincippet, men det mindre kendte, det oversete og det, som der ikke lægges mærke til i den danske medieoffentligheden, der vil stå i centrum for den nye version af forbindelser.dk. Det må gerne blive sådan, at emner, debatter og tendenser i Danmark danner klangbunden for det tyske indhold, der tages op og skrives om. Det dialogiske princip omfatter også danske stemmer, som er velkomne til at ytre sig – enten som kommentarer eller som supplement og korrektiv. Om dialogen lykkes, må tiden vise. Forbindelser.dk er på mange måder en endnu-ikke-projektion. Jeg håber, at projektet giver mening også for andre end mig.

Tak

Til sidst vil jeg gerne sige tak til alle, som har bidraget til forbindelser.dk og som har brugt tid på at læse de enkelte bidrag. Og det var ret så mange. De første otte år har tidsskriftet nok været en del af den kollektive biblioteksudvikling på det multikulturelle område – med mange bidrag fra praksis, med meget erfaringsopsamling og med institutionelle innovationer. Tak til dem, der var med til et løfte projektet i flok. Derefter var de spændende bidrag af mere individuel karakter, dvs. det var den enkeltes arbejdsområde eller interessefelt, der var i fokus. Antallet af bidragsydere blev mindre og biblioteksområde gled lidt i baggrunden. Tak til dem, der stadig havde noget på hjertet, som de ønskede at formidle gennem forbindelser.dk. Læserne vil jeg især takke for deres interesse, kritik og kommentarer.

Ligeledes gælder min store tak Jakob Smith. Jakob har fra starten af sammen med Peter Skov være drivkraften på det tekniske område. De designede websiden, som Jakob så programmerede – på kompetent vis og på frivillig basis. Det var også Jakob, der stod for moderniseringen af forbindelser.dk. Han er den dag i dag til rådighed, hvis der er noget, der skal fikses. Uden ham ville web-tidsskriftet ikke have været muligt. Og jeg håber, at han fortsætter sit gode virke også efter at forbindelser.dk har skiftet fokus.

Til allersidst skal Ågot Berger have en kæmpe tak. Hendes store viden og endnu større engagement har overhovedet gjort det tænkeligt, at forbindelser.dk så dagens lys. Det målgrupperelaterede kulturarbejde var for Ågot en del af en større politisk proces; bibliotekerne skulle forandre sig, således at de etniske minoritetsgrupper i social og kulturel henseende kunne blive en anerkendt part i det danske samfund: biblioteker som frirum for integration.

Redaktionen