Ahmet Demir undrer sig over den holdning, som udsatte etniske minoritetsforældre har, når det gælder børnenes skolegang. Forældrene mener: at når de har afleveret børnene i skolen, så har de også afleveret ansvaret for deres børn til skolen. Det er således skolen, der skal sørge for alt. På denne baggrund spørger han: Hvordan kan et mere dynamisk samarbejde mellem skole og hjem udvikles?

Hvad driver unge til at ofre deres liv for en ekstrem religiøs overbevisning? Med mit indlæg vil jeg belyse emnet med henblik på at forstå ekstreme religiøse holdninger og radikalisering.

Har Integrations-Danmark brug for positive fortællinger? Findes der opløftende beretninger om den etniske hverdag i Ishøj, Gellerup, Vollsmose, Vapnagård eller Brøndby Strand? Og hvordan finder man frem til de opløftende og reelle fortællinger om det mangfoldige liv i Danmark?

Nej til vold mod børn. Vold og svigt har ingen hudfarve, klasse eller religion. Forældre vil gerne være betydningsfulde for deres børn. Vold mod børn har ikke noget med Islam at gøre. Med udgangspunkt i det spirende generationsopgør i Indvandrerdanmark, som Yahya Hassans digte står for, argumenterer Ahmet Demir for nødvendigheden af at fortsatte det tværkulturelle familieterapeutiske arbejde.

Socialminister Karen Hækkerup kom i maj med en markant politisk udmelding om, at familier med anden etnisk baggrund skal trækkes i deres sociale ydelser, hvis familiens børn ikke passer deres skole og/eller begår kriminalitet. Ahmet Demir gør rede for, hvorfor den straffende hjælp ikke er en gangbar vej til forøget forældreansvar.