Samskabelse på Glostrup bibliotek – en case

Samskabelse er den nye sort, men Hvorfor nu? – Hvem har initieret det? – Er det bare et forbigående fænomen? – Hvad kan det bidrage med i en biblioteksmæssig kontekst?
Når det kommer nu, er det fordi den offentlige velfærdsproduktion er udfordret på sine traditionelle rammer. Samskabelse som begreb er en del af en international tendens. Folkebibliotekerne bliver aldrig nævnt, når debatten om velfærdsstatens kernetropper bliver debatteret, analyseret og beskrevet i aviser, forsknings Reviews og bøger.
Jeg tror alligevel, at det er vigtigt, at koble sig på fænomenet samskabelse som andet og mere end et modefænomen. Jeg er af den overbevisning, at folkebibliotekerne med fordel kan gentænke den klassiske biblioteksfortælling under nye rammer og vilkår med dette nye begreb i hånden. Det vil udfordre, men også befordre nye koblinger til en rivende samfundsudvikling. Det vil jeg folde mere ud i det følgende som skal forstås som en udforskning af og refleksion over egen praksis set fra et bibliotekslederperspektiv.

Samskabelse i Glostrup kommune

I Glostrup har vi ikke en vedtagen eller veldefineret samskabelsesstrategi. Vi har en frivillighedsstrategi med tre temaer: samskabelse, synliggørelse og anerkendelse, synlige rammer.
En præcisering af begrebet samskabelse findes ikke i lokalt regi. Det nærmeste man kommer det skriftligt er en henvisning til Frivilligrådets formulering. Jeg finder det grundlæggende uheldigt, at det overlades til en national instans og generaliseret forståelse, at fastlægge den definitoriske ledetråd som i øvrigt også er temmelig diffus.
Frivillighedsstrategien er forankret i Center for Kultur og Borgerkontakt (CKB) i Glostrup. Biblioteket hører under centeret. Jeg har foretaget nogle korte opklarende interviews med tre centrale spillere i CKB. Om begrebet samskabelse siger Afdelingslederen for kultur:
”At samskabelse ikke er italesat som begreb – dvs. ikke på et formelt/skriftligt niveau.”

Hun ser intentioner og ønsker fra Direktionen om at have mere åbne mekanismer i den kommunale forvaltning og i særdeleshed i de decentrale institutioner. Altså som et element i forandringsledelse. Ifølge Centerchef i CKB er begrebet ’sat fri’. Det betyder billedligt talt, at der ikke er vægge, at begrebet er grænseløst. Det betyder konkret, at de der kan se en værdi i det, stiller de gode spørgsmål og har kvalificerede overvejelser vedrørende begrebets indhold og anvendelighed; der er etableret en fri ramme til at udforske begrebet.
Det er hvad man indenfor organisationsteoriens kalder for ’løs kobling’:
”Løs kobling har en stor fordel, i hvert fald når vi ser på organisationer i forandringsperspektiv, nemlig at en del af organisationen kan forandre sig, uden at resten af organisationen er nødt til at følge trop.” (Jacobsen, s. 127)

I et tredje interview med frivillighedskonsulent under CKB, kom vi ind på en forståelse af samskabelse som et konkret redskab til at ændre synet på ledelse og et nyt syn på styring. Kort sagt en mentalitetsændring i ledelse af decentrale kommunale institutioner. Altså en større grad af risikovillighed og tab af kontrol og endelig en skærpelse af det demokratiske blik. De decentrale enheder følger ikke et fælles direktiv, men kan på egen hånd udforske og afprøve forskellige muligheder for samskabelse som metode for velfærdsproduktion og borgerinddragelse.

Den diskussion vil jeg gerne udfolde analytisk, når jeg har beskrevet nogle konkrete eksempler fra egen praksis

Kulturkorpset som styret samskabelse – en beskrivelse

Styret samskabelse er ifølge Jens Ulrichs typologi karakteriseret af to grundlæggende kriterier: kommunen som den centrale aktør og en høj grad af forudsigelighed.
’Kulturkorpset’ på Glostrup bibliotek er et sådant eksempel. Kulturkorpset består af ca. 10-12 frivillige. Primært kvinder. Der har været en mindre udskiftning undervejs, men der er tale om en relativt stabil kerne. Det startede som en invitation fra biblioteket omkring 2011 om at være frivillig hjælp i forbindelse med afvikling af bibliotekets arrangementer. Fra bibliotekets side så vi det som en relativt overkommelig måde at inddrage frivillige på, uden at gå for voldsomt ind over de ansattes enemærker om små velafgrænsede opgaver.

Vi kan konstatere 2017, at det i høj grad har været med til at skabe merværdi i forbindelse med den praktiske afvikling af arrangementer. Der er flere hænder til stede, hvilket betyder, at vi behøver færre inden for biblioteket til hver enkelt arrangement, hvilket følgerigtigt betyder, at vi kan afvikle flere arrangementer og mere forskelligartede arrangementer end vi kunne uden kulturkorpset. Der har ikke været konflikter om rollefordeling. I tilfældet kulturkorpset, er der tale om en gruppe af kvinder som er i sidste fase af deres arbejdsliv eller at de ligefrem har forladt arbejdsmarkedet. De er optaget af at skabe mening i sammenhæng med andre og indgå i lokale fællesskaber der i en eller anden form skaber lokal merbetydning og forankring.

De har ikke et ønske om, at overdrive frivilligheden og få et større ansvar, men netop om afgrænsede og veldefinerede opgaver – og derved slipper for et større ansvar.
En negativ udlægning ville kunne benævne dem som ’hattedamer’, men det er svært at se ansigt-til-ansigt. Der taler vi om almindelige borgere med et ekstra engagement. Jeg vil snarere kategorisere dem som ’kulturelle superbrugere’ jf. Tænketanken – Fremtidens bibliotekers store segmenteringsanalyse – alt andet lige. En anden negativ udlægning kunne være, at vi hermed bejler til en privilegeret gruppe. Her siger mit erfaringsgrundlag med frivilligheden, at den ville have svære kår uden netop disse ressourcepersoner som stiller sig til rådighed for lokalsamfundet. I virkeligheden er der tale om en meget sammensat gruppe med meget forskellige arbejdserfaringer. Ydermere befinder vi os på Vestegnen, så de har ikke ligefrem en guldske i munden, når de træder ind over bibliotekets indgangsdør.

It-Café som faciliterende samskabelse – en beskrivelse

Faciliterende samskabelse er ifølge Jens Ulrichs typologi karakteriseret af to grundlæggende kriterier: Borgere, virksomheder og civilsamfundet som medspillere og en vis grad af uforudsigelighed. Et sådant eksempel er bibliotekets IT-Café. IT-Caféen på Glostrup bibliotek er drevet af 5-6 frivillige. Primært mænd. Gruppen har med en enkelt tilføjelse, været den samme siden 2012. Fra bibliotekets side så vi det som en mulighed for at opfange de ’digitale analfabeter’ omkring hyppige spørgsmål vedrørende NemID, Skat, Borger.dk og lignende problemstillinger som begyndte at fylde mere og mere i bibliotekets åbningstid, fordi borgerne efterspurgte løsninger på disse emner. Det har klart fjernet nogle kilder til daglig frustration hos personalet, at der ikke har været tid og dermed den fornødne kvalitet til at imødekomme nye brugerbehov og nye typer af henvendelser grundet den omfattende offentlige digitalisering. Der har også her været tale om ’at gøre mindre større’ gennem brug af kompetente frivillige. Der er tale om mandlige seniorer jf. Tænketankens segmenteringsanalyse. De er alle gået på pension.

Der er tale om en ressourcestærk gruppe, som tilføjer værdi til digitalt svage borgere og som giver noget til lokalsamfundet og dets sociale sammenhængskraft.
Men der er også tale om en gruppe, der nogle gange vil noget andet eller noget mere som kommer i konflikt med bibliotekets ønsker, prioriteringer og hensyn til andre samarbejdspartnere. Et eksempel på dette, var et ønske fra de frivillige om at udvide It-caféens åbningstid og udbyde en serie IT-introduktioner, der tilsammen dannede et modulforløb over 10 sessioner. De antog karakter af afrundede uddannelsesforløb der til forveksling lignede det AOF og FOF udbyder på andre betingelser, nemlig betaling.

Glostrup bibliotek har gennem en årrække udviklet et samarbejde med AOF, FOF på forskellig vis. Princippet om ’at gøre mindre større’ gælder her som det gælder omkring de frivillige. Biblioteket får gennem samarbejdet tilført økonomiske midler og det skaber mulighed for større arrangementer eller mere ’tunge’ forfattere og debattører end vi ellers vil udbyde på grund af et stramt økonomisk råderum. Viften af arrangementer bliver mere bredspektret og aktuelt via ekstern finasiering, hvor biblioteket mere faciliterer arrangementerne.

Det kom der en politisk administrativ polemik ud af, som ikke skal udfoldes her, blot for at antyde et første omrids af, at frivillighed ikke blot er en merværdi, men kan være med til at skabe nye konfliktlinjer i det indre organisatoriske landskab.

Konfliktlinjer i frivillighed

I eksemplerne med Kulturkorpset og IT-Caféen foreslog jeg to karakteristikker af de frivillige. I tilfældet Kulturkorpset har der hele tiden været tale om et konfliktfrit samarbejde modsat IT-Caféen. Når jeg fremdrager forskellene i de to eksempler er det ikke for at bedrive motivforskning mellem kvinder og mænd eller andre baggrundsvariable. Min pointe er, at begge grupper leverer merværdi til bibliotek, borgere og lokalsamfund, men med nye konstellationer for offentlig velfærdsproduktion opstår nogle nye rum for interesser og fortolkningsbehov, som er langt mere åbne og uforudsigelige end tidligere og som dermed skaber nye konfliktlinjer. Anders La Cour skriver i Frivillighedens logik og dens politik:
”Med andre ord, den frivillige indsats forudsætter ikke eksistensen af frivillige organisationer. Den eksisterer derimod på sine egne betingelser repræsenterende sin egen logik.” (s. 21)

Det er vigtigt at forstå, når man allierer sig med frivilligheden. Den åbner muligheder, men den sætter også begrænsninger. Den kan ikke dikteres, ellers var den ikke frivillig. Omvendt må en professionel organisation have evnen til at styre ud fra egen præmis og valg, så her optræder en ny diskrepans, for som Anders La Cour skriver:”Man kan med andre ord ikke få frivillighed på kommando… Frivillighedens paradoks af at være både formel og uformel på en gang, skal derfor ikke tæmmes eller håndteres.” (s. 89)

Det bliver en reel udfordring for organisationen, når der opstår sammenstød af interesser med andre aktører på den lokale scene, hvor nye handlinger knæsættes, men uden for kendt formel regulering og aftaler. Det producerer nye ledelsesmæssige dilemmaer som kræver beslutninger uden et rigtigt facit som man ellers kender fra den klassisk bureaukratisk organiserede offentlige sektor, hvor der er kendte fagligt-saglige svar på løsninger på bestemte spørgsmål eller problematikker. Derfor mener jeg ikke, at man blindt må tro, at frivilligheden er svaret på velfærdsproduktionens udfordringer. Det er hvad jeg har villet vise gennem de to første eksempler. Kun:
”… hvis man forstår sig på frivillighedens logik, forstår man også, hvorfor vejen frem for en nedre organisering og ledelse heraf ikke går ad den samme vej som inden for ledelse af professionelle.” (s. 165)

Så der er også tale om ledelse af frivillige ved siden af ledelse af medarbejdere. Jeg vil tale om en ledelsesmæssig fordobling inden for den organisatoriske ramme og kontekst. Uanset frivillighedens merværdi, så er der tale om et ressourcetræk på organisationen og det ledelsesmæssige manøvrerum.

Glostrup Albertslund Produktionshøjskole – en beskrivelse

Ligeværdig samskabelse er ifølge Jens Ulrichs typologi karakteriseret af to grundlæggende kriterier: kommunen som central aktør og uforudsigelighed som fast markør.
Et sådant eksempel er et gennemført projektforløb med Glostrup Albertslund Produktionshøjskole (GAP). Eksemplet er fyldigt beskrevet andetsteds (Se Elbeshausen 2016 og Nørregaard 2016). Her skal kun skabes et tyndt rids, der demonstrerer sammenhængen til Jens Ulrichs typologi og viser, hvilke potentialer der ligger i ligeværdig samskabelse til forskel fra frivillighed.

Der er tale om et flerfagligt og tværgående samarbejde mellem en uddannelsesinstitution og en kulturinstitution, men ikke af den klassiske slags. Gruppen af unge på produktionshøjskolen er inde i et afklaringsforløb. Vi taler om unge mellem 17-24 årige uden ungdomsuddannelse eller arbejde. Der er tale om i en et uddannelses- og arbejdsmarkedsperspektiv svag gruppe, hvor op mod 20% aldrig opnår fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

Tænketankens segmenteringsanalyse opererer med fire unge-grupper, men en nærlæsning af de fire segmenter placerer ikke produktionshøjskolens elever i nogle af segmenterne. Segmenteringsanalysen er sat i verden for at fremme biblioteksudvikling ved også at indbefatte grupper der er biblioteksfremmede, men her er en svag gruppe der ikke er repræsenteret. Glostrup bibliotek har alligevel sat sig for, at udforske muligheden for at yde hjælp og vejledning til en overset gruppe, der sjældent eller aldrig kommer på biblioteket. Vi inviterede os selv til at forelægge idé til projekt med produktionshøjskolen om Demokrati og om at tage personligt stilling.

Hypotesen var – er du udsat og befinder dig i samfundets randzoner, vil du i sjældnere grad tage aktivt stilling til samfundsspørgsmål og i endnu sjældnere grad deltage i det større fællesskab. Så øvelsen mellem institutionerne var, at skabe et koncentreret forløb med aktiv deltagelse fra eleverne om at engagere sig og tage personligt stilling. Først dér, hvor du tager personligt stilling, bliver din karakter tydelig for din omverden og din stemme får en chance for at blive hørt. Forløbet startede med en bestemt idé fra biblioteket som gradvist ændrede sig i flere omgange undervejs. En tidlig inddragelse af eleverne også i flere omgange, viste sig, at være afgørende for det endelige udfald. Det blev et projekt der udviklede sig og blev anderledes undervejs end oprindeligt tænkt og den store masterplan indfandt sig først til sidst i projektforløbet, nærmest samtidig med, at det blev skudt i gang over 14 dage i februar 2016. Den afgørende og samlede erfaring i en afsluttende fællesevaluering mellem produktionshøjskolen og biblioteket, var at tabet af kontrol, viljen til tidlig inddragelse og modet til at lære på lige fod undervejs mellem elever, lærere og biblioteksfolk tilføjede noget nyt, som vi sidst i processen kaldte for ’usædvanlige læreprocesser’. Den anderledes læringstilgang skabte en ny dynamik som også blev givende for den ’såkaldte svage gruppe af unge’. Der var således mange ressourcer i de unge, som blev tydelige ved at iscenesætte dem på en anderledes måde.
Processen har styrket nye samarbejdsflader og det giver biblioteket en indsigt og forståelse for en biblioteksfremmed gruppe og deres særlige behov som vi fremadrettet kan tænke biblioteksudvikling ind i.

Samskabelse den nye sort!

Hvis vi modstiller eksempel et og to med ovenstående eksempel, altså ligeværdig samskabelse, så synes jeg begrebet tilbyder nogle nye muligheder ikke blot for ny og anderledes velfærdsproduktion, men en generel demokratisering i samfundets mikro-processer som frivilligheden ikke på samme måde åbner op for. I de to første eksempler gør nogle ressourcepersoner noget for nogle andre i lokalsamfundet. I det tredje eksempel er giver- modtager-relationen om end ikke helt ophævet, så er den væsentlig mere som et lige møde mellem mennesker. I de to første eksempler kommer det individuelle løft af kompetence ude-fra i det tredje eksempel i langt højere grad inde-fra. Det er en vigtig sondring, at læring tilvejebringes i en inde-fra kommende proces med høj grad af indholdsudfyldning. Det er hvad Annika Agger i forskningsreview om Samskabelse beskriver som:

”En samfundsmæssig udvikling væk fra hierakier og henimod mere horisontale relationer både inden for familie, i organisationen og mellem staten og borgerne.” (s. 6)

Jeg vil skærpe pointen yderligere som Jens Ulrich udtrykker det:

”De kommunale aktører ser ikke længere sig selv som primært defineret ved deres professionsfaglighed og ved deres særlige kompetencer, men i stedet som procesfacilitatorer.” (s. 11)

Det er en tydelig erfaring med samskabelse og biblioteksfremmede grupper på Glostrup Albertslund Produktionshøjskole, at det ikke altid er de lavthængende frugter der skal plukkes. Et yndet udtryk som ofte cirkulerer i en bibliotekskontekst og sikkert også indenfor andre fagdomæner. Der er for at blive i billedet stor sandsynlighed for trængsel og kødannelse omkring de lavthængende frugter. En i min optik mere entreprenant tilgang må være, at gå efter de højthængende frugter, fordi vi her udforsker det ikke så tit besøgte og dermed får et nyt udsyn og ny indsigt. Det skaber et fundament for helt ny viden, der kombineret med bibliotekets grundlæggende DNA – i tilfældet demokrati for udsatte unge på produktionshøjskolen – leverer selvstændig meningsdannelse for lige netop denne gruppe. Det handler om selvtillid og i næste række om strategier for inklusion fra yderpositionerne. Samskabelsesperspektivet flugter fint med et klassisk syn på biblioteksudvikling i et borgervendt perspektiv for at nå biblioteksfremmede grupper.

Min tese er: folkebiblioteket skal aktivt nå biblioteksfremmede grupper. Dette er i tråd med det moderne folkebiblioteks demokratiske projekt fra 1945 og frem – hvis man følger i sporet på lovkilder og debatten især mellem 1960-1980. Det er ikke pladsen at udfolde dette tesen her, men det er velbeskrevet i Nørregaard, 2005. Det vigtige i det tredje eksempel er, at det er muligt at gå fra klientgørelse af en overset gruppe til nye mestringsstrategier. Jeg skal ikke overgøre disse mestringsstrategier gennem usædvanlige læreprocesser, men det viser alligevel interessante perspektiver, som jeg mener bør have en skærpet opmærksomhed.

Min pointe er i forlængelse af f.eks. Annika Agger, at tidlig inddragelse i den såkaldte velfærdsproduktion, både er en øget mulighed for demokratisering, men også at output eller rettere outcome bliver mere effektivt i økonomisk forstand fordi man hurtigere rammer de reelle behov, i stedet for at iværksætte fortænkte indsatser. (se Agger II, s. 188).

Kerneopgaven – et overbegreb

Samskabelse rummer et potentiale for demokratisering og bedre effektivitet. Intet er givet på forhånd, men potentialet er der. Der er brug for at gøre et ophold ved begrebet kerneopgaven. Kerneopgaven bliver hyppigere og mere forpligtende end samskabelse anvendt i en kommunal optik som italesættelse af en ny styringspraksis. Fra et ledelsesstandpunkt, dvs. leder af en decentral enhed i en kommune frembyder det en mulighed for at skabe større manøvredygtighed i en ressourceknap situation for Folkebiblioteket. Blikket på borgeren er vendt tilbage efter en bølge af New Public Management (NPM) relaterede værktøjer der fokuserede på brugerne, rettighederne, efterspørgslen. Nu svinger pendulet tilbage til borgerne, pligterne, behovene. Muligvis og sandsynligvis, fordi der ikke er nogen ende på krav og forventninger i bruger-perspektivet. Det kan hverken folkebiblioteket eller den øvrige offentlige sektor levere for de tildelte ressourcer.
Den oplevelse og erfaring bekræftes af forskning på området:
”… vores perspektiv er således, at en organisation ikke har en specifik kerneopgave per se. Kerneopgaven er en forståelse, der forandrer sig med organisationens udvikling og forskellige interessers kampe for at definere den.” (Sørensen m.fl., s. 36)

Og så kommer det interessante skifte:
”Ydelser relaterer til noget den kommunale medarbejder leverer til en borger. Ydelser er et centralt begreb i NPM. Ydelsesbegrebet er både knyttet til en rettigheds- og servicetankegang.” (Sørensen m.fl., s. 36)

Fokus flyttes fra produkt og leverance til proces og værdi. Hvad betydning har det for borgeren og gør det en positiv forskel? En kritisk bemærkning mod ydelsestænkningen er, at blot man som institution kan levere en fastlagt ydelse, så er arbejdet gjort. Flueben. Modsat det, bliver det langt vanskeligere at måle om noget har værdi for borgeren. Det kræver nye måder at evaluere egen indsats på, bl.a. fordi effekten først indfinder sig over tid. Det kan være svært at følge. Det har Peter Dahler-Larsen i en meget interessant artikel nogle overvejelser om imellem ’output’ kontra ’outcome’ og forskellen mellem måling af en leveret indsats og den oplevede værdi af samme indsats (se Dahler-Larsen, 2015).

Hvis begrebet samskabelse ikke skal punkteres i opløbet, så bør evaluering blive til andet og mere end ’evidens’. Det vil også være langt bedre i tråd med kerneopgavebegrebet, at det ikke er selve leverancen der tæller, men om det skaber værdi for borgeren.
Det er min opfattelse, at begreberne samskabelse og kerneopgave på denne måde står i et indre produktivt forhold til hinanden:
”Grundlæggende går samskabelse ud på ikke kun at betragte opgaveløsningen i det offentlige som en ydelse, men som et samspil mellem den ansatte og borgeren eller mellem den offentlige institution og andre aktører.” (Sørensen m.fl., s. 68)

Altså inddragelse, involvering og demokratisering tæt på og omkring borgeren som illustreret i de tre foregående eksempler på forskellig vis.

Den nye aktive konkurrencestat

Utallige er de analyser der arbejder sig ind på skiftet fra velfærdsstat til konkurrencestat. En af de bedste kommer bl.a. fra Lars Bo Kaspersen i ’Ledelseskrise i konkurrencestaten’. Bogen påpeger et væsentligt skifte i fokus fra rettigheder til i stigende grad at fokusere på pligter og ansvar. Der synes således på alle niveauer af samfundet, at være tale om et opbrud fra de kendte strukturer i generaliseret tale NPM. Et markant træk ved overgangen til konkurrencestat er imidlertid fraværet af politisk vision:
”Der er ikke en bærende samfundsvision, der driver politik og understøtter lederens arbejde. Situationen i Danmark i dag er, at velfærdsstaten som samfundsvision er realiseret og derfor er denne vision tom…”
Så hvad stiller vi op i denne nye situation, dette tomrum?:
”Hovedproblemet er i sidste instans, at den stærke stat i sit konkurrencearbejde og sin politikudvikling mangler en sund pluralisme og en række konkurerende idéer, der kunne udfordre statens styringsfikserede paradigme og som atter kunne erobre lokal beslutningskraft.”
(Kaspersen og Nørgaard, s. 123)

Hvis vi antager, at lokal beslutningskraft kan gentænkes og revitaliseres gennem begrebet samskabelse og arbejdet med kerneopgaven, er der så, en akut mulighed for at udfylde den tomme vision om samfundet nede fra og inde fra? Det er her livet finder sted. Det er her hovedparten af den offentlige velfærdsproduktion finder sted. Det er her mange nye udforskninger giver plads til den pluralisme som Kaspersen omtaler. Det kræver at man som leder ikke afventer ordrer oppe fra for at udføre sit biblioteksmæssige DNA under nye vilkår med fluktuerende dagsordener. I Glostrup har man forsøgt, at ’sætte enhederne fri’ gennem løs kobling, men stadig i en bestemt ramme.

Nye håndtag på Glostrup bibliotek

I Glostrup kommune opererer vi med to kerneopgaver. Mestring og udfoldelse. Det skal alle niveauer og enheder overordnet forholde sig til. På biblioteket har vi oversat det til en faglig kernefortælling om medborgerskab og dannelse. Øvelsen er, at flugte den nutidigt dynamiske kommunes kerneopgaver med bibliotekslovens historisk statiske formål om oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Det er ikke en lydefri øvelse, når den skal blive til præcise borgerrettede handlinger med et klart fagligt indhold til hverdagsbrug. Man er som faglig leder i en organisation udspændt mellem to vidensregimer:
”…vertikalt at oversætte de overliggende ledelseslags akademiske vidensregimer til et vidensregime der bygger på faglige løsninger (tolk, oversætter)… horisontalt, tættere integration mellem linjeorganisationen og stab.” (Voxted, s. 82)

Hvis man skal udfolde de nye intentioner for kommunal styringspraksis, så knæsætter man et princip som ikke kan undgå at influere på den kendte praksisforståelse. Det kræver ifølge Voxted en langt mere interventionistisk lederstil end traditionelt og specielt, når der sker mange og hastige forandringer. Det er ifølge Voxted netop her, at kravene til fagligheden skærpes. Her er der måske mere brug for ’tæt kobling’ inden for den enkelte decentrale enhed, hvis man vil forandre i dybden:
”Det er derfor helt sikkert muligt, at organisationer som udviser tæt kobling mellem forskellige delelementer, vil kunne forandre sig hurtigere og mere omfattende end løst koblede organisationer.” (Jacobsen, s.127)

Hvis vi kort vender tilbage til de tre forudgående eksempler, så repræsenterer de forskellige udfordringer for de ansattes professionelle ageren. I eksemplet med kulturkorpset er det først og fremmest et spørgsmål om planlægning og rolletildeling. I eksemplet med IT-café er det for det meste et spørgsmål om at sikre, at teknisk udstyr er optimalt og sikre at rammerne omkring IT-Caféen giver en høj grad af selvstændighed.
Hvorimod den professionelle selvforståelse bliver udfordret i tilfældet Glostrup Albertslund Produktionshøjskole.

At arbejde med ingenting

Den almindelig tilgang inden for biblioteksprofessionen, når man iværksætter et nyt tilbud er groft sagt, at man arbejder i bund inden man udbyder det til omverdenen. Når jeg skriver i bund så skal det forstås som noget nær 100% færdig. Hvis vi vil afprøve samskabelse som i eksemplet med Glostrup Albertslund Produktionshøjskole, så skal vi vælge en anden vej. Her viser eksemplet, at du måske har en idé og plan, hvor du har en 50% forestilling om, hvad projektet ’Demokrati – ’Ta nu stilling’ skal føre med sig. Når det først gennemgår en fælles ligeværdig arbejdsproces, så bliver udgangspunktet forvandlet så mange gange undervejs, at det ville være rimeligere at sige, at det at have en idé og skabe kontakt, dvs. 1 % er nok til en begyndelse.

Grundlæggende er der ingen af de involverede der er på herrens mark. Alle repræsenterer erfaringer og ressourcer. Så det fornuftige er, at mødes og være åbne om den ene procent man vil forpligte sig på i fællesskab. Det forunderlige er, at hvor der er en vilje er der en vej. Det er muligvis ikke en kurs der tegner en ret linje, hvilket undervejs virkelig afstedkommer masser af følelser om at arbejde med ingenting. Omvendt er der et fagligt DNA som ligger der og som kan moduleres på mange måder og det er de muligheder man skal åbne for, når man kommer med hver sit domænespecifikke DNA. Denne fælles nysgerrighed åbner for det der i foregående eksempel, blev til ’usædvanlige læreprocesser’.

Jeg nævnte, at der var tale om en udforskning af et nyt domæne og en gruppe vi ikke er vant til at se på biblioteket. For det første må man lægge sin faglige parathed på hylden for en stund og gå i felten som en anden antropolog. Undervejs opsamler du ny viden om en gruppe du ikke kender. Det kan du med din nye viden sætte ind i en – lad os sige – hermeneutisk fortolkningsramme. Der tegner sig gradvist en erkendelse hos dig af, hvilke komplekse grunde der er til, at denne gruppe ikke benytter biblioteket. Her udnytter du din nye viden til at tegne kimen til nye koncepter og i samme moment opnå nye kompetencer. Dvs. lede efter nye og anderledes greb, ud fra de andres forudsætninger og ikke fra den forestilling du har om, hvad et godt bibliotekstilbud er. Nu kigger du ikke længere inde-fra-og-ud, men ude-fra-og ind i opgave-løsningen. Du ser På det der har værdi for eleven, borgeren ikke det du er opflasket med er det fagligt kvalitativt rigtige tilbud.

Hvis vi et øjeblik bliver inden for den antropologiske terminologi, så skal vi forlade ’gavens logik’ og komme som dem vi er og tilbyde en relation. – Hvad pokker mener jeg nu med det? – Den franske antropolog Marcel Mauss har i ’Gaven’ udfoldet denne logik, at der i gaveudvekslingen er en forpligtelse til at give og en forpligtelse til at modtage. Ifølge denne logik er den professionelle forpligtet på at give og borgeren forpligtet til at modtage. Og endelig er der en forpligtelse til at gengælde. Denne logik mellem at give gaver, at modtage uden at kunne afstå og giver lige så store gaver tilbage som man har modtaget, eksempelvis i form af taknemmelighed, finder jeg som en væsentligt indsigt i nogle af de mekanismer, der optræder mellem i de foregående tre eksempler. Marcel Mauss skriver:
”En betragtelig del af vores moral og at selve livet er forblevet i denne atmosfære, hvor gave, forpligtelse og frihed er blandet sammen, gør stadig den, der har modtaget den underlegen især når den er modtaget uden lyst til at gengælde. .” (s. 81)

Det er min erfaring, at der er masser af den slags asymmetriske relationer inden for offentlig velfærdsproduktion heriblandt folkebibliotekerne. Da der ikke er tvang til at benytte folkebiblioteket, har borgerne – modsat andre steder – muligheden for at ophæve en underlegen relation og det vælger mange svage og udsatte borgere, når de kan. Jeg tror, eller har den illusion, at det er muligt at ophæve asymmetriske relationer ved at arbejde med ingenting i begyndelsen Få skabt et ligeværd som afsæt for nye samskabelsesprocesser.

Det er bestemt en ledelsesmæssig udfordring, fordi bibliotekarprofessionen ligesom andre faglige professioner har haft et relativt monopol på folkebibliotekernes faglige grænser:
”Relative monopoler kan man tale om, når et organiseret fagområde og en gruppe af fagpersoner har magt og mulighed for selv at bestemme, hvem der er kvalificerede til at varetage bestemte og afgrænsede opgaver og magt til at forhindre andre i at udføre disse samt til selv at bestemme, ud fra hvilke kriterier det udførte arbejdes indhold og kvalitet skal bedømmes.” (Kristensen, s. 173)

Dette relative monopol svækkes under nye skærpede vilkår. Den monofaglighed der har præget bibliotekarprofessionen og folkebibliotekerne, udfordres af, at hidtidige kompetencer ikke længere er fuldt tilstrækkelige. De nye vilkår kræver efter min mening, flerfagligheder og anderledes metodiske greb end de kendte, hvis folkebibliotekerne skal revitaliseres afgørende. Her kan bibliotekarprofessionen sagtens spille en vigtig rolle:
”Hermed er der ikke nødvendigvis tale om en svækkelse af de nævnte professioner, men snarere ansatser til en ny og mindre autonom form for professionalisme, der rette sig mod vidensgrundlaget og dermed den professionelle.” (Kristensen, s. 169)

Altså en ophævelse af monopol på at definere, hvad der har værdi, men en erkendelse af behovet for større interaktion med andre fagligheder og borgere og i sidste ende tilegnelse af nye kommunikative færdigheder. Blot til en begyndelse.

Skylla og charybdis – en afrunding

Måske vi står midt i et paradigmeskifte, hvor samskabelse kan bruges som én prisme til at gribe forandringer der pågår og samtidig udvikle en ny metodisk professionalisme , der lige nu går på usikre ben. Jeg er sikker på, at folkebibliotekerne stadig har en vigtig samfundsmæssig rolle at spille som lokal dynamo for kulturel og demokratisk dannelse.

Det er en skandinavisk model, hvor magten er decentreret gennem et stærk lokalt og bredt funderet folkeligt fundament. Det kræver sødygtighed at navigere i oprørte vande – og ligesom Odysseus – skal enhver navigere mellem søuhyret Skylla eller den kraftige hvirvelstrøm Charybdis. Chancerne for at gå på grund er absolut til stede. Men Danmark er en søfartsnation, så skulle vi ikke turde vise godt sømandsskab.

Litteraturliste

Agger, Annika. – Forskningsreview om samskabelse. – RUC, 2015. – 34 s.

Agger, Annika. – Hvilke potentialer og udfordringer er der ved tidlig inddragelse af borgere i samproduktion af styring? ; i ; Politica, 47. Årg. Nr. 2 2015, s. 185-201

Dahler-Larsen, Peter. – Den sociale konstruktion af resultater, s. 26-39 ; i ; Social Kritik nr. 143, 2015.

Elbeshausen, Hans. – Usædvanlige lære processer : usædvanlige samarbejder – Evaluering – ’Ta ny stilling! Meningsdannelse på biblioteket. Det Informationsvidenskabelige akademi 2016. – 52 s.

Jacobsen, Dag Ingvar. – Organisationsændringer og forandringsledelse. – Forlaget Samfundslitteratur, 2011. – 379 s.

Kristensen, Jens-Erik. – Velfærdsprofessionerne i konkurrencestaten i lyset af velfærdsstatens omkalfaltring, s. 165-188 ; i ; Red. Gitte Sommer m.fl. – Professioner under pres. – Hans Reitzels forlag, 2014. – 287 s.

La Cour, Anders. – Frivillighedens logik og dens politik. – Nyt fra samfundsvidenskaberne, 2014, – 184 s.

Mauss, Marcel. – Gaven : gaveudvekslingens form og logik i arkaiske samfund. – Spektrum, 2001. – 198 s.

Nørregaard, Frank. – Hvordan udvikler biblioteket erfaringsgrundlaget hos udsatte unge gennem usædvanlige læreprocesser. www.forbindelser.dk maj 2016.

Nørregaard, Frank. – På sporet af folkebibliotekernes idé – med særligt henblik på selvstændig meningsdannelse. – Danmarks Biblioteksskole, 2005. – 38 s.

Sørensen Ole m.fl. – Ledelse af kerneopgaven. – Akademisk forlag, 2016. – 198 s.

Hovedresultater fra Fremtidens Biblioteker : målgruppebaseret viden til biblioteksudvikling. – Tænketanken Fremtidens Biblioteker, 2014. – 24 s.

Ulrich, Jens. – Samskabelse : en typologi. – Via University College, 2016. – 15 s.

Voxted, Søren. – Faglig ledelse i offentlige organisationer. – Hans Reitzels forlag, 2016. – 175 s.