Mere og andet end bare lektier
Der drives tilbud om lektielæsning for tosprogede mange steder – Vollsmose Bibliotek har haft et sådant tilbud i 3 år -, men på det sidste er en lidt ny stil begyndt at tegne sig. Udover den almindelige åbne lektiecafé, hvor man kan komme ind fra gaden og se, om der er en frivillig, der har tid og faglig baggrund til at hjælpe én, kan man nu også bestille tid uden for de to eftermiddage om ugen, hvor lektiecaféen er åben – typisk alene med en hjælper. Uden for den almindelige åbningstid bliver tilbuddet mest benyttet af unge og voksne, der er i gang med en uddannelse og finder de faglige krav i gymnasiet og på uddannelserne lige voldsomme nok til at klare med det – ofte glimrende – dagligdags dansk, de behersker.
Muligheden for at tilbyde denne lektiehjælp udover folkeskoleniveau er kommet til veje på to måder: Dels har vi været usædvanligt heldige med nogle gode og stabile frivillige – vi kan for øvrig sagtens bruge flere, men hvem kan ikke det? -, som blandt andet tæller pensionerede lærere, en biokemiker, en teknikumstuderende og en mediestuderende, altså folk med stor faglig baggrund og bredde. Dels har biblioteket åbnet dørene for en tidligere folke- og teknisk skolelærer med en meget bred faglig baggrund, der efter en længere sygdomsperiode er på vej tilbage på arbejdsmarkedet, og derfor er sendt i arbejdsprøvning 30 timer om ugen, for at se hvilke belastninger, han kan klare.
Denne lærer udtaler:
”Vollsmose Bibliotek er et herligt sted! Her er usædvanligt højt til loftet og plads til at bevæge albuerne. Man har faktisk givet mig carte blanche til at tilrettelægge min hverdag, som jeg finder det mest hensigtsmæssigt. Når det dertil kommer, at jeg i den grad har savnet at undervise, må man sige, at dette tilbud faktisk er ”gefundenes fressen” for én som mig.
Den service, vi kan give, spænder utroligt vidt. Her er alt fra børn i 1. – 2. klasse og børn fra modtageklasse, der næsten intet dansk kan, til faderen, der vil lære matematik på 8. klasse niveau for at kunne hjælpe sine børn med lektierne, til unge, der skal have hjælp med ansøgninger om boligstøtte eller opholdstilladelse, til … Tjah, jeg bruger meget tid på en dame, der har været skolelærer i Irak, og nu tager læreruddannelsen på merit i Danmark. Hende læser jeg teoretisk pædagogik med. Også for danske studerende er teorier af folk som Bourdieu, Ziehe, Foucault og Giddens noget, der kan få det til at isne koldt ned af ryggen. Når man så først har lært dansk som voksen og kommer fra et land med et helt andet begreb om, hvad læring er for noget og om, hvilke roller skole, samfund og individer spiller, så kan det godt være en hamper mundfuld! Jeg er meget glad for at hjælpe hende, både fordi det giver mig lejlighed til at beskæftige mig lidt med teoretisk pædagogik igen – det har jeg ikke gjort i små tyve år, og i min seminarietid gik jeg meget op i det, men i hverdagens skoleliv er der knap tid til den store teoretisering – og fordi jeg synes, det ville være et kæmpe ressourcespild, hvis hun ikke bestod en dansk lærereksamen. Jeg tror, hun har en hel masse at give en dansk folkeskolehverdag!
Her er et lille hjertesuk på sin plads. Hvorfor kan folk, der har studeret pædagogik på universitetet dog ikke lære at udtrykke sig på et nogenlunde forståeligt dansk, når de skriver artikler? Er der tale om en ny slags ”lærd latin”, der sikrer, at kun de, man mener, er berettigede til at fremkomme med deres meninger – læs: Har bestået en universitetseksamen -, har en mulighed for at forstå, hvad talen drejer sig om? Man savner en Løgstrup, en Holger Henriksen, en Jens Sigsgaard, der kunne udtrykke sig på et kort og fyndigt dansk, så man ikke er tvivl om, hvad de mener! Er en af Bourdieus pointer ikke netop den symbolske magtanvendelse i sproget og den bekræftelse af dominans, som den sproglige magtudøver demonstrerer? Og selv om seminarieuddannelsen selvfølgelig ikke må blive teoretisk udhulet, var det måske muligt for seminarielærerne at give de studerende nogle klarere oversigter over, hvad der er hvad i den pædagogiske debat. Man vil så gerne have tosprogede lærere ind i folkeskolen. Hvorfor tilrettelægger man så uddannelsen, så de er næsten sikre på at blive hægtet af?
Lidt noget lignende gør sig gældende med den gymnasie- og handelsskoleungdom, der benytter sig af tilbuddet. Her kan jeg – især hos pigerne – se en afgørende forskel på det læringsbegreb, de har med hjemmefra, og det læringsbegreb, de møder i skolen. Mange af pigerne er glade for et fag som tysk. Her møder de en hel del grammatisk udenadslære, og med hensyn til at kunne udtrykke sig sprogligt føler de sig nogenlunde på linje på med deres danske klassekammerater – de er nogenlunde lige dårlige! Anderledes med fag som dansk og engelsk: Engelsk fordi de ganske enkelt ikke har haft den massive mur af engelsk/amerikansk påvirkning, som danske unge har været udsat for. Der er set arabisk eller tyrkisk fjernsyn og hørt populærmusik fra hjemlandet i stedet for! De sidder derfor med, hvad jeg kalder en solid gang kvajeangst for at udtrykke sig og måske blive til grin overfor deres langt mere engelskvante klassekammerater. Mere derom senere!
Når det gælder dansk på gymnasieniveau, som først og fremmest er et fag, der handler om undersøgelse af litteratur og kommunikation, – det tekniske med hensyn til stavning, tegnsætning, læsehastighed osv. osv. forudsætter gymnasiet – måske lidt naivt – mere eller mindre er på plads, så de unge ikke skal bruge alt for meget af deres opmærksomhed på den side af sagen! – er de unge tosprogede også noget så gevaldigt på den. Gamle professor Mogens Jansen skelner mellem tre lag i forståelsen af en tekst:
At læse på linierne – at kunne læse og forstå, hvad der rent faktisk står.
At læse mellem linierne – udfra sin forforståelse, fornemmelse for inferens osv. at kunne forstå det, der ikke er direkte udtrykt i teksten, men ligger som et mere eller mindre skjult budskab (Hvem sagde for øvrigt læsefælleskaber? Hvordan få en forforståelse af en tekst, når éns kulturelle bagland og udsyn på verden ligger milevidt fra en vestlig forfatters?)
Og at læse bag linierne – at træde tre skridt tilbage fra teksten og se den i en kulturel sammenhæng, altså at forholde sig kritisk til den.
For nyligt havde jeg en meget sigende oplevelse med en ung pige fra 3.g. Hun sagde:” Min lærer siger hele tiden, jeg skal være kritisk. Men hjemmefra er jeg opdraget med, at en god pige ikke stiller spørgsmål til, hvad far siger. En god pige hører efter og gør, hvad der bliver sagt. Jeg kan da ikke være kritisk hele tiden. Det kan jeg slet ikke holde ud!” Og hun hører endda til blandt de mest vestligt orienterede!
Og så tilbage til engelsk! For at modvirke ”kvajeangsten” lidt, har biblioteket givet mig lejlighed til – det er s’gu dejligt, når man selv kan tilrettelægge sin tid og sin indsats! – at lave et lille kursus på 4 gange 4 timer om lørdagen, når de unge har fri. Det går på lidt sjove og tankevækkende kommunikationsøvelser på engelsk, så folk rent faktisk ikke kan undslå sig fra at tale engelsk. Ikke så meget for at lære noget nyt, men for bedre at benytte sig af det, man rent faktisk kan. Tilslutningen har ikke været enorm, men de, der kommer, synes meget glade for det. I det hele taget – og det gælder al lektiehjælpen – er det noget af oplevelse som lærer, at eleverne kommer og takker én for den hjælp, de får, når man er vant til at undervise skoletrætte Brian og René på Teknisk Skole! Hvis det går som jeg vil – og det gør det! -, vil man én af de kommende lørdage kunne se undertegnede og flok Vollsmoseunge i Midtbyen, hvor de leger guider på engelsk!
Andre små projekter Lektiecaféen har gang i, og som man vist skal lede lidt for at finde andre steder:
En henvendelse fra Dalum Uddannelsescenter, hvor man har en gruppe på ca.10 gartnerlærlinge fra Bulgarien, som man underviser på en blanding af engelsk og dansk, så de kan få et dansk svendebrev som gartnere. Vi har kunnet sætte to timer af om ugen, hvor de kan komme og få lektiehjælp. Det bliver så interessant at se, hvor god hjælp vi kan yde, når talen er om sprøjtemidler – de står overfor at skulle bestå eksamen som sprøjteførere!
En ung mand fra Libanon på 25 skal bestå en skriftlig eksamen – Dansk prøve 3. Hvor heldigt, at vi har tid og rum til at ”coache” ham 3 – 4 gange to timer ugen inden han skal op. Vi må så håbe, at det ikke er for meget krammet ind for sent!
Jeg kan også nævne en ung pige – 18 år -, der går på produktionsskole. Af egen drift har hun henvendt sig for at lære at skrive dansk. Historien er, at hun fra ca. 3. – 8. klasse har gået på arabisk friskole, og hendes dansklærer var ikke indfødt dansker. Hendes skriftsprog er mildest talt elendigt – og dog – hun skriver bare som hun hører det, og hun er nogenlunde konsekvent i sine stavemåder, ligesom hun ikke vender meget om på bogstaver. Talesproget synes at fungere. Ingen mærkelige ordstillinger og mærkelig brug af forholdsord. Læsning synes også rimelig, men mange ord af fremmed oprindelse – f. eks. basketball – kender hun ikke, så der er næppe tale om egentlig ordblindhed. Det kan godt være, at en sådan opgave ligger ud over, hvad vi har tid, faglig ekspertise og ressourcer til, men hvad der forbavser mig, at ingen har gjort hende opmærksom på, at der findes sådan en ting som Forberedende Voksen Undervisning. Kan vi ikke andet, kan vi da optræde som rådgivere og få hende i gang med sådan et forløb evt. kombineret med produktionsskolen. Jeg synes, det er så imponerende, at hun selv vil videre, så der må findes på noget, så hun ikke bliver standset!
I det hele taget har det været en enormt spændende faglig udfordring at tage op. Jeg har fået brug for så mange facetter af min viden – jeg har hjulpet med bl.a. begynderspansk, begynderfransk, tysk, engelsk, dansk, pædagogik, matematik, samfundsfag, ja, sågar min næsten 40 år gamle latin har jeg måttet støve af! Kun må jeg give op, når de kommer med deres 2.g. matematik og fysik (Der er noget, der skriger inden i mig, når man bruger frække ord som cosinus, tangens og vektor!), men det er der da heldigvis andre, der kan tage sig af!”
Skriv et svar