Om fri-rum og med-rum: på jagt efter en samlende metafor

Frirum til integration

Omkring 2000 udkom rapporten Frirum til Integration. Her kortlægges for første gang de etniske minoriteters benyttelse af de danske folkebiblioteker i de multikulturelle brændepunkter: Vollsmose (Odense) samt Hasle og Gellerup (Århus). Brugergruppen er siden 2000 blevet endnu mere broget, end den var på det tidspunkt; dens låneadfærd og brug af biblioteksrummet har ændret sig i takt med, at de førstkommende er blevet en etableret og accepteret del af det danske samfund, mens de sidstankommende brugergrupper håber på og regner med at blive det. I de tilbageliggende 15 år er der kommet såvel nye materialer og services som nye koncepter og konceptioner til. I dag tilbydes f.eks. virtuel lektiehjælp og et bredt vifte af sprogstimulering inden for rammen af det almindelige folkebibliotek, af lærings- eller medborgercentre.

Mens biblioteket, de etniske brugergrupper og bibliotekarens kompetencer har ændret sig i takt med at den politiske, sociale og kulturelle kontekst i Danmark og i verdenen har forandret sig, så kunne der dog ikke rokkes ved den samlende overskrift for biblioteksbetjening af etniske minoriteter. Nu som før ser biblioteker sig på det område som et frirum til integration. Umiddelbart virker denne metafor ikke videre indlysende, med mindre man til dagligt arbejder med integrationsopgaver på et bibliotek. Hvad bibliotekarerne forstår ved frirum til integration, det får man en fin forklaring på i Bibliotekspressen (15/2007).

Metaforer giver erfaringerne retning

Her henvises der til rapporten fra 2000 med formuleringen: det er uproblematisk for børn og unge – også for eksempel arabiske teenagepiger – at komme på biblioteket. Det var netop den arabiske teenagepige, der gav inspiration til frirum-metaforen. For pigen, der ville undslippe dagligdagens sociale kontrol, fungerede biblioteket ifølge rapporten som et frirum. Men også voksne kan benytte sig af biblioteket som et uforpligtende mødested – hvor ingen har krav på dig. Desuden henvises til den i 2007 sig påtrængende (og i dag endnu mere uundgåelige) debat om ytringsfrihed, demokrati og tolerance. Her hedder det sig i artiklen: i en verden med religiøse og politiske polariseringer er det vigtigt at kunne gå på biblioteket og se, hvad der sker omkring én i et neutralt rum.

Frirum til integration betyder derpå: biblioteket er det sted, hvor brugerne er fri for de andres forventninger og kun skal det, de selv har sat sig for. Her bliver man hverken underlagt de ”rigtige” meninger eller skal flage for de rette værdier. De andre: det være sig forældre, de etniske netværk eller myndighedspersonerne, der følger med i ens færden i det danske samfund. Det at have et sted til selvbestemt handling samt at have fri adgang til viden muliggør – ifølge fortællingen – den frie meningsdannelse og understøtter den enkeltes selvoplysning. Biblioteket træder frem som neutralt sted, hvor borgeren undslipper det ideologiske mylder og får ro og tid til besindelse og dannelse (inkl. meningsdannelse). Ved frirum forstås en slags helle eller et beskyttelsesrum for den enkelte; her kan brugeren ”tage fri” fra at være tilpasset eller assimileret. Håbet er, at frirummet inkl. fravær af myndighedsudøvelse fremmer den gensidige dialog og integration. En stærk metafor og en overbevisende fortælling.

I højt organiserede samfund er det vigtigt med institutioner, der beskytter frihedsrettighederne, der giver fri og gratis adgang til informationer og der befordrer den enkeltes selvdannelse og læring. Det er denne side af bibliotekets virke i forhold til etniske minoriteter, der fremhæves i og gennem frirum-metaforen. Metaforen er imidlertid også et svar på den integrationspolitiske dagsorden, der var fremherskende omkring 2000. I den integrationspolitiske værdikamp var bibliotekerne først og fremmest optaget af spørgsmålet: Hvordan kan institutionen og bibliotekaren undgå at blive spændt for vognen af en restriktiv og assimilatorisk integrationspolitik? En vigtig diskussion både dengang og i dag.

Men er frirum-metaforen i dag stadig dækkende, samlende og identitetsskabende i forhold til de mange facetter og opgaver, som bibliotekernes integrationsarbejde er sammensat af? Betyder brug af frirum-metaforen, at aktiviteter, værdier og selvforståelser, som integrationsbibliotekaren er optaget af, ikke fremhæves tydeligt nok? Er bibliotekernes integrationsdiskurs flettet så tæt ind i frirummets semantiske net, at det bliver vanskeligt at italesætte den daglige praksis på ny måde og med mere præcise begreber? Vigtige og først og fremmest åbne spørgsmål.

Artiklen har sat sig for at finde et svar på nogle spørgsmål ved at stille danske erfaringer over for erfaringer fra Canada. At det er Canada hænger sammen med, at landet betragtes som et af de få lande i verden, der fører en politik, der ikke begrænser, men tilskynder tilflytningen af indvandrere. For brugen af det metodiske perspektiv gøres rede for i næste afsnit.

Om metaforer og respons

Metaforer tilhører oprindelig retorikken og er en slags forskudt betegnelse. I stedet for cykel kan man f.eks. bruge jernhest. Selvom man ingen jernheste møder til dagligt, bliver det metaforiske udtryk alligevel forstået på grund af en vis lighed mellem hest og cykel. Om metaforen jernhest bruges ironisk eller humoristisk, beskrivende eller æstetisk afhænger dog af talens eller tekstens kontekst.

Dette ældre syn på metaforen er blevet grundlæggende ændret i de senere år. Især den kognitive lingvistik har peget på, at metaforen har den særlige evne at strukturere vores tænkning. Gareth Morgan, der har set nærmere på, hvordan metaforer bruges i organisationer, skriver således, at metaforer udøver en prægende indflydelse på sproget, videnskaben og måden at tænke, se eller udtrykke sig på (1998). Lakoff & Johnson mener ligefrem, at vores begrebssystem er af metaforisk natur (1980) og at mange af vores handlinger er struktureret ved hjælp af specifikke metaforiske koncepter. For eksempel vil metaforen livet er en rejse få én til at benytte sig af særlige begreber og ord samt at strukturere hverdagens praksisser på en måde, der afviger fra det ordvalg, der er bundet op på metaforen livet er en kamp. Metaforens kerne, skriver Lakoff & Johnson, består således i at opleve og forstå en type ting og handlinger gennem ord og begreber, der stammer andetsteds fra. Sproget frisætter og fastholder, skriver Leif Kongsgaard (2014) – det gør metaforer også, kunne man tilføje.

Vender vi tilbage til det metaforiske koncept biblioteket er et frirum, bør vi både være opmærksom på metaforens indhold, altså de ord, bibetydninger og semantiske relationer, der forbindes med frirum, og på det faktum, at metaforiske koncepter præger sproget, opfattelserne af objektet og handlinger. Selvom eller måske fordi metaforer er strukturerende i forhold til den praksis og kontekst, de bliver brugt i, fremmer de dog kun en partiel forståelse af denne kontekst og praksis. De fremhæver visse aspekter, mens de skjuler andre. Frirum-metaforen for eksempel fremhæver den enkeltes behov for selvbestemmelse, læring og selvdannelse, mens de aktiviteter og services, der handler om kollektiv empowerment og hjælp til selvhjælp træder i baggrunden.

At fremhæve hhv. at skjule – denne indbyggede formåen kan betyde, at metaforer begrænser eller hæmmer bibliotekets re-organisering og at afstanden mellem de gøremål, der gennem metaforen fremhæves, og de gøremål, der faktisk foregår i biblioteksrummet, bliver for stor. Begge dele kan medføre støj i bibliotekarens og brugernes selvforståelse. I Danmark er der i tidens løb blevet bragt en række andre metaforiske koncepter i spil: bibliotek som port til det danske samfund; bibliotek som port til det åbne samfund; bibliotek som kontaktzone. Det er dog sådan, at frirum-metaforen har vist sig at være aldeles robust. Dette har mange årsager, som ikke skal drøftes nærmere her.

Det er dog også på plads med yderligere en overvejelse; den hænger sammen med, at metaforer lige som al anden tankevirksomhed, praksis eller organiseringsmåde er et svar eller en respons på ukendte udfordringer. Jeg skrev i indledningen, at frirum-metaforen var bibliotekernes svar på den politiske diskurs, der drejede sig om de etniske minoriteters integration i det danske samfund og bibliotekernes insisteren på oplysning og dannelse. Man kan imidlertid spørge sig, om det givne svar var fyldestgørende i forhold til de udfordringer og den nye uoverskuelighed (Habermas), som de postindustrielle og postnationale samfund så sig konfronteret med.

Den tyske filosof Waldenfels (2006; 2008) har i mange af sine videnskabelige værker beskæftiget sig med disse ukendte udfordringer og har karakteriseret dem som udefrakommende, fremmede og påtrængende, idet de sætter spørgsmål ved etablerede kognitive og praktiske adfærdsmønstre. Det nye og fremmede, som blandt andet folkebibliotekernes frirum-metafor er et svar på, er på den ene side den voksende tilflytning af etniske grupperinger til Danmark og på den anden side den deraf afledte udfordring, om det danske folk kunne opretholde sin selvforståelse som ethnos eller stamme. Begge fænomener har været forholdsvis ukendte i den nyere danske historie; de indikerer samtidigt, at den siden 1900 kendte sociale orden er ved at blive afløst af en type af orden, der i første omgang eroderer den nationale rammesætning om samfundet. For bibliotekernes vedkommende dukkede nye spørgsmål op: Hvordan skal et kulturelt mangfoldigt bibliotek indrettes? Hvordan skal materialerne klassificeres? Hvilke normer og værdier skal være gældende og for hvem? Der skulle findes nogle svar på disse og flere spørgsmål uden at man vidste, hvordan det rigtige svar så ud eller hvordan det skulle gives.

Ifølge Waldenfels er det nødvendigt med en særlig form for responsivitet, der skyldes det ukendtes status som nyt og fremmed. Han skelner mellem svar, der gives for at udfylde et videnshul, og svar, der gives med henblik på at indkredse og tilnærme sig et ukendt fænomen. Ved det første svar videregives informationer, som den ene part råder over og den anden part har efterlyst. Et eksempel kunne være et svar på spørgsmålet: Hvem har skrevet bogen ”Det stærke folkebibliotek”? I det andet tilfælde forholder det sig sådan, at der svares på et fænomen, som ikke på forhånd lader sig afgrænse og hvor det givne svar opkaster nye spørgsmål. Her opfindes eller skabes svaret, mens det bliver givet.

For eksempel har udformningen af biblioteksbetjening for etniske minoriteter været en langvarig proces, hvor svaret ikke var givet på forhånd. Bibliotekerne skulle reagere på et nyt fænomen – om de ville eller ej. Det var selve fænomenet, der bragte bibliotekerne i en situation, hvor det var nødvendigt med respons. De kunne ikke lade være med at respondere, hvis den hidtil eksisterende praksis ikke skulle stivne og blive ubrugelig. Det svar blev krævet samtidig med, at udformningen af en ny type bibliotek stod på. Eller sagt på en anden måde, selve udformningen af ”det etniske bibliotek” var et forsøg på et svar. Der var imidlertid ingen, der kunne komme med et autoritativt svar. Og hvad der er lige så afgørende: kun de parter kunne deltage i svarprocessen, der også var involveret i udviklingsprocessen. Tilskuere eller neutrale iagttagere findes ikke i denne proces.

Med disse anmærkninger kan vi præcisere hensigten med artiklen. Vores antagelse er, at Canada og Danmark har givet forskellige svar på, hvordan biblioteksbetjening i multikulturelle samfund skal udformes. Det, der samler de danske erfaringer, er frirum-metaforen. Hvordan har det canadiske biblioteksvæsen reageret på den øgede tilflytning af etniske minoriteter? Hvilken samlende metafor har bibliotekerne i Canada udviklet? – et svar på disse spørgsmål giver mulighed for både at stille danske over for canadiske erfaringer, få øje på nye muligheder og at få et mere nuanceret billede af den multikulturelle udfordring.

Jeg starter med en kort gengivelse af, hvordan det multikulturelle Canada er blevet til.

Multikulturalisme: mellem integration og inklusion

Bibliotekerne i Canada har på grund af den vedvarende indvandring igennem flere generationer været særlig opmærksomme på medborgere, der er født uden for Canada. Som kommende brugere af bibliotekernes services og materialer har især de udenlandske medborgers ethno-kulturelle herkomst og deres særlige informationsbehov påkaldt sig bibliotekarens opmærksomhed.

Den øgede opmærksomhed kan delvis forklares med, at migrationsraten var ganske høj, og delvis med et basalt skift i integrationspolitikken. Omvendt kan landets politik på integrationsområdet mere eller mindre direkte aflæses af, hvordan bibliotekerne har udformet deres services, organiseret det praktiske arbejde i og udenfor biblioteket eller har tilrettelagt deres formidlingsaktiviteter. Materialepolitik, referencearbejde, kompetenceudvikling for bibliotekets personalegrupper, den aktive brugerdialog eller bibliotekernes selvforståelse ændrer sig i takt med, at migrationsmønstret skifter på grund af ændrede politiske prioriteter.

Siden 1950 er den canadiske migrationspolitik i flere omgange blevet ændret grundlæggende. I 60-erne er indvandringen blevet internationaliseret. Canada stod fra nu af også åbent for personer fra andre verdensdele end Europa. I 1971 fastslog den canadiske premierminister Trudeau således, at multikulturalismen var landets officiel politik. Denne politik blev senere stadfastet i grundloven. I Multiculturalism Act 1988 fastlægger man, at ”multiculturalism reflects the cultural and racial diversity of Canadian society and acknowledges the freedom of all members of Canadian society to preserve, enhance and share their cultural heritage.” Canada kan efter dette skift karakteriseres som ”one of the industrial world’s leading pro-immigration countries.” (Reitz 2011)

Efter en længerevarende recession ændres politikken igen i 80erne. I stedet for at begrænse indvandringen er den blevet udvidet yderligere, således at der er tale om masseindvandring. Dette skift blev primært begrundet med henblik på de økonomiske og demografiske muligheder, der knytter sig til indvandringen. Gennem forceret indvandring samt bedre integration (Hiebert 2009) skulle nationens velstand og velfærd sikres. Hans Kornø Rasmussen har fremsat de samme argumenter i Danmark. Han skriver, at omvæltningerne ”i det danske samfund er så omfattende og gennemgribende, at indvandring både er nødvendig og ønskelig.” (Rasmussen 2000, s. 84)

Promoting integration

Imidlertid er de kulturelle og sociale følger af den forcerede indvandring hurtigt blevet synlige i bybilledet og samfundet. En tilflytning af gennemsnitligt 245.000 indvandrere hvert år, hvilket svarer til 0,7 % af den samlede canadiske befolkning på 35 millioner, har ændret samfundets demografiske profil radikalt. Andelen af indvandrere fra Asien, Afrika eller Vestindien er vokset så kraftigt (Walks & Bourne 2006), at emner som ”visible minorities”, racisme eller armod og marginalisering i udsatte boligområder diskuteres i socialpolitikken såvel som i byudviklingen.

Trods alt nyder multikulturalisme bred opbakning i den canadiske befolkning. Knap en femtedel mener, at der er for mange udlændinge; ligeledes mener godt 20 % at den årlige immigrationsrate er for høj. Men set i en international målestok udviser den canadiske befolkning stadig en aldeles stor tilslutning til immigrationen og landets multikulturelle selvforståelse. Og selv den femtedel, der ytrer sig kritisk, foreslog immigrationsrater, der ligger langt over sammenlignelige landes (Reitz 2011). Økonomiske interesser og den brede tilslutning til multikulturalisme medfører, at Canada fortsætter med at føre en pro-immigration politik. Men der blev også peget på, at den canadiske immigrationsmodel skal moderniseres. Dette bliver blandt andet begrundet med, at beskæftigelse og lønninger for immigranter udvikler sig i en negativ retning – og det på trods af, at indvandrernes kvalifikationer stadig er højere end hos den hjemlige befolkning (Reitz 2011). De økonomiske interesser, der knytter sig til indvandringen, samt den virkelig brede tilslutning, som multikulturalisme i næsten alle sociale lag nyder, betyder, at den canadiske politik også i fremtiden vil satse på en forholdsvis høj immigrationsrate.

I forlængelse af den officielle immigrationspolitik skulle de canadiske folkebiblioteker forholde sig til to separate men sammenhængende dagsordner. I økonomisk henseende var det nødvendigt at sørge for, at de mange immigranter med de ret forskellige kulturelle baggrunde hurtigt kommer ud på arbejdsmarkedet. Biblioteker understøtter indirekte såkaldte knowledge-credentials networks, der vurderer immigranternes kvalifikationer og sørger for en hurtigt og effektiv fordeling af tilflyttet arbejdskraft. Bedre informationer om efterspurgte kvalifikationer, et effektivt vurderingssystem og skræddersyede human-ressource-management programmer var tænkt som redskaber til hurtig social og kulturel integration inklusive tilknytning til arbejdsmarkedet.

Den anden dagsorden omfatter sociale emner som fattigdom og eksklusion eller socialgeografiske emner som social mobilitet, ghettodannelse, den socioøkonomiske profil og udviklingsdynamikker i minoritetsenklaver. For ca. 10 år siden begyndte bygeografer og byplanlæggere at interessere sig for følgevirkninger af den høje immigration. Mens økonomerne var optaget af immigranter som potentiel arbejdskraft, koncentrerede bysociologer og -geografer sig om samspillet mellem det sociale rum og de sociale relationer, der udvikler sig disse steder. I en undersøgelse af minoritets­enklaver i Montréal, Toronto og Vancouver kommer Hiebert (2009) frem til en række konklusioner.

To centrale konklusioner i forhold til artiklens problemstilling er:

• at enklaver i de undersøgte byområder er karakteriseret ved en omfattende kulturel diversitet. ”Mixed minority enclaves” defineres ved, at 70 % af befolkningen tilhører gruppen ”Visible Minorities” (Visible minorities er en sammensat gruppe)
• at arbejdsløshed og overførselsindkomster er højere og indkomsten er tilsvarende lavere, sammenlignet med byen som helhed.

Bysociologiske undersøgelser viser, at integrationsspørgsmålet ikke udelukkende relateres til jobmuligheder eller fjernelse af kulturspecifikke barrierer, så som sprogfærdigheder eller kulturel empati. Social inklusion i ethno-kulturelle bydele er et vigtigt emne, hvis man vil undgå socioøkonomisk deprivation, fattigdom og kriminalitet. Canadiske folkebiblioteker har svaret på den multikulturelle udfordring ved hjælp af en praksis, der omfatter såvel kulturel integration og social inklusion.

Her slutter første del.