Om fri-rum og med-rum: med Canada som spejl

Offentlige biblioteker i Canada

Det er vigtigt at holde sig for øje, at det canadiske biblioteksvæsen på nogle punkter er forskelligt fra det danske. Selvom de multikulturelle udfordringer muligvis er de samme i begge lande, så vil den institutionelle ramme dog have indflydelse på, hvordan biblioteksinstitutionen svarer på disse udfordringer. Derfor er det oplagt først i korte træk at beskrive, hvordan institutionen er organiseret. Her støtter jeg mig til en oversigtsartikel fra 2008, skrevet af Virginia Wilson.

Canada er i modsætning til Danmark et land med en føderal styringsform – og oven i købet en ret decentraliseret udgave af føderalismen. Mens parlamentet i Ottawa tager sig af de overordnede opgaver som f.eks. forsvar, udenrigspolitik eller postvæsen, har delstaterne bemyndigelse til at lovgive på social- og uddannelsesområdet. På visse område som f.eks. skat eller landbrug deler de centrale institutioner og delstaterne ansvaret imellem sig. Så er der også et tredje, et kommunalt niveau, der kan sidestilles kommunerne i Danmark. Her varetages de lokale politiopgaver, sikres finansieringen af skoledriften eller udføres byplanlægningen. Fordelen ved landets føderale styringsform er, at der i videst muligt omfang kan tages hensyn til regionale og lokale behov og forskelle. Et minus kunne til gengæld være, at varetagelsen af opgaven i de enkelte provinser, regioner og kommuner varierer så meget fra hinanden, at den enkelte borgers levevilkår opleves som uens.

Ligesom i Danmark er også de offentlige biblioteker i Canada underlagt en bibliotekslov. Mens der findes én lovbestemmelse i Danmark, har man i Canada en lov i hver provins eller region – med undtagelsen af Quebec, som ingen bibliotekslov har. Bibliotekerne finansieres via midler, der såvel stammer fra kommunernes som delstaternes pengekasse. Man bruger dog ikke den samme fordelingsnøgle i alle delstater. I nogle tilfælde betaler delstaten den største del af udgifterne; i andre tilfælde er udgifterne mere ligelig fordelt mellem kommunerne og delstaterne. Desuden understøtter centralregeringen biblioteksudviklingen vha. særlige projekter; også civilsamfundets organisationer eller private sponsorater bidrager gennem frivillige og finansielt til biblioteks drift.

Det enkelte bibliotek styres – i reglen – af et biblioteksnævn, som kan være sammensat forskelligt, men de omfatter i reglen repræsentanter fra den offentlige sektor og privatpersoner, der udnævnes for et antal år af gangen. Nævnets opgaver består mestendels i at kontrollere budgetter, udforme en bibliotekspolitik og styre det strategiske udviklingsarbejde i forhold til den vision og mission, som politisk valgte enheder har vedtaget. County of Grande Prairie Library Board fremhæver således, at nævnet har sørget for oprettelsen af nye biblioteker, nye finansieringskilder og en bedre teknologi. Gennem rådgivning, kompetenceudvikling og koordinerende aktiviteter understøtter delstaternes bibliotekssystem de lokale biblioteker – opgaver, der normalt varetages af centralbibliotekerne i Danmark.

Wilson tydeliggør i artiklen den store forskellighed i det canadiske bibliotekssystem; den vedrører terminologien, bibliotekstyper, organisationsformer og funktioner. Hun afslutter med en interessant metafor. De offentlige biblioteker fungerer som livline i et land, hvor ubeboede arealer er så store, at befolkningen kan føle sig lille og ubetydelig.

Livline-metaforikken er interessant; med livliner forbinder man at blive reddet fra en eksistentiel trussel. Med til billedet hører, at livliner hænger uden på redningsbåde, og de bruges af dykkere i kommunikations øjemed eller – i den moderne version – er livliner kontaktpersoner, der i en quiz hjælper med sikker viden. I overført betydning opretholder man gennem livliner kontakten med omverdenen. Det vil sige, de offentlige biblioteker skaber sammenhold og fremmer den sociale kapital, idet de fungerer som et sted, hvor ensomheden kan brydes, mennesker kan mødes og relationer kan skabes. Biblioteker ser sig ikke som et frirum, men som et samlingspunkt og et sted, hvor man kommer hinanden ved, eller de er, sagt med et kunstord, et med-rum.

Bibliotekernes svar på de multikulturelle udfordringer

A World of Information

Library and Archives Canada, hvis funktion kan sidestilles Kulturstyrelsens opgaveportefølje på biblioteksområdet, udgav i 1994 rapporten A World of Information: Creating Multicultural Collections and Programs in Canadian Public Libraries. Udgivelsen var en respons på, at den accelererede sociale og kulturelle diversitet. Hensigten med rapporten var at anskueliggøre udadtil, hvad bibliotekerne allerede har gjort, og fremhæve indadtil, hvad man burde fortsætte med at gøre. Samlinger, services, programmer og arrangementer skulle tilpasses den nye mangfoldighed i behov, kulturvaner og dannelse. At opbygge multilinguale samlinger og at inddrage brugerne, når samlingerne skal opbygges og vedligeholdes – dette hører ifølge rapporten til de vigtigste opgaver. ”This information connection is essential for ethnocultural minority groups and for the libraries themselves” (Library and Archives 1994, s.2). Det er således ikke samlingen eller brugerne, men relationen mellem samlingen og brugerne, der tydeligvis har rapportens hovedinteresse.

Rapporten starter med at give et svar på, hvordan man skaber, indretter og udbygger multilinguale samlinger og kortlægger kommunens minoritetsprofil. Centralt er brobyggende aktiviteter mellem biblioteket og minoriteterne på den ene og minoriteterne og biblioteket på den anden side. Der gives råd og vink om den fremadrettede organisering af det multikulturelle arbejde. Faglige netværk og partnerskaber foreslås som hjælp til især biblioteksnævnene, når de udformer deres strategier og formulerer bæredygtige politikker på området.

A World of Information er på sin vis en typisk biblioteksrapport – det vil sige en værktøjskasse, der tilbyder hjælp til biblioteker, der ønsker at forny eller udvikle deres service til etniske minoriteter. Rapporten Frirum til Integration eller KITAB udvalgets (Bibliotekarforbundet 1990) redegørelse om retningslinjer for flerkulturel biblioteksbetjening kommer ind på mange af de i A World of Information nævnte opgaver, emner og problemstillinger. De biblioteksfaglige problemstillinger har i begge lande mange lighedspunkter. Det, der adskiller de canadiske erfaringer ret så afgørende fra de danske, er den integrationspolitiske ramme. Canada er et pro-immigrations land, der fremmer indvandring og integrerer tilflytterne på multikulturelle præmisser. På denne baggrund var det ikke nødvendigt med at italesætte biblioteker som frirum. I den officielle politik fremstår det kulturelt mangfoldige samfund som en berigelse og en tilførsel af ressourcer – en politik, der stemmer fint overens med de offentlige bibliotekers værdigrundlag om fri adgang til information, kulturel demokrati og social anerkendelse.

Working together

A World of Information var på sin vis en mellemstation. Kendetegnende for rapporten og centralt for den efterfølgende praksis har været relationsarbejdet, den brobyggende kapital i de lokale samfund samt de muligheder hhv. udfordringer, der er forbundet med biblioteksbetjeningen af etniske minoriteter. Imidlertid er det dominerende perspektiv bibliotekernes syn på de multikulturelle udfordringer. Det er biblioteksinstitutionen og dens publikum, der skal udvikles og derved nærme sig hinanden. Udviklingen sker fortrinsvis på institutionens præmisser. A World of Information har bidraget med stabiliserings- ikke med mulighedsviden.

Stabiliseringsviden (Engeström 2007) er en vidensform, der gør et komplekst og problemfyldt fænomen som biblioteksbetjening af etniske minoriteter mere enkelt, således at udfordringerne lettere kan håndteres. Stabiliseringsviden er nødvendigt for at finde sig tilrette i en kompleks verden; men denne vidensform holder fast i det kendte. Mulighedsviden har til gengæld fokus på muligheder for forandringer og forandringernes muligheder. Det indebærer en indsigt i, hvorfor den forhåndenværende viden ikke længere er brugbar, hvad et nyt syn på tingenes stilstand kunne bestå i og hvordan man giver forandringen en retning og fremmer den nødvendige transformation. Ifølge Engeström er mulighedsviden først og fremmest handlingsviden, idet man gennem handlinger åbner op for nye muligheder. Det projekt, der fulgte på A World of Information handlede om at undersøge betingelserne for mulighedsviden i bibliotekskontekst.

Working together var et samarbejdsprojekt mellem forskellige biblioteksenheder i fire delstater. Udvælgelsen skete ud fra forskellige faktorer. Socioøkonomiske indikatorer som armod og lavindkomst var et sæt af kriterier. Desuden spillede den manglende tilknytning til arbejdsmarkedet i form af arbejdsløshed eller underbeskæftigelse en central rolle. Man har også været opmærksom på demografiske faktorer som gentrificering eller etnisk oprindelse. I distriktet North Central Regina for eksempel ligger andelen af urbefolkningen på 40 %; i Greystone distriktet (Halifax) udgør beboere med afrikansk oprindelse omkring 15 %.

Formålet med Working together var at udvikle innovative værktøjer til bibliotekssektoren. De skulle være egnet til at fjerne de systemiske barrierer, der forhindrede udsatte grupper og borgere i at føle sig inkluderet i kommunen og velkommen på biblioteket. Man startede i 2005 og sluttede godt og vel efter 2½ år. Indregner man The libraries in Marginal Communities Demonstration Projekt, der startede 2004 og varede halvanden år, så taler vi om en sammenlagt projektperiode på lidt over 4 år. Working together fik en del inspiration fra Storbritannien. (se linket: John Pateman – “Relationships: the heart of a community-led library service” Edmonton Public Library 26 Jun 2013)

Biblioteker som opholdsstue – metaforer som systemisk barriere

Men hvad vil det sige at skabe en social innovation, der kan bremse den sociale eksklusion og fremme social inklusion? Dette spørgsmål kan bedst besvares med afsæt i det metaforiske koncept library as a living room.

The Community-led Libraries Toolkit (CLLT) er resultatet af en firårig udviklingsproces. Her læser man, at offentlige biblioteker og mange af deres brugere ser biblioteket som living room. Metaforen kaster især lys på det familiære ved og det naturlige i at besøge og færdes på et bibliotek. Alle menes at være fortrolige med at besøge stedet; her kan man føle sig hjemme; her kan man møde rare og hjælpsomme mennesker. Intet virker fremmed. Spørgsmålet, der imidlertid fik denne sikre sokkel, som biblioteksinstitutionen ellers hviler så trygt på, til at ryste, lyder: Er biblioteket især bibliotekarens og de brugeres opholdsstue, der deler bibliotekarens værdier? Forholder det sig virkelig sådan, som bibliotekerne antager, at alle føler sig hjemme og ubesværet kan begå sig i denne opholdsstue. Den røde tråd, der går igennem værktøjskassen, illustreres ved følgende citat:

Many librarians were hesitant to discuss social inclusion issues with us because they believed that the library already was inclusive. Some librarians cited long open hours, appropriate physical access, and creative programming as evidence of inclusiveness. Other defined inclusiveness by describing their own comfort level serving anyone who walked through the library’s doors and by their personal commitment to developing original programming. The dilemma for the Project was to have discussions about inclusion that went past personal definitions and further than asset-focused examples. (CLLT 2008; s. 10)

Ifølge rapporten er det ikke nok at koncentrere sig om bibliotekets syn på integration eller forståelse af inklusion eller eksklusion. I stedet er det vigtigt at få øje på faktorer, der på et strukturelt plan hæmmer integrationsopgaven, fordi brugere ikke føler sig anerkendte og derfor slet ikke besøger biblioteket. Det er de systemiske barrierer, der er årsagen til, at biblioteket ikke er en opholdsstue for alle. Antagelsen er, at det ikke er manglende kendskab til bibliotekets mangfoldige tilbud men institutionens habitus og værdier, der afholder ikke-brugere fra at blive brugere. Konsekvensen er, at det ikke er nok med en mere målrettet formidling. Vigtigt er derimod at beskrive og forstå de systematiske forhindringer.

I værktøjskassen findes en række eksempler på systemiske barrierer. Det mest slående er, at selve katalogsystemet, der skulle give adgang til informationer, ofte opleves som en forhindring, når det gælder om at få adgang til viden og informationer. Systemets emneord og gruppeinddelinger virker tit fremmede eller diskriminerende for brugere, hvis kulturelle, religiøse eller personlige holdninger kun til dels afspejler sig i katalogets semantik eller organisationsprincipper. For urbefolkningen i Nordamerika kan det være afgørende for inklusionen, om der bruges Indians of North America eller Native People – Canada som emneord (Feliciter 2013). Et andet eksempel, man kunne henvise til, vedrører klassifikation af seksuelle minoriteter. Kataloget skal give mening for dem, der bruger det.

Først når biblioteket opleves som meningsfuld helhed, føler man sig hjemme i opholdsstuen – for at vende tilbage til metaforen. At gøre sig de systemiske barrierer bevidste og overvinde dem – det har været ét af de centrale skridt hen mod et inkluderende bibliotek. Bibliotekets selvforståelse som en åben institution er ikke blevet taget for givet. Derfor har man i Working together fra starten forsøgt at granske institutionens habitus, dens værdier, arbejdsrutiner og kommunikationsmåder for at hindre biblioteket i at skabe barrierer mod egen vilje. ”For libraries to be truly accessible, we must acknowledge and address the barriers that socially exclude people face. Libraries efforts to ensure institutional inclusion should be comprehensive and systemic.” (CLLT 2008; s. 21) Med andre ord: ikke bibliotekaren alene, men medlemmerne af etniske, religiøse eller sociale fællesskaber er i stand til at pege på barriererne og sammen de biblioteksansatte at overvinde dem.

Det kræver et fællesskab at kunne skabe et bibliotek

Udsagnet stammer fra Kenneth Williment, Community Development Manager på de offentlige biblioteker i Halifax (Williment 2009). Der argumenteres for, at det muligvis er den enkelte bruger, der opsøger biblioteket, men at vedkommende tager de erfaringer og kulturelle værdier samt den forståelseshorisont med sig, som er virulente i den eller de fællesskaber, han/hun er en del af. Ud fra denne community-tilgang defineres udviklingsopgaven som krydsbefrugtning mellem fællesskabet, den enkelte og biblioteksinstitutionen.

Community development librarian er en bibliotekar med en bred portefølje af opgaver, der består i at kunne identificere kollektive behov, udvikle værktøjer til at imødekomme disse behov og endeligt at bidrage til fællesskabets kollektive empowerment. At udvikle fællesskaber har været målet; målet skulle nås ved at skabe et inkluderende bibliotek, ved at re-definere institutionelle forudsætninger og skabe en daglig praksis, der udvikler fællesskaber ud fra fællesskabernes behov. Biblioteker har givet afkald på en enstrenget formidlingspraksis. Når momentum hidtil har ligget på institutionens banehalvdel, så skulle initiativet nu flyttes over i fællesskabernes halvdel. Der skulle institueres en dialogisk praksis, som både nedbryder de systemiske barrierer og samtidigt skaber en kollaborativ samarbejdsbasis.

 

 

Working together har i den forbindelse udviklet to koncepter og otte konkrete værktøjer. Begge dele bliver ret detaljeret beskrevet i CLLT 2008. Værktøjerne er grundigt beskrevet. Koncepterne vil jeg kort komme ind på. Første koncept har fået betegnelsen Public Involvement Continuum. Konceptet gør rede for de forskellige faser i inklusionsprocessen. I den ene ende af kontinuummet finder man det klassiske formidlingsprogram: opsøgende biblioteksarbejde, forskellige literacy-programmer og marketingtiltag. I den anden ende har man det dialogiske perspektiv: partnerskaber, brugerpaneler og fælles service- og materialeudvikling. Out-reach initiativer eller det opsøgende arbejde vurderes med en vis skepsis, når det gælder om at udvikle fællesskaber. Bibliotekaren fremstår snarere som institutionens repræsentant end som fællesskabernes talerør eller dialogpartner.

We as library staff are not the experts on what our communities want or need in terms of library services—the community is the expert. It is our job to ensure that we develop a library service that reflects the community’s needs and vision. We do this with them, not for them. (CLLT 2008, s.28)

På baggrund af denne indsigt og ud fra målsætningen om at fremme relationerne communities og institutionen har projektbibliotekerne udviklet et såkaldt Community-Led Service Planning Model (CLSPL). I modellen, der udvider det traditionelle biblioteksarbejde, anvendes to overordnede sæt kriterier: a) vurdering af fællesskabet og kortlægning af deres behov; b) planlægning og levering af services og materialer. I rapporten og Williments artikel fremhæves de dialogiske og kollaborative elementer i CLSPL, så som at tilbringe tid i enkelte fællesskaber, at lære deres behov at kende og i fællesskabet at tilrettelægge funktioner og roller. Modellens krav til bibliotekaren er store. Især det relationelle arbejde kræver ændrede holdninger og nye kompetencer. I CLLT finder man på s. 136 en jobannonce. Det fremgår af annoncen, hvor vigtigt det er føle hjemme i forskellige fællesskaber og at kunne agere i ukendte sociale og kulturelle omgivelser.

Building relationships and partnerships with the community in order to consult with them is the foundation of this model. Understanding the community’s needs as the community expresses and prioritises them is essential to developing and enacting the Community-Led Service Planning model. This approach ensures that socially excluded community members, as well as socially mainstream community members, are represented in library planning, services, and policy development. (CLLT 2008, s. 26)

The Community-Led Service Planning model præsenteres i CLLT som et værktøj til at planlægge og strukturere bibliotekernes nye og inkluderende praksis med. Betragtes modellen udelukkende som teknisk redskab, forbliver de metaforiske kvaliteter i mørket. Modellen er imidlertid også et resultat af en firårig udviklingsproces, som har bevirket, at biblioteker og respektive fællesskaber ser og arrangerer deres indbyrdes relationer på en ny måde. Biblioteket er blevet en institution med inkluderende arbejdsrutiner og kompetencer, tværkulturelle services og materialer samt en dialogisk selvforståelse. Sammenlignet med den tidligere praksis ledes institutionen kollaborativt og dens omverden inddrages aktivt i planlægningen.

 

Morgan (1998) skriver, at metaforen tydeliggør specifikke kvaliteter og styrker i organisationer og deres omverdensforståelse – og de enkelte metaforer gør det på forskellig vis, de skaber forskellige indsigter og lægger op til forskellig praksisser. Bliver f.eks. de metaforiske kvaliteter, der knytter sig til the library as a livingroom, sammenlignet med The Community-Led Library, så træder ikke kun et afvigende syn på inkluderende processer frem, rammen for den daglige praksis vil også være forskellig. Med opholdsstue-metaforen lægges der vægt på det familiære, det kendte og hyggelige. Ved The Community-Led Library er det derimod det fremmede, ukendte og det, der kan fremkalde usikkerhed, i fokus.

Working with Communities … can be scary. … This fear may be caused by the unknown, such as not knowing how community members will respond to you, what they will request, how to respond as staff person. (CLLT 2008, s. 28)

Hvis biblioteker vil være mere og andet end oaser (eller safehouses) i en mangfoldig og fremmed omverden, så må institutionen rekonstrueres på fællesskabernes præmisser – det er denne indsigt, som knytter sig til The Community-Led Library’s metaforiske kvaliteter.

Konklusion

Integrationsbibliotekaren i Danmark og community development librarian i Canada benytter sig langt hen af vejen af de samme metoder og værktøjer i det daglige arbejde. I Bibliotekaren som streetwalker (Elbeshausen & Weisbjerg 2004) gøres f.eks. rede for, hvor vigtigt relationsarbejde og empowerment er, hvor nødvendigt samarbejde med andre faggrupper og partnerskaber er og hvilke kompetencer der kræves, når bibliotekaren åbent skal kunne agere i forskellige rum. Der er dog også betydelige forskelle på bibliotekernes integrationsarbejde i Danmark og Canada.

På det terminologiske plan taler man i en dansk kontekst om integration, i en canadisk om inklusion hhv. eksklusion. I Canada har man først og fremmest øje for fællesskaber (communities), som er i landet og bosat i nærsamfundet. Fællesskabernes behov gøres til bibliotekernes ledetråd. I Danmark fokuseres på fællesskaber, når det gælder deres etniske oprindelse. Men med det funktionalistiske integrationsbegreb kommer den enkelte hurtigt i fokus: hans uddannelsesbehov og skoleegnethed, hendes arbejdsmarkedsparathed, for at nævne tre centrale stikord. Integrationspolitikken er nok det område, hvor afstanden Danmark og Canada er størst. En pro-immigrationspolitik står over for en stram eller restriktiv indvandrerpolitik.

I den canadiske bibliotekskontekst var tre metaforiske koncepter på spil. De samlende overskrifter var: bibliotek som livline og som opholdsstue og endelig the community-led library. Koncepterne responderer forskelligt på inklusionsopgaven; de fremhæver specifikke kvaliteter i bibliotekernes selvforståelse og praksis. The community-led library, som er det mest vidtgående koncept, giver nok udtryk for indsigten, at biblioteker er fællesskabernes (communities’) institution; det vil sige, at udgangspunktet ikke er et bibliotek, der formidler dets tjenester og materialer til fællesskaber eller den enkelte. Det er fællesskabernes behov, der afgør, hvad der tilbydes, hvor det tilbydes henne og hvordan det formidles. Det er heller ikke kun brugernes, men lige så meget ikke-brugernes behov, der arbejdes ud fra. Derfor spiller også det opsøgende biblioteksarbejde en mindre central rolle i the community-led library. Det kræver ifølge Williment et fællesskab, når biblioteker skal skabes, udvikles eller nytænkes.

Med frirum-metaforen tager folkebibliotekerne i Danmark både afstand fra den sociale kontrol, der udøves i de etniske fællesskaber, og en restriktiv integrationspolitik. Bibliotekernes selvforståelse og biblioteksloven baserer sig på, at brugernes informationsbehov er ligeværdige og at alle borgere har ret til viden og oplysning. Derfor giver frirum-metaforen stadig mening, især når det drejer sig om ikke at være myndighedsudøvende. Imidlertid har vi at gøre med et paradoks, idet ”the way of seeing created through a metaphor becomes a way of not seeing” (Morgan 1998, s. 6). Bruger man de canadiske projekterfaringer som spejl, kan man måske få øje på frirum-metaforens blinde pletter, som er et åbent syn på fællesskaber og en inkluderende dialog med ikke-brugere. Morgan forslår at tage flere og forskellige metaforer i brug, når man ønsker at få en rigere forståelse for bibliotekers multikulturelle praksis og deres komplekse omverden. Dette vil hjælpe til at få bugt med metaforens paradokser.

I overskriften til artiklens første del blev ordet med-rum brugt – i opposition til frirum. Med-rum er et kunstigt ord, der kun giver mening i kraft af, at ordet står i opposition til frirum. Man kunne være fristet til at anskue biblioteket som medborgercenter. Begrebets metaforiske kvaliteter er tydelige; med-rum er det sted, hvor medborgere mødes. Imidlertid er medborgercenter-konceptet blevet skabt ud fra en institutionel logik. Working together fremhæver imidlertid også kollektive behov som en ledetråd for bibliotekernes nyorganisering. Et tilløb til en definition af ordet med-rum kunne være: biblioteker skaber med-rum ved at styrke den enkeltes selvagtelse, at understøtte marginaliserede gruppers samfundsmæssige ligeberettigelse og ved at fremme den gensidige anerkendelse mellem majoritets- og minoritetssamfundet. Dette sker ved at biblioteker organiserer den viden og stiller de informationer til rådighed, der afspejler individuelle såvel som kollektive vidensbehov blandt socialt og kulturelt marginaliserede grupper. Individuelle og kollektive vidensbehov udvikles i en dialogisk proces med fællesskaberne.

Litteratur:

Bibliotekarforbundet; KITAB-Udvalget (1990). Retningslinier for flerkulturel biblioteksbetjening
Bibliotekarforbundet

Brynskov, M. (2007). På biblioteket er alle lige. Bibliotekspressen 15/2007. http://www.bf.dk/sitecore/content/Bibliotekspressen/Bladet/~/media/Bibliotekspressen/bladet/2007/15/PDF.ashx

Canadian Library Association (2013). Feliciter – Supporting Changing Demographics Vol. 59(3)

Elbeshausen, H., & Weisbjerg, B. (2004). Bibliotekaren som street-walker: model for Biblioteksarbejdemed etniske minoriteter. forbindelser. dk. Et tidsskrift om kulturel mangfoldighed, 23.

Engeström, Y. (2007). From stabilization knowledge to possibility knowledge in organizational learning. Management learning, 38(3), 271-275.

Frirum til integration (2001; 2. udgave). Udgivet af Statsbiblioteket i samarbejde med Århus Kommunes Biblioteker. Århus 2001

Hiebert, D. (2009). Exploring Minority Enclave Areas in Montréal, Toronto, and Vancouver. Citizenship and Immigration Canada

Kongsgaard. L.F. (2014). Multiteoretisk praksis i socialt arbejde. Frederiksberg : Samfundslitteratur

Lakoff, G., & Johnson, M. (1980). Metaphors we live by. Chicago: University of Chicago Press.

Library and Archives Canada. (1994). A world of information: creating multicultural collections and programs in Canadian public libraries. J. Godin (Ed.). National Library of Canada.
http://www.lac-bac.gc.ca/obj/005007/f2/005007-210.1-e.pdf

Morgan, G. (1998). Images of Organization. The Executive Edition. San Francisco : Berrett-Koehler Publishers.

Rasmussen, H. K. (2000). Dem og os: det multi-etniske Danmark. Tiderne skifter.

Reitz, J. G. (2011). Pro-immigration Canada: Social and economic roots of popular views. Institute for Research on Public Policy

Waldenfels, B. (2006). Grundmotive einer Phänomenologie des Fremden. Frankfurt am Main: Suhrkamp.

Waldenfels, B. (2008, 2.edition). Grenzen der Normalisierung (Vol. 2). Suhrkamp

Walks, R. & Bourne, L. S. (2006). Ghettos in Canada’s cities? Racial segregation, ethnic enclaves and poverty concentration in Canadian urban areas. The Canadian Geographer/Le Géographe canadien, 50(3), 273-297.

Williment, K. W. (2009). It takes a community to create a library. Partnership: the Canadian Journal of Library and Information Practice and Research, 4(1).

Wilson, V. (2008). Public libraries in Canada: an overview. Library Management, 29(6/7), 556-570.

Working Together Project. (2008). Community-Led Libraries Toolkit. Human Resources and Skills Development Canada. Retrieved from http://www.librariesincommunities.ca/resources/Community-Led_Libraries_Toolkit.pdf